de to små streger skriger
i mine øjne
havde jeg været forsigtig,
taget hvert skridt på æggeskaller og
tænkt lange tanker,
ville jeg løbe videre ubekymret
i dette sekund og
danse i nattens lys

men nu
nu, har jeg solens stråler
i maven
det smager bittert
som om det ikke passer ind

de lyseblå dråber fra mine øjne
er krystalklare
de skærer i mit sind og
hvisker hvad jeg skal gøre

de hvide vægge er kolde
jeg ser min sorte pedicure og
nu matcher den farven indeni
jeg burde være tom

men
jeg fortsætter i ungdommens
lange baner
jeg tegner blomster på blankt
papir og
jeg smiler samtidig

mine øjenlåg er jordslået
jeg græder krystal mens jeg smiler
alle mine sårbarhedder er skrevet ned i tilfældige litterære samlinger og forsvundet i oceanerne
smerten hvirvler rundt i min krop og i mine blodbaner er der sne
min hud sidder løst på mine knogler og du forstår ingenting
du har ridset dit navn ind i mit sind med et sløvt skår fra et ødelagt spejl
du har beskadiget mit indre, på en fason hvorved jeg holder af smerten
jeg ændrer mig så jeg kan passe ind i de tynde sprækker og hvor ville det være nemt hvis vi kunne spole tiden tilbage

bitter kaffe, salte tårer, rodet værelse, rodede tanker, sprukne læber, en ufortjent karakter, nøgne træer, nøgne kroppe, ****** musik, adskillige vabler, lykkeønskninger fra nogle bekendte, manglede lykkeønskninger fra nogle venner, udspilede øjne, tunge øjenlåg, forsvundet hårnåle, krakeleret neglelak, kortvarig latter, kortvarig solskin, lektier jeg ikke fik lavet, fladt baghjul, velbehag, ubehag, løbende sminke, ukomfortable kram, ulovlig film-streaming, længsel, oprigtige smil, påtagede smil, ubesvarede e-mails, tiltrængte gensyn, sammenbrud over en matematisk ligning, sammenbrud på min fødselsdag, sammenbrud over min farmor, sammenbrud

Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.  
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.  
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?  
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.

En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken

Danser rundt i neonlys
imens månen synger godnatsange for mig
mine øjne begynder langsomt at lukke ned
men søvn
blev det ikke til
bare endu en drøm
jeg har knæstrømper på
du er i mine tanker
jeg bliver ved med at danse
solens stråler skinder ind på mine lår
mit hår er blåt.

Blide men hastige toner
Fra hendes lysebrune guitar
Minder mig om egetræet i min gamle have, som falmer langsomt
Ligesom sangen man har hørt
For mange gange
Noderne slynger sig ind i øregangen
Har lyst til at blive
Men triller hurtigt ud igen
Afvist
Alt for mange gentagelser af toner
Som første gang var det eneste rigtige
De eneste man kunne holde ud
Men eftersom tiden løber ud
Falmer tonerne

jeg er hende den sjove
hende der med beton i øjnene smiler og griner
jeg er hende den sjove
hende der danser ballet hen over tilværelsen, iført blodige ******>jeg hende den sjove
hende der med et smil, fjerner de knuste glas uden at skære sig
jeg er hende den sjove
hende der har det vidunderligt, selv med tårer trillendne ned af kinderne
jeg er hende den sjove
hende der får det bedste frem i dig, når din selvtillid er i kælderen
jeg er hende den sjove
hende der som talent kan skjule smerte med den efterhåden slidte frase "jeg er hende den sjove, jeg har aldrig haft det bedre"
jeg er hende den sjove
men det er bare ikke sjovt

København.
Jeg elsker dine lyse nætter.
Det rødlige skær der siver ind mellem gardinerne når jeg slukker mit lys.
Biler der kører forbi, sirener i det fjerne og lyden af folks liv der passerer  mine vinduer.
jeg sidder i et lyst mørke og tænker
det her er mit hjem
jeg vil aldrig hjem igen