Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Nikoline Dec 2014
blod og tårer
reagerer og resulterer
i flammer
og dine fingerspidser
har indgraveret
dit navn
i min ryg
som et banalt kvæg
er jeg brændemærket
asken er tung at bære
og mit hjerte gør så ondt
jeg føler mig som en tændstik
brændt af
og kan ikke slippe
tanken om den dag
alt gik op i røg
Vampi Fallborg Apr 2013
Av hysteri jeg skriker flammer og håret reiser seg i lynets dødelige knekte streker.
En halvveis setning, en ikke ferdiggjort fasong.
Elektrisk knust glass fyller mine nesebor og nåler sikker ut av øynene.
Jeg er så død som djevlen selv.
Jeg vrir meg under bakken og mine bein, ja, hele mitt skjelett er dømt til å bli gift som etser gjennom alt som kommer anig. Som syre i mitt blod vrir årene seg i smerte i mine iskalde fingre.
Å være greit å ikke gjøre ferdig.
Det er absurd! Min smerte eier ikke grenser.
Å roe seg at alt er dårlig.
Å roe seg med alt som er så usselig.
Det er umulig når jeg selv vet at mitt eget beste er noen andres aller verste.
That is norwegian.
Title: The hysteria of a poor perfectionist.
Cecilie Andersen Sep 2017
Jeg kan mærke dine hænder tage fat om min tynde slappe arm. Jeg sparker og slår uden at opnå noget, og et skrig flår i halsen på mig, men det vil ikke ud. Det kan ikke komme ud, for det samler sig bare til spyt i højre mundvig og ligger sig i lag med alle de ord jeg ikke fik sagt.

Nærm dig ikke og hold ikke om mig, for jeg vil ikke have, at du skal høre min vejrtrækken og mine gisp. Jeg vil ikke vise dig, at mit hjerte galoperer og hamrer indtil min krop ryster af rædsel og, at jeg har trykken for ørerne og blod rosende til mine kinder, som bliver varme og farves røde, for ikke engang min angst vil jeg forære dig.

Tåre der ikke får lov til at flyde ud, føles som det grove sandpapir min far plejede at bruge til sine lyse afskårne træstykker. Lader jeg tårerne flyde føles det som det glas han engang kom til at ødelægge i raseri, og alt blev til små, skarpe glasskår i den sølvfarvede-stål-håndvask. Pludselig ved jeg hvordan han havde det dengang, hvor alt gik i flammer og alt spildte over. Jeg skriger under vand og er holdt fast med lænker og ræb, imens sten bliver smidt mod mig. Jeg lukker de tunge øjenlåg ned over mine matte øjne.
TRANSLATED:
Screams
I can feel your hands grasping my thin limp arm. I am kicking and punching without achieving anything and a scream flays in my throat, but it won't get out. It can not get out, because it just accumulates in saliva in the right side of my mouth and lies in pickle with all of the words I did not say.

Don't get close and don't hold me, for I do not want you to hear my breathing and my gasps. I don't want to show you my heart galloping and hammering until my body shakes in horror and that I have oppression in the ears and blood rushing to my cheeks till they get hot and are being colored red, for not even my fear I will give you.

Tears that are not allowed to flow feels like the coarse sandpaper my father used to use for his light cut pieces. If I let the tears flow, it would feel like the glass he once wreaked in anger, and everything turned into small, sharp glass pieces in the silver-colored-steel sink. Suddenly I know how he felt when it all was flaming and everything spilled over. I'm screaming under water and stuck with chains and belch while stones are being thrown at me. I close the heavy eyelids over my matte eyes.
UDBRÆNDT ILDSJÆL
  INGEN FLAMMER I BÅLSTEDET;
BLOT GLØDER
               EN ULMEN
        INGEN ÅBEN ILD, MEN:
                           INDRE VARME, SVITSEN
EN DØDBRINGENDE KERNE
               UNDER DEN GÅ, OPBRUGTE
                                  SKAL

     SÅ RØR MIG IKKE,
                       PÅ TRODS AF MIN
                                             UDSLUKTHED
MEDMINDRE DET ER MED
                            FORBRÆNDINGER I TANKERNE
                      FOR JEG ULMER STADIG;
                                    ILDEN ER IKKE
                                                  BEKÆMPET
     ­                       JEG BRÆNDER
                                                      OP
­                    LANGSOMT
                                    ­                          SÅ KOM IKKE NÆR
forlængst glemt lille perle i en tilfældig bog jeg faldt over igen. ville gemme det
ungdomspoet May 2018
hende der hjalp den lille dreng
der faldt og slog sit knæ
pustede på såret for det havde
hendes mor lært hende hjalp
på smerten
hende der gerne tog den upopulære
pige i klassens parti
selvom *** vidste det ville være
en ukorrekt social bedrift
men med et retfærdigheds-gen
som hendes var det en
ligegyldig pointe
hende der gerne delte sin ostemad
eller hjalp med dansk lektierne
tegnede tegninger til alle dem der
ville have en
hende der ikke var bange for at få drengelus
men istedet frygtløst tog deres hånd
og løb med et fnis fra dem på legepladsen
hende der altid satte en dyd i
at være der for sine medmennesker
og forstå dem og deres inderste tanker
hende der cyklede rundt på hendes
turkis farvede cykel i sommerkjoler
med håret opsat i en hestehale
i den nordsjællandske provins
ved slottet mens solen gik ned
og skyerne blev lyserøde
hende hvor livet ikke kunne gå
hurtigt nok
*** har danset på bordene
drukket af den søde røde vin
mærket de euforiske følelser
i alle årer i hendes krop
set solen stå op
og kysset frøer der bare aldrig
blev til en prins
hende der røg tyve cigaretter
på én aften i håbet på at
forkorte sit liv med bare et par år
leve i ung ignorance
hende der blev bange for kærlighed
bildte sig selv ind at *** ikke
forstod den fordi hendes forældre
aldrig lærte hende det
hende der aldrig passede helt ind
i gymnasiets firkantede kasser
og formalia
med en livlig fantasi og en drøm
om frihed og kreativitet
hende der skar åbne sår i sig selv
og lod drenge slikke smerten væk
med deres rug tunger
pålagde dem en værdi
som de ikke besad
men hende naboens datter
med det lange brune hår
er blevet voksen
og *** vil være designer
*** har stjerner i øjnene
og der står flammer ud af munden
på hende
ingen bakke er høj nok
for hende at bestige
ingen by er stor nok
for hende at udforske
*** vil noget mere
noget større
og intet kan holde hende tilbage
ingen mand kan stoppe hende
eller stjæle hendes livsglæde
hendes mod
*** har set sig selv være
svag og lille
men aldrig igen
for verden er hendes
Louise Sep 2016
du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud

jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg

tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt  
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme
anna charlotte Feb 2021
foråret sniger sig stille ind på mig. vinterens kolde pus på min hud, er snart forbipasseret og hvad jeg behøver og har kært, er i min sfære. jeg bliver holdt varm af kolde nætters få flammer.

— The End —