Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.

Jeg frygter en verden uden dig
Jeg er bange for om solen vil skinne,
og om blomsterne vil blomstre.
Vil min verden kunne fungere?
For når du spørger mig om,
hvorfor jeg ikke viser dig frem til alle.
Er det fordi jeg er bange for at du forsvinder,
Finder ud af at der er mange smukke mennesker
Og at jeg bare bliver en forvildet del,
Af den fortid, som alle glemmer.

For evigt sagde uret.
Mens viseren stod uden lærling,
En kold sommerdag
Mellem linjerne
Jeg hviskede et smil
Som kun verden kunne se.

Uvidenhedens byrde
Ubøjelig og støvet
Som bogen på hylden
Gerninger udviskes
Man slog med terningen.
Profitpolitik til taberne.

Profeternes livstegn,
Dagenes endelidt
Ledte til visdom
Hos den brave indianer,
Solgt som bankekød
I gårsdagens tumult.

Farvel sagde timen,
Da klokken slog tre.
Døde hen i solen.
Et matematisk spørgsmål.
Hav blot barmhjertig
Tikkende tastes tak.

Træt af verden
de samme problemer
om hinandens forhold, finans og færden
og hinandens gener

Træt af medier
de samme ord
om politik, pres og profetier
og om mord

Træt af diskussioner
de samme dilemmaer
om respekt, risici og religioner
og om diskriminationer

Træt af mennesker
de samme forskrifter
om tilpasning, teaterroller og tjenester  
og om urostiftere

*(Marolle)

Jeg er et sandkorn i Sahra
et ud af mange
jeg er her bare,  indtil den dag jeg bliver blæst væk
blæst væk af vinden
hvor mon jeg lander ?
jeg ved det i hvert fald ikke
jeg kan lande hvor som helst
på bunden eller på toppen
men det slutter jo ikke her
for  om jeg er på toppen eller bunden
blæser jeg væk igen
hen til et nyt sted
jeg blæser hele tiden væk.

Verden ligger i et sterilt samsurium af apati.
For mig er verden udenfor, og jeg er udenfor verden.
Tankefulde unge simplificeres af normer og repetitionens pragt.
Udenfor, står de
uforpligtende bagateller født i overspringshandlinger.
Med ren marmor under vinter-violette negle,
holder de deres blå sjæle i hænderne -
Tænker Soma-Sema
To fingre i halsen, kolde hænder, ødelagte glasknogler;
Nærmest spirituelt.
Er det sådan man gør udenfor?

sammen med dig
stoppede tiden
alt stod helt stille
alene uden dig
startede tiden
alt gik meget langsomt