Ungdom er forelskelse og fortrydelse
Det er øl og rødvin
Og søvnløse nætter
Det er angst og lysten til at opleve hele verdnen
Og troskab
Det er uforståelige forældre
Og smil men også tåre
Det er nye mennesker ind og ud af dit liv
Og forvirring om fremtid
Det er misundelse

Stilhed
som ikke er stilhed
for det lyder som et hav inde i mit hoved
det er sært
jeg bryder mig ikke om det.

Nu er det blevet forår
og jeg har tømmermænd
husker kun få ting fra i fredags
jeg gemmer mig også væk fra min egen eksistens
solen er glad i dag og lyser op med alle dens stråler
det burde gøre mig glad
men nej jeg er bare trist irriterende teenager som godt kan lide poesi og øl.

jeg glemmer dig
jeg klipper dig ud
ud fra min hukommelse
ligesom jeg klipper i min fars gamle
kunstbøger
du er kunst men ikke al kunst
kan huskes

jeg ser dig gå i stykker
jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt
jeg ser dit univers ramle
men bare rolig
jeg samler dine skår op
jeg skær mig på dig, til mine hænder svier, men jeg gør det for dig
der flyder nu sort blod fra mine åre
jeg distrahere fra smerten
du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår
mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop
min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også

Du er lidt som en matematik opgave
Du ikke let
Du er skide svær
Jeg fatter dig ikke
Du er forvirrende
Jeg kan ikke finde ud af dig
Men jeg bliver ved med at prøve at løse dig
Og til sidst giver det mening.

det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi

unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen

jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske

det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer

at hjælpe folk der er ligner
ubåde men blot er synkende
både er som at blæse med
mel i munden uden at tænke
over vindretningen udenfor

det er som at se de mange
rester af hullede mennesker
som aldrig bliver hele men
alligevel køber pudefyld
til at fylde hullerne i sindet