de hvide tænder, smilende, smilende, smilende
de hvide tennissokker, hvide jakker, hvide sneakers
den hvide indpakning
renhedens farve
den hvide sjæl
den hvide skyld
plet-søgende
uskyldige konnotationer
som gnisten, der brænder landsbyen ned
snebolden, der sender lavinen afsted
lying through your white teeth
med dit skyldfrie white-collar work
pletfri samvittighed
hvide perler på snor om den hvide hals, skinnende med berettigelse
tilegne sig hvide lagner og hvidt marmor og hvide checks
korruptionens farve
med imperialismens skyldbølger, brusende ind over den privatiserede strand for hver en afblegning af hud der foregår i sydafrika

for hver af de 1/3 kvinders anvendelse af kemiske cremer indeholdende blandt andet kviksølv falder et blad af det indhegnede friserede haveareals træ til jorden

white man's burden og hvide menneskers indlærte fremmedgørelse
hvidt hvidt hvidt hvidt kridhvidt

Jeg har altid hadet hospitaler.
Hospitaler med deres hvide vægge.
Lægerne med deres hvide kitler.
Glassene med de hvide piller.
Sengene med det hvide betræk.
Og for engangskyld hadede jeg månen. Så klam og hvid. Så pisse irriterende hvid og rund.
-*** var ret hvid.
Ikke på den klamme og irriterende måde, men på en måde, der lyste i mørke. Som en gadelygte midt i nattens ingenting. En gadelygte, der lyste både dag og nat.
Pludselig slukkede den.
*** fortalte mig, at tidlige aftener bliver til morgener sent.
Mine hvide fingre strøg gennem hendes bølgede hår.
*** kiggede på mig med hendes lysende øjne. Jeg kiggede tilbage.
*** smilede.
Jeg tog fat i elefanten og gav den til hende. *** klemte den helt ind til sig, og en grå tåre faldt fra hendes hvide kind.

*f.b

I de hvide lagner opstår de hvide løgne. Forskruede sandheder der uden tøven er klar til at passere dine læber unden at overveje konsekvenserne. På deres vej mellem dine læber og mit øre, overvejer de ikke een gang hvem de kunne såre, eller hvad de kunne ødelægge.
De danser blot gennem luften, ubekymrede og smålige. De tre små ord, med den største betydning. Men jeg anser det ikke. Jeg er for betaget af din ydre skønhed til at indse at du, i mine hvide lagner fortæller hvide løgne.

den blodrøde neglelak
stryges henover
de nyvaskede lagner
i håb om at finde
noget værdifuldt
til samlingen
af ødelagte knogler
og forvrængte haleben
længslen øges
efter de mange tilsidesatte vittigheder
der tilhører glemmekassen
men alligevel dukker op
fra underbevisthedens pulterkammer
så sart det føles efter en
gennemruskende
kæbedroppende
uforsigtig
maskinevask
lagnet så sart på ydresiden
men så skrøbelig
at selv den blodrøde neglelak
gennemborer
den ellers så perfekte facade
ligegyldigheden er ikke længere
en fiktiv indbildning
men den mest logiske konstatering
trods den ellers så gennemførte
maskinevask
ses resterne af den giftige sæbe
som en sygdomsspredende plamage
der nu har overtaget
de hvide lagner

jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer

Jeg husker tilbage på de uger, hvor mine ben var mørke og sko hvide. Nu sidder jeg med hvide ben og hvide sko mørke af ren snavs. Ironisk ik? Tid ændrer en hel del hvis ikke alting, og tiderne ændrer sig men aldrig tid i sig selv. Tid tager ikke hensyn til noget, men kører bare ud i en lang streng, uden sådan at se sig for. Det er der jo ikke tid til. Man burde ikke engang bruge sin tid på at tænke på eller læse om tid, det er jo spild af tid. Men det er bare svært når alting omhandler tid og tider. Også den tid du nu bruger på at læse om tid. Jeg tør ikke tænke på hvor dyrebart tid er. Det er jo en af de de få ting, som vi har tid til men ikke kan tæmme. Og så er det jo også noget af en ekstravagant gave, som til tider bliver taget for givet; din tid er jo en tid som du aldrig får tilbage.

Tak for din tid

kridtet fedter af på alle overflader, med sin tørre tilstedeværelse strejfer den alles liv og efterlader sit uendeligt hvide mærke. kridtet tegner og støver og brækkes og ruller og gemmer sig under radiatoren i biologilokalet under jorden. kridtet kommer også fra et sted under jordens overflade - fra havet, siger de på stevns klint hvor vi er unge og nye og uspolerede af kridtet og af verden, hvor jeg er 15 og alt er nyt. kridtets forældede tilstand i sin oprindelse og i sin kapgang med plastiktavler og whiteboardtuscher.
kridtet, der følger folk fra barndomsgaden i flerfarvet naiv fantasi til institutionaliseret indlæren,
t a v l e u n d e r v i s n i n g e n
og vi ser ikke en brøkdel af vores asfalteventyr i de hvide, kompakte, pragmatiske ruller. et anstrengt forhold det hvide, sammenpakkede støv hersker i klassen, opdager vi i efter en dansktime, hvor jeg tænkte på mine fingre dækket i det omklamrende materiale, fingerneglene på tavlen,
g å s e h u d e n.
min mors yndlingsslik er skolekridt og *** spiser en pose på en halv time, hvorefter *** rystende genovervejer, om *** overhovedet kan lide dem. jeg dufter til kridtet der minder mig om kalk, om kælder, om saltsten fra limfjorden og kridtet sidder på mine fingre og i mine tanker

Og de sorte briller er smartest
Det har jeg altid syntes
Men med dem jeg kun kan se smerte og sorg,
for de sorte briller intet lys over dagen bringer

De hvide briller har jeg fået af dig
Helt nye og fra Chanel
Med dem kan jeg se det hele,
for de hvide briller livet med sig bringer

"Tag de hvide briller på" sagde du
Jeg synes de klemmer,
men jeg beholder dem på

Det her er ikke et normalt eventyr.
Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før.
Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte.
*** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage.
Vi venter i tusinde lange år.
Kommer han mon?
En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende.
Prinsen.
På sin hvide hest med den flaprende smukke manke.
Han svinger sit sværd.
Han falder og rejser sig ædelt op igen.
Han overvinder dragen og løber op af trapperne.
Oppe i kammeret sidder prinsessen.
Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår.
Hendes hjerte banker.
Det banker for prinsen.
Han tager hendes hånd.
Kysser den blidt.
Nede i gården venter den hvide hest.
Ja for den venter selvfølgelig.
På prinsen.
De ridder mod hans rige.
De ridder mod solnedgangen.
De to.
Mod en lykkelig slutning.

mine lunger er nok sorte nu,
for jeg fodrer kun mig selv med sort te og aske
hvis de sprætter mig op, og leger med mine organer,
ville det ikke være et syn for børnene nede i gården
huden hænger langs knogler som
var det på tilbud i det lokale supermarked
og det ville jo være nemmere hvis
jeg bare kunne sove lidt mere end
jeg plejer, så ville mine øjenlåg
nok ikke være så jordslået
mit hjerte er nok sort nu, for jeg fodrer det
kun med hvide vægge og dine uendelige
historier om dengang, det var onsdag,
og du glemmer ligesom alle andre,
jeg aldrig har været barn, og gudskelov for det
altid var jeg hende den voksne på
tolv år gammel nede på trappen
med en pakke cigaretter i hånden
og mærker på håndledet

to rødgrønne flasker med et indhold af 6.4% kærlighed
hvide tænder der bed i hvide lagner
varme kroppe der dansede med en illusion af lykke
sorte lunger der slugte mørke tanker
korte arme med en mørkegrå himmel malet på sig
hullede stemmer som blev syet sammen af undskyldninger
disfunktionelle hjerter der prøvede at slå
tomme skeletter og blå shilouetter
kold januar-regn der vaskede alt hvad der mindede om tåre væk
knive med smilende ansigter risede ar på rygsøjlen
spredte ben og lukkede øjne
to rødgrønne flasker med et indhold af 6.4% kærlighed flød i synlige åre
6.4 % kærlighed blev optaget i menneskekroppe
6.4% kærlighed er væk

jeg har ikke længer energi til at
savne dig
din fraværende tilstedeværelse har
sat sig
som åbne sår i min mavesæk,
der skriger efter hjælp
men når nogen spørger,
har jeg min basisreplik klar,
og heldigvis for det
for jeg vil ikke trøstes,
jeg vil ikke have din arm om min krop
og jeg vil ikke have dig
jeg vil være alene,
så lad mig svømme i det kolde vand
mærke bunden og skrabe den
lad mig skrige af hvide vægge
og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko
lad mig være sammen med mig selv
og bløde i fred
lad mig fryse i vinternatten og
lad være med at fortælle mig løgne,
så jeg kan mærke plastikglæde
briste i kroppen, for ham den anden
slukkede hjertegnisten
lad mig være
ligegyldigt, hvor meget jeg græder
for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn
du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu,
for jeg
kan ikke bløde meget mere
nu