"laver" poems
Endnu en aften
Hvor jeg sidder og skriver digte Som jeg aldrig bliver tilfreds med
Bruger aftnen på tumblr og de andre sociale medier
Hører musik
Kigger på snapchat og ser hvad mine snapchat venner laver
De er sammen og hygger sig
Det føltes som om jeg er den eneste der er alene
Men
Jeg kan godt lide at være ensom
Det er ikke en dårlig ting at være ensom
Eller det bilder jeg mig selv ind
Jan 9, 2015
Jan 9, 2015 at 7:40 PM UTC
Knoglemarven skifter i takt med humørets svingninger
Frekvensen bliver højere og mere skinger, forfærdelig
Krummede kroppe klistret sammen på lange rækker
Uden nogen form for holdning - i frygt for fremtid,
Plastic indenfor grænserne af mit lukkede land
******* fake, ægtheden, menneskeligheden forsvinder -
Sammen med gode værdier og et fælles ansvar
Laver om, men det vender den forkerte vej
Ingen er velkomne, kom os ikke nær.
Danmark falder sammen, som brikker i et spil, farvel.
Sep 30, 2015
Sep 30, 2015 at 2:27 AM UTC
skarpt
TROR DU SLEV DU VED
HVAD DU LAVER
???¿
nej
jeg vil gerne
hjem
nu
jeg vil ikke
vil jeg
HVOR ER HJEM
jeg
tror jeg tabte mig selv
på vejen
Oct 23, 2015
Oct 23, 2015 at 8:29 PM UTC
De er indspiste som selvpillede rejer
Elsker konkurrenten som de hader sig selv
Katalysatoren for deres eksistens
er udelukkelsen af andre eksistentialister
Laver en kollektiv udskillelse
når de bruger mainstreamkulturen som værktøj til succes
Deres skjulte agendaer er ikke for blotte øjne
selvom flokdyrsinstinkterne sitrer gennem deres røde skæl.
Påtaget inkompetente sociale kompetencer
smalltalk er for de prætentiøse
De kløgtige rejer vil ikke undervurderes
for fiskenettene undslipper de altid
Feb 7, 2016
Feb 7, 2016 at 3:41 PM UTC
DU SIGER AT DU ELSKER MIG, MEN DET ER BARE SÅ SVÆRT AT HØRE, FOR DE VOLDSOMME LYDE DU LAVER NÅR DU HAR HANS PIK, SÅ LANGT NEDE I HALSEN, AT DU FÅR SURE OPSTØD.
DU FÅR SÅ SURE OPSTØD, AT HAN FLYVER UD AF MUNDEN PÅ DIG; SAMMEN MED NOGET AF DET SÆD, SOM DU BAD MIG OM AT TØMME I KÆFTEN PÅ DIG TIDELIGERE.
DU FIK MIG TIL AT TØMME DET, SÅ HÅRDT I KRANIET PÅ DIG, AT DIT HOVED EKSPLODEREDE. EKPLOSIONEN MÅ HAVE VÆRET, SÅ KRAFTIG, AT DU GLEMTE HVAD DET VIL SIGE AT ELSKE.
f.b
Jul 23, 2014
Jul 23, 2014 at 6:41 AM UTC
det kan mærkes i maven og hjertet
det gør ondt som bare fanden
det kommer i jag og forsvinder langsomt
denne tomme følelse af noget
der burde være der men ikke er
denne tomme følelse af savn
til noget man ikke kan sætte en finger på
savn af selskab, savn af kram,
savn af nogen der mærker på min sjæl
savner ikke den overfladiske socialisation
hvor jeg pænt sidder og lytter
for sådan er jeg opdraget
”bla bla bla, mine problemer bla bla bla,
men hvordan har du det egentlig, Maria?”
min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over”
for det har jeg ikke, det er ikke en løgn
har travlt med at få styr på alt det lort
som folk bliver ved med at læsse af på mig
alle deres problemer med boligselskaber,
mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer,
drengeproblemer, arbejdsproblemer,
skoleproblemer, venneproblemer
jeg er træt
og det er først når jeg er alene
at jeg kan mærke hvordan jeg har det
mærke mig selv og mærke ensomheden
mærke min sjæl
og den skræmmer mig
jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til
eller hvordan jeg skal forklare det
”hej, jeg har det ad helvede til,
der er en klump af kaos, ensomhed og
noget andet ubeskriveligt der trykker
inde i min mave”
for hvad ville folk ikke tænke
Maria er altid glad, *** vil altid lytte
*** smiler frejdigt og laver hendes ting
men sådan er jeg slet ikke
jeg er i stykker
(Marolle)
Nov 29, 2015
Nov 29, 2015 at 8:39 AM UTC
det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi
unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen
jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske
det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer
Mar 2, 2015
Mar 2, 2015 at 5:37 PM UTC
og pludselig sidder du pakket ind i +5 dyner og burde egentlig ikke fryse, men der er så fandens koldt over det hele. laver flere liter te for at få det bedre men hælder kop efter kop ud i vasken, for bare lugten giver dig brækfornemmelser. modern family er ikke så sjovt længere og de eneste sange der får lov at spille færdigt er dem han linkede til dig. hans ******* musiksmag ramte plet hver gang. du kan ikke finde ud af om smerten mellem dine ribben er pga den halve flaske tequila du formådede at hælde ned i går eller om det bare skyldes de ord han sagde og hvor let han havde ved at droppe alt det han selv havde været med til at bygge op. du er ikke sikker på om han lagde mærke til dig da du løb gennem byen med en veninde i hånden og prøvede alt hvad du overhovedet kunne for ikke at lade ham se dig græde. du ved bare at lige nu gør det hele ondt og du tør ikke bevæge dig uden for din dør i frygt for at se dem sammen - han har jo tydeligvis ikke noget problem med at vise hende frem foran dig - end ikke på din egen fødselsdag. tillykke. du sidder i stedet i din dobbeltseng hvor jeres kroppe for første gang kolliderede. og du kan ikke slippe for det uanset hvad du gør. stryger tændstikker, for forhelvede, hvor ville det være let bare at lade det hele brænde væk.
du vil bare væk. jeg vil bare så gerne væk.
Dec 6, 2014
Dec 6, 2014 at 6:52 AM UTC
Vi havde et godt efterår os to. I skyggen af træet gennem enden af sommeren, indtil blade af bronze faldt i hovedet på os. Små kys på mit ansigt mens jeg sov, som fik mig til at drømme hver nat imens du så på mine fregner og små lykkelige, lukkede øjenlåg. Men ungdoms kærlighed er vel lavet af plastik, og nu er plastikken brandt fast på kogepladen i mit køkken af aluminium, og jeg skal rydde det hele op. Og det eneste jeg laver nu er at spekulere på om det enten er for sent til at drikke kaffe eller for tidligt til at drikke mig fuld, og jeg er trist efter dig. Nu spiser jeg ude hele tiden, selvom det er sidst på måneden og de halvtredsere jeg har kan tælles på en hånd, fordi jeg er bange for at brænde mere på i køkkenet. Men en halv pakke smøger, et par hundrede kroner og en nuddelboks kunne jeg leve af, hvis du ville kysse mine fregner igen.
Jul 21, 2015
Jul 21, 2015 at 8:57 PM UTC
Sløret sin
Sløret syn
Ved ikke hvad jeg skriver
Ved ikke helt hvad jeg laver
Jeg er fuld
Drukket lidt for meget *****
Jeg lugter af røg
Jeg ryger for meget
Men jeg ryger jo ikke ?
Eller jo
Men overbeviser mig selv om jeg ikke gør
Skriver til folk
Som nok alligevel er lidt ligeglad med mig
Jeg er træt
Vil sove
I min egen seng
Men ligger ihvertfald ikke i den
Jan 25, 2015
Jan 25, 2015 at 6:22 PM UTC
Med blond hår som en kappe efter sig
Tramper med de små ben i store støvler
Uldtrøjen samler dråber og laver perler
På en ø i Danmark trasker mens det høvler
Tramper med de små ben i store støvler
Vinden deler lussinger ud og skriger skingert
Skriger for hende og kastes med tiden
Træhytter står banket op som kolde telte
Uldtrøjen samler dråber og laver perler
Læberne slår revner og bryder det røde lag
Bryder det med mere rødt som smeltet jern
Smadre isen med støvlen og går i land
På en ø i Danmark trasker mens det høvler
Rock'n Roll drøner i ørene og skriger med vinden
Op ad stien til en by i dybfrossen kuppel
For at stivne med de andre til al for hård musik
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 7:33 AM UTC
hele min krop skælver
myrepatter
min porcelænshud krakelerer
bider mine lange hekse negle
hvordan skal jeg kunne konsentrere mig om et essay
når jeg ved at du har kysset en anden
mit hjerte banker i ukoordinerede rytmer
og mine årer mister langsomt deres blå farve
når jeg ved at du søger efter en som ikke er mig
mine øre bløder
min hjerne græder og jeg får blodpropper lavet
af mistillid og frygt
teenage piger og kærlighed
nogle har den ene bejler efter den anden
og andre
laver ikke andet end at spænde ben for sig selv
men jeg er klodset, så jeg falder
og selvom du lovede som den eneste at du ville gribe mig
faldt jeg lige igennem dine usynlige fingre
jeg endte som den
******* smadrede vase*
Mar 19, 2015
Mar 19, 2015 at 3:18 PM UTC
jeg danser i cirkler
i 360 grader
kraftigt farve bølger over mig
den varme stilhed bliver højrøstet
og hvad laver jeg her
uvante gulve, der klistrer mig fast
med klister, som sidder i 118 dage
men det er jo spild af skridt
kraftige farver, som forenes i ét
langt mørke der strækker sig ud
samtidig med, at det råber
en melodi
en kronisk sammenhæng af toner
og jeg suger det ind, så
det sætter sig på rygraden
Mar 14, 2015
Mar 14, 2015 at 9:08 AM UTC
jeg har lært
at gå tidligt
i seng for at
prøve
det med at sove alene
men hvordan skal
jeg dog kunne
lære at fylde al den her plads
ud helt alene
så jeg brænder huller i lagenet og
laver et omrids af dig
og lukker øjnene
og lader som
om du holder om mig
og kysser min pande
til jeg sover men når
jeg vågner er der ikke
andet tilbage
end brændte
huller og
rådne minder
så igen i morgen vil
jeg gå i
seng klokken 20:30
og gentage det
hele igen til den dag
du kommer tilbage
så jeg ikke behøver
lære at sove alene
Oct 6, 2014
Oct 6, 2014 at 2:34 PM UTC
Vågner op og igen i dag er det bare en ubetydelig dag i ferien, jeg behøves ikke engang vide om det er Mandag, eller Torsdag. Igen i dag skal jeg nok bare alligevel bare ligge og dovne den i min seng. Mens jeg ser i mellen 3-7 afsnit af Gossip Girl, mens jeg kigger min insta i gemmen 100 gange. Og det er det samme der bliver vist, der er alligevel intet af det der siger mig en skid. Udover jeg let bliver påvirket, nok også en smule jaloux over se folk der er sammen med folk.
Prøver ihærdig at komme i kontakt med folk med at sende en latterlig snap af mig selv. Men ingen af dem svare rigtigt, det er os okay. Jeg bliver ved med stirre ned i mobilen, og når jeg ikke kigger ned i skærmen på mobilen, ser jeg op på skærmen på computeren. Jeg føler mig som den største taber fordi jeg er så afhængig at at være online på de socialemedier, konstant. Jeg prøver at trøste mig selv med at jeg i det mindste godt selv ved det.
Det sitre i min krop, og rastløsheden snurre rundt i min krop. Jeg kan virkelig tydeligt mærke det. Samt kan jeg mærke min krop er fyldt med energi og vrede, over jeg ikke laver noget. Ligger på gulvet og har tåre i øjnene.
Dec 28, 2016
Dec 28, 2016 at 7:09 PM UTC
Hvad laver jeg her, i dette vildrede kvarter?
Jeg går rundt fra dør til dør, for at finde dig.
Men det er som om du ikke længere er tilstede!
Jeg er blevet ført til ukendte steder, men nu er jeg alene.
Hvad var meningen med denne tur?
Jeg står tilbage med en følelse af tomhed, jeg er tom, så er det sagt!
Har aller mest lyst til at råbe, men du er døv, så det er til ingen nytte.
Så hvorfor er jeg alene, selvom om vennerne er nære?
Jo nu skal du høre!
Dit nærvær har fravær, og du er der ikke til tiden, jeg har ventet og jeg venter, men der må være sket en fejl, for hvorfor venter jeg på noget som ikke dukker op?!
Jul 2, 2017
Jul 2, 2017 at 5:20 PM UTC
jeg ønsker mig et staffeli
så det kan stå i mit hjørne og være trebenet
og jeg tobenet
og pensler bløde og bevægelige
og tekster helst digtsamlinger
tunge af følelser jeg ikke selv kan sætte ord på
og kastanier fordi de er runde
og rare at holde om
som dig når du står og laver mad iført
mine omklamrende umættede arme
og solsikkekerner fordi man ikke kan spise
solstråler
udover d-vitaminpiller men de
sætter sig altid i halsen
som når man forsøger at holde tårer tilbage
og planter højere end mig fordi jeg elsker
at blive set ned på
og papir til at tørre mig med, til at tørre
fingrene i og til at tegne kruseduller på
og en gryde med gennemsigtigt låg
så jeg kan lave popcorn og følge med
fordi det er mærkeligt når de pludselig
fylder mere end til randen
som mine tårer når jeg føler for meget
Jan 19, 2019
Jan 19, 2019 at 5:51 AM UTC
Tomhændede hænder
det er det jeg ender med at stå tilbage med.
En ikke eksisterende kærligheds falset,
som gentagende gange laver falske pirouetter.
Vi går begge på linen, men ingen af os danser.
Du falder ned i nettet, imens jeg falder ned i uendeligheden.
Vores øjne vender synkront, men vi kigger ikke på hinanden
ikke på samme måde som vi gjorde før hen!
Dine øjne lyste op når de fik kontakt med mine.
De lyste op på en måde hvor på lyset gik i ét med mørket.
Dit nærvær går igennem kroppen på mig, koldt..
Er det min opfattelse, eller er det din?
jeg ved vi er unge men jeg føler mig ældre, tiden går ligeså hurtigt som hvis tiden ikke gik.
May 21, 2017
May 21, 2017 at 5:13 PM UTC
The Church bells rang like a fog horn lost out at sea ,
Is there anyone there “ it sang gracefully .
The suns light hid behind pale blue skies ,
it was eight in the morning in this quiet market town .
The birds could be heard blackbird ,
Chaffinch , thrush ,
all wrapped up in coffee or brunch ,
all were lost to this light house near cliffs on the sea?
Blue bells and blackberry shells ,
fish and chips for tea .
A. quiet harbour a fisherman’s prayer ,
that none should be lost at sea.
And soon the coffee cups were empty ,
soon the bed were made ,
Soon the breakfast dishes were lying empty in the sink .
The towns folk like fish were drawn to a net ,
the old sea dog smiled ,
and stopped pulling on his bell ,
the fish were caught and smiling ,
their souls were saved from hell .
That evening as the waves crashed upon the sand ,
Laver bread and bacon for supper as fishermen’s wife’s ,
Lit fires awaiting their men that may never again see dry land .
Dear God ,
on bended knee bring my man back to me “
The old sea dog climbed the stairs ,
round and round those sturdy old steps ,
and pulled that bell with all his might ,
that none should be lost on this dark night .
Jun 23, 2019
Jun 23, 2019 at 3:23 AM UTC
La sottise, l'erreur, le péché, la lésine,
Occupent nos esprits et travaillent nos corps,
Et nous alimentons nos aimables remords,
Comme les mendiants nourrissent leur vermine.
Nos péchés sont têtus, nos repentirs sont lâches ;
Nous nous faisons payer grassement nos aveux,
Et nous rentrons gaiement dans le chemin bourbeux,
Croyant par de vils pleurs laver toutes nos taches.
Sur l'oreiller du mal c'est Satan Trismégiste
Qui berce longuement notre esprit enchanté,
Et le riche métal de notre volonté
Est tout vaporisé par ce savant chimiste.
C'est le Diable qui tient les fils qui nous remuent !
Aux objets répugnants nous trouvons des appas ;
Chaque jour vers l'Enfer nous descendons d'un pas,
Sans horreur, à travers des ténèbres qui puent.
Ainsi qu'un débauché pauvre qui baise et mange
Le sein martyrisé d'une antique catin,
Nous volons au passage un plaisir clandestin
Que nous pressons bien fort comme une vieille orange.
Serré, fourmillant, comme un million d'helminthes,
Dans nos cerveaux ribote un peuple de Démons,
Et, quand nous respirons, la Mort dans nos poumons
Descend, fleuve invisible, avec de sourdes plaintes.
Si le viol, le poison, le poignard, l'incendie,
N'ont pas encor brodé de leurs plaisants dessins
Le canevas banal de nos piteux destins,
C'est que notre âme, hélas ! n'est pas assez hardie.
Mais parmi les chacals, les panthères, les lices,
Les singes, les scorpions, les vautours, les serpents,
Les monstres glapissants, hurlants, grognants, rampants,
Dans la ménagerie infâme de nos vices,
Il en est un plus laid, plus méchant, plus immonde !
Quoiqu'il ne pousse ni grands gestes ni grands cris,
Il ferait volontiers de la terre un débris
Et dans un bâillement avalerait le monde ;
C'est l'Ennui ! - l'oeil chargé d'un pleur involontaire,
Il rêve d'échafauds en fumant son houka.
Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,
- Hypocrite lecteur, - mon semblable, - mon frère !
605
Hej. Jeg er egentlig skuffet over dig. Du spørger ikke hvordan jeg har det eller hvad jeg laver eller hvordan jeg er nu. Du ser mig slet ikke i øjnene. Men du ser på mig. Jeg tror du prøver at gætte. Gætte hvordan jeg har det, gætte hvad jeg går og laver og gætte hvordan jeg er nu. Jeg synes det er mærkeligt ikke at kende dig, når jeg kender dig så godt.
Aug 27, 2018
Aug 27, 2018 at 4:47 AM UTC
Moi qui ne suis qu'un brin d'hysope dans la main
Du Seigneur tout-puissant qui m'octroya la grâce,
Je puis, si mon dessein est pur devant Sa face,
Purifier autrui passant sur mon chemin.
Je puis, si ma prière est de celles qu'allège
L'Humilité du poids d'un désir languissant,
Comme un païen peut baptiser en cas pressant,
Laver mon prochain, le blanchir plus que la neige.
Prenez pitié de moi, Seigneur, suivant l'effet
Miséricordieux de Vos mansuétudes,
Veuillez bander mon coeur, coeur aux épreuves rudes,
Que le zèle pour Votre maison soulevait.
Faites-moi prospérer dans mes voeux charitables
Et pour cela, suivant le rite respecté,
Gloire à la Trinité durant l'éternité,
Gloire à Dieu dans les cieux les plus inabordables,
Gloire au Père, fauteur et gouverneur de tout,
Au Fils, créateur et sauveur, juge et partie,
Au Saint-Esprit, de Qui la lumière est sortie,
Par Quel ainsi qu'une eau lustrale mon sang bout,
Moi qui ne suis qu'un brin d'hysope dans la main.
490
En tes yeux nage une factice opale,
Et le charbon t'allonge les sourcils,
Mais ton regard sans douceur n'est que pâle
Sous tes gros cils de sépia noircis.
Ah ! Pauvre femme, il règne un froid de pierre
Dans la langueur menteuse de ce fard ;
Quand tu mettrais l'azur sous ta paupière,
Tu ne pourrais embellir ton regard !
Oui, porte envie aux yeux vrais qui nous laissent,
En se voilant, captivés d'autant mieux ;
Ceux-là sont beaux, même quand ils se baissent :
C'est le regard qui fait le prix des yeux.
Qui sait pourtant s'il faut qu'on te dédaigne,
S'il n'est plus rien, dans ton âme, à cueillir ?
Pour la sauver il suffit qu'on la plaigne,
Un dernier lis y pourra tressaillir.
Est-il si vain, ce rêve de jeunesse
Dont nous rions et que nous fîmes tous :
Guérir une âme où la vertu renaisse !
Si généreux, étions-nous donc si fous ?
Qui sait pourtant si tout ton maquillage
N'endigue pas des pleurs accumulés,
Qui brusquement y feraient leur sillage,
Pareils aux pleurs des yeux immaculés ?
Car tous les pleurs, de pécheresse ou d'ange,
Dans tous les yeux sont d'eau vive et de sel ;
L'onde en est pure, et rien de ce mélange,
S'il vient du cœur, n'est indigne du ciel ;
Vois Madeleine : elle y trône ravie
Pour une larme où Dieu se put mirer :
S'il t'en reste une, une ancienne, à pleurer,
Tu peux laver ta paupière et ta vie.
343
VII.
Toi qui bats de ton flux fidèle
La roche où j'ai ployé mon aile,
Vaincu, mais non pas abattu,
Gouffre où l'air joue, où l'esquif sombre
Pourquoi me parles-tu dans l'ombre ?
Ô sombre mer, que me veux-tu ?
Tu n'y peux rien ! Ronge tes digues,
Epands l'onde que tu prodigues,
Laisse-moi souffrir et rêver ;
Toutes les eaux de ton abîme,
Hélas ! passeraient sur ce crime,
Ô vaste mer, sans le laver !
Je comprends, tu veux m'en distraire
Tu me dis : Calme-toi, mon frère,
Calme-toi, penseur orageux !
Mais toi-même alors, mer profonde,
Calme ton flot puissant qui gronde,
Toujours amer, jamais fangeux !
Tu crois en ton pouvoir suprême,
Toi qu'on admire, toi qu'on aime,
Toi qui ressembles au destin,
Toi que les cieux ont azurée,
Toi qui dans ton onde sacrée
Laves l'étoile du matin !
Tu me dis : Viens, contemple, oublie !
Tu me montres le mât qui plie,
Les blocs verdis, les caps croulants,
L'écume au **** dans les décombres,
S'abattant sur les rochers sombres
Comme une troupe d'oiseaux blancs,
La pêcheuse aux pieds nus qui chante,
L'eau bleue où fuit la nef penchants,
Le marin, rude laboureur,
Les hautes vagues en démence
Tu me montres ta grâce immense
Mêlée à ton immense horreur ;
Tu me dis : Donne-moi ton âme
Proscrit, éteins en moi ta flamme
Marcheur, jette aux flots ton bâton
Tourne vers moi ta vue ingrate.
Tu me dis : J'endormais Socrate !
Tu me dis : J'ai calmé Caton !
Non ! respecte l'âpre pensée,
L'âme du juste courroucée,
L'esprit qui songe aux noirs forfaits !
Parle aux vieux rochers, tes conquêtes,
Et laisse en repos mes tempêtes !
D'ailleurs, mer sombre, je te hais !
Ô mer ! n'est-ce pas toi, servante,
Qui traînes sur ton eau mouvante,
Parmi les vents et les écueils,
Vers Cayenne aux fosses profondes
Ces noirs pontons qui sur tes ondes
Passent comme de grands cercueils !
N'est-ce pas toi qui les emportes
Vers le sépulcre ouvrant ses portes,
Tous nos martyrs au front serein,
Dans la cale où manque la paille,
Où les canons pleins de mitraille,
Béants, passent leur cou d'airain !
Et s'ils pleurent, si les tortures
Font fléchir ces hautes natures,
N'est-ce pas toi, gouffre exécré,
Qui te mêles à leur supplice,
Et qui de ta rumeur complice
Couvres leur cri désespéré !
Du 16 au 22 novembre 1852, à Jersey
363