hvis vi var født i en anden generation, ville du
have givet mig oliemaling og A4-papir, da jeg
fyldte femten år gammel
i stedet for et gavekort og en buket røde roser
hvis vi var født i en anden generation, ville du
lade mig plante træer i din have og sætte alarm
til solopgangen
vores hjerter ville være døsige af ren kærlighed,
og vores ankler ville være ømme af berøringer
vi ville tale i lydbølger, der forbindes med farven
blå, og vores sjæle ville forme os sammen som
lejrbåle, vi undlod at slukke
du ville fortælle mig, hvordan mælk flød gennem
mine årer, og hvordan jeg var bygget af mosaik
hvis vi var født i en anden generation ville vores
læber tygge på sætninger, jeg ikke engang kan
få mine fingre til at skrive
hvis vi var født i en anden generation
ville jeg ikke huske dine mandelformede, elektriske
udspilede øjne, der fik mig til at grine med blodige
hofter og mord klistret fast som tape på mine hænder
hvis vi var født i en anden generation
ville dit navn lyde som poesi, og selv mit hjerte ville
danse som juniregn med duft af kastanjer
hvis vi var født i en anden generation
havde du måske modtaget denne voicemail, og
måske havde vi defineret det, alle andre end os,
kaldte for
os

Ich habe Fernweh nach dem Ort an dem du gerade bist, und Heimweh nach dem Platz in deinem Herzen.
Ich liebe den Himmel, und ich wünschte ich wäre das Firmament über dir, egal ob hinter Wolken versteckt oder mit den Gestirnen geschmückt, denn dann würde ich dich immer sehen und immer bei dir seien.
Jedoch könnte ich dich nie berühren, von da oben.
Vielleicht wäre es besser, der Boden zu seien. Du legst dich in mein warmes Gras und atmest meinen Duft ein, nach einem Regenschauer, und würdest dabei lächeln. Aber als der Boden, würdest du mich je bemerken? Und wenn ja, würdest du nicht nur auf mich herabsehen?
Das würde ich nicht überleben, wir sind alle aus Sternenstaub, und besonders in der Liebe gleich.
Aber wenn du mir diese drei Worte ins Ohr flüsterst oder sie mir ins Gesicht schreist, dann ist es eh egal. Denn dann steht alles auf dem Kopf, am Himmel ist das Wasser der Meere und ich schwimme durch Wolken. Ich gehe über Federn, und das Federkleid der Vögel besteht aus Gras.
So ist es, zumindest in meinem Kopf, jedes Mal nachdem du mein Herz mit den Schmetterlingen, die du in meinem Bauch ausgesetzt hast, erschütterst hast.

jeg siger, jeg hellere vil være alene
men alligevel besjæler jeg tomme vinglas
siger til mig selv enogtyve gange, lige så
det skærer på læberne, at glasset er lidt
ligesom dig, og det er vel lidt, som man
vælger at tage det, men jeg tager det ikke
jeg ser bare på det, betragter det med
voksne øjne i en alder af tolv år gammel
følelsen på spidsen af min tunge mod
kolde kanter; en duft af noget, der engang var
åndende
og så tror de, at hvis de fortæller mig, de
kan lide mig; ligefrem elsker mig, at det
skulle gøre godt for ødelagte knogler og
blå sjæle, men så siger jeg, at jeg hellere vil
være alene
tre fingre i halsen og kolde hænder, er
det sådan kærlighed
skal føles?
tom og ligefrem klaustrofobisk

på en varm juni nat i
vor tids paris
dansede jeg rundt på brostenene
i dine arme til lyden af 20'ernes jazz
fra en pladespiller i et åbent kældervindue
og livet smagte af champagne og luften
var fyldt med kærlighed, latter, og den
aftagende duft at læbestift og chanel
og jeg følte mig lidt som daisy
gjorde det i gatsbys arme og
vi gentog fortiden på ny
men det grønne lys
forsvandt også fra os og det værste
er at det har jeg altid vidst inderst inde
men jeg danser stadig hen af brostenene
når fortiden indhenter mig endnu
engang

har tæt på lyst til at fortælle dig, at jeg har savnet dig,
så jeg lader min tunge glide op ad mine tænder,
så jeg ikke siger noget, jeg vil have tilbage igen om lidt
du tværer din pegefinger langs skjortens  ensomme
luftrum, her er vi næsten alene, når grådige øjne spiser
sig mætte i urørte læber med en mild duft af klementiner
vi var bare blomster i en generation, der holdte
op med at læse bøger og samle på kastanjer i efteråret
kan  mærke, hvordan min rygsøjle giver lyde fra sig,
når du siger mit navn
kan mærke, hvordan mit hjerte reagerer, når andre
siger dit navn højt
jeg kan ikke være den person, du ønsker, og jeg
ønskede alt for meget dengang, da jeg blot var et barn
at jeg glemte den virkelige verden og mig selv et
sted i din håndflade, hvor jeg kun føler mig hjemme

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne

medium
det er den størrelse din aflagte sweater har
nu ligger jeg her og tænker kun på dig
din delikate duft, dit fine hår, dit søde men kiksede smil, dine dybe øjne, og hænder som omfavner mig med varme
men hvorfor spilde min tid sådan?
for i virkeligheden ligger jeg her i ingenting, tænker over dig og om hvordan din størrelse medium, mon ville passe på mig

Jeg savner din duft og dit smil
Og dit rolige blik
Dit nærvær der gjorde mig tryg og glad
Og dine varme knus da du omfavnede mig

Du dømte mig aldrig
Du elskede mig og du viste det
Jeg kan knap nok huske det
Men dine knus var perfekte

Du er her stadig men bare ikke hos mig
Hvor jeg ellers følte at du tilhørte
Men mennesker tilhører ikke hinanden
Og det ved jeg også godt

Jeg prøver at acceptere det
Og selvom jeg tænker på dig hver dag
Så er det ved at gå op for mig
At jeg heller ikke tilhører dig

Jeg tror at jeg har givet slip
Men inderst inde vil du jo altid være den bedste
Og jeg ville altid vælge dig frem for alt og alle
Også selvom at vi ikke har talt i flere år

løb gennem en dugvåd forstadshave ved daggry
   smag sommerens frugter i et smil fra en fremmed

rør ved blonderne på en sårbar samtale, frynserne
       luk øjnene; se verden
  se den!
    duft hyacinten i dine drømme og vågn med nye holdninger
             læs en andens tanke, anerkendende
jeg er blevet gennemsigtig!
jeg er blevet nyttig

jeg tror snart verden bliver for meget
   jeg støtter op om forår
jeg bliver trist om vinteren

     jeg har lånt en bog på biblioteket med min mors lånerkort

jeg tænker selvstændigt (af og til)
    tænd et stearinlys og se din egen negativitet brænde ned
tænd et håb, flamme i natten

       smil med et melankolsk tilbageblik på dine mælketænder
lån en bog på biblioteket uden at læse den. uden dårlig samvittighed
   livet går stærkt

det er så lang tid siden jeg har set dig
at jeg ikke længere savner dig
for jeg kan ikke huske din duft
jeg kan ikke huske dit smil
jeg kan ikke huske hvordan du holdte om mig
det er så lang tid siden jeg har set dig
at jeg kun kan savne dengang jeg vidste hvordan jeg kunne savne dig

Vom bild der lippen
so vergeben,
Vom duft der haut
so eingenommen,
dass sich ein gefühl einstellt für die ewigkeit-
die dann doch zerronnen.

Where you go or where you will be, i will always be with you.
you are the air i breath. the duft of flowers on spring seasen.
the sound of bird on tomorrow day.  
the night whisper. and the one and only person i have ever loved.
the time goes and our love get bigger and bigger
every secound of my life i have loved you and will always do.

Deine Worte erzählen von
heimatlosen Eisenbahnschienen
und vom wohlhabenden Fleisch,
das goldbehangen über seinen Rand hinauswächst


Von flügellahmen Fenstern,
von blattlosen Türen
und dem blumigen Duft eines Lebens,
dessen Atome längst im Staub der Zeit verloren gingen

jeg siger jeg savner dig
men ærligtalt så kan ikke hverken huske
din stemme
din duft
din varme
eller din kærlighed
sidstnævnte, kan jeg måske ikke huske fordi den aldrig eksisterede

Leises Wimmern dringt durch den Nebel, der den Schlaf vom Wach sein trennt.
Das Bewusstsein ist träge und braucht eine Weile,
bis es erkennt,
dieses Stöhnen entrang sich dem eigenen Mund
und tut kund
von dem Schmerz dem unsäglichen,
dem unerträglichen.
Ach warum kann ich nicht
verweilen im Land, das jenseits der Dämmerung liegt,
wo es keine Unbill gibt.
Nur Frieden, Freude, Wohlsein und Wonne
auf einem warmen Stein liegend in der Sonne,
an einem Teich mit plätscherndem Wasserfall
und überall
Blumen mit betörendem Duft.
Der Ruf eines Adlers schallt
hoch in der Luft.
Es quakt ein Frosch,
im Gebüsch raschelt ein Tier.
Warum kann ich nicht einfach bleiben, hier
in meiner Oase, wo man nur Gutes empfindet
und alles Schlechte einfach verschwindet.
Und doch tröstet es mich zu wissen,  dass ich ab und an,
zum Ort meiner Träume zurückkehren kann.

Deine Worte erzählen von
heimatlosen Eisenbahnschienen
und vom wohlhabenden Fleisch,
das goldbehangen über seinen Rand hinauswächst


Von flügellahmen Fenstern,
von blattlosen Türen
und dem blumigen Duft eines Lebens,
dessen Atome längst im Staub der Zeit verloren gingen

Mit deinem Duft nach erdigem Holz,
marzipanischer Tinte
und honigsüßen Luftschlössern,

hüllst du mich in einen neuen Geruch,


der wie frischer Morgentau,
unter meine Haut tanzt