Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

flyver på nattens sidste timer
Med friske minder på min krop
Jeg kigger op på månen
Som *** rejser gennem natten
min evige følgesven
Jeg kunne forlade denne jord for hende
og for evigt vandre i hendes sølven have
med stjernerne til at vise mig vej

Det her er ikke et normalt eventyr.
Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før.
Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte.
*** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage.
Vi venter i tusinde lange år.
Kommer han mon?
En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende.
Prinsen.
På sin hvide hest med den flaprende smukke manke.
Han svinger sit sværd.
Han falder og rejser sig ædelt op igen.
Han overvinder dragen og løber op af trapperne.
Oppe i kammeret sidder prinsessen.
Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår.
Hendes hjerte banker.
Det banker for prinsen.
Han tager hendes hånd.
Kysser den blidt.
Nede i gården venter den hvide hest.
Ja for den venter selvfølgelig.
På prinsen.
De ridder mod hans rige.
De ridder mod solnedgangen.
De to.
Mod en lykkelig slutning.

I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København. Broerne rejser sig som bjerge, og jeg bestiger dem med glasskår under mine gribende negle. Med isklumpede propiller stirrer jeg mig blind i mørket. Jeg skråler af ubehag og mine øjenlåg sitrer i takt med bumpene i min halshvirvel. Vanviddet er larmende, og rødvinen forstærker den skrattende bas. Min mund er tør som en ørken, men den har heller ikke noget fornuftigt at sige. I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København.

Jeg sidder med min varme kaffe
Og kigger ud af vinduet
Der er ingen hjemme
Ikke en stemme
Jeg ligger mig ned under dynen
Her føler jeg mig tryg
Dynen føles som et varmt kram
Mod min bare ryg
Jeg lukker øjnene og nyder lyden
Af regnen mod mit vindue
Rejser mig aldrig igen
Dette er mit lykkested
Ingen bekymringer
Ingen forpligtelser
Kun mig
Regnen
Og min varme kaffe

du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig

Konstance konstance,
mit hoved ligger i trance
Mister grebet om livets balance,
savner de sidste dages nuance

For Djævlen er så småt,
ved at danse i blåt
Flammernes varme er blot,
falske i enden af livets plot

Vi rejser os for senere at falde,
dog forbliver hanens gjalde
En ny dag vil kalde,
Den må andre dog bifalde

Jeg bladre til den sidste side,
og lader andre leve og blive
I det grønne æble jeg bide,
ikke længere er jeg i live

Træets immortale grønhed,
maler over min dødelighed
Broderen græder sin sidste afsked,
nu ved Gud endelig besked

jeg er mig
og du er dig
men vi er ikke længere os
så vi går
en tid
men kommer så tilbage
og sidder bare og venter
på at den ene eller den anden
af os
rejser sig for at gå igen
og for at spørge
om ekstranøglen stadig ligger gemt under måtten
for det kan jo være svært at få en taxa og noget der minder om (oprigtig) kærlighed
en lørdag morgen klokken halv ni
i indre københavn

nyt musik på spotify. bogindkøb. højt musik i badet. efterårssolen der sommetider titter frem. efterårsblade der snart drukner kbh i orange og brune farver. tøj der matcher årstiden. nyklippet hår. planlægning af fremtidige rejser. at cykle i skole til lyden af khalid og the weeknd. den dyrebare kattelighter. nye øreringe. at spamme photo booth hver gang jeg har en god dag. og selvfølgelig osteboller fra lidl (det er løgn. dem elsker jeg året rundt).

som i jomfruens tegn
danser vi på bordene, smækker ballerne blå og drikker alt det triste til  blods
pigeskolen er ikke længere kun åben for kursister
op af ilden rejser sig en prydelig menneskekrop, som er brændt af livets vanskeligheder
jeg vil igen
ilden bliver kvalt, når man er så tæt på det brusende farevand som du
vi drikker ædel gåsevin, når tørsten mellem nattens aktioner træder ind
endelig noget der ikke beruser sindet
dækket af ar som ingen kan se, danser du lystigt videre og lader igen som om jeg aldrig var
det er kunsten i at skjule du mestrer, som houdin fik tiden til at gå