Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Alexander K Opicho
(Eldoret, Kenya;aopicho@yahoo.com)

It is not a half a yellow sun
Nor a full purple hibiscus
Neither a question of Americana
But the political tidbits of Africana
They are indeed a half a government
Neither a coalition nor coalescence
But a journey which starts with one
Very African mile in the sunny city of Nairobi
In the country Kenya where there is hakuna matata
Where gorgeous skyscrapers hang loosely
Like Towers of Singapore in a babellian ego
Swam of humanity in full pomp and glory
Money, property and cityish aura
Moving up and down in bluish collar task
Flock and throng like the north bound mating fish
In the waters of river Nile; O Nile!........,

Moving you down then the countries
Passing the geographical enigma
Of the Great Rift Valley view point
Putting a wonder working escapement before
Your eyes in which once the daughter of primitive
Political bourgeoisie rolled in a Germany Volkswagen
And gasped the last ****** breath
A beautiful Maasai breathe echoing
In the ***** of masculine bowels
The waves of erotically charged ions,

You then passing down to Nakuru minus
Your meat eating halt at carnivorous kikobey
Strait to Kiamba  area where you easily
Meet the Kalenjin militia in a tribal cleansement
Ruthlessly roasting the human steak of kikuyu merchants
In the church but not a mosque due to scarcity
Both young and old kikuyus being roasted
As they forlorn groan and wail;
Atherere ! atherere ! atherere ! niki kioru muntu wa lumbwa !,

Down you go again to a chilly town of  Eldoret
Where you get a ****** *******
Pursuing a bachelors course at the dumb
Moi university where low temperatures
Curtail lively learning in the pedagogy
Or pedagogy of the kipsigis ******,

Down you go a fresh to the town of Kitale
You meet with  maize and corn in the
Full regalia of colonial economy
In its ostensible memento  
Of the palimpsestish British Empire
In the brutish colonial history
Of man eat man civilization,

Then up you go, you beautiful nincompoop
To the slopes of pokotish kapenguria and
Again down slopes to Ortum valleys then whoopsy!
A half a government starts in full swing
The bush pokot youths utterly naked
Like the chimpanzees in Kakamega forest
Shoals of them and throngs of them
Each having a modern gun,a short gun
A Sten gun,a  machine gun,a slave raiding long gun,
Revolvers, the lethal AK 47,
Them pokot youths; extremely illiterate
Put extremely armed with extremely
Modern weapons like the last wonder of the world,

Up you go into the desert of Dr. Richard Leakey’s first home of man
In the land of the Turkana, to a toast of human misery
Where people are sick, people are naked
People are hungry, people die of starvations
After thorough hunger based emaciation
Redolent of purely   a half a government.
Clindballe  Jun 2015
Sten
Clindballe Jun 2015
Jeg lader vægten af mit hoveds overarbejde holde dig til jorden (bare lidt endnu).
Aldrig før har jeg følt noget så tomt som hullet i mit hjertet.
Aldrig før har jeg været så bange for sten.
Jeg lover dig at den dag mit hovede lader dig svæve elegant til vejrs vil jeg give slip på min frygt men indtil da ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.
Du må forstå at jeg ikke forstår hvor du er og jeg vil lede under hver en sten i verden hvis det kan bringe dig tilbage.
Måske jeg skulle starte med den hvor dit navn er indgraveret i.
Der hvor jeg skulle slippe din hånd og give den videre til et håb om liv efter døden.
Men jeg holder stadig fast som anker der sidder fast under sten.
Skrevet: 7. Juni - 2015

Translation:
Stone
I let the weight of my heads overwork hold you to the ground (just for awhile). Never have I felt something as empty as the hole in my heart.
Never have I been so afraid of stone.
I promise you that the day my head will let you soar neatly upwards, I will let go of my fear but until then I do not know what to do.
You must understand that I cannot understand where you are and I will look for you under every stone in the world if that can bring you back.
Maybe I should start with the one that has your name engraved.
Robert Burns  Jul 2009
Tam Glen
My heart is a-breaking, dear Tittie,
      Some counsel unto me come ***’;
To anger them a’ is a pity,
      But what will I do wi’ Tam Glen?

I’m thinking, wi’ sic a braw fellow,
      In poortith I might mak a fen’:
What care I in riches to wallow,
      If I mauna marry Tam Glen?

There’s Lowrie, the laird o’ Dumeller,
      “Guid-day to you,”—brute! he comes ben:
He brags and he blaws o’ his siller,
      But when will he dance like Tam Glen?

My minnie does constantly deave me,
      And bids me beware o’ young men;
They flatter, she says, to deceive me;
      But wha can think sae o’ Tam Glen?

My daddie says, gin I’ll forsake him,
      He’ll gie me guid hunder marks ten:
But, if it’s ordain’d I maun take him,
      O wha will I get but Tam Glen?

Yestreen at the valentines’ dealing,
      My heart to my mou gied a sten:
For thrice I drew ane without failing,
      And thrice it was written, “Tam Glen”!

The last Halloween I was waukin
      My droukit sark-sleeve, as ye ken:
His likeness cam up the house staukin,
      And the very gray breeks o’ Tam Glen!

Come counsel, dear Tittie, don’t tarry;
      I’ll gie ye my bonie black hen,
Gif ye will advise me to marry
      The lad I lo’e dearly, Tam Glen.
Tax man! The tax man is coming,
He is in company of the city Askari
Armed with clubs and sten-guns
In the militant spirit of field combat
Reconnoitering to the point of rampage
In full readiness to attack and wound
The street hawker in  Nairobi city,
The dominant city tax payer is under siege
He has no option; is either tax or death
tax man! Tax man!  Don’t **** a hawker.
han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere
- digte om onsdage
man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.
imens du har læst dette usammenhængende volapyk af ord, der slet ikke passer sammen, håber jeg du har lyttet til sangen ''Heroes'' af David Bowie.
Du danser rundt i kroppen på mig, med en gentagende melankolsk klang.
Din krop er metrisk opbygget, bygget af sten - op. Et spareprojekt.
Jeg skulle have kysset dig længere. Holdt dig tæt ind.
Lad mig ikke gå alene i verden,
For du gør mig så gal
At mit indre bliver kvalmende og jeg græder
Jeg kan mærke dine følelser, selvom jeg ikke er dig.
Du, dig er kommaet for MIN død. Dræbt af en overdosis kærlighed, som var en envejs kærlighedaffære.
Jeg flæber og græder, indtil du stopper med at betale med kys pakket ind i stjålne følelser fra andre.
Naja  Dec 2015
Strøget
Naja Dec 2015
Strøg ned ad strøget forleden nat.
En fredag aften fyldt med fordrukne gamle som unge tumlende rundt på brostenene.
Engang var de blanke, nu ikke så meget, men jeg nyder lyden af mine træsåler mod de sorte sten.

Alt idyl og selv stjernerne kan man se .
En mand med en sjov hat spiller en sang, han giver et smil som jeg går forbi.
Jeg synes jeg har hørt den før men ved ikke hvor.

Kigger til højre, hvad fanden sker der??
En måned til jul med hvad ser jeg?
Overflod af vulgært julepynt i vinduet.
Vinduet bliver smadret i skærmen for alt er dækket af røde og gyldne kugler, julekugler!
Med glimmer og balloner og en nisse til 495,-

Jeg strøg ned ad strøget.
Gamle fordrukne mennesker som tror de stadig er 20.
Den ene øl efter den anden og så en flaske af det røde.

Unge fordrukne BØRN som ikke har lært en skid.
Stramme hvide bukser og en breezer i hver hånd.
"Undskyld men hvor gammel er du, din refleks er ved at falde af".

Men selvom brostenene protestere i foragt, mens de drukner i absinth og bliver kvælt i bræk, vil de smuldre af overlast og stadig lade som om de er nylagt.

Jeg strøg ned ad strøget og vidste ikke hvor jeg skulle hen.
ungdomspoet  Nov 2014
blå konger
ungdomspoet Nov 2014
jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra
- cigaretter som metafor
- drenge
- om mig
Jeg sider på bænken,
Stimen af dem øger presset,
Presset stiger
Presset stiger
Jeg kan ikke sige mere.

Vandet koger over,
Tidevandet drukner mig.

Strømmen fortætter sig om mig
Nu er det tid til dig og mig.

En ørken uden ord åbenbare sig
afspejlet af din strøm af ord.

Som en sten
Synker jeg til bunden.
Ned hvor ordene ikke skiner
Og ingen emner bor.

— The End —