"What happened?"* my inner asks me

"I don't know. I'm so confused." I reply.

"She likes you."
"I don't believe it."
"Why?"
".... I don't understand why she would like me. This all seems like a lie. A dream."
"I thought this was what you've always wanted."
"I know! But...... but.."
"What?"
"I'm so scared that this might be a dream. I'm scared that she'll one day lose interest in me. It's hard to believe."
"This is what you've been always dreaming of!"
"I don't want to love her too much. Because then it'll be more painful when she leaves me."
"I thought you didn't care about pain. You said you didn't care if something hurted you."
"But this is different. It's a different kind of pain. A horrible one. I want to look at her. But when I do, my chest starts hurting so bad. And I want to cry."
"...... so what are you going to do now?"
"I guess...




**I'll love her

Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...

Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...

Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...

Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...

Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...

For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...

Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...

Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...