Huddled flocks pecking around
seasick seasick seasick
Stor-it-all ransacked for tax reforms
jupiter pinetrees form less pyramids a month plus shipping
Monoatomic white gold texas teatree oil of bullfight storefronts
coronas eject breast milk of magnessium sulphate under the table
dealers lower deck slips tips into his cup o soup for 99 cents
landsick landsick rot cod rot cod
dot dash doctor ankh eyes windup toys half price
sentences complete fusion conagra foods lose stock market value
Judgement night of the living end time shared ethical treatments
and other plastic surgeries
hydra lost all the fifties movie stars heads and robots grew back so quickly to take their places everyone pay it forward
ships mast ripping into the ocean spray on tans
compass spun bankrupt Say Jack E onasis
chaste chasis mer ka bah light bringer fire eater
danse macabre four pillars swatch at Sacs on fifth avenue
avec mon couer le chat screams cheshire teeth porcupine all over my new
dress shirt,  that stain is not going to come out
and playground beef factory farmed like high school mindgames
seasick seasick see it see
i see

She really was real in reality where I was too real in your past


It past us by with no pillowfights , mutual loss of trustfunds
we never had
, purposefully failed attempts to make little beastly humans grow in her stomach and burst out like aliens happen in her car on long trips.

lost art of making art artfully with out chiclet teeth blank eyes and jumping breaking stuffand hitchhiker guy twisting wills
by throwing green boxes into the dark on bike trails

or inviting things to watch ***** fountains ,
endlessly cutting out pictures
, orange ice cream menthol cigarettes and choco pyramids ,
fake friends find you when you run away from yourself
so don't play hide and go seek or you might be gone forever until the devil finds you and takes you to jailbird

jacobs ladder rung 9  times and I answered my phone
"Hello ?"  
It was the silence of God on the line.
The cosmic vibration of pure being.
I didn't listen for long enough and ran out of minutes.

AS GAEILGE
( In Irish )

Dún do shúile
(Close your eyes)                

Codail go lá...mo ghrá séimh.
(Sleep until day...my gentle love) .

Codail go sámh go sámh.
(Sleep peacefully...peacefully) .

Éirdeoidh an ghealach seo...
...is rachaidh an ghrian seo faoi

(This moon will rise...
...this sun will set)                

aire 'gus grá
i gconaí
(care and love always)                

gach oíche 's gach lá
gach lá 's gach oíche.
(every night every day
every day ever night) .

Mo phlúirín!
Mo stóirín!
Mo mhuirnín!
(My little flower!
My little treasure!
My little darling!)                

Ach anois...
(But now...)                

codail go sámh go séimh
(sleep peacefully...gently)                

go fáinne an lae
(until the break of day)                

le mise
ar do taobh.
(with me
by your side) .

Losing our baby
late into the night

holding this    little thing
that only attempted to be human

unable to let go

I clasped the foetus
tightly in my hand

& buried it in the dawn
of our local park

under a recently planted
red rose bush.

In my grief
flower & baby
became one

and night after night I climbed
over high railings & even higher stars

to talk to her in the dark      in Irish.

Or sing: My Love is like a Red Red Rose.

Or cry...or...cry.

Almost got arrested one night
by an Irish cop
drawn to the sound
of Irish emerging from darkness.

Guess he let me go because -  it wouldn’t look good
on a charge sheet:

“The defendant was talking
& crying to...a flower.”

- in Irish.

Eist...eist
(listen...listen)      

duinne eagin ag caoineadh
(someone is crying)      

in a dorchasan
(in his darkness) .

Fill...fill...a run o!

Fill a run o is  na imigh uaim.

Fill orm a chuisle a stor

agus chifeadh tu an gloire... ma fhillean tu!

Love in her Sunny Eyes does basking play;
      Love walks the pleasant Mazes of her Hair;
Love does on both her Lips for ever stray;
And sows and reaps a thousand kisses there.
In all her outward parts Love ’s always seen;
      But, oh, He never went within.

Within Love’s foes, his greatest foes abide,
      Malice, Inconstancy, and Pride.
So the Earths face, Trees, Herbs, and Flowers do dress,
      With other beauties numberless:
But at the Center, Darkness is, and Hell;
There wicked Spirits, and there the ****** dwell.

With me alas, quite contrary it fares;
Darkness and Death lies in my weeping eyes,
Despair and Paleness in my face appears,
And Grief, and Fear, Love’s greatest Enemies;
But, like the Persian-Tyrant, Love within
      Keeps his proud Court, and ne’re is seen.

Oh take my Heart, and by that means you’ll prove
      Within too stor’d enough of Love:
Give me but Yours, I’ll by that change so thrive,
      That Love in all my parts shall live.
So powerful is this change, it render can,
My outside Woman, and your inside Man.

recto:

I send this from the little cell wherein
I dwell, a sealed room without a door,
no latch or bell or knocker waiting for
those whom some debt or doom or mortal sin

might draw towards this private tomb.But for
one single tiny window set up high
which holds a poor small square of greying sky
where thin birds’ flightlines scratch the current score

there’s no way in or out. Yet I shall try
to find that secret power that lies within,
that quiet light that I am storing in
this  room in which I live until I die.

verso:

I send this from the little cell
wherein  dwell, a sealed room
without a door, no latch or bell

or knocker waiting for those whom
some doom or debt or mortal sin
might draw towards this private tomb.

But for one single tiny win-
dow set up high which holds a poor
small square of greying sky where thin

birds’ flightlines scratch the current score
there’s no way in or out. Yet I
shall try to find that secret power

that lies within, that quiet light
that I am storing in this room
in which I live until I die.

turbo:

I send this from the little cell wherein I dwell,
a sealed room without a door, no latch or bell
or knocker waiting for those whom some debt or doom
or mortal sin might draw towards this private tomb.
But for one single tiny window set up high

which holds a poor small square of greying sky where thin
birds’ flightlines scratch the current score there’s no way in
or out. Yet I shall try to find that secret power
that lies within,that quiet light that I am stor-
ing in this room in which I live until I die.

some days, his eyes are full with angst
his arms down his sides, with his fists as closed as his ears
and all I want to say is I know how it is
to be so angry you don't know where to go
because the whole world lights you up like a dry stick of explosives,
how it is to have your feelings being so big they start to feel
like extensions of your limbs,
waving uncontrollably
and all you can do to avoid their friction from setting you on fire
is either to cut them off or keep your arms down your sides

but I step aside, because he can no longer take in my words
his six year old eyes are filled with the nothingness of
an anger so big and unlabeled
but someday, I will tell him and he will understand
I will tell him that even though my blood is not in his veins,
I will cleanse it from soot and silt,
I will be his human shield from this world
I will tear kingdoms apart and slay every last creeper
just to help him level up

and I will uncontrollably, explosively and unconditionally
love him

//

vissa dagar är hans ögon fyllda med ångest
hans armar längs sidorna, med nävar lika hårt stängda som hans öron

och allt jag vill säga är att jag vet hur det är
att vara så arg att du inte vet vars du ska ta vägen,
för hela världen får en att tända som en torr bunt sprängämnen,
hur det är att ha känslor så stora att de börjar kännas
som förlängningar av dina egna armar och ben,
okontrollerbart viftande
och allt du kan göra för att förhindra att deras friktion tänder eld på dig
är att antingen hugga av dem eller hålla armarna längs sidorna

men jag går undan, för han kan inte ta in mina ord längre
hans sexåriga ögon fyllda med ingentinget
av en ilska så stor och oettikerad ilska

men någon dag ska jag berätta för honom och han ska förstå
jag ska berätta för honom att även fast mitt blod inte flyter genom hans artärer,
ska jag rensa det från smuts och sot,
jag ska vara hans mänskliga sköld från den här världen
jag ska slita kungariken itu och döda varenda creeper
bara för att hjälpa honom att levla upp

och jag ska okontrollerbart, explosivt och villkorslöst
älska honom

Blå og gule kameler ryger tjære på mig.
Er immun, selvom røgen brænder i min mund, når du presser den ned med din tunge.

Mærker ikke noget i mave eller lunger, tænker på hænderne og ham der den anden.

Du euforiserer dig selv når du kysser mig, af hash og af kærlighed.
Jeg kan ikke sige nej når dine læber presser på,
men hjertet er et andet sted, hos ham den anden

Kamelerne forfølger mig, store plamager af nikotin på vægge, døre og veje
Og trangen til at gøre det forbi bliver stor.

Men hold kæft hvor jeg elsker
Det kick det giver mig at spille
På flere heste

Jeg er en player, en kamel luder og en euforiseret sucker

Det var et paradigmeskift dengang,
den tirsdag
for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt.
Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig.
Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger.
Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop
forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af.
Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop
sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end
ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig,
at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig:
For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg.
Der blev stille, for du sagde ikke noget.
Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer.
Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour
og glemme dagene
og græde lidt mere
og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

I met God the other day.

And this is what I had to say.

But first, let me tell you a little of my thoughts along the way

You see to me the subjective thoughts on freedom

I've had most of my life

Reinstate a calming notion

That there's really no difference between wrong and right

What's wrong to me is right to you

And what's wrong in God's eyes is just another perspective too

And i've told my self that we are all living proof

That the truth of real freedom

Is to simply have a real freedom of truth

Seriously though, either way,

whether freedom is absolute

Or it's a façade of a god made human brain

I say do what feels good and enjoy the now and today.


So what did I do along the way to meeting god you say?

Brace yourself. Cause this is exactly what I told god straight to his face.

God greeted 'Hello my son. How are you feeling today?'

"Hey Lord. I feel ******* great. This life was more than just okay. I mean you know what I did along the way"

"But hear it from my mouth. And the lack of conviction my words carry to this day "

"I listened to loud music and damaged my ears for so many ******* years."

"I filled my lungs with toxic clouds of smoke, stupid **** like dope, contemplated consequences but treated them like jokes"

"I damaged my brain with an array of narcotics."

"Subjected myself to a list of voodoo tonics,  sometimes just pure demonic ****. And I loved every second of it."

"To the point where I altered my already imbalanced chemicals beyond repair. There. I said it. Now it's out there for you to judge. "

"To you I am probably the Antichrist. And ******* It feels nice! "

"I pierced, stretched and wounded my skin, until the shape of my former self was beyond any contemplating."

"Relating it all to an an expedition of self expressions. "

"Erections? I got them everywhere. In the classroom in the office, walking up the ******* stairs "

I mean I even had them in church for ***** sake. Sorry about that. That was weird i guess but it was kinda different. Kinda felt great. "

"I did, and would do again, with total disregard for recommended calorie intake,

"Eat a whole pizza by myself. That right there to most, don't feel like a big mistake. "

"I mean none of this does. Least not to me at the time. I mean what else is there besides the now? "

"And what else then that is more sublime?"

God: 'Well...'

"Hang on. Not finished. So I got ****** up, I ****** up and sometimes I just simply ******. "

"Enough wasn't enough. This kind of lifestyle ain't tough, let me tell you"

"I did at least one stupid thing every day. Sometimes beyond a countable array. "

"I didn't learn from most mistakes i made. "

"I definitely disappointed my parents. Well **** em I say. "

"I didn't get to choose what life I was born into. Did you choose for me God? Well, did you?"

God: 'My Chil...'

"Don't answer that actually. Your words may just further infuriate me "




"I mean I've probably ****** you off more than you have me, right up until my last dying days. I REALLY went out in an unholy blaze of glory. Still an epic story don't you think?  "

God: 'Your stor.....'

"Shut it lord! I told you I ain't done! Cause just like you I knew one day this moment would come."

"And i've had countless years of your sermons shoved down my throat. And DON'T make me utter what else your holy servants made me choke."

God: '......'



And God was completely silent, and the heavens were calm. The sudden changed should have alarmed me. But it didn't. Cause I felt like he knew what I was going to say, every step of the way.


So I cried. And the next words I had to utter in complete dismay, but total clarity and no iota of disarray


"You did this to me. All of it. I hope you understand. You made this world what it is, and who i am."

"And I broke your rules, and the body you gave me. "

"I never once begged for your forgiveness or hoped that you or your son would save me."

"I never once asked for your help, and expected it to come."

"Us humans truly felt abandoned beyond any recognition."

"But this isn't me complaining. In fact, this is me saying cheers."

"Thanks for all those struggling, harsh and ******* cruel years."

"You see I know you "

"And this world you had a hand in "

"The strength you need to live in it is so demanding"

"Beyond any priest, pope and pastor"

"I learnt about you "

"And who I am so much faster"

"Through mistakes and wrong doing"

"Infinite battles ensewing"

"Within my mind and throughout humankind"

"I grew"

"I felt"

"I knew"

"There was a point to it all"

"And even in my continuous fall "


"From your holy grace"

"I understood why you breathed life into the human race"


I was silent. I wanted God to ask why


God: 'My dearest son. Give me your perspective on the meaning of all life'

I was frustrated and I angrily stabbed back like a knife

"My God! The meaning of life was simply just to live! Beyond a simple explanation and perspective, I ain't got nothing more to give!"

God: 'Then don't give me simple, give me complex yet precise. I WANT YOUR TAKE ON THE MEANING OF THIS LIFE!!!'


I stopped in the beckon of his holy colossal voice.


And In his frustration. I found some sense of absolute rejoice.

I waited. contemplated. I felt something inside my soul I had never felt before.


"No" I implored

Then I just smiled and stared.

God shouted 'WHY?!'


"You don't get my answer, in metaphor or otherwise"  

"You don't get the privilege of what it means to be me."


"You see, I understand that you may know everything already, within your created lands"


God raised an eyebrow and ushered with his hand

God: 'Go on my son'

"So asking me this question is redundant to me and the point is really none"

I paused and waited.

God contemplated


God: 'Well....what you say is right. And now the real question remains;


Through your mortal answer what does I, God, gain?'


'Must be something' I exclaimed


God: "Yes it is. And I'll i'll tell you what it's all for.
It's nothing more than another perspective. Call it if you will, an act of me being trying to be self reflective"
'You see in all it's glory, the world i made, follows rules and so must I, be as it may'
'So I can't know what you are going to say next. I never knew where this world was going to head'
'I never knew the human race could be so unkind, that hate would be the benchmark to define your lives'
'And I could sit here and give you a thousand sorries my son, but I had no hand in your life after the initial one'

"I kinda felt it" I muttered. Crying amongst uttered words

And I knew from God what next was going to be heard.

God: 'Freedom created comes with it perks, but also what lurks behind it all
Is the creators knowledge he could watch the beauty of it all disastrously fall'


So, I Met God the other day, And this is what he had to say

But don't let my experience cause alarmed dismay


Don't ask where I am now, or what happens after death

Don't ask me about life's secrets, another's answers are useless


Just know that your perspective, is truly a blessing

Your experience is yours to keep

It's up to you, to mean something

This gift we have been given

Is not for God to take

Unless we choose to do so



Freedom is ours


For simply freedom's sake

Words cannot describe how I feel

åh hvor er du afhængig
af den forbandede nikotin
du kan jo ikke give slip
du kan jo ikke vælge
han er din e-cigaret
en midlertidig løsning
mod en konstant trang
du savner dine cigaretter
men de er jo bare så skadelige
de er jo bare så fandens farlige
du tager en cigaret
mellem dine læber tændes den
du inhalerer ikke
du sidder bare med den
til den går ud
så finder du din e-cigaret frem igen
og suger indtil dine lunger kaster op
for så virker cigaretterne knap så fristende
så er trangen knap så stor

(f.b)

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

jeg har altid været en klimafamilie for sig
som var jeg en matematisk ligning
uden at ville det med vilje
har fundet ro i genbrugens hjørner og lofte
haft for stort et hjerte til at ødelægge et andet
væsens væren i verden
væmmes ved andre menneskers fryd og grådighed
myrd den æd den
måske jeg bare har udviklet en allergi
for industriens masseproduktion. usynlighed. ensformighed.
efterspørgsel efterspørgsel
kopivarer
Basic *******
undskyld hvad sagde du lige der?
elsker broccoli fordi det
minder mig om små træer
får ondt i hjertet når
et skal falde for at en klods af beton kan
gro og vokse sig stor
af økologiske grunde
industri industri
dobbeltmoral og hykleri

Sidder blandt fremmede
der ikke burde være det
en del af en mængde
hvor jeg ikke hører til
alligevel nyder jeg,
at sidde der
blandt de fremmede
og være en af dem,
bare et øjeblik.

Men lydende bliver højere
stemmerne insisterende
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller
hvad jeg skal svare på.
Og de fremmede vil mere
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare
være mig.

De vil ha' jeg bliver en del af dem
en del af den mængde,
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare for et øjeblik.

lyden af a-mennesker
lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker
tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm
regndråberne løber om kap på mit vindue
blomsterne på mit natbord er derimod visne
jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme
avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet
havet bruser et sted langt væk herfra
bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig
månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni
alting sker lige nu. i universet lyser
stjerner og solen brænder sin evige brand
fordømt og velsignet

jeg stønner og hvisker at jeg ikke ved hvad jeg skal sige
du kysser min nakke og holder om mig
så min krop bliver glad og afslappet
jeg kunne ligge her med dig hele dagen
du siger at jeg ikke behøver at sige noget
vi ligger her hele dagen
indtil vi ikke kan længere

nu ligger jeg her alene
og min enkeltmandsseng, som passede perfekt til os to
føltes nu pludselig utrolig stor
til kun mig
og jeg bilder mig selv ind at jeg ikke savner dig
jeg savner bare en eller anden
som kysser mig, og rør mig som du gør

Og der låg jeg så
Ødelagt, af din mangel på ord
Jeg ville græde, men det kunne jeg ikke
Så himlen gjorde det for mig
Med fødderne ude fra dynen
Så jeg kunne mærke kulden, jeg genkendte fra dig
Den kulde jeg troede var lagt som et sjal om dig, viste sig at komme fra dit dybeste kammer
Jeg kiggede på mine fingre, og de mindede mig om de mange gange jeg ville ønske de var svøbet om dig, som en baconsvøbt pølse, fra vognen ved Nørreport.
Du lærte mig at elske de små ting i livet, selvom du selv var stor
Lille som jeg er, må jeg vel bare forlade den tanke om os, jeg så standhaftigt holder mig fast ved

et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen

Han har den her teori om, at livet er én stor lidelse, og meningen med det hele er udfordringen i at vi skal forsøge at holde os ignorante, og finde de ting i verden, som får os til at glemme denne sorg. Som får det hele til ikke at stinke, selv hvis det bare er for en stund. Siden han fortalte mig dette stoppede jeg med at ønske at han så mig som sin elskede - det ved jeg, at han aldrig ville kunne give mig. Nu stræber jeg bare efter at være den ene person som får ham til at glemme at han har det sådan. Jeg vil være hans pusterum, hans tilflugt. Måske endda den, som får ham til at ændre dette deprimeret syn på verdenen.

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

Forklædt som prinsen på den hvide hest
Red han i hurtig galop ind i mit liv
Dog skulle det vise sig
At han var en stor rotte
På næsten to meter

For rotter kommer *** forklædt
For hvem vil dog se på en kæmpe klam rotte?

hende der hjalp den lille dreng
der faldt og slog sit knæ
pustede på såret for det havde
hendes mor lært hende hjalp
på smerten
hende der gerne tog den upopulære
pige i klassens parti
selvom *** vidste det ville være
en ukorrekt social bedrift
men med et retfærdigheds-gen
som hendes var det en
ligegyldig pointe
hende der gerne delte sin ostemad
eller hjalp med dansk lektierne
tegnede tegninger til alle dem der
ville have en
hende der ikke var bange for at få drengelus
men istedet frygtløst tog deres hånd
og løb med et fnis fra dem på legepladsen
hende der altid satte en dyd i
at være der for sine medmennesker
og forstå dem og deres inderste tanker
hende der cyklede rundt på hendes
turkis farvede cykel i sommerkjoler
med håret opsat i en hestehale
i den nordsjællandske provins
ved slottet mens solen gik ned
og skyerne blev lyserøde
hende hvor livet ikke kunne gå
hurtigt nok
*** har danset på bordene
drukket af den søde røde vin
mærket de euforiske følelser
i alle årer i hendes krop
set solen stå op
og kysset frøer der bare aldrig
blev til en prins
hende der røg tyve cigaretter
på én aften i håbet på at
forkorte sit liv med bare et par år
leve i ung ignorance
hende der blev bange for kærlighed
bildte sig selv ind at *** ikke
forstod den fordi hendes forældre
aldrig lærte hende det
hende der aldrig passede helt ind
i gymnasiets firkantede kasser
og formalia
med en livlig fantasi og en drøm
om frihed og kreativitet
hende der skar åbne sår i sig selv
og lod drenge slikke smerten væk
med deres rug tunger
pålagde dem en værdi
som de ikke besad
men hende naboens datter
med det lange brune hår
er blevet voksen
og *** vil være designer
*** har stjerner i øjnene
og der står flammer ud af munden
på hende
ingen bakke er høj nok
for hende at bestige
ingen by er stor nok
for hende at udforske
*** vil noget mere
noget større
og intet kan holde hende tilbage
ingen mand kan stoppe hende
eller stjæle hendes livsglæde
hendes mod
*** har set sig selv være
svag og lille
men aldrig igen
for verden er hendes

AS GAELIGE( IN IRISH )

Dún do súile
(Close your eyes)

Codail go lá...mo ghrá séimh.
(Sleep until day...my gentle love) .

Codail go sámh go sámh.
(Sleep peacefully...peacefully) .

Éirdeoidh an ghealach seo...
...is rachaidh an ghrian seo faoi

(This moon will rise...
...this sun will set)

aire 'gus grá
i gconaí
(care and love always)

gach oíche 's gach lá
gach lá 's gach oíche.
(every night every day
every day ever night) .

Mo phlúirín!
Mo stóirín!
Mo mhuirnín!
(My little flower!
My little treasure!
My little darling!)

Ach anois...
(But now...)

codail go sámh go séimh
(sleep peacefully...gently)

go fáinne an lae
(until the break of day)

le mise
ar do taobh.
(with me
by your side) .

Losing our baby
late into the night

holding this little thing
that only attempted to be human

unable to let go

I clasped the foetus
tightly in my hand

& buried it in the dawn
of our local park

under a recently planted
red rose bush.

In my grief
flower & baby
became one

and night after night I climbed
over high railings & even higher stars

to talk to her in the dark in Irish.

Or sing: My Love is like a Red Red Rose.

Or cry...or...cry.

Almost got arrested one night
by an Irish cop

drawn to the sound
of Irish emerging from darkness.

Guess he let me go because - it wouldn’t look good
on a charge sheet:

“The defendant was talking
& crying to...a flower.”

- in Irish.

Eist...eist
(listen...listen)

duinne eagin ag caoineadh
(someone is crying)

in a dorchasan
(in his darkness) .

Fill...fill...a run o!

Fill a run o is na imigh uaim.

Fill orm a chuisle a stor

agus chifeadh tu an gloire... ma fhillean tu!

Part of this was quoted in THE TIMES-LONDON: SAT 31.04.07 with the tiniest bit of an interview.

AS GAELIGE( IN IRISH )

Dún do súile
(Close your eyes)

Codail go lá...mo ghrá séimh.
(Sleep until day...my gentle love) .

Codail go sámh go sámh.
(Sleep peacefully...peacefully) .

Éirdeoidh an ghealach seo...
...is rachaidh an ghrian seo faoi

(This moon will rise...
...this sun will set)

aire 'gus grá
i gconaí
(care and love always)

gach oíche 's gach lá
gach lá 's gach oíche.
(every night every day
every day ever night) .

Mo phlúirín!
Mo stóirín!
Mo mhuirnín!
(My little flower!
My little treasure!
My little darling!)

Ach anois...
(But now...)

codail go sámh go séimh
(sleep peacefully...gently)

go fáinne an lae
(until the break of day)

le mise
ar do taobh.
(with me
by your side) .

Losing our baby
late into the night

holding this little thing
that only attempted to be human

unable to let go

I clasped the foetus
tightly in my hand

& buried it in the dawn
of our local park

under a recently planted
red rose bush.

In my grief
flower & baby
became one

and night after night I climbed
over high railings & even higher stars

to talk to her in the dark in Irish.

Or sing: My Love is like a Red Red Rose.

Or cry...or...cry.

Almost got arrested one night
by an Irish cop

drawn to the sound
of Irish emerging from darkness.

Guess he let me go because - it wouldn’t look good
on a charge sheet:

“The defendant was talking
& crying to...a flower.”

- in Irish.

Eist...eist
(listen...listen)

duinne eagin ag caoineadh
(someone is crying)

in a dorchasan
(in his darkness) .

Fill...fill...a run o!

Fill a run o is na imigh uaim.

Fill orm a chuisle a stor

agus chifeadh tu an gloire... ma fhillean tu!

(THE TIMES-LONDON: SAT 31.04.07)

The Big Decision

Today in Sweden, parties;
Midsummer solstice has been reached.
In England’s Stor Brittania* (Great Britain)
Union has been breached -
The vote: to leave a Europe’s huge and first attempt
To make a Europe one.
Now it’s done!  
Great Britain is the first to leave,
Reminding one of Union
And Confederate:
The US Civil War.
What more?
We don’t know what will follow.
Will the morrow turn to their advantage?
From the vantage point of Sweden,
Whose dependency is export,
It may be for the worse.
For all the rest, a blessing or a curse
Is yet to see.
Meanwhile, it’s for the likes of me
To write, describe and not project.
The project European Union
Will, in every likelihood,
Go on.
For my part I’m opinion-free.
Now on to my own party.

The Big Decision 6.24.2016
Our Times, Our Culture II; Swedish Book;
Arlene Corwin
*Swedish for Great Britain