Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
 Jan 2015
Ordomkasteren
Nat
I de aller
længste
sorte, mørke nætter
fyldt til randen
med regn
er det så rart
at vandre
forpjasket
fordrukken
over det brolagte
søgende efter det
absolutte ingenting
i mørke kopper
med den næste salige lykke i.
 Jan 2015
Ordomkasteren
I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København. Broerne rejser sig som bjerge, og jeg bestiger dem med glasskår under mine gribende negle. Med isklumpede propiller stirrer jeg mig blind i mørket. Jeg skråler af ubehag og mine øjenlåg sitrer i takt med bumpene i min halshvirvel. Vanviddet er larmende, og rødvinen forstærker den skrattende bas. Min mund er tør som en ørken, men den har heller ikke noget fornuftigt at sige. I knivskarpe stiletter galoperer jeg tværs gennem København.
 Jan 2015
Ordomkasteren
Når lygterne er tændt. Når skovstien ligner en scene fra en gyserfilm. Når skummet på bølgerne er selvlysende. Når myggene er usynlige. Når tyvene lister. Når rovdyrene jager. Når ofrene sover. Når ilden knitrer. Når strengende stemmer. Når stemmerne kimer. Når fuglene vågner. Når musene flyver. Når englene synger. Når mælken skummer. Når bladene pusler. Når grenene banker på vinduerne. Når resten af verden sover.
 Jan 2015
Ordomkasteren
Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.

— The End —