Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Nat Lipstadt Dec 2016
A minyan is an assembly of ten Jews.  With ten present, the group can perform a fuller service, adding congregational prayers that an individual alone cannot say, and in heaven, received, as if from a 
more powerful, unified voice.

~~~
Satan laughing with delight at the happy news,
unusually proud of his soul-retrieving,
red state minions,
having scored late in the '16 season,
a long awaited prize,
a high priest of music, a hallelujah singer
just come  cross the borderline,
once a mere earth bound legend,
now to be mockingly enjoyed
in this, his legendary peculiar tier of heaven
~
a banner year it was, a cornucopia of new arrivals,
singers, songwriters, composers, conductors, rock 'n rollers,
itinerant blues musicians,
who as a rule, were not the most faithful observers
of the Ten Commandments and its host of detailed relatives
~
body and drug abusers,
of traditional morals, not such big users,
and as for their *** lives,
best not discussed in front of the baby devils,
just quite yet
~
all this made for easy "pluckings,"
as he smiled devilishly, his own ironic sense of humor,
an added delight for the new American Pie
that would forever serenade him henceforth
~
indeed this Leo-nine most new arrival,
intensifies the pleasure,
for deep in this one had waxed the god-spark,
his own fractured demise,
now allowing the cracks of light to be closing,
lessening by an immeasurable fraction
the despised joy to the world
-
then a raucous rustling heard,
a voice unseen but siren penetratingly heard proclaiming:

**** you Satan,
this time you've gone too far!

return unto me them all,
for you have overstepped the boundaries I have constructed
when birthed I the universe so long ago

these children, mine,
for though they were not perfect in their lives,
they perfected ever so much my designs,
the world I granted them,
with their music, voice and hands,
absolving them of all their sins

Surrender to me them all!

my Prince,
my lion, Cohen, high priest of my temple,
my haggard and worn Merle,
the greyed and Frey'd eagle, Glenn,
Natalie, daughter of the Earth King of Cole,
my rose of Sharon Jones,
my Emerson and my Lake,
Leon Russell,
my white bearded russet
who wrote 'A Song For You,'
the Duchess, Patty,
my Bobby Vee,
the first ro see
'the night has a thousand eyes,'
Frank Sinatra Jr., his fathers torch bearer,
my David, my right arm, my Bowieknife carrier,
who fell from heaven and needs returning unto me,
mine own Kanter,Jeffersonian pilot of my Airplane,
my Michael, George,
my Martin, George,
who never sang a word
but gifted us some Beatles,
My black and White Maurice,
who reignited the Earth, with Wind and Fire

all these mine and all the musicians of this year,
they have died, but not their music,
now to join my heavenly chorus,
my musicians' minyan
Second of a trilogy, but the first one posted,
about Leonard Cohen

Kohen or cohen (or kohain; Hebrew: כֹּהֵן‎, "priest", pl. כֹּהֲנִים‎ kohanim) is the Hebrew word for priest used colloquially in reference to the Aaronic priesthood. Jewish kohanim are traditionally believed and halakhically required to be of direct patrilineal descent from the biblical Aaron. The term is colloquially used in Orthodox Judaism in reference to modern day descendants of Aharon, brother of Moses.

Among the few remaining responsibility of a cohen today is the chanting of the priestly  blessing in the synagogue on high holy days in a special tune, instantly recognizable  by every Jew.   When the  Jewish priest chants the blessing, the Spirit of God is presumed to become present in the synagogue, and all bow their heads, fathers cover their children's eyes, lest one witness  god's image. Ironically, the special way that a cohen extends his arms and holds his fingers in a V  shape, was borrowed by another Canadian Jew, Leonard Nimoy, as inspiration for Spock's  greeting.

see en.m.wikipedia.org/wiki/Priestly_Blessing

see
//jewcy.com/jewish-arts-and-culture/leonard-nimoy-vulcan-salute-yiddish
jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk
- digte om et papmachesind
man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.
imens du har læst dette usammenhængende volapyk af ord, der slet ikke passer sammen, håber jeg du har lyttet til sangen ''Heroes'' af David Bowie.
Nikoline Oct 2014
og han lovede mig
at hvis jeg rørte ham
ville jeg blive såret
men jeg var ligeglad
fordi selvom
han var knust glas
omfavnede jeg ham
og lod hans
uperfekte skår
stikke hul
i min snehvide
uskyldige
hud
og da han forlod mig
tog han sine
sylespidse kanter med
og jeg stod tilbage
gennemhullet
blødende
og helt
helt
alene
og han holdt, hvad han lovede
et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
  i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden
støj på kanalen
defekt, bristet, glitch
det er mørkt og det regner og jeg kan ikke se stjernerne
hverken figurativt eller reelt
lysforurening, så meget liv og så mange skæbner støvet sammen under ét tag; universets
at lægge en beskyttende arm om menneskeligheden
at give en kold skulder
omdrejninger, verdens navn, verdens navle
spøgelser, både reelt og figurativt
efterladt tomrum, som et billede med en udklippet skikkelse
i vrede, såret, impulsivt - med en dårlig saks
med ujævne kanter, antydningen af en person bag fraværet
ikke nok til at identificere
ikke nok til at være tilstrækkeligt, higende og frastødt på samme tid
frustreret og opgivende
malplaceret og ambivalent
båret med vinden
øjet af stormen; stille
bevægelse overalt
afbrudt
vender vi tilbage efter de tekniske problemer?
tilbagevendende
nu står vi her igen
   tastende fingre, hurtige refleksioner
          lysende computerskærme-sind

udmattende på alle leder og kanter. alt er godt og varmt
   uappelerende, fragementeret; apatisk
for en gangs skyld kaster jeg problemerne over skulderen
      (samler dem nok op i morgen. måske)

  samtale udenfor i flere timer; stillestående - følelsesløshed i fingre og tæer
at blive opvarmet, opløst
  sammensmeltning
Laura Amstutz Mar 2021
der er gevækster hvor jeg bor
og nogle af dem kaldes pubeshår
og andre surdej, planter, svamp, svulst.
der gror også skarpe hjørner
på mine spejle og dørkarme
og de er der egentlig bare
hvem betvivler gyldigheden i dem
de kunne lige så godt have været ovale
men de har hjørner, fire hjørner,
kanter, rette vinkler, spidser.
De betragter tavst min anatomi
min blidhed, min saft
og mit blik, der hænger på væggen
i stuen hvor jeg bor
selv duerne ser på

— The End —