i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det

jeg ser dig gå i stykker
jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt
jeg ser dit univers ramle
men bare rolig
jeg samler dine skår op
jeg skær mig på dig, til mine hænder svier, men jeg gør det for dig
der flyder nu sort blod fra mine åre
jeg distrahere fra smerten
du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår
mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop
min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også

jeg er hende den sjove
hende der med beton i øjnene smiler og griner
jeg er hende den sjove
hende der danser ballet hen over tilværelsen, iført blodige ******>jeg hende den sjove
hende der med et smil, fjerner de knuste glas uden at skære sig
jeg er hende den sjove
hende der har det vidunderligt, selv med tårer trillendne ned af kinderne
jeg er hende den sjove
hende der får det bedste frem i dig, når din selvtillid er i kælderen
jeg er hende den sjove
hende der som talent kan skjule smerte med den efterhåden slidte frase "jeg er hende den sjove, jeg har aldrig haft det bedre"
jeg er hende den sjove
men det er bare ikke sjovt

*****. Der var engang en slurk *****, der var bitter over, at alle andre altid skulle blande sig i dens smag. Derfor gjorde den drankeren svag. Sørgede for både udpumpning, black out og tømmermænd. ***** *****.

Nu er det allerede morgen igen.
Og igen er jeg ikke faldet i søvn endnu.
Men det skal jeg nok.
For så at vågne op ad formiddagen og opdage at jeg har mistet dagen.
Eller tidligt senere på morgenen
for at stå op og miste dagen
til det meningsløse.

Når lygterne er tændt. Når skovstien ligner en scene fra en gyserfilm. Når skummet på bølgerne er selvlysende. Når myggene er usynlige. Når tyvene lister. Når rovdyrene jager. Når ofrene sover. Når ilden knitrer. Når strengende stemmer. Når stemmerne kimer. Når fuglene vågner. Når musene flyver. Når englene synger. Når mælken skummer. Når bladene pusler. Når grenene banker på vinduerne. Når resten af verden sover.

I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København. Broerne rejser sig som bjerge, og jeg bestiger dem med glasskår under mine gribende negle. Med isklumpede propiller stirrer jeg mig blind i mørket. Jeg skråler af ubehag og mine øjenlåg sitrer i takt med bumpene i min halshvirvel. Vanviddet er larmende, og rødvinen forstærker den skrattende bas. Min mund er tør som en ørken, men den har heller ikke noget fornuftigt at sige. I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København.

Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.

Luften er tyk af tanker og løgne.
Foragt og fordærv
Det regner som syreregn
ætsende med depressioner og angst
der gør luften giftig og usigtbar.
Vores lunger giver op.
Lykkepiller flyder i grundvandet,
lammer al ægthed fra livet,
der ikke længere er noget værd.
En hel nation på stoffer,
der har glemt
-
skaderne er for store,
tilværelsen intetsigende.
Det er ligemeget.
Vi er høje på materialisme og transparent lykke.

Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****.
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner