du smager af våde blade fra grønne træer,
og dine øjne skinner som din mors ældste smykke
blomster klæder dit hår
og når du siger mit navn, gror der universer omkring mine ribben
du sagde sætninger, man kun hører på film
"det regner oftest i takt med tunge tårer"
flød ud af din mund på lange mandage,
og da jeg kom hjem navngav jeg min nyeste digtsamling det samme
jeg tænker på dig, når jeg ser på himlen, og når den en dag forsvinder, gør du måske også

Alle disse sprukne ord
vi glemte
imellem flossede sider
ord der
hvisker fra din fingerspids
når du skriver vers i kursiv på
ternet papir
malplaceret
slip fra underbevidstheden
der hvor vi drømmer findes
alle disse sprukne ord de
slidte stemmer gror
hæse på din hovedpude
og vokser ind under øjenlågene
til alle disse sprukne ord

Du er rød og jeg blå
Jeg er is, du er ild

Og jeg har frosset i flere dage

Jeg drømmer mig hen i en verden
hvor græsset gror til himlen
sommerfugle så store som
biler

Jeg sagde jeg var den uhyggeligste
gyserfilm jeg kunne forstille mig

og jeg vil drukne i din hud
hvis ikke i min egen

jeg ved ikke hvor denne pludselige
hjertebanken kom fra
det var som om at den lune august-vind
førte følelser med sig, som jeg aldrig
havde tænkt at jeg kunne føle for dig
og det skræmmer mig mere nu end
nogensinde før
for jeg har efterhånden prøvet alt
og endt med at sluge mine egne ord
jeg har skåret mig på glasskår af knuste
hjerter og brændt mig på en lidenskab
så vild at du sjælendt vil finde mage
men med dig er det som om jeg er genfødt
jeg føler mig som en lille uskyldig pige
som ikke kan lade være med at fnise
og angsten for at du ikke vil have mig
gror i mig, som en vild plante
snor den sig rundt om mit hjerte og
fanger mine følelser
så jeg ikke længere har mod på at åbne
min blødende mund, der dufter af kaffe
for du er mere end blot end dreng
du er min bedste ven og du kiggede på
mig som ingen anden dreng har gjort før
og du rørte ved min nøgne krop, så min
verden i et kort sekund stod stille
følelserne inden i mig er uforklarlige
og jeg nægter at sige det højt
jeg ville aldrig kunne indrømme det
men jeg tror jeg er ved at falde for dig
og det får mig til at føle mig mere i live
end jeg har været i utrolig lang tid
og selvom mit hjerte stadig bløder
tror jeg måske du ville være den rette
til at sy mig sammen igen

der er violer der gror i min hals.
de bliver vandet af røgen fra mine gule camel, men de vokser også af tårerne fra mine blå øjne.
jeg skænker ikke rigtig blomsterne en tanke, nej jeg ænser dem ikke.
jeg ved de altid vil gro sig større, selv når jeg ikke bemærker det.
jeg kan efterhånden genkende den kvælende fornemmelse. der er intet nyt i denne kvalme der breder sig.
trods jeg kender følelsen alt for godt
så rammer det mig stadig hårdere hver gang.
violerne i min hals har vokset sig absurd højt
og de smukke blomster kvæler mig
men hvad gør man
når man overvander blomster med sine tårer
og man græder for ofte?

en hængeplante på en hylde hen over min seng
gror ud og ind af mit svælg og jeg bliver
liggende
bliver salvet ind i fotosyntesen og danner
klorofyl i mine lunger, der er grønt

der er gevækster hvor jeg bor
og nogle af dem kaldes pubeshår
og andre surdej, planter, svamp, svulst.
der gror også skarpe hjørner
på mine spejle og dørkarme
og de er der egentlig bare
hvem betvivler gyldigheden i dem
de kunne lige så godt have været ovale
men de har hjørner, fire hjørner,
kanter, rette vinkler, spidser.
De betragter tavst min anatomi
min blidhed, min saft
og mit blik, der hænger på væggen
i stuen hvor jeg bor
selv duerne ser på