jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel

at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

du efterlader skrald på gaden,
og sparker det ind til siden i håb om,
at ingen ser det, for 
hvis ingen ser det,
kan du måske fortrænge det i morgen
og trække vejret uden dårlig samvittighed

jeg har bare stadig blå mærker omkring min sjæl

og mit hjerte ligger stadig på gaden

på fredag
tømmer vi endnu
en papvin
og lægger vores
rene uskyld
i hænderne
på beskidte drenge
fylder
vores lunger
med røg
vores hjerter
med håb
og glemmer
at drømme
ikke varer evigt
som røgen pustes ud
forbliver håbet
selv efter han
har vasket sine hænder
er du plettet
og præcis
som din samvittighed
kan du ikke vaskes ren
du er ikke hel
du er i stykker

Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset.  Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.

Jeg må da være den værste datter af alle døtre


Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig

Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg

Og nu er alt bare så trist

Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig

Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre

Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen


Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre

jeg går på knæ for dig allerede inden du spørger og jeg lægger mig på alle fire så du kan tømme din rådne samvittighed ind i min forladte krop, udover min livløse hud. hvis du ikke kvæler mig, så beder jeg dig om det, og du skal stramme til og lukke din hånd om min hals indtil du kan mærke livløsheden i mig, så jeg kan mærke at jeg er i live.

Du vasker dine lagner hvide
Renser dem for dårlig samvittighed
Fjerner hvert et spor
Vasker dem indtil de kun lugter af billigt vaskemiddel
og skylder minderne ud
i afløbet

Julen har ramt os
direkte i vores korpus
og kontanter
jeg sidder bare her
og er ved at kaste op
over billedet
der er tegnet af julen

Lykke, varme, lys, gaver,
god mad, kærlighed
jeg kaster op
jeg sidder bare her
og har så meget
indebrændt ulykke  
nærmest afsky  

Har du slet ikke ondt?
Ondt i dit sind, hjerte
og samvittighed
jeg sidder bare her og savner
hvilket vidst er en-vejs-savn  
du har ikke svaret mig
i mange uger nu

*(Marolle)

løb gennem en dugvåd forstadshave ved daggry
   smag sommerens frugter i et smil fra en fremmed

rør ved blonderne på en sårbar samtale, frynserne
       luk øjnene; se verden
  se den!
    duft hyacinten i dine drømme og vågn med nye holdninger
             læs en andens tanke, anerkendende
jeg er blevet gennemsigtig!
jeg er blevet nyttig

jeg tror snart verden bliver for meget
   jeg støtter op om forår
jeg bliver trist om vinteren

     jeg har lånt en bog på biblioteket med min mors lånerkort

jeg tænker selvstændigt (af og til)
    tænd et stearinlys og se din egen negativitet brænde ned
tænd et håb, flamme i natten

       smil med et melankolsk tilbageblik på dine mælketænder
lån en bog på biblioteket uden at læse den. uden dårlig samvittighed
   livet går stærkt

de hvide tænder, smilende, smilende, smilende
de hvide tennissokker, hvide jakker, hvide sneakers
den hvide indpakning
renhedens farve
den hvide sjæl
den hvide skyld
plet-søgende
uskyldige konnotationer
som gnisten, der brænder landsbyen ned
snebolden, der sender lavinen afsted
lying through your white teeth
med dit skyldfrie white-collar work
pletfri samvittighed
hvide perler på snor om den hvide hals, skinnende med berettigelse
tilegne sig hvide lagner og hvidt marmor og hvide checks
korruptionens farve
med imperialismens skyldbølger, brusende ind over den privatiserede strand for hver en afblegning af hud der foregår i sydafrika

for hver af de 1/3 kvinders anvendelse af kemiske cremer indeholdende blandt andet kviksølv falder et blad af det indhegnede friserede haveareals træ til jorden

white man's burden og hvide menneskers indlærte fremmedgørelse
hvidt hvidt hvidt hvidt kridhvidt

et arsenal af pligter
skyld som våben
kampføring på åben gade
pile af beskyldninger
gemte under lag af venlige 'kh'er i bunden af imessage-beskeden
mit ønske om bare at svare med et: stopppp :)))
det grålige skemalagte liv
det forventelige liv
nålen af dårlig samvittighed lige under navlen
prikkende, trækker blodet
min krop er ikke en nålepude
dine ord er ikke nåle
og skylden er ikke
rensende