jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du så fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske

en kold januars morgen - tak fordi du smilte så sødt, og kyssede så godt, undskyld fordi jeg ikke krammede så godt, da vi sagde farvel for altid.
en forårs dag - tak for de søde blikke og håndholdning på stranden, til den konfirmation, undskyld fordi jeg glemte dit nummer
en sommer aften på grøndalsvej - jeg ved godt du har taget en omvej, kun for at følges med mig, tak for håndholdning og kram, undskyld at jeg ikke svarede på dine opkald
endnu en sommer aften men på godthåbsvej - tak for den sprite, undskyld fordi jeg bare gik
endnu en sommer aften dog i et kolonihavehus - tak for alle de søde kindkys og en hel masse brændte skumfidusser(det var ligeså meget min skyld), undskyld fordi jeg blev veninder med din lillesøster
en varm efterårs eftermiddag/aften - tak for turen på din Christiana-cykel, og for vores små kys i din pool, undskyld fordi din bedsteven faldt for mig
endnu en efterårs aften dog knap så varm -  tak for isen, tak for din varme-jakke, hænder og kys, undskyld fordi jeg ikke var tydelig nok
en kold nytårs aften - tak for hele december måned, undskyld at du skulle finde ud af det igennem hende, men jeg troede ikke det var seriøst, undskyld.

jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter

Fordi de kender mig ikke
Jeg er hende pigen som aldrig har været barn, hende med smøg i hvæs og koffein som adrenalin
Og jeg bearbejder dig ikke
men ærger mig måske en smule
fordi med dig
så var jeg forelsket
og det er det nærmeste på at være ligeglad og glad
jeg nogensinde
har været i nærheden af
Jeg tænkte kun på dig
og nu er det ligemeget
fordi skråt op med dine søde historier om pis og papir
og små suk
når regnen kom til os
fordi du forsvandt
og nu er jeg igen voksen og asken fra min cigaret svæver ned ad mig
og jeg gider ikke rykke mig
fordi jeg synes
at mit tøj skal se lige så rodet ud
som mit hoved er indeni.

Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset.  Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.

Og det er jo ikke meningen at jeg skal græde på en tirsdag, fordi du siger højre og jeg siger venstre, men alligevel får du mig til at hade dig når jeg går under gadelamperne for at fylde min hals med røg fremfor råb, fordi jeg råber jo kun fordi jeg mener det og hader dig jo kun nu fordi jeg elsker dig om 5 minutter, men alligevel, hvorfor skal vi altid sætte ild til hinanden før vi ved hvor meget vi begge brænder for det her?

Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer

jeg ønsker mig et staffeli
så det kan stå i mit hjørne og være trebenet
og jeg tobenet
og pensler bløde og bevægelige
og tekster helst digtsamlinger
tunge af følelser jeg ikke selv kan sætte ord på
og kastanier fordi de er runde
og rare at holde om
som dig når du står og laver mad iført
mine omklamrende umættede arme
og solsikkekerner fordi man ikke kan spise
solstråler
udover d-vitaminpiller men de
sætter sig altid i halsen
som når man forsøger at holde tårer tilbage
og planter højere end mig fordi jeg elsker
at blive set ned på
og papir til at tørre mig med, til at tørre
fingrene i og til at tegne kruseduller på
og en gryde med gennemsigtigt låg
så jeg kan lave popcorn og følge med
fordi det er mærkeligt når de pludselig
fylder mere end til randen
som mine tårer når jeg føler for meget

Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv.

Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig,
jeg tror at du synes jeg gør.

stop med at spille kold
blot fordi dit blod er blåt

stop med at spille dum
kun fordi du er bange

stop med at lyv overfor mig
hærlig er du ej, fordi du ikke vil være ærlig

stop med det
for du ødelægger det vi kunne ha'

så stop med at spille kold
blot fordi det er vinter.

de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu

jeg føler mig lidt som glas
gennemsigtigt og skrøbeligt
og du jonglerer med mig
kaster mig op i luften
og griber mig igen
men jeg ved at du en dag
vil være ufokuseret og
taber mig
så jeg smadrer
jeg har aldrig troet på mennesker
der siger
jeg vil altid elske dig
for kærligheden er ikke en konstant
men minder i virkeligheden mere
om en ekspontitelfunktion
som bølger
og der skal arbejdes for at den kan
vokse
det er vel også derfor jeg ikke tror på
ægteskabsløftet
mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden
jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig
men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig
helt vildt og ukontrolleret
men jeg tør ikke
når kærlighed ikke er en konstant følelse
men noget man skal kæmpe for
og er i konstant bevægelse
jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok
tvivlen på om der findes en derude
som tør kæmpe for mig
vokser i mine hjertekamre
og jeg er bange for at tillægge mine egne
følelser for dig værdi
for hvad nu hvis jeg tager fejl
og der rent faktisk findes en konstant kærlighed
at det måske er det jeg føler for dig?
tanken skræmmer mig mere end døden selv
som egentlig er et dårligt eksempel
fordi jeg altid har fundet døden
smuk og ren og fredfyldt
men måske vil jeg i min grav drømme
om et liv med dig som jeg aldrig fik
fordi jeg er rædselsslagen for at
elske

måske finder jeg dybden af alle de ord,
der bor i din mund så smukke, fordi det er dig
selv når du er stille og på afstand,
når din kropskontur er skarp og fin i samme billede,
tænker jeg, at jeg  er heldig lidt endnu
jeg siger det ikke til dig,
det er min hemmelighed,  som jeg kun deler
med dig på andre tidspunkter
de små plamager og spor af sindsstemninger
måske holder jeg af alle de små detaljer,
fordi det er dine små detaljer

hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen

Jeg græder nogle gange i hverdagen
fordi jeg er lykkelig
Og når først man er lykkelig
har man noget at miste
Så jeg er bange i øjeblikket,
men om fredagen griner jeg,
fordi der drikker jeg mig selv fuld
Og så er jeg modig nok til
ikke at være bange
for at være lykkelig.

Så kan jeg frit kysse mine cigaretter
og gøre frie ting, som lykkelige mennesker nu gør.
fordi likøren holder min lykke i hånden
og hjælper den ud ad kassen
i mit kranie
hvor den normalt
gemmer sig
blandt
mit ego
og andre ulovlige tanker.

træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.

Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.

i dag er jeg lavet af grankogler og oktoberbrise
i dag er jeg  pigen, der er iført lyserød
neglelak
hende, der drikker lemonade alene
i dag er den dag, jeg mødte dig på biblioteket med
blå mærker i mange nuancer på dine læber kreeret af
hende
tanker eksploderer som klare stjerneskud
jeg ved ikke, hvad jeg tænker, men pludselig sidder vi
i et mørkt lokale, og din ven køber billige øl til mig
og du får lov til at smage
din mor var din far utro, fordi *** lever i 18 forskellige
universer, og hendes hår er lavet af hjemløse dage,
og på nøgne gader er kærlighed det samme som ***

i dag er jeg klar over, vi ikke er venner længere,
dog vil vi stadig lade som om over lun te i sensommeren
men vores tunger er ikke lavet af samme kviksølv
jeg vil stadig smile til dig, når jeg ser dig i byen
men jeg vil også være dit eneste univers, jeg vil tælle
blomster i Kongens Have med dig, men jeg vil aldrig
se dig igen

i dag er den dag, du lærer, hvad lykke er
den slags, der danser på din hud som aftenregn
den slags, der gnaver i dine lunger, som stikkende
bordeaux ild

Der var engang hvor jeg stjal bøger, i protest fordi jeg synes at poesi og litteratur skulle være gratis, så alle havde chancen for at læse og få nogle smukke og inspirerende ord, sætninger og fortællinger ind i deres liv, men jeg gjorde det egentlig kun  fordi jeg ville føle mig rebel for et kort sekund
også var jeg fattig.

jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord