Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning
har fået gode anmeldelser og stærk opbakning,
skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner
den er så intelligent med dens fire hjerner,
måneknapperne skinner,
ud i natten og forsvinder.

den har potentiale til at blive noget stort
potentiale til at vise vej når alt er sort,
svært gennemtrængelig og beskyttet med koder,
men når barrieren brydes overvældes man af goder,
for den er ikke blot endnu et moderne produkt,
som vil  skubbe dig længere mod selvtugt.

-

DET ER DEN SAMME TRUMMERUM
DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM
ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM,
JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET
KLAPPET SAMMEN OG LUKKET
VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET,
SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET,
TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET,
JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET.


JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER
MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE
MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE,
MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS
NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS
JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS,
LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG,
LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG,
FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG.

-

En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.

Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b

jeg så dig danse på en lørdag nat. jeg har aldrig set dig danse før.
det var allerførste gang jeg så dig danse.
du dansede til et nummer komponeret af en mand med et uforglemmeligt og krøllet navn.
og hele rummet summede af lyden af et klaver der blev slået an af en rystende finger og violin strengene der dansede rundt i luften, efterlod rummet i en skygge af pulver drømme og stjerner der faldt ned omkring dine fødder.

du dansede noget der kunne minde om en vals. men du dansede den alene.

vil du ikke danse lidt med mig i stedet for at gøre det helt alene? det ser så ensomt ud. smukt, dog ensomt.

du trak på smilebåndet. men så ej på mig.

så kom herhen.

du tog mig pludselig i dine arme og scenen var din, min, og vores. jeg har aldrig danset. kun i stuen som lille i min mors gamle balletskørt.
og det gik op for mig hvor perfekt min spinkle krop passede i den silhuet der før var udfyldt af noget ingen andre end du kunne se.

og scenen var din, min, og vores.
verden forsvandt omkring os mens vi dansede mellem stjernerne.
jeg forsøgte at få del i dine tanker ved at lade mig suge ind i dit blik....men du havde travlt med at koncentrere dig om dine trin. ikke bare for dansens skyld, men det blik du anstrengte dig for ikke at sende mig handlede ikke blot om dansen men angsten for at træde forkert.
hvad ville der ske hvis du så mig i øjnene?
jeg kunne mærke din kropsvarme helt ind i sjælen mens du snurrede mig rundt. let og elegant og tilbage i dine arme.

se på mig.

stjernene var for længst faldet ned men var ikke længere at finde for mine fødder. for du så på mig. du så mig lige ind i øjnene, længe nok til at det  begyndte at gøre ondt da du trådte et skridt tilbage men ikke længe nok til at jeg kom ind under huden på dig.

tak for dansen.

følelserne... var de ikke lige der?
og før jeg vidste af det var der ikke længere andet end mig og den sørgelige musik der nu fyldte rummet med opløste håb og tusind fejl og mangler.

på en lørdag nat så jeg dig danse for første gang. jeg havde aldrig set dig danse før. og på en lørdag nat så du mig i øjnene for første gang. du havde aldrig set mig i øjnene før....
.... og jeg har ikke danset siden

En lille kvantefluktuation
kan udløse inflation
Du bliver til en ursuppe
Millioner grader varm
Hvor ingen elementarpartikler
kan parres
Hvor selv lyd og lys ikke kan trænge
igennem dig

Når jeg ligger søvnløs
disse nætter
Trøster jeg mig selv
ved tanken om
at om ca 13,82 milliarder år
Har du udvidet dig
og du har tempereret dig
Så systemer af sole, stjerner
og støv kan bestå
Så heliumkerner, hydrogen og
hafnium kan dannes
Og jeg endelig kan trække vejret
i dit
**kosmiske temperament

Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene

mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til  en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b

Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under?
Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve -
Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere.
At elske
at leve
at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.

Du er alt
Alt hvad jeg vil have
Min måne
Og mine stjerner
Men måske
Måske er jeg solen
For din berøring
Den føles så klar
Så klar at det gør ondt
Vi rør hinanden
Så let så flygtigt
For når du er månen
Månen og stjernerne
Og jeg er solen
Så rammer vi hinanden
Men kun lige akkurat
Akkurat nok til at vide
Vide at vi rør hinanden
Ja, for vi ved nemlig godt
At vi fandeme ikke
Er skabt til at være sammen

forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig

bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund

jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt