Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
maria s Jul 2015
vi kunne gå ture langs stranden
og slikke smeltet is af hinandens læber
vi kunne knuge hinandens hænder så stramt
at blodet ville forlade vores knoer som altid er hvide alligevel
og vi kunne danse stjernedanse i sandet og kigge på
sten og sten og sten og sten og sten.
når vores lunger ville skrige efter luft
kunne vi skrige at vi bare ville være frie
og derefter kigge på fugle
vi kunne røre og mærke og føle på hinanden
måske en dag kunne vi være oprigtigt glade
bare for en dag
og den dag ville vi føle os menneskelige og i live
og vi ville knuge os til håb
som vi knuger hinandens hænder
og når vi holdt op ville blodet vende tilbage



Jeg er ekstremt introvert men alligevel en åben bog. Jeg er ikke speciel for fem øre, men alligevel kan jeg lide glimmerstrømper og farven gul. Jeg elsker kaffe men drikker det aldrig. Jeg hader at træne men gør det alligevel. Jeg stresser over at jeg ikke længere tegner og maler. Selvom jeg har ca. 4 kunstudstillinger i mit hoved som jeg har lyst til at kreere. For lige pludselig lå jeg flad på sengen, uden dig, uden musik, uden varme fra ovnen. I sengetøjet af hør der kradser på mine ømme lår, fordi jeg lige pludselig tvang mig selv til at tage squats i fitten, selvom jeg nægtede 7 gange. Fordi jeg følte mig som en flødebolle, fordi jeg følte alle stirrede på mig, fordi jeg var bange for at du ville kunne lide enhver anden bedre end bollen i spejlet. Mit humør er som en rutsjebane uden stop. Alle disse hverdagslige problemer, latterlige problemer som usikkerheden omkring mig selv. Hvis jeg sprækker boblen er den sprukket og hvad hvis han så ikke kan tage mere? Jeg advarede ham, jeg sagde at det ville blive svært. At jeg er en hård nød at knække, og når den er knækket er indholdet måske ikke så smukt som man skulle tro. Du var den populære i skolen, jeg var den grimme ælling. Hende der ikke passede ind, hende der stadig ikke passer ind. Hende der sluger 3 gange når du spørger om hvad der skete, og jeg siger stop fordi vandet i øjnene presser sig ud. Men jeg havde det ikke godt indeni, og jeg blev spist op. Den fine dreng foran mig var intet mindre end to hænder der kvalte mig. Jeg kunne ikke trække vejret, jeg kunne ikke se mig selv i spejlet, jeg kunne ikke tænke, jeg kunne ikke eksistere. Hvorfor? Angsten for at miste dig var forsvundet lidt efter lidt, men den var der stadig. Hvorfor? Fordi min første kærlighedssorg var ved at tage mit liv. Da jeg hørte dine ord var jeg sikker på at jeg skulle dø. Jeg troede jeg aldrig ville vågne igen hvis jeg lukkede mine øjne. Jeg blev mobbet hele min barndom og til sidst troede jeg det bare var en illusion. Jeg kunne ikke se det, jeg blev bare vant til tanken om at der var noget galt med mig. At jeg var mærkelig og faktisk ikke blev mobbet. For det var det de sagde til alle andre og jeg troede på det. Som jeg troede på alt andet de sagde. De ødelagde mig og jeg lod det ske. Så når kærligheden kom trampende ind i mit liv, tog jeg så stort et greb om den at den blev mit liv. Og da det sluttede? Smeltede sorgen sig sammen med min personlighed, min vejrtrækning, mine ribben. Jeg var 17 år og livet som lige var startet virkede helt sort.
Hvor mange gange skal det gentages, fortælles, spises og spyttes ud igen? Så sårbar, så usikker, så stolt, så selvanalyserende. Ikke på kroppen, ikke på ansigtet, ikke på smilet, ikke på brysterne - på opførslen, på vennerne, på sindet, på tankerne. Hård mod sig selv, hård for ikke at gøre noget forkert, hård for at beskytte sig selv. Lad os bare sige vi kørte os vild. Friheden, rusen af kærlighed og livet blev pludselig til veje af skænderier. Jo mere vi kørte afsted, jo flere bump kom der. Småstenene begyndte at slå ruden itu, og jeg? Vel jeg gik i stykker lidt efter lidt. Nu handler det bare om at finde vejen hjem.
Nora Morell Feb 2016
Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne
ungdomspoet Mar 2015
forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig

bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund

jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt
Amanda Bordrup Feb 2015
Dit bryst gav mig tryghed
Det var varmt og jeg kunne høre
I din brystkasse
Et hav i bevægelse
En skov i blomstring
Og rytmen i dit hjerte
Gav mig mod til at give efter

At løbe væk med dig
Kunne have været en realitet
Vi kunne have overgivet os selv
Til hinanden
Vi kunne have danset
I skinnet fra hinandens øjne
Men i stedet
Løb vi væk til et univers
Hvor vi ikke var venner
Hvor vi ikke var mennesker
Men hvor vi blot
For en stund
Var to skygger forenet
I skæret af månelyset

Jeg fik næring af dit bryst mod mit
Du smagte af efterår
Jeg ved at jeg smagte af regn
Men du formede mig efter din krop
Og fik mig til at smage af forår

Jeg kyssede dig hårdt
Det var min frelse
Du dyrkede min tilstedeværelse
Det var din overgivelse
Til mit ønske om uendelig intimitet


til M.P
Og der sad jeg
Mutters alene
Alt jeg kunne se
Ud af mine tårefyldte øjne
Var din ryg
Du gik fra mig
Du efterlod mig her
Alene

Du sagde at du ikke elskede mig
Og jeg kunne ikke forstå
Hvorfor du allerede ville gå
For mig virkede det perfekt
Men i det øjeblik
Blev det perfekte uperfekt

Du tog så meget med
Du tog mit hjerte med under armen og gik
Du skænkede mig ikke engang et blik
Du gik

Mit hjerte var knust
I tusinde stykker
Som skærende splinter
Så ingen nogensinde vil kunne,
komme tæt på mit hjerte igen

Og alt jeg ville
Var at dele min smerte med dig
Som vi havde delt alt
I de 468 dage du var min

Jeg glemmer aldrig dine smaragdgrønne øjne
Og den måde jeg druknede i dem
Den følelse du gav mig
Ren lykke, troede jeg

Nu sidder jeg her igen
Alene
Med mit skrøbelige hjerte
Og venter på at der vil komme en dag
Hvor mit knuste hjerte samles
Og jeg igen vil føle mig hel

Så jeg håber du en dag fortryder
Og indser at du ikke skulle have givet slip
For vi plantede et frø
Men gav det ikke nok kærlighed til at vokse

Jeg elskede dig
Selv når du gav mig alle grunde til ikke at elske dig
Og du kan sige hvad du vil
Men du kan aldrig ændre på det faktum at jeg elskede dig
Og nu skal du acceptere,
Acceptere at du har ødelagt en kærlighed
Der var større og dybere end du kunne håndtere
Jeg elskede dig
Laura Kragh Jun 2015
Jeg svarer dig ikke længere på snapchat
(uanset hvor meget det frister)

For jeg vil godt have noget med dig
(men jeg er bare pisse bange for at det ender som sidst)

Det knuste mig fuldstændigt
(og jeg ville ikke kunne klare endnu en omgang)

Så i stedet ligger jeg her
(og tænker på alt det der måske kunne ske)

Hvis jeg svarede dig på snapchat
Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.
vinylsind
ungdomspoet Nov 2014
jeg kunne se dét i hans øjne når han kiggede på mig
så derfor kunne jeg ikke forstå
hvorfor han ikke ville give mig og dét en chance
men så gik det op for mig
at han selvfølgelig ikke kunne se det selv
for der var jo ikke noget spejl
så han kunne ikke betragte sit spejlbillede og se
hvilke øjne han kiggede på mig med
- om ham
blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen
- digte om et papmachesind
annacharlotte Feb 2015
hvor ville det dog være dejligt hvis ***** smagte af æblejuice
så jeg kunne drikke det rent, hver morgen for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis rom smagte af 7 up
så jeg kunne drikke det rent, til hver frokost for at blive fri
fra alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

hvor ville det dog være dejligt hvis whisky smagte af lemonade
så jeg kunne drikke det rent, hver aften for at dulme smerten
der følger med alle de ting jeg sagde og gjorde forkert

så hvor er det dog dejligt når hvidvin smager af glæde
så jeg kan drikke det rent, hver nat for at glemme
alle de ting jeg sagde og gjorde forkert
andenrangs poet Mar 2015
jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart
- digte om et papmachesind
*** var som himmelen
Aldrig det samme skær udstrålede ***
Som dagene før
Nogle dage udstrålede *** intet,
Og andre dage, svor jeg, at *** kunne
Være forår for de, som var omkring hende
*** kunne få enhver blomst til, at blomstre,
Og redde dem fra den kolde frostige vinter,
Som *** nogle dage selv blev opslugt af
Mest af alt, var *** mit forår
Og én blomst står stadig i min have,
Den som *** plantede
Selv gennem tiden, de år vi har været
På hver vores sti i livet, som aldrig vil
Krydse hinanden igen - har den stået
Smukt og prægtig i min have,
Aldrig vil den visne, for *** vil
holde den i live, aldrig vil den visne
og jeg håber, at ej heller *** visner,
jeg håber *** finder sit forår
og jeg vil i mit stille sind
sørge over, at jeg ikke kunne
være hendes forår dengang
tilbage i tiden, for der fandtes intet,
jeg hellere ville dengang
eller nu.
Translation:
She was like the sky
never radiating the same gleam
as before
Some days she didn't radiate anything at all,
and some days I swear that she could've
been spring to those surrounding her
She could make every flower blossom
and save them from the cold frosty winter
that was inside of herself
Most of all she was my spring
And one flower is still blossoming in my garden
the one that she planted
Even through the time, those years we've been
on each path in life, paths that would never
cross each other - it is the most
beautiful and magnificent flower in my garden
I pray that it won't wither, and for her not to wither
I hope that she'll find her spring
and in secrecy I'll mourn at the thought of
not being able to be her spring
back in time for it was the only thing
I ever wanted to be at that time.
lad mig nu lige lukke øjnene så
jeg kan se dig
så jeg kan betragte dig, for du har
efterår i håret, og vinteren sidder fast
i dine kindben, men du har stadig
ikke læst mine digte, og du kender
ikke forskel på himlen og helvede
jeg tror, Gud er langs dine årer og
satan er hende pigen fra matematiktimerne,
der altid har lavet sine lektier
jeg tror du er hende, der kunne vande mine planter
så jeg ikke behøver at gøre det selv
jeg tror du er hende, der kunne tale mine ord
så jeg ikke behøver at sige noget
- elektriske silhuetter og rød læbestift
mit hjerte er stadig skrøbeligt
plukker flere liljer end sidste år
men hvem skal det skrøbelige
hjerte, der er meget mindre end
normalt
forære blomster til
jeg ved det ikke længere, men
dengang var solen også varm og
dagene føltes blødere og duften
var som candyfloss og dine årer
var så tydelige og næsten smukke
mit hjerte var ikke skrøbeligt dengang
der kunne du sige alt til mig
der kunne mit hjerte bære alt fra dig
nu er mit hjerte lille og skrøbeligt
og gemmer sig bag liljer jeg vander
med rød saftevand
mit hjerte er stadig skrøbeligt
det har det været lige siden den dag
hvor du sagde, du elskede mig lidt
højere, end det var passende
- digte om alt det, der vandaliserer os
L S Tesler Sep 2015
hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen
Naja Dec 2015
Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.
Fortrydelsen af mine kommende ord
Bliver efterfulgt af endnu en kærlighedserklæring
Når jeg atter finder ro
Og køler mit glohede sind ned
Lige nu agter jeg bare at være vred på dig
Være den psykotiske pige som du fremstiller mig som
Leve op til dine hårde ord
Og være indbegrebet af no chill

"Øv"
Det var din beskrivelse af situationen
Det er din klamme følelse som du ikke har
Det er det bedste du kan levere
Efter du med hovedet mellem mine ben
Har kigget mig ind i øjnene
Og kaldt min helhed for smuk
Som jeg lå og vred mig under din berøring

"Lettet"
Det er din beskrivelse
Af hvad du sidder tilbage med nu;
Alt andet end mig
Som da du sad på den kolde stentrappe
Med kogende tårer dalende ned ad dine iskinder
I takt med udfoldelsen af min erklæring til dig
Om hvor meget kærlighed min rystende krop i det øjeblik besad

**** dig fordi du fik mig til at tro
At det faktisk kunne lykkes
**** dig fordi fik mig til at elske
Når du aldrig havde intentionen om at gengælde det
**** dig fordi du lovede mig
Alt det ******* kliché-pis om at vi stadig kunne være venner
**** dig fordi du har usynliggjort og fremmedgjort mig
Og ikke så meget som sender et blik i min retning
**** dig fordi jeg så dig 3 gange i dag
Hvor du kortsluttede min forbindelse til virkeligheden og kickstartede mine fantasier og drømmerier
**** dig fordi du snakkede med dine venner om hvordan du skulle afslutte det
Imens jeg snakkede med mine veninder om hvordan jeg skulle fortælle at jeg elskede dig
Og **** dig
Fordi jeg stadig gør det

Min krop raser
Mit hjerte smerter
Mine øjne græder
Mit hjerte elsker
Og jeg ville så brændende ønske
At jeg kunne hade dig, R
Hade dig fordi at jeg endnu en nat desperat og gispende ligger og hiver efter den manglende luft
Som du tog fra mig på din ******* fødselsdag da du kyssede mig første ******* gang

9/2 gav du os en chance til
9/3 afsluttede du det anden gang
du gav mig 1 måned
troede du virkelig jeg var så dum at jeg ikke ville lægge mærke til det
jeg elsker, hvordan hendes krystalblå øjne holder mig glødende
og den måde, *** får mandage til at ligne lørdage
*** kunne få pigesind til at smile, og ar til at hele
*** kunne se blå mærker med lukkede øjne
og derfor går der ikke en dag,
hvor *** ikke strejfer mit hjerte
- digte om alt det, der skete dengang
ungdomspoet Nov 2014
det triste var at *** er så smuk
og han var den eneste der ikke ville fortælle hende det
så istedet fortalte han højt og pralende
bag hendes ranglede ryg fyldt med skønhedspletter
til en hver der ville lytte
for "*** suttede fandme godt pik"

det triste var at *** er så god for ham
og han var den eneste der ikke kunne indse det
så istedet dansede *** vildt
bag hans blege ryg fyldt med skønhedspletter
op ad en hver dreng der ville røre
for de fortalte hende gerne at *** var meget smuk

det triste var at de er så forvirrede
og de var de eneste der forstod hvad de lavede
så istedet for at give dét et navn
bag deres høje ranke rygge
bollede de til en hver tone
for de var triste og kunne ikke lade vær

det triste var at *** er såret
og hendes mor var den eneste der kunne se det
så istedet for at lytte til moderen
bag hendes stolte kvinde ryg
græd *** hver gang *** var alene
for *** vidste nu at *** var færdig
- om forførelser
- en historie
llcb Dec 2015
Jeg tager mig selv i at savne dig
imellem sekunder
Og tænker på da du vågnede en morgen og røg en cigaret i vindueskarmen i køkkenet, og jeg lagde mærke til dig. Måden du kiggede ud på gaden og beundrede den. Den var åben, hvilket du misundede den for. Det kunne du aldrig være. Der var altid noget ved dig, som forblev et mysterie for mig. Jeg kunne ikke finde ud af dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne finde ud af dig selv. Det er nok derfor du ikke længere ryger i mine vindueskarme. Men jeg savner dig alligevel imellem sekunder, fordi nok er gaden stadig åben, men den vil aldrig længere være det samme uden dig til at drikke rom med imens vi kigger på mennesker.

Gaden er lukket for mig nu
ligesom du var dengang.
L S Tesler Nov 2014
du er som et kapitel i en bog, der ligger begravet under tusind støvkorn på min hylde med bøger om ulykkelig kærlighed. jeg har allerede læst det, og da jeg gjorde græd jeg tårer som jeg aldrig får igen. de faldt i et hav af benægtelse. jeg benægtede til det sidste, at du kunne sammenlignes med det værste. det eneste der nu er tilbage er løgne, et knust hjerte og det faktum, at du er intet af hvad du lovede. jeg kunne råbe det til verdens ende, og du vil alligevel aldrig kunne forstå, hvorfor jeg ikke vil kysse dig ligesom alle de gange før. jeg elsker dig ikke mere, og jeg troede aldrig at jeg ville indse det
Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
andenrangs poet Nov 2014
her kunne jeg
skrive
om vores kærligheds
dage
da vi delte en
tapas-tallerken og en flaske
af den bedste vin
på en fortovscafé
og tog bad i de århusianske
solstråler
og her kunne jeg skrive
om dig og mig og det vi to
(aldrig) havde men jeg gør
det ikke for der er ikke
mere tapas og der er ikke mere
vin
og heller ikke flere solstråler, men værst
af alt er der ikke mere dig og mig
og så er der faktisk (ikke) mere tilbage
at skrive om
Nikoline Nov 2014
du fik den af din mor og far
den dag du blev født
den dag du kom til verden
uskyldig og ren og lille
og uvidende
det var den røde tråd
meningen med dit liv
og de gav den til dig
så du kunne forlænge den
og slå mindeværdige knuder på den
og det gjorde du
i mange år
indtil han kom forbi
og efter flere års forlængelse (forelskelse)
klippede han den over
med sine skarpe ord
og den var i stykker
og du var i stykker
og meningen med dit liv
var i stykker
og selvom du var spejder
dengang du gik i børnehave
kunne ikke engang
den stærkeste (*****) knude
binde den sammen
binde dig sammen
selvom du forsøgte ihærdigt
dagligt
men på din uniform
sad intet **** mærke
kun et bål mærke
og det brændte indeni
og han lod dig brænde
indtil den røde tråd var forkullet
sort
sort som natten
sort som dit sind
og du fik den af din mor og far
den dag du blev født
og du døde den dag
han tog den fra dig
ungdomspoet Mar 2016
jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske
noget om mit syn på mig selv og mænd(drenge) i mit liv

— The End —