“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon

Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.

Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset.  Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.

få tårer skær sig vej ud af min øjenkrog og i mit hjertekammer har snefnug bosat sig
smerten fra samfundets umenneskelige idealer sætter sig som glasskår i mine øjne
i de lodrette sår på mine kinder, drysser omverdenen fint salt
mine blodbaner fryser til, jeg føler mig pludselig som en fejl
sakse danser på mine knogler, i en tidsløs cirkel og jeg ved det ikke mere
med en tandstik gennem hjertet, vakler jeg rundt og forsøger at holde balancen

En skrøbelig skabning som dig
Lider ingen kvaler
Når det gælder
En uforpligtet tilværelse

Som et lam blandt løver
Udviser jeg en ny passion
For det excentriske univers
Som du skaber

Balancen mellem
Hårrejsende affektion
Og tidløst begær
Udstråles på tværs af
Kundskaber og relationer

På grænsen til galskab
Fordybes jeg i dine
Knivskarpe bevægelser
Og dine himmelske markeringer
I min hjerterytme

Min essentielle og uhåndgribelige
Kærlighed til dig
Muliggør kun en fremtidig relation
Til uskyldsren lykke