hvilken stilstandsform har du? jeg er
opløst i vand
alle mine celler omringer mig

med mine dyrebare bloddråber
susende runt i invendige rør-systemer
arvæv beskytter sjælen

øjet, et objektiv, kiggende
glemmer sit blinde punkt
mine blinde vinkler

  et stillads af knogler
opbygget af ældgammelt
stjernestøv

vrimlende med knoglemarvs-håndværkere,
biologisk renovation

centralnervesystemet
dybdeborende, som kolde
fingre langs rygraden

hofteskålens svajende og
beskyttende hånd om mine
indre organer
     inderste organer

   reproduktive organer
      hormonelle tidevandsbølger

menstruationscyklusens dans

jeg har ikke længer energi til at
savne dig
din fraværende tilstedeværelse har
sat sig
som åbne sår i min mavesæk,
der skriger efter hjælp
men når nogen spørger,
har jeg min basisreplik klar,
og heldigvis for det
for jeg vil ikke trøstes,
jeg vil ikke have din arm om min krop
og jeg vil ikke have dig
jeg vil være alene,
så lad mig svømme i det kolde vand
mærke bunden og skrabe den
lad mig skrige af hvide vægge
og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko
lad mig være sammen med mig selv
og bløde i fred
lad mig fryse i vinternatten og
lad være med at fortælle mig løgne,
så jeg kan mærke plastikglæde
briste i kroppen, for ham den anden
slukkede hjertegnisten
lad mig være
ligegyldigt, hvor meget jeg græder
for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn
du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu,
for jeg
kan ikke bløde meget mere
nu

Det sitre i kroppen
Som utålmodigheden
Det spænder i hver en nerve
Ligsom stramme snørebånd.

Jeg får nu kvalme ved hver en tanke der strejfer mig, og kaster realitytjek(s) ind i fjæset på mig. For jeg har jo aldrig forstået, før efter tiende gang, tyvende gang, for jeg forstår jo aldrig hvorfor?

Stikker, graver, kaster mudder fraser i hovedet på hver en idiot, der snakker om følelser for et andet menneske. For jeg tror ligeså lidt på “kærligheden”, som djævlen og hans tro på uskyld.

Som tålmodigheden
Sitre det i kroppen
Ligsom stramme snørebånd
Spænder det i hver en nerve.

hælder koldt vand i kanden
hælder kogende vand i koppen
hælder kogende vand i koppen i kroppen
hælder kroppen i din abstrakte virkelighed
hælder din virkelighed ud ad vinduet

Fulde hænder og hænderne fulde
Fuglehænder og hændernes fugle
Tankespind fra hjernen, hver gang dine
Beskidte hænder får mig til at gispe
Af ængstelse efter berøring fra andre
Himlen lyser mørkerødt, men indeni
Er min lunge kollapset. Sort.
Skænker dig ikke en tanke når jeg
Mærker himlende fornemmelser,
Som tager mig langt væk fra dig
Trækker vejret dybt og sukker -
Søde tanker mod de dybblå
Have, og strømmende bølger
Himlen brænder og dyrene skriger
For at sætte dig fri; fra mig

Dømmende blikke og blikkende dømmes
Deres øjne følger mig når jeg går ned
Nedenom og hjem, ned af gaden
Nedværdige kommentarer snurrer.
Månen lyser himlen op, men kroppen
Damper mørke skyer på boulevarden.
Spejder og søger, efter svar på vores
Problemstillinger, af nederste skuffe,
Min yndlings dig, mit hjerteskud på
Øverste del af himlen. Ses kun i kort tid.
Vandrende på vejen leder jeg efter
Det vi begyndte med at have. Kærlighed
Du elskede mig ind til benet, men mit
Skind bedragede, min eneste dig, du
Skal forgudes, tilbedes og elskes.

Du danser rundt i kroppen på mig, med en gentagende melankolsk klang.
Din krop er metrisk opbygget, bygget af sten - op. Et spareprojekt.
Jeg skulle have kysset dig længere. Holdt dig tæt ind.
Lad mig ikke gå alene i verden,
For du gør mig så gal
At mit indre bliver kvalmende og jeg græder
Jeg kan mærke dine følelser, selvom jeg ikke er dig.
Du, dig er kommaet for MIN død. Dræbt af en overdosis kærlighed, som var en envejs kærlighedaffære.
Jeg flæber og græder, indtil du stopper med at betale med kys pakket ind i stjålne følelser fra andre.

kærtegnet af natten; stjernestøvet drysset over huden
eller sirligt tegnet på overfladen - prik, prik, prik
kroppen og sjælen som to separate enheder; kontakt (konstant?)
en person som en solnedgang; varm, afsluttende, smuk, enestående
berørt af en galakse, hemmeligheder i legemets folder
eksistensen som et spørgsmål, uden facit
kroppen som en myte, sindet som et spejl
at stå alene; at være enestående

I vredens tider
Med de triste munde
Er det vigtigt at huske
På de gode stunde

Kroppen bliver bundet
Af sindets tanker
Og udvikler sig efter
Til et emotionelt anker

Når vreden den rammer
Og bliver til fysiske skrammer
Bliver sund fornuft
Sat bag stål og trammer

angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille

Med falske dage
som disse dage
så kan min krop virkelig blive tom
og hovede fyldt.
Med hverdage
som varer for evigt,
og lørdage
som forsvinder hurtigere
end drenge
om morgenen.
Grå trøjer
som krammer kroppen
imens du lytter til ord
du ikke forstår,
og du aner ikke
hvad der foregår.

Passion er en illusion og syntom på ambition
og på livet er der en definition og konklusion
siger folk med mapper og trætte nethinder
mine hænder ligger sig op ad mine kinder
Trætte som mine små imødekommende øre
som snart lukker sig så de slipper for at høre.

Nogle mennesker lever bare fordi de er vant til det.
De gør dem selv vant til vaner der former deres verden.
Det fylder dine uger med falske dage,
giver dig en hentydning af en verden af vaner og uskrevne regler;
om at være som folk ser dig.
om at være som de folk du ser.
Giver dig falske dage.

Men i dag, med en kold kop kaffe fra i morges og bare tæer, så sætter jeg mig under mit vindue i loftet og kigger op. Falskedage er en advarsel. En hentydning til at løbe efter bussen og stå af når du har talt til sekshundrede. Til at gøre dagen ægte og elske den. Min kaffe er kold, men det gør ikke spor fordi når jeg sidder her og tænker over falske dage og verdner af vaner, så ved jeg at passion er ægte og jeg har det i min verden. Alt er sgu ikke så slemt alligevel

Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden
Her ånder jeg men lever ikke
Kun min hud kan jeg mærke noget så nært
Det strammer som latex på hele kroppen
Blandt betonhuse der bliver bombet
Skriver jeg ord der bliver til aske
En tyk tåge af følelser svæver forbi mit hovede og gør luften tyk
Så jeg vifter den væk som cigaretrøg
Jeg gik baglæns og faldt direkte ned i tomheden

det er vel noget man skal,
drikke altså
noget vi skal,
for at få det bedre,
for at glemme livet,
for at blive glade
men ligenu,
kan jeg ikke tænke på andet end smerten ved hud der splitter,
og at gemme mig for verden
men det er vel noget man skal,
dulme de tanker,
med smagen af sprit der langsomt løber ned i halsen,
og renser kroppen for grimme tanker

åben svælget,
og slug

Med kolde hænder der arbejder i halv hast. Lytter til Bella note fra en klarinet som var det de parisiske gader fra en tegnefilm. Lykke og ro strømmer i kroppen, baggrundsstøjen fra folkemængden toner ud, klarinet i øret.

Klassikerene fortsætter, la vie en rose høres nu og jeg er glad så glad. Tiden står næsten stille. Hvad franske toner gør ved dig.
Har fluks taget en rejse til den franske hovedstad og jeg bliver der.

Når du rammer min nethinde så pumper mit hjerte kraftigt blod ud fra min venstre hjertehalvdel til min højre, så jeg bliver helt varm i kroppen af al blodet der cirkulerer rundt i mine arterier, og der er nu ikke længere plads til H2O indeni, så det damper ud som sved i mine små håndflader og min krop bliver til noget jeg ikke kan holde styr på med kolesterol på speed og kolde tær og molekyler der danser ind i hinanden og årha, al den forelskede gør min krop helt udmattet og får mig til at smile som en vanvittig.

drengestemmer der hvisker forførende
og pigestemmer der skriger hidsigt
mørket der omridser
det billede af skygger der danser
med røde roser i hånden
og blod på tanden
for vi er alle kanibaler
samler på menneskehjerter
som vi forsigtigt placerer i vores glasbur
et ekstra til samlingen
og vi æder resten af kroppen
i det violetblå lys fra skærmen
får vi afvide at vi ikke er gode nok
så mine øjne græder rødvinstårer
fordi jeg lever et liv hvor rusen
er min eneste livstilstand
og det er sjælendt at jeg føler mig i live
i et narcissistisk samfund
hvor blonde piger er de eneste prinsesser
og knækkede skæve piger bare er
i stykker
for *** tror ikke på kærligheden
og hvem vil også
lege med en dukke der ikke virker?
så indtil der kommer en der vil
lappe hende sammen og reparere hende
må *** bare side i vinduet og kigge
på de andre dukker
som render rundt og æder hinandens
hjerter
og *** drømmer om et liv
hvor kærlighed ikke var lig med smerte
og forelskelse ikke var en dødsdom

Endu en dag hvor jeg kan mærke helt indefra min knogler at det bliver en dag med uro i kroppen
det er ubehageligt at min krop sumre og ryster
jeg kan ikke sidde stille
jeg har allermest lyst til at løbe rundt bare for at få den irriterende sumren væk eller kradse min hud op så jeg kun mærker det
det er sjovt for hver gang jeg har sådan en dag lægger jeg meget mere mærke til min vejrtræknings rytme og det ret så ubehageligt det får mig til at gå i helt  panik
det føltes nemlig som at min vejrtræknings rytme er forkert  hvilket giver mig endu mere uro
som så får mig til at overtænke
når jeg så overtænker går det næsten altid galt  og forvirre kun mig selv meget mere end jeg er i forvejen.

glødende med mod
som en lysende aura
como las estrellas y la luna
tvivlen lægger sig over huden som en omvandrende spændetrøje
tú eres siempre infinitamente dudoso  
nattens glorie af drømme
mørkeblåt velour lægger sig over kroppen
landskabets svajende profil
i mørket siger du
el momento perfecto es inaccesible
pero tú eres accesible
y ese es suficiente

omtåget: gadelampelys
fugtighed
tåget sindstilstand
selskabelig ensomhed;
      vattet
            uvirkeligt, overfladesamtale
        den uoriginale følelse af, at være uoriginal
en kold skulder, en kold følelse
  tågesind
               spejlblankt, sælsomt
       dugget spindelvæv af følelser og interne relationer
intet og alting
   mennesket og kosmos
det virkelige og det forestillede
        opdigtet tæthed
  sløret apati, desorienterende intethed
                  u i g e n n e m s i g t i g
det eneste håndgribelige og meningsfulde er ordene; tankerne!    
  nedskrevne

         tilsløret tankegang
skummet udsyn; afskallende blå neglelak
  midlertidig glæde
et venskab bliver en vane
      støvet

  *** stemning
    bizar mental tilstand
tilsandet

         at tænke på noget fungerer som et forstørrelsesglas;
    fordampet

ude af kroppen men også helt inde i den, inderst, sammenkrøllet
        skrøbelig
  diset

gråzone,
  gråt udsyn,
    grå

en 'dump ham paa din doermaatte dreng'
en aften
en fyr du elsker med hele kroppen, udover dit hjerte
en fyr du er bange for at love for meget
en fyr hvis smerte du fjerner, kun for at efterlade en ny
en af de fyrer der gentager ham selv 10 gange, fordi han er nervoes
en af de slags fyrer hvis haender sveder naar du holder ham i haanden
en af de slags fyrer der afslutter deres tilbud om et besoeg hos dem med  'men kun hvis du VIRKELIG har lyst'
en af de slags fyrer der er bange for at de vil dig mere end du vil dem
en af de slags fyre der synes det er acceptabelt at komme i dig uden at spoerge om du er paa ppiller
en af de fyrer der tager lidt for haardt fat naar han krammer dig
en af de fyrer du aldrig rigtigt kunne lide, indtil det gik op for dig at du aldrig rigtigt havde ham

kvikke drenge med hurtige eksistenser
huller i alle sokkerne, ar på kroppen - levn fra eventyr, spasmageri
altid sprængfyldt med historier, latter
cigaretter, solblegede t-shirts, plastre
sort kaffe og solbriller og fast food
ironi og skæve tænder og solbrun
tynde ben og attitude
venlighed, lær at slappe af, solvarm og søvnig
tung bas, sodavand, nedtrådt græs, neonlys
sommerregn på genbrugsjakker, afbleget hår, mørke og livsglade øjne
drillende blik, hurtige fødder, beskidte negle
fragmenteret væremåde men meget entydig efterladt følelse

stille under vandet
holder vejret
hovedet i stjernerne
kroppen; vægtløs, flydende
tanker som runde sten, stablet på strandene - en udstilling for enhver forbigående og for ingen overhovedet
vakkelvornt arrangement, naivt

en søgen efter alt, der bare minder om magi
stjernekastere og musik
busture og sovepose-samtaler på en græsplæne midt ude i mælkevejen
violiner og tændstikker og jungler
sanselige og sammenfoldelige mentale billeder
samlet som fund af et tingfinderbarns nysgerrige og nye hænder

ligge med maven vendt mod himmelens blå favn
rygraden smelter under solens stråler og
hele kroppen synker ned i græsset
smørblomsterne, presset mellem bøgernes sider
falder ud og samles op og indrammes
to knæ i to denim-bukseben
og buksebenene, foldede
sidder på den sorte stol i det hvide ***
dine tre skønhedsknopper under trøjen
håret flettet tæt ind på hovedbunden
fire krydsede fingre og to øreringe
nede i sprækken mellem de hvide gulvbrædder

hastværk, sygdom
værker i hele kroppen
et behov for at række ud
fortælle
tak for din tid, tak for din tillid, tak for kaffe
rundvisning i basis-viden

en ud-af-kroppen oplevelse, ud-af-huset oplevelse
ind i hovedet, et kig på al mekanikken
   og den rene energi der strømmer til og får systemet til at dreje rundt
hvad er mennesker dannet af? trodsighed? idéer? viljestyrke?
     hvad holder folk oprejste
under stærk storm
  under højt pres
under belastning og bebrejdelse og kedsommelighed og stress og mistillid
        der er så meget menneskeskabt smerte
hvad driver folk til deres handlinger, til deres kogepunkter, bristepunkter

     at danne netværk, snørre folk ind i fælden; indflydelsesrige stemmer,    kernepersoner, målrettet samtale

EN FØLELSE AF TOMHED MIDT I MYLDERET
               hvor blev alt af?

et sårbart punkt eller svaghed
et ord
han lærte mig i mørket
hans fingre der glider ned af min krop
som et verdenskort
og han vil se det hele
han leder efter et punkt
mens hans læber strejfer mine
lader jeg også min hånd lede
og jeg finder det
mærker hans kuldegysninger
hans læber
der skilles ad

men hvad han ikke ved er, at han kan lede i dagevis
       for min akilleshæl er ikke et punkt på kroppen
min akilleshæl
er ham

og min smukke veninde
siger
jamen Rebekka
kroppen bruger jo omkring
2500 kalorier
bare på at holde dig i
live dagligt
men alligevel
føler jeg skam over de
150 jeg indtager
på det måltid jeg
spiser
og jeg vil spise
men kan ikke
og sulten
bliver ulidelig
så når jeg er svag
og i weekenden
indtager alkoholisk
gift
kan jeg ikke længere
opretholde
det kodeks jeg har skrevet til
mig selv

Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem
Imens familiære søvnige melodier undslipper munde
Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute

I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge
Baner sig vej mod møre fingre
Og havner dernæst på foranliggende aviser
Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden
Måske det havner på gulvet så det kan trædes på
Måske det havner på stolen så det kan siddes på
Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder

Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder
Størkner i lodret position
Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt
Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens
Mærker blæren presse på som var det en fødsel
Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om
At få tømt urinsække

Nyder undslippelsen kan nu
Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke
Husker på ikke at være en glemsom sjæl
Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore