flyver på nattens sidste timer
Med friske minder på min krop
Jeg kigger op på månen
Som *** rejser gennem natten
min evige følgesven
Jeg kunne forlade denne jord for hende
og for evigt vandre i hendes sølven have
med stjernerne til at vise mig vej

I stjärnornas ljus
utan boning utan hus.
Hör vindens svaga sång
livet tystnar på en gång.
I luften viskas hemligheter
resandes i evigheter.
Världen är blott en dröm
djupt i din sömn.
Stig på i nattens famn
följ med oss om du kan.

lyset reflekterer i unge pigehjerter
med naive sind,
der leger med smagen af grå røg
i nattens smalle gader
den ældre (u)ægtemand
vender hjem til en fortabt stilhed
og drengen med de krystalblå øjne
smiler nervøst på en kold trappesten
mens kvinden med kashmirtørklædet
maler en streg i månens skær
og gemmer sandheden væk
i en lille guldæske, *** ikke lukker op

*** har rodet hår
*** har spenderet natten i hans seng igen
selvom *** sidste gang sagde
at det var sidste gang
men det sagde *** også gangen før
(og gangen før det)
og *** sagde det også til ham i morges
da han gik i bad
for at vaske hende af sig
og *** tog tøjet på fra nattens strabadser
men *** ved godt
at *** siger det igen næste weekend

Jeg har altid hadet hospitaler.
Hospitaler med deres hvide vægge.
Lægerne med deres hvide kitler.
Glassene med de hvide piller.
Sengene med det hvide betræk.
Og for engangskyld hadede jeg månen. Så klam og hvid. Så pisse irriterende hvid og rund.
-*** var ret hvid.
Ikke på den klamme og irriterende måde, men på en måde, der lyste i mørke. Som en gadelygte midt i nattens ingenting. En gadelygte, der lyste både dag og nat.
Pludselig slukkede den.
*** fortalte mig, at tidlige aftener bliver til morgener sent.
Mine hvide fingre strøg gennem hendes bølgede hår.
*** kiggede på mig med hendes lysende øjne. Jeg kiggede tilbage.
*** smilede.
Jeg tog fat i elefanten og gav den til hende. *** klemte den helt ind til sig, og en grå tåre faldt fra hendes hvide kind.

*f.b

stille træer bevæger sig teatralsk i
nattens overvældende vind
vs mig, hvordan lykken sitrer i dine
bittesmå fingerspidser, når du
skriver digte med blokbogstaver
vis mig dig, når du er allergladest
med tårer i øjnene og græs under
neglene
stille følelser bevæger sig teatralsk i
en uregelmæssig rytme, der gør det
svært at holde af nogen på en måde,
der føles som følelser

.I mørket hvor hundene miaver og kattene gør

der vandrer en mand, og en kvinde i slør

siger intet, som kun generte tør

alting har ændret ingenting, så alt er som før

nattens gule øjne og dødbringende klør

de/den kradser sig gennem realiteten på en søvnig chauffør

Den nat beviser, at det kun er de hellige der dør.

*f.b

to lukkede øjne
mødes i nattens mørke lys
blanke silhuetter danser
sanser efter duften af hjem
et helt fremmed sted

en taxatur
gennem nattens uforudsigelige.
torsdag aften.
klokken 01.00
hoppede jeg ind.
klokken 01.15
hoppede jeg ud.
på en gade jeg ikke kendte
gik jeg op
i en lejlighed
som *** ikke boede i.
i lejligheden
overnattede ***.
overnattede jeg.
sammen
alligevel.
vi snakkede så meget.
sagde så lidt.
hendes øjne sagde mere
end hendes mund.
*** vidste hvad *** ville have
og jeg vidste det også.
et afslørende blik og matchende undertøj
gjorde grænserne
for hvad vi kunne gøre
ikkeeksisterende.
jeg gav hende ikke hvad *** ville have.
*** måtte vente
det samme måtte jeg.

vandet er så kønt på overfladen
men endnu kønnere er det
at dykke ned
på bunden
og afsløre
alle dets hemmeligheder.
Udforske
hvert et hjørne
hvert et sandkorn
og hver en nysgerrighed.
først der
kan du nyde overfladen.

*(f.b)

de to små streger skriger
i mine øjne
havde jeg været forsigtig,
taget hvert skridt på æggeskaller og
tænkt lange tanker,
ville jeg løbe videre ubekymret
i dette sekund og
danse i nattens lys

men nu
nu, har jeg solens stråler
i maven
det smager bittert
som om det ikke passer ind

de lyseblå dråber fra mine øjne
er krystalklare
de skærer i mit sind og
hvisker hvad jeg skal gøre

de hvide vægge er kolde
jeg ser min sorte pedicure og
nu matcher den farven indeni
jeg burde være tom

men
jeg fortsætter i ungdommens
lange baner
jeg tegner blomster på blankt
papir og
jeg smiler samtidig

Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.

I fantasiens hjul omkring livet
løb vi rundt.
Cirkelforvirrede.
Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer
ville søge efter lyset.
Lyset har aldrig fanget os.
Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt,
mærkede vi glastårerne i græsset.
Som i en rus gav vores hjerter ekko.
Med et nu så skrøbeligt og taktløse ****, måtte vi holde fast
for ikke at dø i nattens kolde ånde.
Stranguleret af horisontens  loft og selv opspundende forventninger
Eksisterer vi kun, når vi vil.

på et øde sted
som ej er kendt af
mange

der brænder to triste hjerter
en tankestreg forbinder dem
men tager ej hinanden til sig

og mørket ligger som et tæppe
varmer triste hjerter
på en kold og blæsende
juli nat

"de mennesker du har mistet
bær' en del af dem i dig
og sørg over
tabet
af dem
for hele dem
betyder noget
for hele dig"

og sorgen var bundet
som en knude
en bristende én
som et for løst bundet snørebånd
og selvom ordene flød fra ligeså triste munde
saltede af fortids minder
var kun stilheden nødvendig
for at forstå
....
at her kunne triste hjerter
mødes
og føle i fællesskab
og alt ville være helt ok

i nattens sidste time
brændte et let kys
på mundvigen

givet i hemmelighed
taget imod med en åbenhed
som hele verden
ville kunne se fra stjernernes
lys i mørket

tankestregen forbandt dem ej
men de åbne sår helede sammen
den nat i en omfavnelse

fra to triste hjerter

Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.

Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.

For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.

et forkert fortolket smil er mit daglige tilbehør
mit beskyttende skjold af grin og glæde er noget der hører hver dag til
klokken 02:00 når nattens dæmoner er ved at være stået op fra søvnens leje, er situationen ikke så antagelig længere
jeg laller rundt i en verden af mennesker med plastikhjerter
indifferente vil de være
hvis scenariet ikke omhandler deres narcissistiske selv
isblå er mine tanker, en forfrysning i hjernen er det der plager mig
små metaforisk lyder det nu
men alt er koldt og det føles som blodmangel
en besked fra mit kuldebefængte sind spørger hvor vidt denne sølvgrå verden er værd at tage del i

men tanken om at det i stedet er hende
der får din varme
uskyldige kys i nakken
i mørke soveværelser
hendes fingre flettet ind i dine
hende, der fjerner dit tøj
og rører dig
hende, der hører dig når du så passioneret spiller
blid musik
hende, der hører dine inderste tanker
på dovne søndagsmorgener

jeg håber *** ved
at *** ligner mig
og jeg håber *** er klar over
at det før var mig der før hørte dine historier
delte din musik
og arret over dine læber

jeg håber *** ved
at jeg var der først
at det var mig der sov i dine arme
holdt dine hænder
kyssede dine læber
samlet i timevis

jeg håber du husker
de magiske stunder
stille nætter i stormvejr
kys under fyrværkeri
og i nattens mørke
efter ungdommens fester

bliver jeg mon hos dig
bliver jeg gammel med dig
i dine tanker
som du vil blive i mine
for du var der først

jeg beder dig om
at skimte kaffen
og en brun sø tager form
i din øjenkrog -
du indrømmer
at det er nattens blod
eller din sjæl
i kondenseret skikkelse
jeg smiler marront
og sætter mit aftryk i ørkenen;
din sandpapirspande
jeg tager afsked
og ser dig kaste dig
med grøn længsel
ud i ensomheden

HVAD VIL DU GØRE?
TRÆDER OG TRAMPER
FOR AT KUNNE SE
DU KAN FÅ ALT
TRAMPER OG DRÆBER
TIL DE FALDER I BUNKER.
DINE CIGS HAR FÅET DIG
DIT HJERTE HAR KOLD.
TAGER PUSTEN FRA DIG
DRÆBER
TIL DE FALDER I HOBER
LIVSNYDER
DU ER KEDSOMHEDEN
- OVERHALER DIG SELV INDENOM.
ALLIGEVEL SKAL DU FEJES OP, BLOT FOR AT BLIVE SMINKET.
DU VIL OP TIL STJERNERNE, MEN DU ER IKKE HØJ NOK.
DU SNAKKER
OG SNAKKER
SNAKKER
MEN SIGER INTET ANDET END ORDLØSE LYDE.
DU GÅR UD I NATTENS DISTRAKTION.
SKRIGER
MEN DET ER NAT
OG JEG ER LIGEGLAD.

En strøm af glæde i gennem min krop.

En ekstatisk glæde ud i fingerspidserne.

en øl, to øl.

et smil bliver til grin

en berøring bliver til kys

et skridt bliver til løb

Løb igennem gader

febrilske hænder

lystige blikke

let

flyvende

lykkelig i et tog mod endestationen

En del af noget, en del af dig

nattens mørke omslutter vores kroppe

toget bumler ud i mørket

med øjene mod livet

i mørke er alle bange

Ikke os for vi er børn af mørket

rodløse børn hånd i hånd

alligevel ikke

et hjem i din favn

kærlighed formet af dig

et silkebånd binder vores blod sammen

vi er ikke ét

vi, vi er én.

alle ved at der er noget særligt
ved dagens første cigaret
og nattens stilhed
men jeg venter stadig på den
dag jeg bliver træt af tanken om dig
og dine smilende øjne
jeg ved ikke hvor lang tid der går
men dagen kommer
og jeg vil tage imod den
som var den en kærlig hånd
jeg vil ikke længere dykke efter svar
i dine havblå øjne
for jeg er bange for at du vil lukke dem i
og aldrig lukke mig ud
det sner ikke endnu
men følelsen af at skulle på afvænning
for dine kys føles som kom den
som en brise en decembermorgen
og jeg er blevet taget på sengen og
har ikke andet end din t-shirt på
jeg venter stadig på den dag
jeg bliver træt af tanken om dig
også selvom jeg ved
at den aldrig kommer

glødende med mod
som en lysende aura
como las estrellas y la luna
tvivlen lægger sig over huden som en omvandrende spændetrøje
tú eres siempre infinitamente dudoso  
nattens glorie af drømme
mørkeblåt velour lægger sig over kroppen
landskabets svajende profil
i mørket siger du
el momento perfecto es inaccesible
pero tú eres accesible
y ese es suficiente

I nattens mulm og mørke
Fandt sjælene vej
Min mund føltes som tørke
Men du gjorde det til en leg

Mit hjerte var tomt og øde
Og kulden blæste på mig
Men kun med dette møde
Fandt kærligheden vej

Nu blev jeg helt varm
Og stjernen skinnede for oven
Byens høje larm
Forsvandt ligesom sorgen

Du tog mig i din favn
Jeg var ikke alene
Pludselig blev du min havn
Du forstod at forene

Alting er så flygtigt

Som
Det sidste kys
Der trækkes ud

jointen der forsvinder

byturen der nærmer sig sin ende

nattens dug på min skulder

lyset der brænder
drypper sin stearin på mine fingre
temperaturerne der skifter

sæsoner der begynder
og slutter

den første sommerdag
den sidste sommerdag

jeg vil helst bare holde fast
trække tiderne ud

leve i min verden
leve i mit tempo
bare leve


Følelsen af at føle sig fiktiv
Føles mere jordnær
End
Ideen om at eksistere
I en verden så fuckd som denne

Verden er så ******* fiktiv
Fikseret
kun med sig selv

Jeg findes ikke

Alting er så flygtigt

Det er så fandens svært at få lov til leve
så fandens svært at få lov til at dø

Enden virker nogen gange som et bedre sted at starte

Slutning
er håndterlig i sin uhåndterlighed
Som en bekræftelse af det abstrakte

Til ****
Kan også jeg flyve

Alting
er så flygtigt

at ligge fuldt påklædt på sengen, ingen
bekymringer om skoenes mudder
med en masende humørsvingningstrykbølge i brystet, pressende på ribbenet
som et lille, tungt mørkelilla prikket væsen, der forsøger at æde sig ud af mit kadaver
der i øvrigt er forslået fra at gå ind i tørrestativet klokken to om natten i et
vand-drikningsprojekt
klædt i nattens sorte, sorte jakkesæt, som mændende og mågerne og tankerne og alt i mørket er

som i jomfruens tegn
danser vi på bordene, smækker ballerne blå og drikker alt det triste til  blods
pigeskolen er ikke længere kun åben for kursister
op af ilden rejser sig en prydelig menneskekrop, som er brændt af livets vanskeligheder
jeg vil igen
ilden bliver kvalt, når man er så tæt på det brusende farevand som du
vi drikker ædel gåsevin, når tørsten mellem nattens aktioner træder ind
endelig noget der ikke beruser sindet
dækket af ar som ingen kan se, danser du lystigt videre og lader igen som om jeg aldrig var
det er kunsten i at skjule du mestrer, som houdin fik tiden til at gå