Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Yeah, I only really see the home screen
when I'm desperate for views and likes..

..I've since concluded that this is defined by "Irony"...
...maybe.
Irony is hard whilst masked in sarcasm conveyed via 'Times New Roman'.
Dig
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
THE WEST window is a panel of marching onions.
Five new lilacs nod to the wind and fence boards.
The rain dry fence boards, the stained knot holes, heliograph a peace.
(How long ago the knee drifts here and a blizzard howling at the knot holes, whistling winter war drums?)
who wants to know
the exact day one will die?
(not I, not I, says the fly to the spider)  
but she tells me, this crooked old lady
from a dream…

she circles me, prods me
with bony fingers, ogles me
through blue blinking eyes, her mouth
curling in curious, curdled smile  

you will be here a while--you have
until you are seventy-five years plus a day  
how do you know this? mostly in your eyes, she says  
but they are not red, from lack of sleep, I protest, and
my blood numbers are grand, all within those blessed ranges
still red, she says, and being duly desiccated
by wily winds you do not control  

but I still climb mountains, I proclaim
and look for Ponce De Leon’s fountains? she asks  
why do you argue with me, in this liquid world
of sleep, for I am thee, and you
are me    

when I awake,
I know not where she went
or from whence she came, but woefully
I concede, the old lady, and this teller of tales
are one and the same
sometimes a dream is just a dream
Next page