Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel
- digte om onsdage
Frederik B Dec 2014
Når først det har stået på i nogen tid, så begynder det at kede mig. Uanset følelse, varighed, eller pris.
Så vil det aldrig være nok.
Dette gælder både mit
Kærlighedsliv
Dobbeltliv
Byliv

Når først det har kedet mig i nogen tid, så begynder det at ødelægge mig. Uanset betydning, konsekvens  eller mængde.
Så vil det aldrig holde op.
Dette gælder både min
Dysfunktion
Frustration
Depression

*(f.b)
LIGE SÅ LIGEGYLDIGT SOM ALLE MINE ANDRE DIGTE, MEN DET TÆLLER VEL SÅ LÆNGE FOLK LÆSER DET - IK?
I. (The Real Poetry).

All these notions but nothing on the page.
Haven't we heard it all before?
Impetus from departed greats
wash ashore in our brains
but when confronted with an void white meadow
our hands go numb,
glued to the roof of a freezer.
This idea of mine is big, challenging,
but so far only a few thousand letters
have made ***** snow angels.
In its place, poetry.
Swifter to write, to read.
No rhymes usually,
just haphazard feelings lurching out my head
like a turquoise waterfall.
Sure I pace round the room
waiting for the next line to evolve
but who doesn't?
I write about real people,
people I speak to, people I know.
Do they know it's them when they skim my work?
Perhaps yes.
Perhaps they don't read them.
Perhaps best for all of us.
The book remains unseen, incomplete
while real poetry rushes into the world
like another superfluous boy band
playing more vapid pop.
Numb them instead.

II. (The Wind).

On a bench
in the garden
I sit with her
as she rests her frizzy Goldilocks
on my shoulder
and says I shouldn't go on Sunday.
A few years younger,
sweet and out of bounds.
Out. Of. Bounds.
So why am I holding her hand?
Doesn't mind from what I can tell.
She likes me.
No she can't.
When does 'the other side' ever like this?
I've told her about the one back home,
how she could be superseded.
I'll disclose, for a while now
I've seen photographs
and wondered what if,
what if the same way too feeling
snaked up the ladders
and throttled me?
What would her sister say?
'He's only been here four days
and look at him, cuddling
the queen of yesteryear.'
Her sister comes out, surprise, joins us.
Say no words, look at stars overhead.
The direction of the wind is altering.
Must be.
I unzip my eyes.

III. (The Sun and the Moon).

Half eight
a year or so in the distance
on a Wednesday morn.
A car.
Neither of us can drive as I write.
One of us is about to though.
London.
Why?
To meet friends.
Another reason?
A show.
A show of sun and moon.
A sporadic delight like a white Christmas.
I say to P it's one of those events
that must be attended.
I'm what, twenty-one?
She's gotta be twenty-four, five?
When will this ever come about again?
Have to acquire this chance.
He says if she'll be aware of the poem,
the one I scrawled down some time ago.
Doubt it, but you never know.
You never know.
Maybe it's true.
A young, beautiful girl
with a hat and a guitar.
There's something you don't see every day.
To the city.
*Rejsen begynder.
Written: May 2012.
Explanation: This collection of three short poems were written in my own time, taking much longer than normal to complete. The first of the three poems refers to my life at the moment; how I long to write prose but how I am finding poetry easier and quicker to come by. The second poem refers to a recent dream I had involving a friend of mine whom I have not seen in a long time. Upon awaking, I was quite startled at what the dream had been about. The third poem refers to a recent lengthy daydream in which me and a friend at some point in the future decide to go and see the Danish singer Soluna Samay, who is giving a rare performance in London for some reason. The final line translates from Danish as 'the journey begins.' I chose the title 'The Current' for this piece as the three separate poems above refer to current/recent thoughts and things in my life.
Nikoline Oct 2014
når jeg går forbi
storkespringvandet
og dufter
de nybagte croissanter
deres varme sødme
der fylder luften
denne søndag morgen
kan jeg høre
mit hjerte
knuse
og lyden
er altoverdøvende
så jeg drejer
rundt om hjørnet
og lader mig selv
fare vild
i københavns
snoede gader
og husker
de morgener
jeg for vild
i dine øjne
og mine
kolde hænder
møder mine
kolde læber
berører
piller
kradser
og begynder at bløde
og dråberne
er ikke alene
de er aldrig alene
tårerne falder
løber langs min
snehvide hud
falder foran mig
og går i et
med regnens pytter
og for ikke at gå i stykker
for at føle mig hel
falder jeg
sammen med
mit blod
sammen med
mine tårer
til jorden
og drukner
i en pøl
af croissanter
sort kaffe
kolde morgener
varme lagner
og tanken om
at det hele blot
er minder
Frederik B Jul 2014
KRYSTALLER SKÆRES OP MED ET KREDITKORT. VED GODT AT DET ER NOGET LORT, MEN JEG RULLER EN SEDDEL OG GIVER LIVET ABORT. DET GÅR DIREKTE TIL HJERNEN OG NU SER JEG SORT. JEG BEGYNDER AT DRØMME OG SER EN PIGE I LÅRKORT. FANGET I SIT EGET KOKAIN-FORT. *** STÅR PÅ ALLE FIRE SOM VAR *** EN HJORT. VIL IKKE HAVE ***, MEN GERNE KNEPPES HÅRDT. JEG VED AT HVIS JEG KASTER HENDE SEDDLEN OG SIGER "APPORT" - ER *** SOM RUSEN; HURTIGT BORT'.

*f.b
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Naja Feb 2015
En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken
Annesofie Olsen Feb 2015
Danser rundt i neonlys
imens månen synger godnatsange for mig
mine øjne begynder langsomt at lukke ned
men søvn
blev det ikke til
bare endu en drøm
jeg har knæstrømper på
du er i mine tanker
jeg bliver ved med at danse
solens stråler skinder ind på mine lår
mit hår er blåt.
llcb Mar 2016
Nogengange
kan jeg trække vejret indtil jeg føler mig skæv; så ilt bliver til lattergas og jeg begynder at svæve
Når jeg trækker vejret for dybt
Når jeg tænker for meget
Når jeg ikke kan få noget søvn
Når humøret bliver mørkeblåt
Så bliver ilt til min alkohol selvom min promille er 0.00

Så jeg føler mig som en misbruger i øjeblikket, fordi jeg trækker vejret dybt når jeg tænker, og jeg tænker alt for meget

Jeg burde komme på afvænning;
Væk fra al den tankegang der gør mig så skæv og svævende og sørgelig
Tilbage til ilten mit hjerte kender og min hjerne savner

Jeg håber at alt kommer til at gå;
At jeg snart bliver andre farver end mørkeblå
Laura Amstutz Jan 2019
Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på
at findes i regnen
taget imod de åbne slusers indhold
som var de en nyåbnet chipspose
man ikke kan lade være med at æde
når først man er begyndt.
Begynder mine mange dage med at gnide
sandet ud af øjnene
fordi jeg glemmer at lukke dem i mine
drømme
under min hud er der tilkalkede badekar
fyldt med antikvariater
finder et minde frem på reol fire
åh hvor det føles fint
at være den sidste farve tilbage
på jorden
ingen kender mig som fortovets tørre pletter
efter gadens travlhed er skyllet bort
fodsporene gemt væk i afløbet.
Der står jeg tilbage
som en nydelig udstilling
plaskvåd af jordens ånde
dueblå og dynamisk
svøbt i københavns gardiner
Nødvendigt navn Nov 2014
JEG KAN IKKE LÆNGERE//KENDE FORSKEL PÅ BØLGER OG BÅDE//OG ALTING LYDER SOM EN GAMMEL RADIO//MEN JEG DRIKKER AF OCEANET//INDTIL MINE TÆNDER KLAPRER//OG JEG KUN ER EN SKAL//HVIS ØJNE BEGYNDER AT LÆKKE//OG JEG IKKE KAN ANDET END AT FØLE MIG BESKIDT IGEN
llcb Nov 2016
z


Alt er så fint i stil          heden her lige nu        
hvor du ligger til         venstre for mig og        
dynen er så varm          og brisen fra den          
skarpe luft uden          for lister igennem          

vinduet og triller ned ad mit højre ben, så det fun  
gerer som luftrør for resten af min glade krop. Det
er virkelig fint at ligge her og det er virkelig rart    
at du ligger der. Med dit hoved gravet ind mellem
min skulder og hals og det kilder næsten når du ån
der ud. Jeg kan høre dit åndedrat tydeligt og  det ly
der roligt. Bekvemt. Beroligende. Jeg ved ikke hvor
længe vi kan ligge fint her i stilheden. Du vågner    
nok om lidt og går ud for at tisse og så er det ikke  
det samme som lige nu, ellers ringer det sikkert på
døren, ellers begynder jeg sikkert at blive sulten ind
en for en times tid. Det er bare ærgerligt når det er  
så fint at ligge lige her og det er så rart at du ligger  

lige der.
Elias Knudstrup May 2017
Alting er så flygtigt

Som
Det sidste kys
Der trækkes ud

jointen der forsvinder

byturen der nærmer sig sin ende

nattens dug på min skulder

lyset der brænder
drypper sin stearin på mine fingre
temperaturerne der skifter

sæsoner der begynder
og slutter

den første sommerdag
den sidste sommerdag

jeg vil helst bare holde fast
trække tiderne ud

leve i min verden
leve i mit tempo
bare leve


Følelsen af at føle sig fiktiv
Føles mere jordnær
End
Ideen om at eksistere
I en verden så fuckd som denne

Verden er så ******* fiktiv
Fikseret
kun med sig selv

Jeg findes ikke

Alting er så flygtigt

Det er så fandens svært at få lov til leve
så fandens svært at få lov til at dø

Enden virker nogen gange som et bedre sted at starte

Slutning
er håndterlig i sin uhåndterlighed
Som en bekræftelse af det abstrakte

Til ****
Kan også jeg flyve

Alting
er så flygtigt
Fie Tarp Oct 2020
Afslutning venter
Nyt kapitel begynder
Friheden kommer
Fortrøstningsfuld, selvom man bare vil videre og væk

— The End —