Fingerprints and fibers,
Accumulated talk,
Whispers in the corners,
Bodies demarcated in chalk
On the marble courtroom stairs.
His misery became a pall.
With mourning signs in splattered pairs,
Red flowers on the wall.

All that he had left behind was grief
And powerless rage,
A Tansu chest in high relief,
A coiled brass clock fatigued with age.

Retreating to a white house in Simrishamn,
He’d walk his dog along the shore,
Find sterile clues amongst the sands,
And travel a ferry between two lands.

And now: An experiment! Blame Google Translate for this weird (?) Swedish translation: Please tell me if this is a bad translation!

Fingeravtryck och fibrer,
Ackumulerat samtal,
Viskar i hörnen,
Kroppar avgränsad i krita
På marmor rättssal trappor.
Hans elände blev en pall.
Med sorgsignaler i splatterade par,
Röda blommor på väggen.

Allt som han hade lämnat var sorg
Och maktlös raseri,
En Tansu bröst i hög lättnad,
En spolad mässingsklocka utmanad med åldern.

Att återvända till ett vitt hus i Simrishamn,
Han skulle gå sin hund längs stranden,
Hitta sterila ledtrådar bland sandarna,

*** er så yndig med de markerede kindben og
hendes læber er rosarøde i efterårets bløde tryk
man kan næsten skræmmes, når man er observant
men så løber *** der - nede ved stranden og vinden
slår sand op ad hendes smalle ben og nederdelen
flagrer op ad låret, men for første gang skænker ***
det ej en tanke
*** lader sin hud være der, bare for en kort stund i
det øjeblik, *** har kreeret til sig selv
mine øjne brænder, mine negle sitrer *** er smuk lige
dér, når jeg fanger hende i en rus af lykkefølelse
dråber af sved baner vej langs tindingerne
nuancer af rød pryder det barnagtige, porcelænfine ansigt
så griner ***; helt nede fra maven, og lader sin soprane
melodi af stemmebånd svøbe ud og over læberne
helt ustandseligt
dér elskede jeg hende utvivlsomt, ustoppeligt og aldeles
uendeligt, for dér var *** menneske ligesom jeg selv

Du er diamanter, jeg kan mærke mit hjerteslag.
Og du føler at du er i live igen.
Oplevelser igennem hinder af koldsvedende løfter.
Vinden på stranden flyvende gennem mit hår.
Hvis vi kun har det her liv, med idéfyldte tanker
Lad os nyde det sammen, for husk;
Det er mørkest lige inden - du står op.
Så jeg føler at jeg er i live igen.
Jeg er din diamant, jeg kan mærke dit hjerteslag.

en kold januars morgen - tak fordi du smilte så sødt, og kyssede så godt, undskyld fordi jeg ikke krammede så godt, da vi sagde farvel for altid.
en forårs dag - tak for de søde blikke og håndholdning på stranden, til den konfirmation, undskyld fordi jeg glemte dit nummer
en sommer aften på grøndalsvej - jeg ved godt du har taget en omvej, kun for at følges med mig, tak for håndholdning og kram, undskyld at jeg ikke svarede på dine opkald
endnu en sommer aften men på godthåbsvej - tak for den sprite, undskyld fordi jeg bare gik
endnu en sommer aften dog i et kolonihavehus - tak for alle de søde kindkys og en hel masse brændte skumfidusser(det var ligeså meget min skyld), undskyld fordi jeg blev veninder med din lillesøster
en varm efterårs eftermiddag/aften - tak for turen på din Christiana-cykel, og for vores små kys i din pool, undskyld fordi din bedsteven faldt for mig
endnu en efterårs aften dog knap så varm -  tak for isen, tak for din varme-jakke, hænder og kys, undskyld fordi jeg ikke var tydelig nok
en kold nytårs aften - tak for hele december måned, undskyld at du skulle finde ud af det igennem hende, men jeg troede ikke det var seriøst, undskyld.

Du ser på den fineste, fine pige
med naturlige bølger i håret
som dem af saltvand
der kysser stranden
ved hendes fødder.

Det kilder i din mave,
og den sitrende fornemmelse
kører til brystkassen,
som nu føles
tung
og fyldt.
Du smiler til hende
og dit smil bliver dobbelt så bredt,
da du ser
at *** smiler
tilbage.
Monets have blomstrer
og Noahs ark danser
i din mave,
ved synet
af hendes fine ansigt,
der lyser op
i solens stråler.

Du har givet hende
det smil,
som nu står malet
mellem hendes kinder.

Du er kunstneren
og *** er kunsten.

et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
  i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden

I skolen skriver jeg sagprosa,
og rækker flittigt hånden op i dansktimerne.
Jeg smiler til lærerne på gangen
og kommer med åndssvage sarkastiske kommentarer,
som de alligevel i et-eller-andet omfang,
finder humoritiske.
Jeg løber ture ad hovedvejen,
og løber mod bilerne,
i håbet om,
at en-eller-anden vil lægge mærke til den tåre,
der løber ned af min højre kind.
Når jeg kommer til den sidevej,
hvor min dansklærer bor,
vender jeg hovedet,
kigger,
og efterfølgende leder jeg i mængden,
efter en sort bil, der kunne være hendes.
Når jeg kommer til stranden,
standser jeg brat op.
Tager musikken ud af ørene og prøver at få tiden til at stå stille.
Når jeg kommer hjem skriver jeg digte.

vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne

hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?

Vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne

Hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?

Ooit heb je spijt
dat valt niet te ontwijken.
*** beter dagen lijken
*** zwaarder je later lijdt.

Laat de klanken mij dragen
naar een plaats waar klinkers
de rechter en de linker
me temidden dagen.
Voer mij geredeneerde waterwijn
en kerken die nooit groener zijn.
Vervoer mij naar die streek
waar penselen landden,
streepten door verguisde stranden
tot verhuisde landen omarmd,
gesloten in twee handen,
zachtjes op de grond gedijd.

Je mag me naar die wegen sjouwen
die ik al zo lang vermijd.
Ik zal er mijn huisje bouven,
er wonen tot een eeuwigheid.