Jeg fanger ord der er blevet til natsværmere
Jeg kysser vandet fordi jeg ved at det ikke vil forsvinde
Der vil altid været et hav, en flod eller en å
Jeg forstiller mig din silhuet, rindende af mine tåre
Der svømmer glasskår i dine øjne og river hul i din pupil
Men det er ikke dig der græder
Det er mig der står i en flodbølge af gråd