Av hysteri jeg skriker flammer og håret reiser seg i lynets dødelige knekte streker.
En halvveis setning, en ikke ferdiggjort fasong.
Elektrisk knust glass fyller mine nesebor og nåler sikker ut av øynene.
Jeg er så død som djevlen selv.
Jeg vrir meg under bakken og mine bein, ja, hele mitt skjelett er dømt til å bli gift som etser gjennom alt som kommer anig. Som syre i mitt blod vrir årene seg i smerte i mine iskalde fingre.
Å være greit å ikke gjøre ferdig.
Det er absurd! Min smerte eier ikke grenser.
Å roe seg at alt er dårlig.
Å roe seg med alt som er så usselig.
Det er umulig når jeg selv vet at mitt eget beste er noen andres aller verste.

jeg er inderligt ked af at du har lært mig at kende, du har nu erindret en side af mig du ikke burde, en side fuld af blod, glasskår og elektriske nattetimer, du siger jeg er din prinsesse, men min tilværelse er ikke et eventyr længere, blodet løber ned af mine arme og mit hjerte slår i lynets hast når de røde dråber rammer det hvide marmorgulv, alt dette er hændt grundet udefinerbare snitsår, luften bliver tynd og farven mørkegrå er den essentielle farve for mit sind, jeg er lænket til mine røde minder, dele af mit sind er taget væk, skiftet ud, med kemisk opløselige følelser.
du får mine øjne til at løbe i vand når du siger at du elsker mig, jeg bliver helt fanatisk, elektrisk, allergisk. gå væk fra mig, men bliv alligevel.