Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Alaina Moore Jan 2019
Eye lashes brase my brow with a flash of awareness.
Of gravity, of heart rate, with fading memories of mental images and sinking in reality.  
Argument insues among the self
"why do I have to get up?"
"I don't know the ******* answer, just get up."
It goes on repeat.
Get up, get up, get up.
Frozen in the warm sheets and safe feeling that just barely lets the pressure fade.
"Why can't I stay in the twilight of REM and awake where my body is light doesn't hurt and my mind has solace?"
"I don't know, just get up."
Get up, get up, get up.
This feeling has lost me GPA points
and this feeling has cost me jobs.
Place my hands on my chest and streach out my legs.
Rip away from the fetal position and complement myself relentlessly.
Get up, get up, get up.
"You're okay" I wisper as though the echo will ensure it's truth.  
Deep breathing to irratic breathing to controled breathing.
Rise, wash, repeat.
Get up, get up, GET UP.
Rip the sheets off like a bandaid and immediately stand.
Run to the warm shower.
Pretend it's rain and back to deep breathing.
Complement what a great job I'm doing, getting out of bed, not even crying.
How proud I should be I'm taking care of myself - by taking a shower.
A basic Target pattern, fortress of solitude.
Consumed in the hot artificial rain drops I find another fleeting moment of solace.
Deep breathing, "you're okay."
Let the water run over my shoulders until it turns cold.
Dry off in the shower, take advantage of the ignored greenhouse gas - bask in the humidity.
Look into my dark eyes in the mirror, and ask questions. And hope they are good that day.
andenrangs poet Apr 2015
angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille
får du kolde fødder? sikke et varmt hjerte

   indvendig blæst, hul

             rusker bladende af træerne,
                 efterladt på gaderne

          tomme, snørklede blodårer leder til et støvet midtpunkt; centrum
     forladt, drænet for mennesker, for energi
                  overgangen til vinter, livsløst, koldt, nøgne træer

          cementen med mærker fra alle fodgængere; alle dem, du omgås
  sætter præg på dig

          som en krakeleret glasrude, der kun
               mangler ét prik
      for at brase sammen
               så alle omkring vinduet kan skære sig på fragmenterne, mindes
dit sammenbrud
      din modtagelighed
skrøbelig

årstiden reflekterer dit kollaps
     min næsetip fryser og jeg mindes din konstant kolde tilstand

          at gå gennem en kold og ensom gade
             november kommer, dernæst de koldeste måneder

     må hellere skaffe en vinterjakke
og håbe på forår
#l
Emma Aa Nov 2014
Bladene forsvandt langsomt og stille fra træets grene,
og gjorde det endnu mere skrøbeligt,
end det allerede var.

Med hvert vindpust hørte der en risiko for,
at det ville knække, brase, falde til jorden.

Som træet er jeg.
Jeg er træet,
som har mistet mine blade i stormen.

— The End —