Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Jared Van May 2012
The echoes of silence whisper
Before you first kiss her
And the cruel love vender
Tempts you with splendor.
With a touch so tender
An elephant won’t remember.

What’s to remember?
After the three words she’ll whisper
With a look so tender
Directions to kiss her
And feeling of splendor
From this stomach butterfly vender.

The memory vender
Will cause you to constantly remember
The way she makes you feel splendor.
Sorrow is at a whisper
And it’s silent when you kiss her
And lock hands tight and tender.

Love is a butterfly beautiful and tender,
Sold carefully by a careless vender.
Pitching his sale every time you kiss her
With his silver tongue you won’t remember,
Love can hurt, cuts can be made out of a whisper
But even roses have thorns and sorrow its splendor.

How come I feel splendor
When my words touch tender
Like the hand of a whisper
And the feel good vendor
Sales. She’ll always remember
The way you make her feel when you kiss her.

So never forget to kiss her.
Because it makes her feel splendor
And will make you both remember
Through the touch so tender,
Why you sought out the cruel love vendor
And can’t keep your three words at a whisper

So kiss her tender,
Serenade her with splendor and be the vendor.
Make her remember the echoes of silence whisper.
Don Bouchard Aug 2015
When your children
Near berserk us;

When the maitre de
Would disapprove;

When the pastor
Stops the service

To ask your cut-ups
To stop and move,

I shrug my shoulders.
Don't grow nervous...

I buy, of course,
Though they don't deserve it....

When the ice cream vender
Tries to serve us....

Not my monkeys!
Not my circus!
Benefits and Detractions of "other people's children...." I love my grandkids! Being a grandfather is wonderful! As a former Ring Master,
I can sit back and enjoy the Show....(0;
The desperate line traced a design only to space
The occupants: a motley array of the same humanity
Some bled crimson that fell forever
Some held the vital limbs in their hands causing their limp
Some depended upon the charitable kick of another to propel them forward
All ghastly sights
But the worst
The worst were the unmarred, unscarred
Who'd travelled so very far
To buy what was sold
The vender: an unsettling figure free of gender
Invisible to the customers
The haze surrounding the vender's face
Was made of suppressed memories
Each customer approached, stinking of need
And laid something valuable upon the stained table:
A dripping *****, a wisp of soul, a carefully folded memory
The vender's tip bucket contained halves of human hearts
Bleeding out regret
A face of money not concealing the truth of the transaction
Endless bodies in line to buy
Emotions
Stolen from the grateful dead
mEb Oct 2010
Upon his glottal’s larynx spreads a lingual deformity. Isolation as a result from tuggo disaffiliates. Misshapen promontory in the direction of upper-body inflammation. Not only above torso alone, location;head/injury;mouth/main informative;tongue.
The boy’s tongue was permanently horned. A horn of 18 inches shy, where taste buds formulate, he owned a lone spike. He wasn’t abraded by the unfoldment of onlookers around. His irregular attachment was a main confidant. Criticized, he was not welcomed by towns near. Citizen’s were baffled and disgusted, ridiculing him daily, he did not impale with grieve over appearance. Enmity he wanted and craved. Among the works of flesh, square inch niches, repugnance revealed. Revenge, revenge. Vindictive spirit shelled so timely and calm. Remaining this state of sumptuous integrity made him stronger each go about. These goes were so stimulus, adding to the *** of hatred. Deep into the tundra’s most vile he intruded. Went so every month or few, for weeks at a time. For this sheet of rigid earth so contiguous to the town made the worried weary, the skeptical seared, and the nautical not so knitted with directional sense. This was his consummation of gathering. The place of being a being. The dry winter amid eight months was restricted, so the moment a due mustn’t be bothered. He had his reason of validness for course. A rich succulent from the bearings of plant life on cliffs. Repelling an obstacle such as was ludicrous for even one born the ever so adequate and society defined norm. Now having a tongue with a horn, some sought might as well die to be reborn. He had to, to stay alive. The liquid, which sit so treacherous, was the mold to mouth medicine. To speak at all it must be attained. Not only a curdling death trap waiting to swallow, the boy had to get a plentiful amount for the hard hitting winters collied. His tongue could swell like the storms, loud crimson on the esophagus. To die of asphyxiation was his dodge of ultimatum.
While passing by a local television in a thrift shop-
“Today’s Newscast: Blizzards, moving in at speeds of 94 mph. Predicted to cover like a blanket for 12 months. Ice Age relative people, this one is gonna be big! Stay indoors at night, the barometric’s indicate that from 9PM to 4AM temperatures as low as 28- will stouten for the next year. Once again people, stay indoors at these hours, get your needs when available. Back to you Ronda with the quintuplets birth today!”
Plucked and grit witted he stood. He felt the trepidation of abhorrence swaying in orbit around him. How to emanate from this delay? At least five clones of self did not exist for him. Merriment struct pro, while the cons derived from which they know. Exultation when despondent, how greatly that gift could gab. Despoilment of that, he weighed options out. To altercate thick snow or simply, let it go. Afraid to die unrivaled, the off cutting is wisest. Since his first second to now he’s flourished with his horn. Obliteration to the occulted manifestation mannered as an antique replica of anyone catching him by twice by day. Remove it, remove it, remove if you want life in your years that follow. Remove it, ever so. Remove it, cut and sew. Cut and sew. Remove.
This plateau poisoned place stay calm, anticipating climate of tempest bold reaches, anyone who was anyone was not so. Negative degrees. How could he retaliate the opposite, while acquiring a surgeon field hay day buck builder? Eruption turns the wave of cons. An only equal precision, deciding, tonight is the night. To assemble the tools, publicly was questionable, no more, through. He will emerge to the lands and people a new man, sustained, and hornless. No more. From scratch he will vender what’s needed. Wood was chiseled under the last moon viewed for three sixty three days ahead. Uprooted vines of old pine will hold the bark tight. Breath revealing around the outsides of his appendage. Like a fork in the road, which way can you go, for him air strides both. Scuffling fearful towards the pike of the tundra, he is where wanted by none. A be all end all as you could alleviate ones slightest sympathy, the courage it takes, ****** immense. His sweat was not seen, but there it consists. One hand grappled around his earthly dagger, tongue positioned in an outward arrangement. Travail glowing all over him as an aura unlanguid with no disruption veering. Abound now, without great weight on his shoulders, he’s lived. Ascending keen eyes towards the blood bath around his feet, going both ways around the fork and road. After relinquishing his steady gavel, the checking of his pulse is counted. 5, 6, 7, 8, seconds, still life to live. For the very first ritual to come, placed in his mouth, the tongue. The rigid roof so unfamiliar and new he bestowed in his joy of such a common flank. The tundra felt warm as he inside let over pour. Once more a milder gasp as he vociferates to the last moon for the year. On his peak, and favored place of being, he let out his tongue. Sharp inclement so hawkish and frosted he felt. The lilliputian of no pain, heeded by first snow to wane.
this was inspired by the album art of Morgul;

http://black-legion-shop.de/catalog/images/Morgul%20-%20Sketch%20Of%20Supposed%20Murderer%20-%20CD.jpg
andenrangs poet Feb 2015
jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter
nej. ingenting giver mening.
og det er okay.
jeg fryser og sveder på samme tid. måske har jeg feber?
anonym Jan 2015
Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som en virus mit immunforsvar ikke kan fjerne
Mine tanker vender tilbage til dig
Hele tiden

Du er virussen
Der ikke vil forsvinde
Og alligevel
Har du ingen intentioner om at blive

Du ved det ikke selv
Men du er virussen der aldrig forsvinder
For jeg fodrer den med opmærksomhed

Hvordan
Kan mine tanker altid være hos dig
Når hele mit system ved
At intet nogensinde har været mere spild af tid
End at dedikerer min tid til dig

Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som hovedpulsåren jeg ville forbløde uden
Som virussen mit immunforsvar ikke kan bekæmpe
Som en opmærksomhedskrævende tanke
Jeg bliver ved med at vende tilbage til

For du er kærligheden jeg aldrig vil glemme
-men det har du allerede
Hazel Apr 2019
Skruehoved, en skrue løs.
Hovedet forskruet, sætter skruen til hovedet, trykker 1, trykker 2.
Mit hoved, det troede at det følte sig truet, så nu har jeg skruet det fast, det er skruet på plads, i en **** i en hast, hast...Jeg tror godt du kender det, mit hoved, for du vender det, tænder det og sender det uendelige tanker, jeg vender mit hoved, for mit bryst det vibrere, det mit hjerte der banker. Hjertebanken, blot et bankende hjerte, sender tanker om smerte, sender dem til. 
Att: til den forkerte.
Så vend dig dog om, og gå. nej vent,
stå, bliv stående, selvom du er gået, er du ham den gående, ikke ét sted, ét menneske kan få dig til at blive stående!
-Hazel
Francie Lynch Jun 2014
That girl held dearly,
Soon crawling  in the yard;
Eating grasshoppers like Einstein,
Might change our world.

That boy slurping soup
With no thought of seasoning,
Spooning ferociously.
He'd pass Edison's test of reasoning.

Your teen may dwell on video screens
With keenness as he shoots;
Fischer was the same, I hear,
When mating his pursuits.

Our youth mould with nuance
Unknown or heard;
Like Beatles when they sang their story,
Changed our world with words.

You see that child with quiet demeanour,
Shy, wise and independent;
Misunderstood and fiercely inner,
Strong-willed and confident:
How could that child hurt himself!
She might think of suicide!
What is it that we recognize
Only when they've died.

Sometimes the precocious go on display,
The kind kind, not the snide,
They reason well, abstractly think,
Still, they're lacking pride.
Although this child loves the test,
She'll play piano with the best.

Nose in the shelves or cheering,
Joining clubs or donning jerseys,
This one belongs to many groups,
Can “stand one” in the pub.
Friends get a wink or inside joke.
Their loyalty counts when they vote.

The flower vender didn't know
When selling flowers to Van Gogh,
His flowers would always grow.

The orchard worker had a flaw,
He left the apples far too long.
Now we've Newton's Law.

In the bar fight, glass was broken,
Swept out with the rubble.
Copernicus saw that glass that day
Now we have the Hubble.

We know parents rarely see
The true presence of a genius;
But we live in fortunate times
We get it when we see it.
Like sitting in a Hawking's lecture,
Having Cohen sing to us;
Some who voted for Gandhi,
Can still watch Messi play.
Old men fish with Hemingway
When they read his book,
We can watch a Hitchcock,
When brave enough to look.
We sit through Lear
And hear Shakespeare,
Or tour St. Paul's with Wren;
Stand and stare at  Dali
Until the world unbends.
Or just walk Rome.
You may even find one
Sitting at home.

Rely on natural ability.
Persistence precedes reputation;
Provide the extras and common sense,
And love will lead to eminence.

Children breathe our same air,
But  exhale differently;
Genius can be found right here,
Before posterity.
Frederik B Nov 2014
Rigt dyreliv i en tæt bevokset provinsby.
Det er et svært gennemtrængeligt terræn,
så vi skærer gennem natten med vores macheter
og tører blodet af i græsset.
I dette tropiske klima tørster vi alle,
så vi hælder de gyldne dråber ned
og banker på himlens porte i håbet om et svar, på et spørgsmål vi ikke kender.
I dette forskurede etablissement
vender vi jungleloven på hovedet.
Her er det den svageste part,
der klarer sig på den stærkestes bekostning.
Jungletrommerne brager. Det uformelle netværk, hvor rygter og nyheder spredes hurtigere end sygdomme blandt divaer,
i junglen.
lyset reflekterer i unge pigehjerter
med naive sind,
der leger med smagen af grå røg
i nattens smalle gader
den ældre (u)ægtemand
vender hjem til en fortabt stilhed
og drengen med de krystalblå øjne
smiler nervøst på en kold trappesten
mens kvinden med kashmirtørklædet
maler en streg i månens skær
og gemmer sandheden væk
i en lille guldæske, *** ikke lukker op
Lugar cativo
Onde me deito cativante
E abro a gargante e choro.
Nao darei mais o Tempo
Nem reconciliarei menos o perdao.
Somos os dias contados pelos dedos
E quanto menos tenho menos quero ter.
Frio com febre estou
Doente dos ossos, raspando-os
Ate ao po se extinguirem
e absorvo-os pela narina mais próxima
Directo ao cérebro que me permiti vender
Indirecto ao coração que morto 'e aos poucos.
Faca de dois gumes afiada na pedra
E enrolada no peito cada dia mais,
Milimetro a Milimetro
Para que a dor seja minuciosamente
Mental.
Fatal.
E da paisagem verdejante
Onde passeio as pernas pesadas
Do chumbo das balas perdidas,
Com que te matei,
Absorvo o bicho por entre o jardim
E a natureza para mim nao 'e mais
Que o conteúdo do bolo que cozinhei
Para esquecê-lo.
Cativo ligar
Que permaneço cativa
Húmido que me constipa os dentes
Como a agua gelada com que tomo banho
E nem assim acordo.
Não sei se esta Dor caberá
nas milhares de palavras que defecarei
Ate este dia tardar
E a minha vida por fim, acabar.
Não 'e de minha dor que escrevo,
'e a tua que me percorre este sangue anémico.
Consideras-te feliz que nem um porco
Que na lama chafurda a couraça.
E eu com esta dor de costas do peso
De trazer o Mundo nos bolsos
E por cada morte que deus padece
Um sopro no coração me oferece.
Dor, dor, dor, dor, dor, dor
Qual Jesus Cristo, o redentor.
A day on the boulevards chosen out of ten years of
student poverty!  One best day out of ten good ones.
Berket in high spirits—”Ha, oranges! Let’s have one!”
And he made to ****** an orange from the vender’s cart.

Now so clever was the deception, so nicely timed
to the full sweep of certain wave summits,
that the rumor of the thing has come down through
three generations—which is relatively forever!
Más gallarda que el nenúfar
Que sobre las verdes ondas,
Al soplo del manso viento
Se mece al rayar la aurora,
Es una linda doncella
Que tiene por nombre Rosa,
Y a fe que no hay en los campos
Igual a sus gracias otra.
Vive en Pátzcuaro, en la Villa
De hermoso lago señora,
Lago que retrata un cielo
Limpio y azul, donde flotan
Blancas nubes que semejan
Grupos de errantes gaviotas.

Está en la flor de la vida,
No empaña ninguna sombra
Las primeras ilusiones
Con que el amor ia corona
Ama Rosa y es amada
Con un amor que no estorban
Sus padres, porque comprenden
Que ei joven que para esposa
La pretende, nobies prendas
Y honrado nombre atesora.
Cuentan ios que io conocen
Que tal mérito le abona,
Que no hay otro que le iguale
Cien leguas a la redonda.

Y aunque alabanza de amigo
Pueda tacnarse de impropia,
Nadie niega que remando
Tiene ei alma generosa;
Que sus riquezas divide
Con ios que sufren y lloran,
Que es tan bravo, que el peligro
Desdeña y jamas provoca,
Pero io humilla y io vence
Cuando en su camino asoma.

No hay jinete más garboso
Ni más diestro, porque asombra
Cuando de potro rebelde
Los fieros ímpetus doma,
Y es tan amable en su trato,
Tan cumplido en su persona,
Tan generoso en sus hechos
Y tan resuelto en sus obras,
Que la envidia no se atreve
Con su lengua ponzoñosa
A manchar su justa fama
Cuando cualquiera lo nombra.

Ya se prepara la fiesta,
Cercanas están las bodas.
Los padres cuentan los días,
Los prometidos las horas;
Los amigos se disponen
Para obsequiar a la novia
Dando brillo con sus galas
A la nupcial ceremonia.
Y aunque es tiesta de familia
Por suya el pueblo la toma.
Y en llevarla bien al cabo
Se empeña la Villa toda.
¡Con qué profunda tristeza
Vive Rosa en su retiro!
Está pálida su frente
Y están sus ojos sin brillo;
De la noche a la mañana
Corre de su llanto el hilo,
Sus padres sufren con ella
Y están tristes y abatidos.

No le da el sueño descanso
Ni el sol le procura alivio,
Que son la luz y las sombras
Para el que sufre lo mismo.
Está muy lejos Fernando,
Muy lejos y en gran peligro
Por que al llegar de la boda
El instante apetecido,
Invadió como un torrente
La ciudad el enemigo.

El pabellón del imperio
Halla en Patzcuaro un asilo,
Los franceses se apoderan
Del sosegado recinto,
Su ley imponen a todos,
Subyugan al pueblo altivo,
Y Fernando en su caballo,
De pocos hombres seguido,
Sale a buscar la bandera
Que veneró desde niño,
Y que agita en las montañas
El viento del patriotismo.

Ni el amor ni la esperanza
Le cerraron el camino,
Que ciego a todo embeleso
Y sordo a todo atractivo,
La Patria, sólo la Patria
En tales horas ha visto,
Y por ella deja todo
A salvarla decidido.

Rosa se queda llorando
Y como agostado lirio,
No hay fuerza que la levante
Ni sol que le infunda brío;
De su amoroso Fernando
Sólo sabe lo que han dicho;
Fue a la guerra y lo conoce,
Firme, noble y decidido;
Lo sueña entre los primeros
Que acometen los peligros;
Sabe que en todos los casos,
Entre muerte y servilismo
Ha de preferir la muerte
Que es vida para los dignos
Y con profunda tristeza
Vive Rosa en su retiro
Sin consuelo ni descanso,
Sin esperanza ni alivio,
Que son la luz y las sombras
Para el que sufre lo mismo.
A la habitación de Rosa,
Al rayar de la mañana
Llega un indígena humilde
Que viene de la montaña,
Y sin despertar sospechas
Cruzó por las avanzadas
Trayendo un papel oculto
En su sombrero de palma.
En hablar con Rosa insiste
Cuando de oponerse tratan
Sus padres que en todo miran
Espionajes y asechanzas.
Oye la joven las voces
Y con interés indaga,
Porque el corazón le dice
Que la nueva será grata,
Y lo confirma mirando
Que al borde de su ventana
Un «salta-pared» ligero
Tres veces alegre canta,
Nuncio de buena fortuna
Del pueblo entre las muchachas.

Llama al indio presurosa,
Este con faz animada
La saluda, y del sombrero
Descose la tosca falda,
Y de allí con mano firme
Saca y le entrega una carta
Que vino tan escondida,
Que a ser otro no la hallara.

Rosa trémula no acierta
En su gozo a desplegarla
Y ya febril e impaciente
Tanta torpeza le enfada;
Abre al fin y reconoce
Que Fernando se la manda
Y en cortas frases le dice,
Esto que en su pecho guarda:

«Mi único amor, vida mía,
Mi pasión, alma del alma,
No puedo vivir sin verte,
Que sin ti todo me falta;
Y aunque tu amor me da aliento
Y tu recuerdo me salva,
Tengo sed de tu presencia,
Tengo sed de tus palabras.

»Hoy por fortuna muy cerca
Me encuentro de tu morada,
Y he de verte aunque se oponga
Todo el poder de la Francia.

»Esta noche, a media noche
Antes de rayar el alba,
Para verme y para hablarme
Asómate a la ventana.

»Adiós vida de mi vida
No tengas miedo, y aguarda
Al que adora tu recuerdo
Luchando entre las montañas».
Es pasada media noche,
Reina profundo silencio
Que sólo interrumpe a veces
El ladrido de los perros,
O el grito del centinela
Que lleva perdido el viento.

En su ventana está Rosa,
Entre las sombras queriendo
Penetrar con la mirada
De sus grandes ojos negros,
Las tinieblas que sepultan
Los callejones estrechos.

Para no inspirar sospechas
Oscuro está su aposento,
Y ni a suspirar se atreve
Por no vender su secreto.

De súbito, escucha pasos
Cautelosos a lo lejos,
Y al oírlos no le cabe
El corazón en el pecho.

Entre las sombras divisa
Algo que tomando cuerpo
A la ventana se llega
Y casi con el aliento,
Le dice: -Prenda del alma.
Aquí estoy-.
                    ¡Bendito el cielo!-
Contesta Rosa y las manos
En la oscuridad tendiendo
Halla el rostro de su amante
Que las cubre con sus besos.
-¿Dudabas de que viniera?
-¿Como dudar, si yo creo
Cuanto me dices lo mismo
Que si fuera el Evangelio?
-¡Tantas semanas sin verte!
-¡Tanto tiempo!
                        -¡Tanto tiempo!

-Pero temo por tu vida...
-No temas, Dios es muy bueno.
Ahora dime que me amas,
A que me lo digas vengo
Y a decirte que te adoro...
-¿Más que yo a ti, cuando siento
Hasta de la misma patria
El aguijón de los celos?
No te culpo, mi Fernando,
No te culpo, bien has hecho
Pero dudo y me atormenta
Pensar que esconde tu seno
Amor más grande que el mío
Y otro vínculo más tierno.

Escúchame: si algún día
Merced a tu noble esfuerzo,
Victoriosa tu bandera,
Por héroe te aclama el pueblo,
Yo disputaré a tu frente
Ese laurel, porque tengo
Ante la patria que gime,
Para adquirirlo derecho;
Tú, sacrificas tu vida,
Yo, débil mujer, le ofrezco,
Alentando tu constancia,
Todo el amor que te tengo.
¡Ay Fernando! ¿tú no mides
Este sacrificio inmenso?
Y al decir así, la mano
Atrajo del guerrillero
Y con su llanto al bañarla
La oprimió contra su pecho.
Limpia despunta la aurora
Y en la ventana Fernando
No se atreve a despedirse
Sin hacer del tiempo caso.

Mas de pronto, por la esquina,
Sobre fogoso caballo,
De la brida conduciendo
Un potro alazán tostado,
Un guerrillero aparece
Con el mosquete en la mano.

Acércase a la pareja,
Aquel coloquio turbando,
Y dirigiéndose al joven
Le dice: «Mi Jefe, vamos,
Monte, que nos han sentido
Y somos dos contra tantos».

-iVete, por Dios!-grita Rosa.
Salta a su corcel Fernando,
Toma su pistola, besa
A la doncella en los labios,
Y a tiempo que se despide,
Por un callejón cercano
Desembocan en desorden
Argelinos y zuavos.
-iAlto!-gritan los que vienen.
-¡Primero muerto que dado!-
Contesta el otro y se lanza
Para abrir en ellos paso...
Suenan discordantes gritos,
Y se escuchan los disparos
Y álzanse nubes de polvo
De los pies de los soldados;
Y al punto que Rosa enjuga
Sus ojos que anubla el llanto,
Ya mira como se alejan
A galope por el campo,
Libres de sus enemigos,
Ei asistente y Fernando.
Algunos años más tarde,
Y cuando pagó a su patria
La deuda de sus servicios
Y la vió libre y sin mancha,
Volvió Fernando a sus lares;
Colgó en el hogar su espada,
Y no quiso ser soldado
Después de triunfar su causa;
Que fue guerrero del pueblo,
Luchador en la montaña,
De los que sólo combaten
Si está en peligro la Patria.

Entonces cumplióle a Rosa
Sus ofertas más sagradas,
Y fue la boda una fiesta
Popular, risueña y franca.

Al verlos salir del templo,
Según refiere la fama,
Recordando aquellas frases
De la inolvidable carta,
Formando vistoso grupo
A las puertas de su casa,
Las más bonitas del pueblo,
Las más festivas muchachas,
Con melancólicas notas
(Que a nuestros tiempos alcanzan
En canción que «Los Capiros»
En Michoacán se la llama),
Al compás de las vihuelas,
De esta manera cantaban:

«Esta noche a media noche,
Y antes que llegue mañana
Si oyes que al pasar te silbo
Asómate a tu ventana».
Victor D López Dec 2019
Tu esposo murió a los 40 años, dejándote sola con siete hijos a mantener,
Pero no antes de que tu hijo mayor más, Juan, muriera ahogado en el mar,
Aun en su adolescencia, trabajando como pescador para ayudarte a ti y a tu esposo
A poner comida en la mesa.

Habías también perdido a una hija,
Toñita, también en su tierna adolescencia, a la enfermedad.
Sus gentiles almas puras encontraron
Su camino de regreso a casa demasiado pronto.

Más tarde en la vida que perderías dos hijos más a la tragedia, Paco (Francisco),
Un, hombre sumamente trabajador, honesto, y bueno cuya inclinación a usar lenguaje ******
Nunca pudieron desmentir una naturaleza apacible y un corazón generoso. Se electrocutó con una
Luz portátil defectuosa mientras trabaja en torno a su piscina.

Y el niño de tus ojos, Sito ( José ), el último en nacer y tu preferido, quien
Había heredado la hermosura física de su padre y también su conciencia social, su política de izquierdas, Su imponente presencia, su ***** de oro, y su mala, mala suerte, terminando su vida tal vez por
Accidente debajo del carril de un tren en movimiento.

Ni la desesperación ni la pobreza pudieron doblar tu espíritu. Tú te levantaste todos los
Días antes de la madrugada para vender el pescado en un puesto en la plaza.
Y cada tarde colocaste una enorme cesta de mimbre en la cabeza y
Caminaste muchos, muchos kilómetros para vender más pescado en otros pueblos.

El dinero era escaso, por lo cual a menudo recibías otros bienes a cambio de tu pescado.
También le dabas tu pescado a quien solo te lo podía pagar con su bendición. Caminabas
De vuelta a casa, a altas horas de la noche, a través de la oscuridad o por
Caminos iluminados por la luna, cargada de lo que te dieran a cambio de tu pescado.

Verduras, huevos, y tal vez un conejo o un pollo llenaban tu cesta de mimbre sobre tu
Fuerte cabeza. Caminabas recta sobre tus piernas repletas de venas varicosas, impulsada
Siempre hacia delante por un propósito noble: alimentar a tus hijos y poder darles
Esperanza de que vendrían tiempos mejores.


Durante la peor época de hambre mediante y después de la Guerra Civil, la chimenea de tu
Casa alquilada con vistas al Puerto de Fontan, expulsó humo ***** todos los días.
El fuego de tu lareira alimentó no sólo a tus hijos, sino también a muchos vecinos aun
Menos afortunados que tú, alimentando su cuerpo y manteniendo en vida la esperanza.

Fuiste criticada por algunos vecinos cuando lo peor había pasado, después de la guerra.
"¿Por qué trabajas tan duro, Remedios, y permites que tus niños pequeños trabajen
Tan jóvenes? Los sacrificas a ellos y a ti misma sin necesidad por un orgullo imbécil
Cuando Franco y la ayuda extranjera otorgan comidas gratis para los necesitados”.

“Mis hijos nunca vivirán de la caridad pública mientras mi espalda lo permita,” era tu
Contestación. Resentiste a tu esposo por poner la política por encima de su familia, y por
Arrastrarte a ti y a tus dos hijas mayores de tu cómoda y sana vida en tu casa, en el
Numero 10 Perry Street cerca del Grenwich Village a una Galicia sin esperanzas.

El optó por inclinar su lanza a molinos de viento por a la eterna gloria de otros hombres
Necios. Y te dejó a ti sola para enfrentar la ingloriosa lucha por la sobrevivencia diaria.
No obstante su corazón enfermo, el trabajó  con gran diligencia para promover un futuro
Justo en su querida España, ignorando la realidad practica de tu doloroso presente.

Te llenó de hijos y construyó con gran cuidado la cruz en la cual lo crucificaron, una
Palabra a la vez, dejándote a ti la dolorosa tarea de recoger los rasgos de su idealismo
Destrozado.  Pero tú sobreviviste y prosperaste sin sacrificar tus propios principios
Sólidos y sin permitir que tus hijos sufrieran más privaciones que las del trabajo duro.

Nunca perdiste tu sentido del humor. Nunca tomaste a nada ni a nadie con gran seriedad.
Enfrentada con la absurdidad de la vida, siempre optaste por reírte con ganas.
Te vi llorar muchas lágrimas de risa, Pero nunca te vi llorar lágrimas de tristeza o de dolor.
Nunca te verías a ti misma como una víctima ni permitiría que otros lo hicieran.

Te encantaba la gente. Tu sentido del humor fue siempre irreverente y repleto de suave Ironía.
Y de gran sabiduría. Te encantaba reírte de ti misma, de otros, y especialmente de
Tontos pomposos que invariablemente no se daban cuanta que eran los objetos de tu gran
Diversión, inconscientes de tu despito, proveído con gentiles palabras y ojos luminosos.

Tus cataratas y miopía hicieron difícil que leyeras, No obstante leías
Vorazmente y te encantaba escribir largas cartas a tus seres queridos
Y amigos. Eras una anciana sabia, la persona más sabia y más fuerte que jamás conoceré.
Eras sabia, si, pero con el corazón de una niña y el alma de un ángel.

Fuiste el ser más sano, más racional, más bien ajustado y humano que jamás he conocido. Eras
Traviesa, pero incapaz de malicia. Fuiste aventurera; nunca tuviste miedo de probar o de aprender algo Nuevo. Fuiste amante de la diversión, interesante, amable, traviesa, divertida e infernalmente inteligente.


Habrías sido una de las primeras adoptadoras de toda la
Tecnología moderna, si hubieras tenido una vida más larga,
Y te hubiera encantado jugar-y trabajar con
Todos mis juguetes electrónicos.

Habrías sido un terror con un procesador de textos, con el correo electrónico
Y con las redes sociales y una gran campeona con mis juegos de video.
Me habrías ganando en todos ellos. Éramos grandes amigos tú y yo,
Y compañeros de juego a lo largo de la mayor parte de mi infancia.

Nos seguiste a nosotros aquí en breve después de que emigramos en 1967, dejando atrás a 20 nietos. Nunca entendí a plenitud la profundidad de ese sacrificio,
O el amor que lo hizo soportable para ti. Lo comprendo ahora. Demasiado tarde.
Es uno de los grandes pesares de mi vida.

Jugamos juegos de mesa, a vaqueros e indios, carreras de coches eléctricos,
Volteamos tarjetas de béisbol y compartimos miles de manos de cartas juntos. Nunca
Se me ocurrió que tú eras el más mínimo inusual de ninguna manera. Te amé profundamente, pero Nunca me moleste mucho por demostrártelo. Eso también me pesa, y es también demasiado tarde.

Después de mudarse a Buenos Aires, cuando mamá se había ganado suficiente dinero
Para llevarte a ti y a los dos hermanos más jóvenes, el sistema de cuotas entonces
No permitía que emigraran también tus dos hijos menores, quienes quedaron
Al buen cuidado de tu hija casada mayor en España, María, y su esposo, Fausto.

Los querías contigo. Te dirigiste directamente a Evita Perón para pedirle ayuda.
Como era de esperar, no pudiste conseguir esquivar a sus porteros. Pero no eras nada si no persistente. Sabías que Evita salía temprano cada mañana para su oficina. Y te
Estacionaste a las 6:00 de la mañana, mediante muchos, días por su camino de salida.

Con el tiempo, Evita le hizo parar a su chofer y te señalo que te acercaras.
"Abuela, ¿por qué me hace señas a mí cada mañana cuando salgo para mi trabajo? "
Ella preguntó. Tu le explicaste acerca de tus hijos en España. Evita se apiadó y
Te escribió un pase en su tarjeta para verte en su oficina al día siguiente.

La fuiste a ver al día siguiente y ella te aseguró que la visa se expediría inminentemente;
Cuando se enteró de que hacías la vida de lavandera y de limpieza,
Ella te ofreció una máquina de coser y entrenamiento para
Convertirte en una costurera con la intención de promoverte una vida mejor.

Tú se lo agradeciste, pero declinaste la oferta. "Dele la máquina de coser a otra madre Necesitada. Mi espalda es fuerte y mis manos me sirven bastante bien, igual que siempre Me sirvieron. “Evita debió haber quedado impresionada, puesto a que te pidió que la Visitaras una vez más cuando los niños hubiesen ya  llegado a Buenos Aires.


Te dio otro pase y tú cumpliste tu palabra, como siempre, de volver a verla con tus niños.
Evita te volvió a ver en su despacho brevemente y compartieron chocolate en taza y Galletas tu, Evita y tus dos hijos menores—Emilio y José (Sito). No eras partidaria de la Política ni del
Peronismo, pero siempre defendiste a Evita mediante tu larga vida.

Te fuiste demasiado pronto. No te había dicho “te quiero” en muchos años, estando
Demasiado ocupado con mis estudios y con otras ocupaciones igualmente inútiles.
Falleciste sin poder volverte a ver. Mamá tuvo que ir a tu lado sola. La última vez que
Te había escrito te envié una foto de mi graduación de abogado.

Según mamá la llevabas en el bolsillo antes de que te diera el ictus cerebral del cual
No hubo recuperación. Como siempre, me quisiste con todas mis faltas que me hacen
Indigno de tu cariño. Yo presentí el momento de tu muerte. Desperté de un profundo
Sueño desperté y vi un pájaro blanco parado encima de mi escritorio al pie de mi cama.

Ese pájaro de tamaño humano extendió unas enormes alas y voló hacia mí,
Traspasándome y dejándome en un fuerte escalofrió. Supe en ese momento que
Habías muerto. Lloré y recé por ti. Mamá llamo el próximo día por la mañana
Para confirmar la triste noticia.

Mamá también me comunicó muchos años después que habías estado en una
Coma por un tiempo pero que habías despertado y que, sin conocerla, le
Habías dicho que viajabas a Nueva York par ver a tu nieto. Luego te dormiste
Por última vez, según mamá.  Te echo de menos todos los días.

Translated by the author from Of Pain and Ecstasy: Collected Poems (C) 2011 Victor D. Lopez (Amazon Kindle and CreateSpace)]
Du giver mig røde øjne, et manifest
Jeg ved ikke hvad jeg vil have.
Den ene og den anden side.
Forsvinder hele tiden, men dukker op
Dykker ned, en dukkert af følelser.
Græder, men vil grine. - gør  i skam.
Jeg bliver ynkelig og desperat.
Klamrer mig fast til masten.
Telefonmasten, med mine beskeder til dig
på. På hovedet, vender min verden.
Du mishandler mig, misforstår kærlighed.
Væsker af salt løber ud af øjnene
Tårer med smag af løgn og latin.
Te amo.
Knoglemarven skifter i takt med humørets svingninger
Frekvensen bliver højere og mere skinger, forfærdelig
Krummede kroppe klistret sammen på lange rækker
Uden nogen form for holdning - i frygt for fremtid,
Plastic indenfor grænserne af mit lukkede land
******* fake, ægtheden, menneskeligheden forsvinder -
Sammen med gode værdier og et  fælles ansvar
Laver om, men det vender den forkerte vej
Ingen er velkomne, kom os ikke nær.
Danmark falder sammen, som brikker i et spil, farvel.
¡Qué hermosa es la ciudad, oh Contemplado,
                    que eriges a la vista!

Capital de los ocios, rodeada
                    de espumas fronterizas,

en las torres celestes atalayan
                    blancas nubes vigías.

Flotante sobre el agua, hecha y deshecha
                    por luces sucesivas,

los que la sombra alcázares derrumba
                    el alba resucita.

Su riqueza es la luz, la sin moneda,
                    la que nunca termina,

la que después de darse un día entero
                    amanece más rica.

Todo en ella son canjes -ola y nube,
                    horizonte y orilla-,

bellezas que se cambian, inocentes
                    de la mercadería.

Por tu hermosura, sin mancharla nunca
                    resbala la codicia,

la que mueve el contrato, nunca el aire
                    en las velas henchidas,

hacia la gran ciudad de los negocios,
                    la ciudad enemiga.
No hay nadie, allí, que mire; están los ojos
                    a sueldo, en oficinas.

Vacío abajo corren ascensores,
                    corren vacío arriba,

transportan a fantasmas impacientes:
                    la nada tiene prisa.

Si se aprieta un botón se aclara el mundo,
                    la duda se disipa.

Instantánea es la aurora; ya no pierde
                    en fiestas nacarinas,

en rosas, en albores, en celajes,
                    el tiempo que perdía.

Aquel aire infinito lo han contado;
                    números se respiran

El tiempo ya no es tiempo, el tiempo es oro,
                    florecen compañías

para vender a plazos los veranos,
                    las horas y los días.

Luchan las cantidades con los pájaros,
                    los nombres con las cifras:

trescientos, mil, seiscientos, veinticuatro,
                    Julieta, Laura, Elisa.

Lo exacto triunfa de lo incalculable,
                    las palabras vencidas

se van al campo santo y en las lápidas
esperan elegías.

¡Clarísimo el futuro, ya aritmético,
                    mañana sin neblinas!

Expulsan el azar y sus misterios
                    astrales estadísticas.

Lo que el sueño no dio lo dará el cálculo;
                    unos novios perfilan

presupuestos en tardes otoñales:
                    el coste de su dicha.

Sin alas, silenciosas por los aires,
                    van aves ligerísimas,

eléctricas bandadas agoreras,
                    cantoras de noticias,

que desdeñan las frondas verdecientes
y en las radios anidan.

A su paso se mueren -ya no vuelven-
                    oscuras golondrinas.

Dos amantes se matan por un hilo
                    -ruptura a dos mil millas-;

sin que pueda salvarle una morada
                    un amor agoniza,

y Iludiéndose el teléfono en el pecho
                    la enamorada expira.

Los maniquíes su lección ofrecen,
                    moral desde vitrinas:

ni sufrir ni gozar, ni bien ni mal,
                    perfección de la línea.

Para ser tan felices las doncellas
                    poco a poco se quitan

viejos estorbos, vagos corazones
                    que apenas si latían.

Hay en las calles bocas que conducen
                    a cuevas oscurísimas:

allí no sufre nadie; sombras bellas
                    gráciles se deslizan,

sin carne en que el dolor pueda dolerles,
                    de sonrisa a sonrisa.

Entre besos y escenas de colores
                    corriendo va la intriga.

Acaba en un jardín, al fondo rosas
                    de trapo sin espinas.

Se descubren las gentes asombradas
                    su sueño: es la película,

vivir en un edén de cartón piedra,
                    ser criaturas lisas.

Hermosura posible entre tinieblas
                    con las luces se esquiva.

La yerba de los cines está llena
                    de esperanzas marchitas.

Hay en los bares manos que se afanan
                    buscando la alegría,

y prenden por el talle a sus parejas,
                    o a copas cristalinas.

Mezclado azul con rojo, verde y blanco,
                    fáciles alquimistas

ofrecen breves dosis de retorno
                    a ilusiones perdidas.

Lo que la orquesta toca y ellos bailan,
                    son todo tentativas

de salir sin salir del embolismo
                    que no tiene salida.

Mueve un ventilador aspas furiosas
                    y deshoja una Biblia.

Por el aire revuelan gemebundas
                    voces apocalípticas,

y rozan a las frentes pecadoras
                    alas de profecías.

La mejor bailarina, Magdalena,
                    se pone de rodillas.

Corren las ambulancias, con heridos
                    de muerte sin heridas.

En Wall Street banqueros puritanos
                    las escrituras firman

para comprar al río los reflejos
                    del cielo que está arriba.
Un hombre hay que se escapa, por milagro,
                    de tantas agonías.

No hace nada, no es nada, es Charlie Chaplin,
                    es este que te mira;

somos muchos, yo solo, centenares
                    las almas fugitivas

de Henry Ford, de Taylor, de la técnica,
                    los que nada fabrican

y emplean en las nubes vagabundas
                    ojos que no se alquilan.

No escucharán anuncios de la radio;
                    atienden la doctrina

que tú has ido pensando en tus profundos,
                    la que sale a tu orilla,

ola tras ola, espuma tras espuma,
y se entra por los ojos toda luz,
                    y ya nunca se olvida.
Lyden af kommunikation, hører jeg
en hvisken og taster der trykkes ned
Mit blik fanger et træt ansigt
To, tre, femten
Jeg sider på en stol
Jeg rækker en finger op
Men den bliver ikke set i skoven af hænder

Et host høres i det fjerne
Et grin sendes igennem lokalet
To, tre, femten
Hendes tyssen lukker stilheden ind
Jeg vender hovedet og kigger op

En forsvinder ind i et andet univers
To, tre, femten
Jeg forsvinder
Kristina Jul 2015
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.

Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.

Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.

To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.

De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.

Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.

Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.

Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Marolle May 2015
der sad vi
4 venner om et terrassebord
en tidlig tirsdag morgen
hvor solen var på vej op
småfulde, glade og trætte
efter én mandagsøl
der blev til flere
der blev til en flaske Southern Comfort
og vi skal være stille
for de andre i lejligheden sover
men vi fniser og er fulde
og Karina skal til eksamen i morgen
så det er vigtigt vi er stille
altanen vender ned mod gaden
og udsigten er eventyrlig
vi evaluerer aftenen og fniser igen
vi prøver at fnise stille, Karina jo
4 venner der er enige om
at denne aften har været sjov
4 venner der er enige om
at onklen og nevøen kunne lære det
da de blev smidt ud af dørmanden
4 venner der er enige om
at vi hvert fald skal i skole i morgen
eller det er jo faktisk senere i dag
eller det er jo faktisk om 3 timer vi skal møde
der bliver rullet en og den går på runde
for 2 er det første gang
for 2 er der ikke tal på gangen
den kører rundt og rundt om bordet
vi fniser igen, men dæmpet, Karina
3 tager hjem og 1 bliver tilbage  
vi fniser hele vejen til bussen
hele vejen i bussen og hjem
3 bliver til 2, 2 bliver til 1
jeg er tilbage og når mine 14 kvadratmeter
jeg går i seng smilende
ikke fnisende, det gør 4 venner sammen
bare smilende
og føler mig velsignet over disse 4 venner
og dér er alt udmærket

*(Marolle)
Sania Muneer May 2014
Baby pink soft toys, Flirting around with tough boys!

Having an obsession with the color pink and putting their wits into the sink.

Letting emotions control their decisions. So, that their lives can never be lead by precision.

I definitely ain't this kinda girl. Indeed the one who insults with a hurl.


But.. If you do get to know me, You"ll understand that i am not a ******* vender.

Not a narcissist. But, hell yes a pacifist.

I'd love to live and die as a pertinent, I hope my thoughts were a little more Consistent!
Sania Muneer
Anna Jul 2016
Hvordan kan du stadig kigge på mig med dét der blik, og få mig til at føle at mit hjerte vender på vrangen, men stadig bilde mig ind at der aldrig har været mere i mellem os?
Tienes, como Luzbel, formas tan bellas,
Que eí hombre olvida al verte, enamorado,
Que son tus ojos negros dos estrellas
Veladas por la sombra del pecado.

Y no turbas, hipócrita, el reposo
Del pobre hogar con que tu falta escudas,
Porque a besar te atreves al esposo,
Como besara a Jesucristo Judas.

¡Aun sus flores te dan las primaveras,
Y ya tienes el alma envilecida!
Ya llegarás a ver, aunque no quieras,
El horizonte oscuro de tu vida.

Desdeñas los sagrados embelesos
Del casto hogar de la mujer honrada,
Y audaz ostentas, al vender tus besos,
Las llamas del infierno en tu mirada.

Manchas el suelo que tu planta pisa,
Y manchas lo que tocas con tu mano.
Te dio Lucrecia Borgia su sonrisa,
Y Mesalina su perfil romano.

Brota el deleite de tus labios rojos;
Se aparta la virtud a tu presencia,
Porque negras, más negras que tus ojos,
Tienes, mujer, el alma y la conciencia.

Rosas de abril parecen tus mejillas,
Mármol de Paros tu ondulante seno;
Mas ¡ay! que tan excelsas maravillas
Son de barro no más, no más de cieno.

Reina del mal, tú tienes por diadema
La infamia, que con nada se redime.
¿El pudor? ¡Es un ascua que te quema!
¿El deber? ¡Es un yugo que te oprime!

Tienen las gracias con que al mundo halagas,
Precio vil en mercados repugnantes;
¡Y te envaneces de cubrir tus llagas
Con seda recamada de brillantes!

En este siglo en que el honor campea,
No te ha de perdonar ni el vulgo necio.
Hieren más que las piedras de Judea
Los dardos de la burla y del desprecio.

Mañana, enferma, pobre, abandonada,
De la mundana compasión proscrita;
El Honor, cuando mueras humillada,
Sobre tu losa escribirá: ¡Maldita!
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Al-Farouk Nov 2016
VOW
I was obliged to a vow
This vow was an obligation
To commemorate my
Perseverance.
Persecutions upholds the level
Of transparencies
Consequences flamboyant to
My ideologies.
Preserve and perceive
The hollow tumor of my
Beloved radiant memory
I render a tender
To my self vender
Does it come asunder
After like striking thunder?
I bow to this vow
Obliged and compelled
A favor to my self I shotgun
Impelling this vow and
Disrespecting not.
The oomph of vowing and the zeal
To embrace
I heart this vow for betterment
Of me myself and I.
♡♡♡♡
A vida é um mistério geral cheia de condolências,
Os cínicos do costume que peneiraram na nossa vida,
Das águas saloias consolidaram a nossa intimidade!
Mas será que lá longe ainda o céu é distante,
Ou gentes carentes procuram aliviar coisas irritantes?
É, essa foi a verdade, numa historia idiota,
Na procura de esquecer um amor ampliatório!
Já eu não tão sóbrio, um perfeito idiota,
Deixei que apreciassem de uma fraqueza minha!
Lol. A solidão que eu tanto gostava, separei-me dela pela mentira!
Mas são assim todos os idiotas como eu,
Gostam, e aventuram-se no desconhecido de gentes bestiais,
Desprovidos de tristeza e fortes em avareza!
Aparentam o que não são e fazem-se vender mais caros!
Mas e eu que sou um idiota puro e aventureiro,
Não pensei que traria comigo no bolso as coordenadas
De uma nova vida! Em segundos tudo mudou,
A besta que me tornei é realmente feliz!

Autor: António benigno
Código de autor: 2012.02.12.01.01
KD May 2015
Jeg kendte til mystiske væsner
Mærkværdige fabeldyr
nogle man aldrig har hørt om før
nogle der ikke kan beskrives med ord

Jeg blev budt velkommen af mange
men der var nogen der var forunderlige
de var nærmest som skygger, der krydsede folks veje
uden at møde nogen

Jeg lod dem vandre, for hvad ville der ske hvis man talte til dem
Måske forsvinde, det var hvad jeg havde hørt
Man bør aldrig forstyrre en skyggegænger
de går i cirkler, men vender aldrig tilbage til samme sted

Jeg ved ikke, hvor de forsvandt hen
Jeg ser dem aldrig mere
Jeg havde hørt det ville ske, at det sker for alle
Jeg håber de har det godt
English Translation:
Where did they go?
I knew mysterious creatures
Crummy mythical creatures
some you've never heard of before
some which cannot be described with words

I was welcomed by many
but there were some who were marvelous
they were rather like shadows that crossed people's roads
without meeting anyone

I let them wander, because what would happen if you spoke to them
Perhaps disappear, it was what I had heard
One should never interfere with a "shadow walker"
they walk in circles, but never to return to the same place

I do not know where they disappeared to
I never see them anymore
I had heard it would happen, that it happens to everyone
I hope they are doing well
Louise Sep 2016
diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme.
for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget.
jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig.
hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig.
jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig"
men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede.
i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende,  som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser
Nikoline Mar 2015
du kommer kun forbi
en gang hver
sjette
måned
altid et
nyt
uventet
sted
er der oftest kun
partielt
delvist
på et kort
visit
vender om på
nat
og dag
for en stund
ser man på dig
bliver man
(for)blændet
og du er et
fænomen
man skal opleve
mindst
en gang i
livet
og du kommer
i morgen
og forsvinder
i morgen
solformørkelse 20/03/15
CJ M Apr 2015
IDK
Insanity is doing the same thing and expecting different results, right? So what should I call it if I do this one more time and get the different answers? Someone forgot to factor in the unpredictability rate of females.
But I didn't.
I recognize how you do, what you do, so please don't underestimate the things done to or by any of us.
We are the angels of heaven, the gods of rome, the royals of England. Shall I go on? It seems needless if you get the points I'm making.
SO to start off, how are you today? Sure, I see you everyday, but that's the point. I wanna give you your deserved space, so when I stay at my table as you walk passed, don't think I'm ignoring you, I'm just trying to give you the space you are due, for I want to preserve this romance like strawberries in the winter.We
are what you seek, but I believe you seek more. WHat is it? Please, be straight with me, my heart cannot bare another user nor another usery. DO you see what I see when we lock eyes in class? Do you understand the concept of MY love? For my love, regardless of long or short, is different in comparison.
I know I've spit this before, I know you're tired of the same words to describe a different game. This isn't me anymore, it's us. This isn't courtship anymore, it's love. Actual love, I've never felt it before, never had it's taste on my tongue nor it's thought in my head.
But you've put it there. The chance for a real relationship!!! Am I really ready? Are you? then get ready, get set, let's go!!!!!!! The race is on, now I realize what the true effect you have on me is.
Now I can tell you how much I love you and how much I care for you, even if it's just a telepathic wish, you will feel the presence of it in  your forethought.
You make me want to overdose on love music, chillin on the bed in complete darkness, just marinating on the words and anylising there meanings, yes you, my heart and soul, sold to me by an unlikely vender, your soul.
So we traded, bartered actually. your heart for mine, a likely trade. But what are the expected drawbacks? No, I'm no skeptic, but I am real, so what are the real intentions of so magnificent a spirit?
I will be yours, for you are mine, but don't hurt me, please. I stay on my knees in prayer of an unbroken heart, yet so often it is. Alas, you are the one, so will my heart be safe? So often I asked that, so often it was answered with the same words, same attitude, yet at first chance they pulverised me as if I were a stone on a stone crusher, so all I ask is for you not to do that to me, my love.

Fool me once, shame on you, fool me twice, it's all on me. Why try to fool me again? My heart's already withering...
another piece I concocted in a teenink thread :)
La hélice deja de latir;
así las casas no se vuelan,
como una bandada de gaviotas.

Erizadas de manos y de brazos
que emergen de unas mangas enormes,
las barcas de los nativos nos abordan
para que, en alaridos de gorila,
ellos irrumpan en cubierta
y emprendan con fardos y valijas
un partido de "rugby".

Sobre el muelle de desembarco,
que, desde lejos,
es un parral rebosante de uvas negras,
los hombres, al hablar,
hacen los mismos gestos
que si tocaran un "jazz-band",
y cuando quedan en silencio
provocan la tentación
de echarles una moneda en la tetilla
y hundirles de una trompada el esternón.

Calles que suben,
titubean,
se adelgazan
para poder pasar,
se agachan bajo las casas,
se detienen a tomar sol,
se dan de narices
contra los clavos de las puertas
que les cierran el paso.

¡Calles que muerden los pies
a cuantos no los tienen achatados
por las travesías del desierto!

A caballo en los lomos de sus mamas,
los chicos les taconean la verija
para que no se dejen alcanzar
por los burros que pasan
con las ancas ensangrentadas
de palos y de erres.

Cada ochocientos metros
de mal olor
nos hace "flotar"
de un "upper-cut".

Fantasmas en zapatillas,
que nos miran con sus ojos desnudos,
las mujeres
entran en zaguanes tan frescos y azulados
que los hubiera firmado Fray Angélico,
se detienen ante las tiendas,
donde los mercaderes,
como en un relicario,
ensayan posturas budescas
entre las nubes tormentosas
de sus pipas de "kiff".

Con dos ombligos en los ojos
y una telaraña en los sobacos,
los pordioseros petrifican
una mueca de momia;
ululan lamentaciones
con sus labios de perro,
o una quejumbre de "cante hondo";
inciensan de tragedia las calles
al reproducir sobre los muros
votivas actitudes de estela.

En el pequeño zoco,
las diligencias automóviles,
¡guardabarros con olor a desierto!,
ábrense paso entre una multitud
que negocia en todas las lenguas de Babel,
arroja y abaraja los vocablos
como si fueran clavas,
se los arranca de la boca
como si se extrajera los molares.

Impermeables a cuanto las rodea,
las inglesas pasean en los burros,
sin tan siquiera emocionarse
ante el gesto con que los vendedores
abren sus dos alas de alfombras:
gesto de mariposa enferma
que no puede volar.

Chaquets de cucaracha,
sonrisas bíblicas,
dedos de ave de rapiña,
los judíos realizan la paradoja de vender
el dinero con que los otros compran;
y cargados de leña y de jorobas
los dromedarios arriban
con una escupida de desprecio
hacia esa humanidad que gesticula
hasta con las orejas,
vende hasta las uñas de los pies.

¡Barrio de panaderos
que estudian para diablo!
¡Barrio de zapateros
que al rematar cada puntada
levantan los brazos
en un simulacro de naufragio!
¡Barrio de peluqueros
que mondan las cabezas como papas
y extraen a cada cliente
un vasito de "sherry-brandy" del cogote!

Desde lo alto de los alminares
los almuédanos,
al ver caer el Sol,
instan a lavarse los pies
a los fieles, que acuden
con las cabezas vendadas
cual si los hubieran trepanado.

Y de noche,
cuando la vida de la ciudad
trepa las escaleras de gallinero
de los café-conciertos,
el ritmo entrecortado
de las flautas y del tambor
hieratiza las posturas egipcias
con que los hombres recuéstanse en los muros,
donde penden alfanjes de zarzuela
y el Kaiser abraza en las litografías al Sultán...

En tanto que, al resplandor lunar,
las palmeras que emergen de los techos
semejan arañas fabulosas
colgadas del cielo raso de la noche.
Jane Deer Dec 2016
Mine følelser raser og slår ud mod de murer de har bygget
bider og river i alt der rør sig
Flænser kød, brækker knogler, dræber alt
Jeg skriger min smerte ud
Men ingen svarer
De vender sig bare
og lader mig stå
Alene
i mørket
Na minha parede branca
tem uma mancha
sujeira qualquer
que não sei donde vem
mas é só uma mancha
que passa desapercebida
que nos momentos de depressão é meu acalanto
esperando que o pintor
daqueles de parede
quando eu for vender minha alma
vá pintar essa parede suja
para que o futuro empreendedor imobiliário
faça um bom negócio
e ninguém nunca vai saber
pois a ninguém interessa saber
se tinha essa mancha
na minha parede branca
Evey Aug 2018
"Did you hear Tonya  son is gay?"
"Oh that's cool."

A la  siguinte  semanan naylie  me  comento
"Tonya kicked  her son out of her house for being gay."

As thoughts race through my head I wonder where will he live? he's just a senior in high school

Soon after that I never really thought about him since I never knew him or seen him

lo  conosi por distanica

"Mira  Yvette ese  es  el  hijo  de  tonya  tu  sabias  que  era  gay?" me  dijo  nayeli  que  lo  conoses
As usual, irritated, le  contesto, "ay  ama la  van  a esquchar y  no  no  lo  conosco"

I didn't want to feel guilty for being somebody that whispers through ears

"Mija  y tu  mama va  venir  al  aerobics?"
" Nose "

Tonya No  me  conose ni  tampoco  conse  que  me  da  verguenza su  decicion como  puede  abandonar  a su hijo

My  mom  while she pretended to cover her whispers through squats and lunges.

"Mira  Yvette ese  es  el  hijo  de  tonya"

As I gaze,
flaco  y  Alto.
What is he doing here at the park? his mom is going to see him. He looks happy playing basketball was he really kick out? did she bring him here?

My second year of summer vacation of college I try to be part of LA and South Park with the aerobics women but it is inconsistent the same way how inconsistent my thought of Tonya's  son being homeless

Por  segunda  ves  la distancia  nos  unio

Mami  y yo  sentadas 10minutos antes  que  empiese  la  clase

"Ay  mira  Yvette siempre  esta  aqui ya  nunca esta  bien  vestido "

I guess she did kick him out

Sudadas y cansadas,
When classes end  todas  Las mama  se  van en Chinga,
Tengo  que  ir  a vender!
Tengo  que  hacer de  comer!
Tengo  que  pasar  por  el  chiquillo  a  la  escuela!

"Mejor vete  en  chinga  por  tu hijo Mientras  haces  de  comer no  se  te  olvide  poner  el quarto  Plato en  la  mesa Y  cuando  termines  no  se  te olvide  pasar por  tu  hijo  que  duerme  en el  parque"

Otros anos  mas

"Ay  Yvette dice  nayeliy que  ya  el  hijo  de  Tonya  usa  drogas"

I just listened

I'd feel bad to if my mom never noticed me over the thing she loved the most, aerobics

Sonriente  y  sin  verguenza,
Camina  ase  su  casa  dejando  su  hijo.

It doesn't seem to work its as if he wants her to notice him

Maybe if my mom sees me everyday out here knowing that I live here she'll take me home after she's done with her work out

365 dias multiplicado por 2, espero  que  todabia  tenga  esa  esperanza o talvez  ya  lo  consumio  las drogas
Mon det er faldet dig ind det ikke er mine læber du kysser blidt? Havde tanket strejfet dig at bare en enkelt berøring på hendes lår, river dybe rifter på indersiden af min hud.
Jeg har bildt selv ind at oktobermørket har forvirret dig
og forvekslet mig, med hende.
Jeg snakker med dig
hele tiden
jeg vender min hverdag i dine tanker
det er bare som om du ikke svarer når jeg hviskende skriger i mørket.
Jeg stjæler din sjæl for den har jeg mere brug for end du.
Hvorfor har du gåsehud?
er det mon den dårlige samvittighed der endelig er kommet ind gennem metalhuden
Christina Jun 2014
jeg ligger i et badekar og vandoverfladen er fuldkommen stillestående
jeg er ikke mig selv
fra nu af er jeg ikke mig selv
jeg står nøgen i køkkenet og spiser en ostemad med det våde hår klasket ned af ryggen
han omfavner mig bagfra og stikker fingre op i mig, jeg ved ikke hvor mange men jeg kan ikke holde nydelsen tilbage
jeg vender mig om for at få mere men han er der ikke længere
og jeg er ikke længere mig

— The End —