Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b

Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.

når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder

dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,

Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.

Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under?
Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve -
Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere.
At elske
at leve
at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.

Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.

Tårerne falder og maler gulvet sort
ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i.
Jeg ser din månehvide hud
alt imens natkanonen sender toner blå,
af melankoli gennem mine årer og bider sig
fast
på min krogede rygsøjle og
jeg kan mærke mine lunger.
Synet af dig skærer i mine blå øjne
Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter.
Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre.
Omridset af dit ansigt
har jeg glemt
og jeg famler hjælpeløs i tågen for at
nå dine krystalgrå hænder
med farer for
at blive spist af
fortrængelsen.
Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som
lilla ferskner.
Duften var som jorden selv.
Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter.
Jeg tænker på dig,
så stille som en marts nat.
Du er så smuk
Især når du er stille.
'Men hvad ved jeg også om det?'
Platonisk kærlighed.
Jeg har allerede fortrudt min tanke
og ønsket om at vende om,
sætter sig som glasskår i mine øjne.
Måske er du noget jeg har fundet på?
Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå.
Lysår væk.

verden smelter under solen
jeg smelter uden solen
ingen kan læse hinandens tanker men alle vil prøve
vi smiler men med aggression under huden
tyngdekraften har lagt sin tunge hånd på mit bryst, skubber mig mod jorden
jorden, som smelter

på fredag
tømmer vi endnu
en papvin
og fylder vores lunger
med nydelsens
affald
og snakker om
det andet køn
og hvordan vi fortjener
bedre end
drengen med krøllerne
og manden med slipset
vi burde
de voksne fortæller os
vi burde
udnytte tiden
ressourcerne
på at lære kvantefysik
andengradsligninger
franske adverbier
og vi burde
men drengen har fysik
i skolen
slipset er bøjet som en
p                     l
   a               e
       r   a   b
og fransk er alligevel
ubrugeligt
jeg kender allerede chateau og bourgogne
så vi går på kompromis
kompromiser skal der til
hvis ikke man
vil
spilde det hele på jorden
og det vil jeg
ikke
rødvin pletter
efterlader pletter der ikke kan
fjernes

du har brugt to år på at fortælle mig
at regnen på din rude, lyden af dråberne, der faldt tungt,
lød som mit grin; beroligende og uendeligt
at bladene, der falder til jorden, midt i oktober, så sørgelige ud, og du svor på
at sådan en sorg, den mangel af glæde og lys, sådan skulle jeg aldrig føle
og smagen af kaffe, dit yndlings drug, var præcis som du så mig;
varm, stærk, vedvarende og efterlod dig med tanken om, hvornår du kunne få mere
tre uger har jeg nu været foruden disse ord
din berøring
dit nærvær
tre uger fyldt med kaffe, regn og efterår, men intet har jeg hørt

måske du skulle have brugt mindre tid på at snakke
og mere tid på at elske mig

biler kører stærkt forbi ude på Ringvejen
barn cykler rundt og råber på et fremmed sprog
flere biler kører forbi
computertasterne siger de velkendte klik’s, når jeg skriver dette
barnet cykler frem og tilbage
jeg kan høre cykelhjulets tikken
der bremses hård op på cyklen
en motorcykel i det fjerne gasser op
og en bil kører forbi ude ved blokkens gade
et andet barn i det fjerne råber: ”Papa, papa…”
der er fuglesang af fuglearter jeg ikke kender
og efterårsvinden suser i de gule trækroner
der er fodtrin nedenfor mit vindue
tunge skridt der bliver slæbt hen ad jorden
trafikken står aldrig stille
der vil altid være lyde at høre

*(Marolle)

Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****.
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.

Der var lange nætter med digte der gav dig lyst til at lægge dig under jorden
Du græd stille ned i puden og ønskede at se mig lykkelig
men solen er ikke længere genert og kysser dine kinder blidt
Du studerer mig som værende forelsket og tager jakken af
Du mærker ikke længere kulden fra min krop, men bader dig i vandet af nye tider
Der var dage du havde lyst til at give slip på mig, men inden du lod mig svæve
Fandt jeg et lille lys og jeg er nu ikke længere i mørket
Jeg håber du ved, at du gav mig styrken
Og at du må have tiltroen til at der ikke findes øjeblikke jeg ikke kan overkomme mere

kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet

the dream began long before the sleep overcame
me...
   lazy architect of the clouds:
what was it going to be this time:
per usual: castle, swan... a death mask -
ruminations of the future?

                     a violin quarter op. 17
no. 4... or as i imagined it before
sleep dragged me below the waves
into the deepest caves before it plucked
out my eyes and have me tears
or shed in watercolours...

   something so tender as this poem ought
to break into a thousand pieces...
or however many letters there are to match...

standing on Waterloo Bridge... playing that ******
violin... however crudely...
a pocket of fame so tiny that would
spread until... some other violinist heard
of the antics taking stage...
   a dream... that didn't catch me by surprise...
not lingering like a dream: proper...
which might take up at least the whole
morning of a tomorrow upon waking
and bewilder and amaze...
  
            such that i promised myself:
not a sip of that fine Mount Gay Eclipse
***... never: i hope never again will you drink
"thinking" you might write something:
at worst! tender sips only after something
blessedly sober was started during
the business of a day...

               an alternative to the Italian risotto
or a Spanish paella?
none other! the Biryani!
  oh the spices at my disposal...
a black cardamom pod
4 green cardamom pods
a piece of acacia bark (sorry...
  out of cinnamon!)
   3/4 tsp of fennel seeds...
caraway seeds, cumin seeds...
coriander seeds. black peppercorns...
a star anise...
6 cloves
      a bay leaf...

something from Norwegian poetry?
olaf bull?

og jeg, en levende mand, paa jorden hjemme
and i, a living man, with earth my dwelling...
som jeg, en død mand, paa jorden hjemme (begrenset)...

but i'm not going to learn Norwegian
on these isles...
it would make some sense
to learn Danish for a historical
whim or German...

then again... my bet it on either
Romanian or Turkish...
a today... at the Turkish barbers'
i only instructed him:

keep the length (of beard):
   but tidy the rest up...
tut(mak) uzunluk nın-nin sakal:
ancak temiz...

well i sat down in the waiting line while
the other turkish barber was finishing
off a customer... working with the electric
razor around the stubble...
strange sounds...
i've heard of iron stubble...
the sound of shaving never sounded
so... glass on a chalkboard...
a piano shattering...
something felt odd: like someone
was playing me a Turkish film
with Armenian dubbing...

so he shaved and shaved and i looked
on... does an electric razor mowing
stubble make that sort of, "sound"?!
it was only when my usual barber:
the one i modelled for once
when i came in like a homeless man
and 20kg overweight...
he took photos of before & after:
pointed me toward seat no. 2
did i finally come to grips with the sounds...

ha!
a cage with two budgies - budge-rigours...
budgerigars was placed in the corner...
two jittery little fellows...
i sat back closed my eyes and relaxed...
better than a *******:
ah... with ******* you need to staple your
eyes open to your eyebrows...
but getting your beard trimmed?
nothing to it... like kissing metal...
oddly enough either i was relaxed
or my barber was relaxed...
not a ******* pipsqueak from the two
birds...
a vibrating sense of contentment
a bit like...
when was the only time you saw
a bulldog content?
in the company of another bulldog...

now that's what i call a barber shop...
when he finished i was asked by
the other barber whether i wanted
to a cup of coffee...
my barber offered me a hot towel...
i refused both...
i'm pretty sure this was a way
to make new friends...
or rather: have some backup should
a funeral take place tomorrow...

maybe i have been living in England
for so long that... i might look English:
like the Turkish ******* remarked...
but i feel... neither here... nor there...
if i were to go back to my native birthplace:
i'd be alien too: not engrossed in
the politics in the culture in the everyday:
starting from: "born yesterday":
engrossed in the culture & politics of England...
but hardly "born & bred" as one
former fwend of mine: child of Egyptian /
Iranian immigrants remarked...
i can switch off from all the saturation
and read some Knausgaard in ******...

right now... i've just spent a mad hour cycling
and i'm going to sip some proper whiskey-esque
*** without the stealth assassin / an agitator
of a diluter of spirits... caffeine murderer of
a carbonated caramel ****...
i'll drink it straight over some ice...

an hour well spent...
  for all that's currently music: lyrical constipation:
i need to relearn how to breath:
to even think...
revisiting that dream i never had
that began with Haydn's op. 17 no. 4...
just the violins... no need for drum-tactic rhythm...
we're all "im-der-hier"... in the here...
"im-der-jetzt"... in the now...
but never really: must be lagging...
daydreaming or otherwise wishing it was
otherwise...

would taking the offer of a coffee and a hot
towel made so much of a difference...
or would i just have set there like
a ******* pile-on-steam-of-****?!
i love the smell of manure in the morning...
i love the smell of manure in the foggy morning...
i love the smell of manure when i'm
planting a new tree and it grows to be over
8ft tall after planting the original bonsai plum
some 7 years prior...

even in classical music:
there's the music that's there: played to death
& a second death that's boredom
that's only used to diffuse fame...
Haydn's op. 20 no. 4: that's how
a mousetrap ought to work...

niche listening: there will always be
someone reading something by Stephen King...
otherwise... spend a year on the oeuvre
of some composer...
at least the composers never fail:
produce "too much": then listen to it
being filtered down... sharpened to:
a bugging nugget of praise...

all that's pop is not necessary...
unless: utilised for pedagogic tactics...
breathe the air! there are no percussion instruments!
barricade the doors to your mind
with the wind of violins!

seems only fair that since i've had
my beard trimmed by a Turkish specialist...
speck? ***** & span... no...
speZ... if i am to write someone of my own
i'm drowning in the works of others
and there's 7am to mind...
there's defrosting two fridge-freezers too...
the sensibility of waking up
moderately sober...
all that's day and all that's a masquerade!

trivial things: poetry: porcelain...
but they shouldn't be so easily: quashed...
now that everyone can readily
read: write... somehow... long before
poetics was pushed aside...
of all people... if the Vikings are to be
somehow... envied... emulated...
ingenious thieves that they were...
at least they kept words somehow
sacred...
while they exhausted each limb from limb...
a body wed to the earth
a mind wed to the air...
and all congregating in sun, fire & water...
perhaps some mead some
frost... fog and shadow...

how i envy the almost first men
and their chemical eureka upon eureka of
the first intoxication with beer!
not this intellectual: morose flight of body
anchored down by the more heavier extraction
of run: run: ***-***-**-here-we-go!

let it not be another knock-out night for me
on this tired plank of wood i dare to call
ship: but i'm dried up on what's
language: trapped in conventionalities
of passer-by conversations that are hardly
that...

of course this couldn't be a lament:
i would regret a good conversation
since the *** is almost as good or if not better
than any whiskey...
a good conversation would get me off
my rockers all the more...
but then the fear of sobering up
in the middle of it...
for the proper K.O. i'll wait for the chemicals
to take charge... while i'll play both
mouse & fox & sneak downstairs for
a glass of milk...

architects of dreams: best to appease a
boredom of London by stripping it down to:
far away... Athens... here in quasi-Sparta
on the outskirts... the ******* emblems of
itching at the sky...
the ****** emblems of stadiums for
which football was made to be: ahem... "footed"?

bypass the standards of any language...
the nouns...
then work around the verbs...
and the adjectives that work as substitutes of verbs...
eh... prepositional, pronoun and conjunction
shrapnel...

presto scherzando: of Haydn's op. 20 no. 4:
a sort of violin does a pilgrims farewell
to the folk dance: hey hey hey trance
which reminds me of...
some modern song...
   very, very: modern...
                
it complete silence: or rather... memory
by now has become a drunken orchestra!
on the tip of my tongue...
ah! yes! corvus corax! herr wirt!
hey hey hey... there are accents of it...
littering Haydn's
presto scherzando: of op. 20 no. 4!

- and to think... i could have had a wife!
- and to think... i could have had a son!
- and to think... i could have had a daughter!

an uncle was a disappointment...
half of my grand-parentage i don't know...
beyond estranged...
cousins etc. long gone: still alive...
my maternal grandmother recently
estranged herself
from her grandson and her daughter
choosing a conspiracy of three
attitude with some cousin and her son...
while my grandfather...
there's pain: exhilarating...
quickly done away with you:
with a butcher's pardon on the guillotine...
then there's: pain: numbing...
relapsing... erosive...

well... i hardly imagine having enough time
to... somehow conjure up a connection
between corvus corax's herr wirt
& haydn's presto scherzando: of op. 20 no. 4...
beside the fire of the television:
how lacerating the warmth
how tongue numbing how...
if only this insomnia was
somehow translated into a transparency...
like my melancholy is a perpetual
hard-on...

all that's intelligent while only ending up
being mere posturing...
all that's plain daft while only ending up
being mere arrogance...
the insensible Kafkaesque tribalism
of the urban peoples...
the masculine aspect forgotten?
new: automated new: muscle loss?
the new wheat? juxtapositions around
cat's persistent inquiry whether the window
is somehow open...
or whether the bed is not yet slept in?

throw in a glass of milk come 1am
and... beside all that's to come with the chemical
circus... from now...
docile wolf still itching: bite a harvest...
sliding doors... the quintessential British
film from the 1990s...
it has to be...
that's me... dreaming of Swiss cheese...
cut with a guillotine... not a knife...
better still...
                     how familiar a curry has
become...
but you try and find the proper rice
to make a biryani not look like some phlegm
suckling stuck together grains of rice...
of a risotto or a paella...

Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****.
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner

begyndte at græde i danskundervisningen idag
men det er da også uforsvarlig at en ung pige
med en depression på bagen og friske sår på håndledet
skal side og analysere digte der handler om selvmordsforsøg
og netop dét som *** går rundt og kæmper med
at hendes evne til at forstå disse digte bliver til en skrøbelighed
og denne helt samme skrøbelighed kommer nu til syne
for hele klassen og alt hendes arbejde for at virke glad
falder pludselig til jorden og *** føler sig gennemsigtig
som om at hendes langærmede bluse nu ikke er lang nok
til at skjule de lange sår på hendes håndled og de
er til offentligt skue og skaber frygt og rædsel
og alligevel sidder de bare dér og kigger med store øjne
som om *** er et fremmed dyr der taler følelsernes sprog
og det lyder som vulapyk i deres øre fordi de aldrig selv
har følt apatien
aldrig har indset at der ikke er noget
der er værd at leve for

gennemsigtig person, glædeligt imødekommende bud, ordrer, holdninger
hvem er du? en afspejling af andre
sømmet fast
sammenhængskraft og kraftanstrengelse
hvor mange gange er du blevet kaldt en engel? en engel i kød og blod, i al sandhed. en engel som alle andre engle der vandrer på jorden. himmelsk
du fortjener at kende dig selv, din ophøjethed, din uendelighed
find et spejl og kig hele vejen gennem universerne og over på dig selv. ikke spejlbilledet men dig
gennem al støjen og alle de råbende faktorer der skaber dit ydre jeg
find dit indre, dit kompas der tillader dig at navigere inde i det kosmos der hersker på indersiden
ellers er alt vendt på vrangen
som menneskets nethinde, den optiske illusion af omvendthed - på hovedet
en nikkedukke, en dårlig vane

ret ryggen og indse din utilpassede uendeligheds grænseløshed
luk støjen ude og fokuser på den indre stemme, kompasset
far vild i dine galakser og lyt til universet (det indre og det ydre)
tumulten er identitetsskabende, men der er grænser
(mål, man endelig indhenter)
dybt inde ved du hvem du er
himmelsk og uvurderlig og alt for tilbøjelige til at bukke under

stå fast, slå rod, vend dig indad så du først nu egentlig
kan se resten af verden
med klare øjne
spejlblanke
dig

hver nat
lægger solen sig til at dø
så månen kan pryde natten
og hver morgen
trækker stjernerne sig tilbage
så solen kan lyse jorden op
og på præcis samme måde
holder jeg mig væk
fra cafeen
hvor vi altid drak kaffe
fra gaden
hvor vi havde vores første (og sidste) kys
og fra kælderen
hvor vi gjorde vores bedste fund (hinanden)
ene og alene for at
du
kan fungere

jeg puster tavst den giftige grå røg ud
lader den danse i den kolde luft
hvor tusinde små hvide stjerner daler ned
og lægger sig ved mine fødder
vasker jorden ren og pæn
uskyldig
jeg taber min brændende nikotinstang
ned på den urørte hvide silke dug
den brænder hul i overfladen
og afslører at
der er helt sort af asfalt inde bag ved
ikke så uskyldig alligevel

kridtet fedter af på alle overflader, med sin tørre tilstedeværelse strejfer den alles liv og efterlader sit uendeligt hvide mærke. kridtet tegner og støver og brækkes og ruller og gemmer sig under radiatoren i biologilokalet under jorden. kridtet kommer også fra et sted under jordens overflade - fra havet, siger de på stevns klint hvor vi er unge og nye og uspolerede af kridtet og af verden, hvor jeg er 15 og alt er nyt. kridtets forældede tilstand i sin oprindelse og i sin kapgang med plastiktavler og whiteboardtuscher.
kridtet, der følger folk fra barndomsgaden i flerfarvet naiv fantasi til institutionaliseret indlæren,
t a v l e u n d e r v i s n i n g e n
og vi ser ikke en brøkdel af vores asfalteventyr i de hvide, kompakte, pragmatiske ruller. et anstrengt forhold det hvide, sammenpakkede støv hersker i klassen, opdager vi i efter en dansktime, hvor jeg tænkte på mine fingre dækket i det omklamrende materiale, fingerneglene på tavlen,
g å s e h u d e n.
min mors yndlingsslik er skolekridt og *** spiser en pose på en halv time, hvorefter *** rystende genovervejer, om *** overhovedet kan lide dem. jeg dufter til kridtet der minder mig om kalk, om kælder, om saltsten fra limfjorden og kridtet sidder på mine fingre og i mine tanker

den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist

Og vejen flyver
alkohol i blodet
dig i hovedet
ikke en god blanding

flere mennesker
bare forbipasserende
stjernerne falder
og bladene ligeså

knæene ryster
kuldegysninger
nærmest forfrysninger

alkohol i leveren
dig i hjertet
en blanding lavet i helvede

følelserne begraver sig selv i jorden
Og vejen flyver stadig

kvindegråd
skærer hul i mit hjerte
usundt miljø
af hårde kvinder
der spidser tænder
for at kunne forsvare sig selv
ingen hjælp at hente
ingen kære mor
her hvor jeg bor
men aldrig hørte hjemme
et hus bygget af glasskår
for vi er alle ødelagte
vaserne er smadrede
og min illusion om en stærk kvinde
er knækket
i takt med at jeg hørte dig græde
og så dig råbe og skrige
jeg så dig ligge besvimet på jorden
og jeg var den eneste der var der
til at passe på dig
min illusion om en stærk kvinde
blev til en virkelighed
men kvinden var ikke dig
det var mig