Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
jd Jan 2015
hælder koldt vand i kanden
hælder kogende vand i koppen
hælder kogende vand i koppen i kroppen
hælder kroppen i din abstrakte virkelighed
hælder din virkelighed ud ad vinduet
Jeg sider på bænken,
Stimen af dem øger presset,
Presset stiger
Presset stiger
Jeg kan ikke sige mere.

Vandet koger over,
Tidevandet drukner mig.

Strømmen fortætter sig om mig
Nu er det tid til dig og mig.

En ørken uden ord åbenbare sig
afspejlet af din strøm af ord.

Som en sten
Synker jeg til bunden.
Ned hvor ordene ikke skiner
Og ingen emner bor.
Jeg fanger ord der er blevet til natsværmere
Jeg kysser vandet fordi jeg ved at det ikke vil forsvinde
Der vil altid været et hav, en flod eller en å
Jeg forstiller mig din silhuet, rindende af mine tåre
Der svømmer glasskår i dine øjne og river hul i din pupil
Men det er ikke dig der græder
Det er mig der står i en flodbølge af gråd
jeg har ikke længer energi til at
savne dig
din fraværende tilstedeværelse har
sat sig
som åbne sår i min mavesæk,
der skriger efter hjælp
men når nogen spørger,
har jeg min basisreplik klar,
og heldigvis for det
for jeg vil ikke trøstes,
jeg vil ikke have din arm om min krop
og jeg vil ikke have dig
jeg vil være alene,
så lad mig svømme i det kolde vand
mærke bunden og skrabe den
lad mig skrige af hvide vægge
og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko
lad mig være sammen med mig selv
og bløde i fred
lad mig fryse i vinternatten og
lad være med at fortælle mig løgne,
så jeg kan mærke plastikglæde
briste i kroppen, for ham den anden
slukkede hjertegnisten
lad mig være
ligegyldigt, hvor meget jeg græder
for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn
du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu,
for jeg
kan ikke bløde meget mere
nu
- digte om alt det, der skete dengang
jeg købte gule tulipaner, der stod og åndede
frost, og lagde sig som  et tykt lag af dug mod
beskidte ruder
de var på tilbud i det lokale supermarked
vidste ikke længere, hvem jeg skulle forære
dem til, men det var rart at være i besiddelse
af noget, der var mere håbløst
end jeg selv
noget, der var skrøbeligere
end mit sind
så jeg satte dem ikke i vand, da jeg formede dem
ned i en transparent vase i køkkenruden
ventede på, de ville visne
dø af sult
ventede på de ville skille sig ad
dø af ensomhed
lovede mig selv at holde lige så længe
som dem
stoppede et par dage senere med at drømme,
og begyndte at lukke øjnene i,
når jeg krydsede veje
- digte om et papmachesind
sommersød velour
viklet som softice omkring
pigehals blødere end så meget
karamel under fingerspidserne
kattekontur der malede ansigtet
med penselstrøg af rød mod
milde læber, der formede sig
efter de afgivende små stød af
suk, der strømmede ud som
blankt vand fra hanen
- digte om alt det, der vandaliserer os
llcb Nov 2014
Ivrighed efter indbegrebet af intelligens
bestræber de erhverv, som normalt var mænds

Vinter, forår, Sommer, efterår, endnu vinter
sprit, sprog, regression igennem sindets filter
Tid siver igennem som var det vand
men vand kommer igen, hvad tid jo ikke kan

Onomatepoetikon
hmmm... aflæses i sindets lektikon

Lidt for meget at nå
lidt for ekstremt at formå

Lidt for mange dage af de grå
lidt for få af de blå

Lidt for lange gange at begå
lidt for lidt søvn til at stå

-

Udmattelse er en del af at leve
Vil nogle dele?
jeg har vist fået det hele
Vejrtrækningerne gør ondt.
Den eneste ting, som ellers skulle få mig til at føle mig i live, men lige nu, lidende, styrtende mod død.
Jeg savner dig. Du forstår ikke. JEG SAVNER DIG!
Skriger indvendigt. Tankelæsende? nej, modsat.
Jeg er forgrædt, indvendigt. Udenpå, forædt. af tanker.
For du er her ikke. Er du her. Her du er. nej, modsat.
Død, prøver at være lidende - levende. Prøver at trække vejret under vand.
Det føles godt. Drukner.
Kom her ved siden af mig. Elsk mig nu.
Domen for mine visioner
Det er dine bløde læbers bevægelser
når du taler flydende
Ser stemmen i lydbølger som rammer strandkanten.
Virker lige så smukt som solens lange stråler
Rammer tippen af græsstråene
I en form for sommerlykkeland
En søndag morgen hvor duggen er frisk.
Du får mine øjne til at løbe i vand
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk
Så du må gå væk, når du kysser mig,
- men bliv ved.
Anna Jan 2017
med spids mund skærer *** små skiver af sure citroner
hælder en håndfuld af dem i et højt glas
og sipper let til hendes vand
"jeg synes bare det smager friskt," siger *** galant og *** trommer med fingrene på bordpladen, nipper til en müslibar
bilder sig selv ind at den intetsigende vand, smager godt
en iskold dåsecola med et sugerør er i den grad fortrukket
og en kebab med ekstra dress til at mætte sulten
men ikke mere
for det er altså nu
det er nu *** skal vise slanke, lange ben og enn fast røv
slentre ned af gangene, trække blikke
vide at mens drengene vil have hende
vil pigerne bare være hende
det er nu *** skal trække let på skuldrene og sige "jeg har bare højt stofskifte" når veninderne ivrigt spørger og spørger hvordan har du en så flot krop?
det er nu at der altid er cigaretter og stimerol i tasken,
for det der kan ryges, tygges og spyttes ud kan aldrig ende på lårene
det er altså nu at et bad om onsdagen
ikke er lig med et bad af tårer
det er nu at fremmede 1g piger på instagram
vil anmode om at følge hende for at se hvem pigen fra 3g det er, som drengene synes er så lækker
det er nu, siger *** til sig selv, og løber lidt mere på løbebåndet
lige nu
for i hendes øjne
er der langt fra kebab og cola
til skønhed og lange ben
og der skal ske noget
og det skal være *lige nu
første post i 2017, lidt sørgelig men god at tygge på
Vores bløde stemmer
Blev væk i mængden af mennesker
Allerede inden det hele var for sent;
Da stjernene lyste klart på himlen.
men, før jeg blev fanget af hjernens psykedeliske blomsterhær.
Floraen i mit indre, dræbt af syrenbuskenes smukke små vidundere, da min udstråling blev fortabt.
Og mit syn svækket.
Er for fuld til at ane noget af jeres indre
Fuld på livet spørger de.
Fuld af lort siger jeg.
Mutationer i kærlighedslivet
Dele af mig taget væk, skiftet ud. Med kemisk opløslige følelser.
Du får mine øjne til at løbe i vand.
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk.
Gå væk, når du kysser, men bliv ved.
Dig
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Frederik B May 2014
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b
AnnaStorm Dec 2014
Hvor er jeg alene med mine øjeblikke
Som jeg sidder her fyldt op med dem
Det kradser af dig i min hals
Men jeg kan ikke hoste nu
Hvor er jeg ene om at kende de ord
Hoste dem op og gengive dem
I mit øre er der stille som dødt vand
Men halsen er forlængst stoppet til
Jeg kan ikke tale, ikke fortælle
Og til hvem skulle jeg det
Som om øjeblikkene stoppede da du forsvandt
Jeg smager på dine mørke øjne
Og holder om dine ord til de sidder fast på min hånd
Klistrer som din stemme på mine læber
Min mund er tør
For du har taget det hele
AnnaStorm Dec 2015
Jeg boede engang med en fisker
Hans ansigt var endnu fint
Hans hår var et net om hans tanker
Hans liv var en gyngende skude
Hvor er han min fisker fra havet
Han sejler mod fjerne kyster
Hans tanker er fremadrettede
Hans krop blot et sted at bo
Hans ord brændte fast i træet
Dengang i mit glødende bål
Nu er det blot kul under mine fødder
Små tusind diamanter som vand
Maja Klit Jun 2015
Målet er at ramme flaskebunden.
Derefter sættes samme mål.

REPEAT REPEAT REPEAT
(Det er blevet normens faste procedure)

Målet er at være stilikonet. Tiltrække gade fotograferne. Genvejen til de fem minutters berømmelse.

KNIPS KNIPS KNIPS
(Det hele er blevet en farverolade)

Målet er at pisse byen gul. Urban gødning er vel det rette ord når køen til de røde bokse er for lang.

SSH SSH SSH
(Kan ikke længere se forskel på øl tis vand)

Målet er at score. Så mange singler samlet med håbløse forventninger.

SUT MIG SUT MIG SUT MIG
( Det er det nærmeste de kan komme kærlighed)

Målet er at have en fest. Sild i tønder til hjernedøde beats.

BASS DROP BASS DROP BASS DROP
(Når de gode endelig kommer til lukkes festen af de euforiseredes konsekvenser)
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
L S Tesler Sep 2015
hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen
Maja Klit Jun 2015
Duften af kaffe forandre sig når vandet rammer de knuste bønner
Kan spejle mig i regnbueboblerne på skummet
Tilføjer vand mer og mer i en tynd stråle
De siger det sådan den bedste smag trænger igennem

vent 5 minutter og så pres

Jeg ved ikke om jeg tror på dem
Men jeg gør det for hvis nu det er sådan
Vil jeg ikke gå glip af den særlige smag

jeg vil ikke vente 5 minutter har trang til at presse nu

Det er spild ikke at få det bedste ud af det
Den gode duft forsvandt jo allerede da vandet ramte de knuste bønner.

Det sidste må ej forsvinde for så er det hele meningsløst
sabinasophie Jun 2015
vi
jeg er inderligt ked af at du har lært mig at kende, du har nu erindret en side af mig du ikke burde, en side fuld af blod, glasskår og elektriske nattetimer, du siger jeg er din prinsesse, men min tilværelse er ikke et eventyr længere, blodet løber ned af mine arme og mit hjerte slår i lynets hast når de røde dråber rammer det hvide marmorgulv, alt dette er hændt grundet udefinerbare snitsår, luften bliver tynd og farven mørkegrå er den essentielle farve for mit sind, jeg er lænket til mine røde minder, dele af mit sind er taget væk, skiftet ud, med kemisk opløselige følelser.
du får mine øjne til at løbe i vand når du siger at du elsker mig, jeg bliver helt fanatisk, elektrisk, allergisk. gå væk fra mig, men bliv alligevel.
sabinas sandager
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Tallerken, gaffel, glas og krus.
Gryder, pande, høj og lav.
Køleskabet min bedsteven.
Ovn, vask og ske.
Rindende vand og plaster på såret.
Skærebræt og store knive.
Blod på bordet, blod på salaten.
Et højt irriteret brøl.
Tekopper, kaffekopper, grimme kopper, flotte kopper.
Skåle og dybetallerkner.
Vandkander, brødkrummer og forgamle rester.
Morgen, aften, nat og dag.
Altid og aldrig.
“tøm skraldespanden inden du går!”
llcb Oct 2015
Jeg er så stresset
Med hovedet
under vandet,
så jeg ikke kan få vejret.
Så jeg græder og græder
Indtil der kun
er blod og organer
tilbage i min krop
Så jeg vågner op tørstig

Men stadig med hovedet under vand.
Johanne Borup Jan 2015
jeg
skulle jo
have en lejlighed
på månen og få den
til at bevæge sig som en
meteor,  gøre månen til et
måneskud mens jeg sad i
vinduet overfor mig og
vi så på hinandens
passioner. på
et tidspunkt
aftalte jeg
at give
mine øjne
en ny farve så
ofte jeg havde tid
til at lakere dem, jeg
aftalte at blive så god til
kunst at jeg kunne ryste
ametyst af mine hænder
uden at have egentlige
ideer. jeg skulle
kalde mig
cigaret-
fjæs fordi
mit ansigt nogle
gange gik i røg, når
det var for langt oppe
i skyerne og så skulle jeg
komme op at skændes, indtil
jeg plukkede en blomst fra
floden udenfor lejlighed-
en og bad mig lægge
den i et glas vand
indtil den
lugtede.

jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.
Naja Feb 2015
En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken
llcb Mar 2015
Nok
Der er simpelthen bare ikke nok;
Ikke nok penge på min konto
Ikke nok mad og vand til mus og mænd
Ikke nok mennesker som siger hav en god dag
Ikke nok øjeblikke hvor jeg er tilfreds
Ikke nok aftener på en weekend
Ikke nok timer i døgnet
Ikke nok sommer om året
Ikke nok tydelige stjerner på himmelen
Ikke nok cigaretter i en cigarretpakke, og ikke nok tyggegummier i en tyggegummipakke.

Jeg kan virkelig få nok af alle de ting, der ikke er nok af.
cecilie hviid Oct 2017
jeg faldt engang for en kvinde
ikke på den der forelskede måde
mere bare i form af en dyb fascination
i tre år agerede *** støttehjul
og så pludselig
flyttede *** ud i periferien af mit liv
fik sådan lidt en post-fascinations-depression
og brugte yderligere tre år på at forsøge
at finde hendes dobbeltgænger
det lykkedes ikke
da jeg endelig havde sluttet fred
med fraværet af hende i mit liv
dukkede *** op og sagde alle mulige smukke ting
*** er det bål man hælder hundrede liter vand på
men som alligevel
blusser op igen og brænder skoven ned
og jeg ved ikke om jeg skal lægge
mit hoved på hendes skulder, fortælle hende
at *** har reddet mit liv mindst én gang
eller bare drikke kaffe
og snakke om vejret
sofie Feb 2015
intet kan plastificere mine
knogler som syrener
du kaster sten på glas og lyden
af det ødelæggende er på mange
måder tilfredsstillende
men noget inde i min krop synker
jeg skulle mene at det var
vand men det kan være svært
at tænke klart når
efeu kravler hen af overfladen
på mit kranie
når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til
lakerede negle
tanken om et eventyr; på vej
computergeneret velbefindende
høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk
anderledes udstråling
velovervejet, pludseligt
hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt
sammenkrøllet, gult
kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed
dovenskab, at gøre sig umage
talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige
jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien
sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse
lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst
sæt tempoet ned; umuligt
vi lever i en hurtig verden
alt snurrer
alle søndage føles underlige
uhåndgribeligt, fragmenteret
    forvirret
mudret
   tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed

sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
     struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber

verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up

EN UGES PAUSE
som mininum
   hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
   virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed

skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer

virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
      det stolte og det sårbare
det kan godt være at der på den ene eller anden måde er opstået en sammenhæng og en kausalitet i dette: det er skam ikke med vilje! trust me! mine tanker er en grødmasse! : )
et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen
shoutout til lille mig der skrev dette
Cecilie Andersen Sep 2017
Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.

Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.

Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.
TRANSLATED:
Screams
I can feel your hands grasping my thin limp arm. I am kicking and punching without achieving anything and a scream flays in my throat, but it won't get out. It can not get out, because it just accumulates in saliva in the right side of my mouth and lies in pickle with all of the words I did not say.

Don't get close and don't hold me, for I do not want you to hear my breathing and my gasps. I don't want to show you my heart galloping and hammering until my body shakes in horror and that I have oppression in the ears and blood rushing to my cheeks till they get hot and are being colored red, for not even my fear I will give you.

Tears that are not allowed to flow feels like the coarse sandpaper my father used to use for his light cut pieces. If I let the tears flow, it would feel like the glass he once wreaked in anger, and everything turned into small, sharp glass pieces in the silver-colored-steel sink. Suddenly I know how he felt when it all was flaming and everything spilled over. I'm screaming under water and stuck with chains and belch while stones are being thrown at me. I close the heavy eyelids over my matte eyes.
dine fødder danser.
dit sind gnistrer

        dine tanker løber i vand, dit hjerte brænder

    dans gennem morgenduggen, kærtegn
                      stjernerne og fuglene og søen
og sølvskæret og
                           der er   L Y S    i dine øjne, løber løbsk

en frihed,
    ét individ, en glæde,
  en skamløshed
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
hvilken stilstandsform har du? jeg er
opløst i vand
alle mine celler omringer mig

med mine dyrebare bloddråber
susende runt i invendige rør-systemer
arvæv beskytter sjælen

øjet, et objektiv, kiggende
glemmer sit blinde punkt
mine blinde vinkler

  et stillads af knogler
opbygget af ældgammelt
stjernestøv

vrimlende med knoglemarvs-håndværkere,
biologisk renovation

centralnervesystemet
dybdeborende, som kolde
fingre langs rygraden

hofteskålens svajende og
beskyttende hånd om mine
indre organer
     inderste organer

   reproduktive organer
      hormonelle tidevandsbølger

menstruationscyklusens dans
lysende, snefnug
det mørke - det endegyldige
at stå op for sig selv, at leve på lånt tid
vækkeuret
selvantændelse, start forfra
cementbelægning, enevældighed, dilemma
papirnusseri, uforbeholdenhed, glimrende, asfalt, storbyliv
sorteringsmaskineri; intelligens-optrevling
en finger på pulsen, koldt vand i blodet, sne på brillerne
jord under neglene,
regn, slud, sne, sludder
menneskelig magt over naturlige
   krafter; naturlige krafters magt over mennesker
ild på pakke, is på frys
      at gisne, en gnist
færdiggør din sætning og kom videre

— The End —