Il arrive que parfois le feu comme la glace
Fonde et qu'en nous des icebergs
Brûlent.
Il arrive que parfois des volcans sous-marins
Emergent un beau dimanche
Et que de leurs chapelets soudain incandescents
Jaillisse entre feux d'artifice de lave et de canne métissées
Du fin fond du cratère
La grand-messe liquide et démentielle
De la Vierge diablesse Mina
Prima inter pares
Toute forêt de corail noir et gorgones
Ni déesse ni maîtresse
Juste muse granivore aux mille tresses gourmandes
Perchée dans son ashram de coco sans graine tridimensionnel
Qui ne jure que par Jung, Bakounine, Anaïs Nin et autres yogi plongeurs
Dans la posture du demi lotus
En équilibre sur les orteils de l'âme.

When I was fourteen
my sister was teaching me how to drive,
I went to make a left turn and hit the breaks; second guessing myself.
“Never hesitate,” she said,
“it’s when you hesitate that causes a crash.”
“Make a decision and go with it.”
All these years later it still rings true.
All these years later I still have yet to listen.

Jeg tror, at jeg er en anden person for dig, end jeg er for mig selv. Jeg har tænkt længe, og jeg er forundret over, at du kan se alle de fejl ved mig, som jeg kan, men du ser dem ikke. Du kigger i stedet på mig, som har du set noget godt. Noget rigtigt. Jeg knækkede din vindueskarm, da jeg satte mig på den og du grinte bare. Jeg kastede op ud over mine egne og dine sko, og du smilte bare og fulgte mig hjem med din jakke om mig. Jeg er lidt for forvirrende at høre på og lever lidt for meget i min egen verden, og jeg kan ikke helt fanges når jeg flyver ind i den og jeg kan ikke helt gribes når jeg falder, men alligevel, så hver gang jeg tænker, at jeg ikke er rigtig klog, så ligner du en, der synes, at jeg er mere rigtig end alle de korrekte. Jeg forstår det ikke, men det er måske heller ikke alting der skal forsvares eller forklares.