Tåget himmel
Tågede tanker
Tåge hoved
Synkende anker
Flåden til søs
Gør hvad vi kan for at høst
Tager den til land, tager den til kyst
Har du lyst? Har du lyst?
Master og skuder i sigte
Gør hvad vi kan for at sigte
Rammer plet, rammer plet
Gør hvad vi kan, vi skal jo forpligte  
sejler i havn, til ukendte steder  
Slås om vor land, på ukendte steder
Tåget himmel
Tågede tanker
Tåge hoved
Jeg er dét synkende anker

Så står vi her med tandpasta i hele fjæset,
kigger os selv i spejlet og ser vores spejlbillede,
reflektionerne viser eller beviser mere end vi vil erkende.  
Selvom vi kigger på hinanden og griner,
ved vi godt at en situation som denne, er ligegyldig i morgen...

Tomhændede hænder
det er det jeg ender med at stå tilbage med.
En ikke eksisterende kærligheds falset,
som gentagende gange laver falske pirouetter.
Vi går begge på linen, men ingen af os danser.
Du falder ned i nettet, imens jeg falder ned i uendeligheden.
Vores øjne vender synkront, men vi kigger ikke på hinanden
ikke på samme måde som vi gjorde før hen!
Dine øjne lyste op når de fik kontakt med mine.
De lyste op på en måde hvor på lyset gik i ét med mørket.
Dit nærvær går igennem kroppen på mig, koldt..
Er det min opfattelse, eller er det din?
jeg ved vi er unge men jeg føler mig ældre, tiden går ligeså hurtigt som hvis tiden ikke gik.

For du var gift i glasset, salt i såret. Du var djævlens engel, og sandhedens mester. For du kunne hade og elske, få og miste, ofte som det passede dig.
Jeg var glasset der bar giften, jeg var såret der smagte salten, jeg var facadernes mester, jeg kunne hade og elske, give og miste.
Du var skyggernes herrer, solens profet og gudernes Lucifer.
Du bar din smagløse kærlighed i dine lunkne hænder…

Jeg er ved at dykke ned i den verden jeg frygter aller mest.
Den verden hvor alting vender op og ned på ALTING.
Jeg ved ikke om jeg skal dykke længere, for jeg er bange for at drukne.
Prøver at bevare roen, selvom at den ro jeg har inden i er en vedvarende uro.
Jo længere jeg dykker ned, jo mere bliver jeg kvalt i den ikke eksisterende tid.
Uforstående er vi vel begge to, mindre og mindre skal der til for at tid ligepludselig bliver eksistentiel og at vi begge ender på bunden kvalt og alene i hinandens tilstedeværelse.