I de aller
længste
sorte, mørke nætter
fyldt til randen
med regn
er det så rart
at vandre
forpjasket
fordrukken
over det brolagte
søgende efter det
absolutte ingenting
i mørke kopper
med den næste salige lykke i.

Jeg er den natteravn som du holder vågen om natten.

Jeg er den stille regn som kun høres hvis du tordner.

Jeg er din søvnløse datter som er bange for torden.

Hvad gør vi med regnen
i hendes øjenkrog
med fugten der
langsomt spreder sig
til smilehullet

Hvad gør vi med
oversvømmede kældre og alle hendes
brændte fingrerspidser
med de gamle fotografier af Hende
der svømmer rundt nedenunder

Fortæl mig, hvad gør vi med
falmende hænder
der længes efter hinanden
når det regner