træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.

A tangled forest gathers moss
Bedecked in cobweb candyfloss
With thistles nestled all across
To snare uncovered skin
The fronds of creepers slowly slip
And feelers find a tighter grip
Your cheeks to lash and ankles trip
The air is growing thin

A withered river ever slank
It slithers past the riverbank
But dither not upon its flank
Nor drink a single glass
For out of sight, and deep there in
Are gnomes and other fairy kin
With knobbly nose and hairy chin
Who slink up through the grass

**

The wrapes of Grath adorn the path that slammer klingks had tread
when turning spades in everglades to flosticate the dead.
Along the way the snorbels bay at freebled sprutelned
that boogeymen had once again uphove above the shed.

The buildings tall that housed the krawl are pictured carved in stone
and all that’s left is now bereft of wrapes that might atone
for scabs that feed our wrinkled breed, distraught and lying prone.
Yes, flonk replaces merpeled traces deep inside, alone.

There’s no retreat from incomplete, so durbies never dared,
but streaped instead beneath their bed with franjent fangs unbeared;
they knew the past could never last although the trumpets blared,
for doogies, stripped, were ill equipped, no longer bald or haired.

Like cavaliers with gougejent spears, well triggered for a tiff,
slank vankulures with silver spurs embussed for grimp and griff
(no question why, for “we can’t die”, the oft regleated riff);
with little fuss the blunder bus krunged glimpfly off the cliff
and fetid breet of grim defeat gave Grath its final whiff;
the catapult had one result, all life lay lazelled stiff.

The plastic waves that washed the graves, now homeland for the rutch,
though faring worse when quenching thirst with warples in the hutch
were nonetheless, as frunks confess, so pleasant to the touch
exturbing sinks that watered wynx and onetime life as such.

Like burning blotters slurping waters, skindles sipped their fill
from koozing cracks between the tracks inhumed beneath the hill,
then spawned the spores of Grathic wars that profit from the ****;
their victory tales, like crimson crails, reside in dung and dill.

Those scrilly clouds that cowed the crowds neath radiation snapes
left little less than watercress beneath their coffin’s drapes;
yes, those unborn cannot adorn the pallor of the prapes
so scrundlemun tinge bibberun, we ones who reap the wrapes.

Yes, now-abandoned hetzelspan were once in time embroiled
with merikained that firps extained until the weather roiled.
What more, perchance, can happenstance inflict upon the koiled
when pendlesnips are in eclipse and wrapes of Grath are soiled?

Imprisoned clouds, waiting to fly,
Held back by a willowed, sandy bank:
The river, green and clear as an eye.
Its silent depths enticed us to pry.
Into the liquid dungeon we slank,
Imprisoned clouds, waiting to fly.

There we discovered we could scry,
And so greedily we drank
The river, green and clear as an eye.

Our brains ceased to electrify,
Souls fusing with those dank
Imprisoned clouds, waiting to fly.

Now bloated, white, we putrefy,
For we could not outflank
The river, green and clear as an eye.

Deliverer of fate we can’t defy,
But for our new life we thank
Imprisoned clouds, waiting to fly:
The river, green and clear as an eye.