Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Laura Jan 2015
dine flotte, bløde læber,
der burde møde mine,
hele mine brugte læber,
men i stedet,
langsomt mimer,
desperat
eller måske er det bare mine tanker,
for hver gang jeg ser dit navn,
så synker mit hjerte,
helt ned til mine fødder,
knuser alle mine organer på vejen ned
hver gang jeg ser dit navn,
så tænker jeg på den aften,
den følelse,
de læber,
den ydmygelse,
som ikke kan forstås, men kun føles

langsomt,
trægt,
som du var i slowmotion,
fuldstændig som jeg er der,
lige nu,
kan jeg mærke hvordan det føles,
dine flotte øjne, der ikke længere kiggede på mig,
men på jorden,
for at undgå mig,
dine flotte læber, der snakkede med hende,
i stedet for at snakke med mig,
din trang til at gå,
gå langt væk fra mig,
langsomt,
lige forbi mig,
langsomt,

og som dine flotte læber,
langsomt mimer,
desperat,
bevæger mit hjerte sig ned,
langsomt,
bliver jeg mast,
indefra
langsomt dræber synet af dit navn,
mindet,
mig,
hvad siger man så næste gang man møder dig
har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme
- digte om alt det, der vandaliserer os
Jane Deer Dec 2014
Du har glemt dine drømmes vægt
slettet dit navn og dræbt din slægt
du kan intet miste
for du kan ikke huske
mit navn

i en flydende rus
ramler vi sammen i et sus

hvis du virkelig vil ha' mig
så kan du bare ta' mig
hvis vi var født i en anden generation, ville du
have givet mig oliemaling og A4-papir, da jeg
fyldte femten år gammel
i stedet for et gavekort og en buket røde roser
hvis vi var født i en anden generation, ville du
lade mig plante træer i din have og sætte alarm
til solopgangen
vores hjerter ville være døsige af ren kærlighed,
og vores ankler ville være ømme af berøringer
vi ville tale i lydbølger, der forbindes med farven
blå, og vores sjæle ville forme os sammen som
lejrbåle, vi undlod at slukke
du ville fortælle mig, hvordan mælk flød gennem
mine årer, og hvordan jeg var bygget af mosaik
hvis vi var født i en anden generation ville vores
læber tygge på sætninger, jeg ikke engang kan
få mine fingre til at skrive
hvis vi var født i en anden generation
ville jeg ikke huske dine mandelformede, elektriske
udspilede øjne, der fik mig til at grine med blodige
hofter og mord klistret fast som tape på mine hænder
hvis vi var født i en anden generation
ville dit navn lyde som poesi, og selv mit hjerte ville
danse som juniregn med duft af kastanjer
hvis vi var født i en anden generation
havde du måske modtaget denne voicemail, og
måske havde vi defineret det, alle andre end os,
kaldte for
os
- et knækket stemmebånd og for mange hv-ord
jeg vil fjerne mine ord fra universet lige så hurtigt som snapchat sletter de forvrængede ansigter mellem venner og to timers forberedte og perfekt iscenesatte flirter
men selv de flotteste blade på min fingerfilodendron og tre gange "om" kan ikke hamle op med idealer og drømme stående i kø uden for min hjerne, og lagringspladsen er ved at være udfyldt med nedadgående vækstmodeller, fluviale landskaber og aztekerriger
krystallerne på mit natbord kan ikke gøre forårsrengøringen for mig, så fej hurtigt mine ord under dørmåtten til der ingen spor er tilbage af det døgnåbne tankespind
jeg snapper dog lige en til gang for kan de 10 sekunder fra eller til gøre den store forskel i et allerede overrandt bæger?
vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel
- digte om onsdage
blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen
- digte om et papmachesind
det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
han havde mælkehvid hud og duftede af jordplantager,
da han sagde dit navn til din syttenårs fødselsdag
dengang du troede, ord var lavet af papmache
kan du huske, hvordan novembervinden rev i din
hud, hvordan dine negle skar mod dine ribben
det her digt er lavet af vaser, du har smadret
og nyvaskede lagner, du væltede sort kaffe udover
har du synder i dine håndflader fra alle de nætter,
du glemte at drømme?
det her digt er lavet af det, du ikke kan fortrænge
ligesom det faktum, at du voksede op i en tid, hvor
kræft er mere almindeligt
end ordet
"undskyld"
jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte
- digte om et papmachesind
du gjorde mig til en
raffineret
udgave af det, jeg
lovede mig selv
aldrig at skulle være
satte hele tiden kaffe
over i et unøjagtigt
forsøg på at få tiden
til at gå lidt hurtigere
følte mig som en stum
skulptur, der blev
betragtet med nøgne
øjne og målt med blege
fingerspidser
af mennesker,
der aldrig sagde
deres navn
eller noget andet
ville ønske, du ville
erstatte mig og bare
se den anden vej
- digte om et papmachesind
dengang duftede jeg kun af syntetiske roser, og
jeg så kun franske film med spanske undertekster
jeg røg 29 cigaretter om dagen, og drak 3 kopper
te med smag af håndsæbe
jeg skulle skrive en opgave om mord, men endte
med at skrive 12 ligegyldige digte baseret på din
soprane stemme, og den måde, du kunne få mandag
til at føles som en lørdag eftermiddag med vin i årerne
dit navn har klistret sig fast som lim omkring mine
tænder, men når jeg skal sige det højt, holder jeg op
med at blinke, og mine øjne forvandles til kviksølv
orkestre spiller blå toner under min hud, og hvis du en
dag ser på min tunge, vil du finde groende poesi som
en sygdom, der ikke kan helbredes
halvdelen af verden
er døende,
den anden halvdel ved
ikke engang,
de er i live
- digte om alt det, der skete dengang
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
og jeg vil nok aldrig nogensinde
helt
holde op med at skrive digte om dine blanke øjne og måden som du
sagde mit navn på
fredag aften vil jeg genopleve dine blå hænder mod min krop
og med knogler lavet af kokain
og universer groende under mine negle
vil jeg savne dig
og det, vi aldrig havde
- digte om det, der aldrig skete
Med øjne lyse, store og skinnende
Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen.
Jeg smiler, ler og strejfer hans arme.
Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke -
Men på lysende, klar, helt fantastisk vis.
Bruger jeg på at sende ham signaler.
Rører blidt ved hans hjerte. Selvom,
Mit greb er fast og stramt. Langsomt -
Vikler mine fingre ham ind i mit spind.
Han bliver grebet, betaget og glæden
Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han.
For når jeg kommer hjem, om aftenen
Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG
Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker -
Som små forviklede snefnug, kredser om.
Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen
Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet.
For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?
mEb Jan 2011
1-english

I gargled solids much like boulders of the throat.
Upon a dreadful goat,
the lamb was slain in name of said reign.
To diminish the waters
drenching fields of green and brown,
rugged earth, and jagged cliff.
Up nor down no liquids found.
I am placed to flummox the hard matter
of dirt and swallow whilst hurt.

2-norwegian

Jeg gurglet tørrstoff mye som blokker i halsen.
Etter en forferdeliggeit,
ble sauene drept i navn sa regjeringstid.
For å minske vannetgjennomvåt felt av grønne og brune,
robuste jorden, og rufsete stup.
Opp eller ned væske ikke funnet.
Jeg er plassert for å flummox denharde spørsmål
om skitt og svelge mens vondt.
jeg udsætter intet til på tirsdag, lige nu er
du smukkere end blot raffinerede ugedage
smuk som enfoldige begyndelser nu kan være
det er en raritet dét, der kun bliver i dine små
berøringer, der brænder i fingerspidserne og
den måde du siger mit navn på og
det jeg aldrig kommer til at have kontrol over

vi mistede noget på vejen hertil
noget, der blev væk imellem
hjertebanken og troskyldigheden
hvis de så os nu, ville de sige, vi var smukke
som et fotografi rammet op på hjertets væg
- digte om alt det, der vandaliserer os
anna charlotte Jun 2016
jeg savner følelsen af dig der savner dig
skriger stadig inden i hver gang jeg ser dit navn
lytter stadig lidt bedre hver gang nogen siger dit navn
vender mig stadig om hver gang jeg ser en der ligner dig
jeg ved du har givet mit kælenavn videre
jeg ved du er sammen med en du kan lide
jeg ved du har skåret mig ud alle steder, så jeg ikke længere dukker op
men please, ikke glem mig
fjern mig fra din forside, men lad mig blive i din fortid og dit hjerte
du smager af våde blade fra grønne træer,
og dine øjne skinner som din mors ældste smykke
blomster klæder dit hår
og når du siger mit navn, gror der universer omkring mine ribben
du sagde sætninger, man kun hører på film
"det regner oftest i takt med tunge tårer"
flød ud af din mund på lange mandage,
og da jeg kom hjem navngav jeg min nyeste digtsamling det samme
jeg tænker på dig, når jeg ser på himlen, og når den en dag forsvinder, gør du måske også
Ottar Apr 2016
J’ai Perdu Mon Couer

I kept all my childhood dreams
in the sweaty palms of my hands
and one after another they found a
regret and slipped
away.

Jeg Mistett mitt hjerte

J’ai garde tous les rêves
dans la paume de mes mains
moites et l’un après l’autre ils
ont trouvé un regret et tranquillement
glissé ****.

I Lost My Heart

Jeg beholdt barndommen drommer
i  svett handflatene og etter hverandre
de fant anger go fled unna.

But that is not where I am.
I am a day dreamer
I am a dream chaser, all night long.
I am striding half empty
always to feel the joy, pouring
spilling over the edge of
my day into night. Running
down the sides of this vessel,
saturated with the pieces
of the dreams that stuck
to the sweat and in the pores
of these two hands of a man
that hide the child’s hands inside.

        De svarte skyene kjenner mitt navn
Yes, the black clouds know my name
        Les nuages noirs connaissent mon nom.

And I know the God that created this heart.
Je l’entends battre
Som Thors hammer
Using the keyboard to get the proper vowel and letter in language specific characters was hit and miss...sigh
Okay today was a translation poem, I could have tried Eng-Fr but I went Eng-Fr- Nor, and one line in one language lead into a verse of another, etc to you who are trained in translation, my apologies in advance, to those who are native to these languages, I hope I am close
if I am not shazbot nanu nanu
Det var kortvarigt
patronerne dansede sterilt henover himlen,
og forgyldte os med regn. Vi løb.
Forsøgte at slippe alt i en rusende dans.
Stemningen omfavnede os med rødvinskys.
Eliderede os fra virkeligheden.
Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed.
Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain.
- du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed.
Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.'
Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart,
Kortvarigt.
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
Jeg skriver digte om personligheder der skulle eksistere, i en afspejling af mig selv. Tanken om at indrømme den iskolde smerte - er så skinger og ubærlig at jeg ville være nødsaget til at bide i kniven og lade den tage over.
Jeg beskriver pigen ved bussen, drengen med stemmen, kvinden med hosten og manden der er skizofren. Men du må aldrig bede mig om at sætte navn på dem, du må ikke spørge om de findes
Nogen kalder mig fortid
Mange kalder mig nutid
Og mine hænder ligger i andres fremtid.
Jeg savner dine øjne, og
Jeg manglede dig i fortiden
Men da du fyldte min nutid
Ødelagde du min fremtid.
Når jeg møder dig
Får himlen dit ansigt
Til at falme, og dine
Beskidte kolde læber
spidser til, når
Du siger mit navn.
Men selv en mørk aften
Savner jeg dit blik, når
Du fortæller mig at
Verdens undergang
Ikke vil skille os ad.
Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.
sabinasophie Feb 2015
mine øjenlåg er jordslået
jeg græder krystal mens jeg smiler
alle mine sårbarhedder er skrevet ned i tilfældige litterære samlinger og forsvundet i oceanerne
smerten hvirvler rundt i min krop og i mine blodbaner er der sne
min hud sidder løst på mine knogler og du forstår ingenting
du har ridset dit navn ind i mit sind med et sløvt skår fra et ødelagt spejl
du har beskadiget mit indre, på en fason hvorved jeg holder af smerten
jeg ændrer mig så jeg kan passe ind i de tynde sprækker og hvor ville det være nemt hvis vi kunne spole tiden tilbage
et elektrisk sind - sabina sandager
L S Tesler Sep 2014
jeg får lyst til at begrave mine negle i dine mørke krøller,
svømme rundt i havet som venter på mig i dine
brune øjne
jeg vil kysse dine læber blå, som en iskold
november nat
jeg kunne tegne tusind malerier på dine nøgne skuldre
af cirkler kreeret af mine fugtige fingerspidser
drømme om dine omfavnelser imens du er i en
koma af søvn, som var du næsten borte
mærke varmen i mit indre, når du hvisker mit navn
efterlader ildrøde linjer på dit bryst med skælvende
hænder, når du endelig får din vilje
kun så du ikke glemmer mig, når du ser dig i spejlet
næste morgen,
når din seng er kold, fordi jeg listede ud i
natten kl 4
Frederik B Aug 2014
På en klar efterårsmorgen, tegner træerne skygger af dig i asfalten. Vinden visker dine synder til mig. Jeg skriger dit navn og et åh så desperat halleluja, men det eneste, der forlader mine ensomme læber er en sky af tåge.

*(f.b)
Der er områder af mig der ikke er menneskelige.
Statisk elektricitet som jeg udånder gennem min munds korridor.
Mine fingerspidser er blå, og jeg kan ikke mærke DIG.
Jeg er alt for lav og jeg kan ikke nå dig.
Min katastrofebevidsthed er skrækkeligt fin og træder jeg forkert,
er det ****.
I mistillid frygter jeg et væsen der dukker op og kvæler mig.
At du forstøver uden at skrige mit navn.
Én enkelt gang.
For verden.
Der er ingen der må se os.
Uden værn.
Jeg drømmer om en kognition.
En kulminering af ærlighed, der får verden til at falde sammen.
Ét øjeblik der slipper lyset ind.
Hvor fortiden flyder.
Vi skal aldrig mere falde
Vi lander på fødderne.
Et ukendt humør passerer min hjerne i takt med, at vi rammer jorden.
I et sindssygt øjeblik af ærlighed.
Nanna Gregersen Sep 2014
Dit navn smager af efterår, og dine læber udstråler sommer
Din glød viser forår, mens dit hår er formet som vinter

Dine øjenvipper mod min kind er august, og dine fingerspidser er februar
Dine fregner er juni og dine øjne er klart oktober

Dine blodårer er marts, men dit hjerte er maj
Din hud er januar, og dit smil er juli og de lidt for tydelige kraveben er da helt sikkert april
Linjerne i dine hænder er september, og de sorte rander om øjnene minder mig om november

og nu forstår du vel, at jeg ikke kan svare på, hvilken af månederne der er min yndlings.
L S Tesler Sep 2015
selvom vinden ikke længere hvisker
dit navn, og selvom jeg har
kysset andre læber, der var
næsten lige så kolde som dine
har jeg ikke glemt hvordan din
tunge foldede sig som en rutsjebane,
når du sad i bagagerummet med
en cigaret i din højre hånd,
og hvordan du kunne kysse mig
og røre mig
kun med øjnene, som altid smilede til mig
selv når de var slørede af tårer
jeg bar altid min kærlighed for dig
i min inderste blodårer
fordi jeg vidste at det var det mest sårbare
jeg ejede, mere sårbart end luften
i mine lunger, eller
det troede jeg i hvert fald

for du er her ikke længere, du er langt væk
og jeg kan ikke længere sende dig tanker
eller ord eller smile ad vores minder,
for jeg har foræret kærligheden i mine årer
til en anden
Clindballe Jun 2015
Jeg lader vægten af mit hoveds overarbejde holde dig til jorden (bare lidt endnu).
Aldrig før har jeg følt noget så tomt som hullet i mit hjertet.
Aldrig før har jeg været så bange for sten.
Jeg lover dig at den dag mit hovede lader dig svæve elegant til vejrs vil jeg give slip på min frygt men indtil da ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.
Du må forstå at jeg ikke forstår hvor du er og jeg vil lede under hver en sten i verden hvis det kan bringe dig tilbage.
Måske jeg skulle starte med den hvor dit navn er indgraveret i.
Der hvor jeg skulle slippe din hånd og give den videre til et håb om liv efter døden.
Men jeg holder stadig fast som anker der sidder fast under sten.
Skrevet: 7. Juni - 2015

Translation:
Stone
I let the weight of my heads overwork hold you to the ground (just for awhile). Never have I felt something as empty as the hole in my heart.
Never have I been so afraid of stone.
I promise you that the day my head will let you soar neatly upwards, I will let go of my fear but until then I do not know what to do.
You must understand that I cannot understand where you are and I will look for you under every stone in the world if that can bring you back.
Maybe I should start with the one that has your name engraved.
ungdomspoet Nov 2014
det triste var at *** er så smuk
og han var den eneste der ikke ville fortælle hende det
så istedet fortalte han højt og pralende
bag hendes ranglede ryg fyldt med skønhedspletter
til en hver der ville lytte
for "*** suttede fandme godt pik"

det triste var at *** er så god for ham
og han var den eneste der ikke kunne indse det
så istedet dansede *** vildt
bag hans blege ryg fyldt med skønhedspletter
op ad en hver dreng der ville røre
for de fortalte hende gerne at *** var meget smuk

det triste var at de er så forvirrede
og de var de eneste der forstod hvad de lavede
så istedet for at give dét et navn
bag deres høje ranke rygge
bollede de til en hver tone
for de var triste og kunne ikke lade vær

det triste var at *** er såret
og hendes mor var den eneste der kunne se det
så istedet for at lytte til moderen
bag hendes stolte kvinde ryg
græd *** hver gang *** var alene
for *** vidste nu at *** var færdig
- om forførelser
- en historie
Nikoline Dec 2014
blod og tårer
reagerer og resulterer
i flammer
og dine fingerspidser
har indgraveret
dit navn
i min ryg
som et banalt kvæg
er jeg brændemærket
asken er tung at bære
og mit hjerte gør så ondt
jeg føler mig som en tændstik
brændt af
og kan ikke slippe
tanken om den dag
alt gik op i røg
L S Tesler Sep 2014
smagen af cigaretter minder mig om dig
jeg tumler rundt i et mørke af savn,
imens stjernerne lokker mig ud i natten
en blanding af mørkeræd og trang
til at glemme
jeg drukner i et hav af hvide lagner
som er som sne, uden dig
forsøger
at glemme tanken om
at du ikke er her hos
mig
i nat
lader musikken bære min tristhed
når jeg lyser min telefon op,
men dit navn er der ikke på displayet,
så jeg
sipper endnu en tår fra rødvinsglasset
og beder til at du også
tænker på mig
i nat
Nødvendigt navn Dec 2014
Jeg har kun ét navn
et kaldenavn jeg reagerer på når jeg har brugt 6 timer på internettet
og jeg skal spise
jeg har ikke ikke noget specielt jeg kan kalde mig
på tumblr på insta
jeg må kopiere


og det er ikke kun mig det går ud over
Clindballe Apr 2015
kaotiske køer på glat is i tågens slørende billede på landet ved siden af den røde traktor som han kørte i til den dag hvor motoren gik i stå ved de fældede træer som nu er en bænk til minde om den dag hans hjerte gav op og her vil mit hjerte opgive kærligheden til nykøbte navnløse køer på din jord som nu kun har syv røde roser og en gravsten med dit navn på
Skrevet: 19. April - 2015

— The End —