Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
andenrangs poet Nov 2014
engang var jeg sikker
på at det aldrig
ville være et problem
at drikke morgenkaffe
alene og det ville aldrig være
et problem at ryge dagens
første cigaret med vinduet
lukket mens storbyen
lever videre udenfor
men så forsvandt
du pludselig ud af
min hoveddør og for første
gang lukkede du døren bag dig
og jeg fandt ud af at det alligevel
regner på november-morgener
og ambulancerne suser stadigvæk
forbi mit vindue, den eneste forskel
er blot at der ikke er nogen
til at holde min hånd og det er
det der gør hele den forskel
som jeg troede var så ubetydelig
og jeg åbner stadig vinduet
inden dagens første cigaret, selv
i gennemskærende efterårs-
kulde fordi jeg ved at du synes
det er det rareste og jeg hælder ekstra
sukker i kaffen for at søde den
bitre smag af svigt og jeg ved
godt at det her efterspil er definitivt
men jeg har alligevel lagt ekstranøglen
til dig under måtten
hvis du en dag skulle finde på
at komme tilbage
I Am Nov 2014
I Am Broken In Ways That Makes A Good Story
Clindballe Nov 2014
Monotone stemmer og opgave ark
i tusinde eksemplarer hjemsøger
mine drømme om ingenting.
Det hele smelter sammen
som metaller i ild
og det er der jeg ser dig.
Du hiver metalmassen ud af ilden
og kaster den ned på gulvet
hvor det ligger
som en stor rødglødende pøl
midt i det hele.
Du tænker ikke over
at jeg svøber metaller
i en skabelon
af mit hjerte.
Written: November 6. - 2014
lidt dansk igen.
Nødvendigt navn Nov 2014
JEG KAN IKKE LÆNGERE//KENDE FORSKEL PÅ BØLGER OG BÅDE//OG ALTING LYDER SOM EN GAMMEL RADIO//MEN JEG DRIKKER AF OCEANET//INDTIL MINE TÆNDER KLAPRER//OG JEG KUN ER EN SKAL//HVIS ØJNE BEGYNDER AT LÆKKE//OG JEG IKKE KAN ANDET END AT FØLE MIG BESKIDT IGEN
Nødvendigt navn Nov 2014
jeg må dagligt minde mig selv om
hvor jeg er
at *** er min mor
og han er et rigtigt menneske
og mens jeg børster tænder sortner det for mig
og jeg ser nye ansigter i mit hoved
jeg spørger mig selv
hvem af dem er jeg
Nødvendigt navn Nov 2014
Hvordan kan det være at jeg kaster mit lys på andre
Men jeg bringer ikke liv
Jeg dræber kæledyr og bryder forhold
Rundt rundt rundt,
Men jeg er der bare.

Det er umuligt for mig at bringe uheld
Men det samme gælder når jeg skal trøste nogen
Eller bare kunne se andre som personer
Rundt rundt rundt,
Og jeg er der bare

Hvorfor har jeg det som om at jeg er solen
At alle planeter snurrer rundt om mig
Jeg sidder bare og ser andre gå
Rundt rundt rundt,
Og jeg er der bare.
Meh.
andenrangs poet Nov 2014
det er altid så
nemt at løse andres problemer
og sige "****! gør det nu"
især når det handler
om noget så banalt og ik
så kompliceret som et opkald
til et andet menneske som endda
foregår igennem et rør
så du ikke behøver at se den anden person
smile og få tårer i øjnene på samme tid
og jeg tør ikke men ringer
alligevel op fuldstændig
monotomt mens jeg holder
vejret og hele min krop eksploderer
som var den lavet af tynd is da din stemme
giver genlyd i mit øre og ber mig om at
indtale en besked for der er noget der er
vigtigere end mig og du har forlagt telefonen
på hylden sammen med dine følelser
mens du overbeviser alle om at jeg ikke
findes derude et sted
og jeg prøver at få fremstammet at jeg
savner dig og at jeg håber
du har det godt
men intet andet kommer ud end smertefulde
og (u)betydelige tårer for jeg
frygter at du nok aldrig vil
være i stand til at sige "i lige måde"
når jeg siger at jeg faktisk savner
dig mere end
jeg nogensinde har savnet nogen
så jeg ligger røret på og får
en meddelse fra instagram
om at en har liket mit billede
af noget helt ubetydeligt fra mit
ih så spændende liv og jeg himler med
øjnene af mig selv når jeg tænker på
at det billede kun ligger der for
at glæde dig så du måske vil tænke på
mig igen og min mobil ringer konstant
men kun i mit eget hoved
og jeg tror jeg er ved at gå fra
forstanden for de eneste
ubesvarede opkald jeg har er
aldrig fra dig og dem du har er
altid fra mig
hvad gør man når taletiden er opbrugt?
andenrangs poet Nov 2014
her kunne jeg
skrive
om vores kærligheds
dage
da vi delte en
tapas-tallerken og en flaske
af den bedste vin
på en fortovscafé
og tog bad i de århusianske
solstråler
og her kunne jeg skrive
om dig og mig og det vi to
(aldrig) havde men jeg gør
det ikke for der er ikke
mere tapas og der er ikke mere
vin
og heller ikke flere solstråler, men værst
af alt er der ikke mere dig og mig
og så er der faktisk (ikke) mere tilbage
at skrive om
Nikoline Nov 2014
jeg drømte
at vi snakkede
og drak kaffe på
cafeen på hjørnet
og du fortalte
om dit år i paris
og hvordan du
havde savnet mig
jeg fortalte
om berusede nætter
og kolde morgener
i kongens have
og hvordan det ikke
var det samme
uden dig
og du rørte ved min hånd
præcis som dengang
og mit hjerte smeltede
præcis som dengang
og jeg vågnede op
alene i min seng
og tænkte på
hvordan det mon var
at vågne i paris
men alene tanken
gav mig sure opstød
og de smagte
af fortid
Next page