det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

vänster, samt vad är kvar / left, together with what's left (Sveedish).

i didn't tell you which hemisphere of
the brain was affected, the uncensored region
you might say - unaffected by
αφασια - a fine balancing act:

right*                              |                     ­       left
imagination                                        ­          logic
intuition                                                  langu­ge
insight                                                  reaso­ning
music                                                   arithmetic
art                                           science in general
= Σ, a holistic basin            = Σ, a rat in a maze

so no wonder - the left was pumped up studying
chemistry and not really bothered about
theological-humanism or humanism per se,
arguments came, arguments went,
some argued, some prayed, it was all a bit
like a fiery hoopla thrown in the air with
a dog jumping through it at the same time -
but what i don't understand is how,
certain aspects of knowledge encapsulating
a universal breadth of things are based upon
limitations, limitations that are, after all
the particulars - like Socrates mused,
universally we can all see the stars -
blind men and speech coupled with
imagination are a particular cut-off point,
as i guess are astronauts - star-gazing must
seem rather boring after you've seen the earth
from above like that - never mind the photographs
from up there, won't do it justice -
so let's say we have the above stated schematic of
variations in the hemispheres - why did
i get this adrenaline / steroid boost in language?
the only reason i can think of is that this language
was acquired, it's technically an inorganic part of me,
should it be organic akin to the body it would
have to be spoken to a child in some remote part
of Poland, any haemorrhage is an organic event,
it's this inorganic implant in me that's surfacing
and seems unaffected, rebellious against the body's
change... for a minute there i thought i handled
the whole debate well, now i'm not so sure -
it's this music pounding that's affecting the writing,
sometimes you get it right, sometimes you get it wrong,
but the compensation is... it's on digital paper,
i'm not chopping down the Amazon or stealing
other people's toilet paper... language usage based
upon misnomer-ism, a theory that to encompass
a well-intended vocabulary given the depth of
all human vocabulary is a sheer impossibility unless
it be limited, and by being limited invokes
emotional connection to averse reaction via a censor
or without a censor - or was that the expectation
to understand left and right in a classroom with prim
instances of use of thought out immortality and
Japanese perfectionism in the garden? mortal, mistake,
mortal, mistake - and if mortality wasn't bad enough
the insistent lamentations of a would-be-heaven-to-come.
now i can write blah blah blah blah blah blah blah, blah
like this forever, but i just have a feeling for anymore,
it's this contradictory lamentation of what
adequate language activity is expected of anyone -
or why the qualities of the left are only partially damaged,
and the sudden exponential rush to compulsive
writing, hermit-like-existence and overall boredom
with existence (i hate that in england there's a
distinction between existence and life... existence always
has negative connotations, to me it just means life
in slow-motion- i.e. out of every instance; or?
attention to detail). but it's true, that's how it's spoken
in england - existence bad, life good - or why is it
that both self and ego are used in psychology?
they're no longer proper pronouns, so i guess they can
act as bumper stickers or boxing bags to bash
about because no one is going to write or speak a
sentence using them, well the self is still used more,
no ego-tripping as they say - but you wouldn't
exactly write, so self went to the corner-shop
and bought myself a brimful of asha (forty-five!),
one's german, the other is latin, and we're bashing
these words about with theories, structures
of necessary conviction while using a more fluid
system of pronouns, but we nonetheless kept them
for theoretical purposes, supposing we wouldn't
hurt anyone in the process... why keep both?
it's like two histories colliding - the history of barbaric
invaders from the north with their ram-like
persistence to keep talking, and the southerners who
didn't like the runes and like Greek thought.
i don't know, seems like a bordello in terms of keeping
any language tidy.

p.s. i wonder why, with the right hemisphere being
unaffected i do not experience lucid dreaming...
i guess the brain just said: dreaming is irrational
when justifying a good night's sleep.

Vågner op og igen i dag er det bare en ubetydelig dag i ferien, jeg behøves ikke engang vide om det er Mandag, eller Torsdag. Igen i dag skal jeg nok bare alligevel bare ligge og dovne den i min seng. Mens jeg ser i mellen 3-7 afsnit af Gossip Girl, mens jeg kigger min insta i gemmen 100 gange. Og det er det samme der bliver vist, der er alligevel intet af det der siger mig en skid. Udover jeg let bliver påvirket, nok også en smule jaloux over se folk der er sammen med folk.          

Prøver ihærdig at komme i kontakt med folk med at sende en latterlig snap af mig selv. Men ingen af dem svare rigtigt, det er os okay. Jeg bliver ved med stirre ned i mobilen, og når jeg ikke kigger ned i skærmen på mobilen, ser jeg op på skærmen på computeren. Jeg føler mig som den største taber fordi jeg er så afhængig at at være online på de socialemedier, konstant. Jeg prøver at trøste mig selv med at jeg i det mindste godt selv ved det.

Det sitre i min krop, og rastløsheden snurre rundt i min krop. Jeg kan virkelig tydeligt mærke det. Samt kan jeg mærke min krop er fyldt med energi og vrede, over jeg ikke laver noget. Ligger på gulvet og har tåre i øjnene.

Dopamin
Den altoverskyggende, samt overvældende følelse af dopamin, som gennemtrængte min krop, lige idet jeg fik øje på dig i mængden, var  altafgørende, men det vidste jeg ikke dengang.