Transcendence. A word to pay attention to.
To find that transcendence in you,
that feeling within,
that's the genius behind poetry.

Transport. A word to pay attention to.
To find that transport in you, that vehicle within,
that's the transport self to find the genius in poetry.

Transparence. A word to pay attention to.
To find that transparence in you,
that light within, that's the genius in poetry.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~­~~~~~~~~~~~~~
I have written these lines first in DUTCH
(my mother tongue) then in English:

Transcendence.
Een woord om aandacht te besteden aan.
Om dat transcendentie in u te vinden, dat gevoel
van binnen, dat is het genie achter poëzie.

Transporteren.
Een woord om aandacht te besteden aan.
Om dat transport in je, dat voertuig binnenin,
dat is het vervoer zelf om het genie in de poëzie
te vinden.

Transparantie.
Een woord om aandacht te besteden aan.
Om dat transparantie in u, dat licht binnenin
te vinden, dat is het genie in poëzie.




© Sylvia Frances Chan~~
Thursday 13th March 2014
17.17 hrs p.m. W.E.Time

Det här är mitt favorit väder
När allt står still
När gräset är grön och täckt av de löv lämnat tillbaka av höstens träd
När solen hälsar, och skymtar ibland.
Och de nakna träd som rör sig av den svaga och härliga vinden.
Den är just den vinden som kommer bärande med vårens uppkomst och dess sjungande fåglar.

jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

Jag går såhär, dag efter dag.

Det känns i varje andetag.

Vinden i ditt hår,

varje liten tår.

Jag vill låta dig gå

men trots allt gör det ont ändå.

Jag vill bli kvitt denna smärta,

men den kommer alltid finnas i mitt hjärta.

Det känns i allt jag gör.

Jag går såhär till den dag jag dör.

*** er så yndig med de markerede kindben og
hendes læber er rosarøde i efterårets bløde tryk
man kan næsten skræmmes, når man er observant
men så løber *** der - nede ved stranden og vinden
slår sand op ad hendes smalle ben og nederdelen
flagrer op ad låret, men for første gang skænker ***
det ej en tanke
*** lader sin hud være der, bare for en kort stund i
det øjeblik, *** har kreeret til sig selv
mine øjne brænder, mine negle sitrer *** er smuk lige
dér, når jeg fanger hende i en rus af lykkefølelse
dråber af sved baner vej langs tindingerne
nuancer af rød pryder det barnagtige, porcelænfine ansigt
så griner ***; helt nede fra maven, og lader sin soprane
melodi af stemmebånd svøbe ud og over læberne
helt ustandseligt
dér elskede jeg hende utvivlsomt, ustoppeligt og aldeles
uendeligt, for dér var *** menneske ligesom jeg selv

20 minuter av frihet känns det
den härliga, kyliga brisen är renande.
Små fåglar delar glädjen av en ny dag.
Solen småtittar genom träden som släpper
små löv som liknar snö.
Trädens vaggnade och vinden påminner mig
om havet. Det känns fridsamt,
Jag vill stanna kvar.

10 minuter kvar av frisk vind som blåser
genom mig, känns helande. Alla tankar
försvinner.
Jag vill stanna kvar.

5 minuter kvar av otrolig harmoni av
öppet sinne for skönhet och inget annat.
Av känslor som flödar genom mig, av att
vara en del av det hela, av att vara
älskad och uppleva detta med all sinnen öppna.

Tiden är ute men jag vill stanna kvar. Nostalgi

Du er diamanter, jeg kan mærke mit hjerteslag.
Og du føler at du er i live igen.
Oplevelser igennem hinder af koldsvedende løfter.
Vinden på stranden flyvende gennem mit hår.
Hvis vi kun har det her liv, med idéfyldte tanker
Lad os nyde det sammen, for husk;
Det er mørkest lige inden - du står op.
Så jeg føler at jeg er i live igen.
Jeg er din diamant, jeg kan mærke dit hjerteslag.

For første gang i lang tid kan jeg lytte til en sørgelig sang, uden at blive trist. For selv de værste ting synes ikke så slemme lige nu. Og det blæser, men vinden er ikke kold.

jeg sidder og stirrer
ud i mørket
en kold september
nat
karl william synger
om at "vi ku' ha' gjort så meget"
og jeg ved ikke om det er vinden
eller tanken om de sørgerlige
rester af
dig og mig
der får tårer til at falde
som glas på mine elfenbenskinder
kaffen er blevet bitter og kold
ligesom det jeg føler indeni
men mine hænder klamrer
sig til koppen som om
den indeholder det
sidste af dig
jeg har aldrig fundet ud af hvorfor
jeg sidder der
nat efter nat
og stirrer ud i mørket
måske håber jeg bare at se dig
få bare et eneste glimt af dig
som et stjerneskud på himlen
i et milisekund
men der kommer aldrig nogen
eller noget
og endnu en lille del af mig dør
så jeg tænder en cigaret og lader
den brænde mellem mine læber
for godt nok vil du altid
være en del af mig
men du får ikke lov til at være
den der tager livet af mig

ik ben klaar
er helemaal klaar mee
klaar met deze maatschappij
klaar met het zgn 'vrij'
klaar met mezelf zijn
klaar met de maskers
klaar met andermans pijn
klaar met het 'geluk' van iedereen
klaar met herhalend onbegrip
klaar met de dip na dip
klaar met dit met stress gevulde lichaam
klaar met elke kortdurende traan
klaar met zorgen, de toegevoegde ellende
klaar met hoop bewaren
klaar met niets doen, de boel laten varen
klaar met blij moeten zijn, lachen
klaar met de negatieve spiraal
klaar met het gevoel van abnormaal
klaar met al het verderf op de wereld
klaar met eeuwige eenzaamheid
klaar met depressiviteit
klaar met studeren en regels
klaar met de ontevredenheid
klaar met klaar, moeten komen
klaar met een 'leuke' baan vinden
klaar met vaarwel en weer binden
klaar met deze ruimte, het bed
klaar met denken dat ik het wel red
klaar met de harteloosheid
klaar met boosheid en nijd
klaar met wakker liggen
klaar met deze kou
klaar met jou
klaar met de grauwe luchten
klaar met mijn diepste zuchten
klaar met dierenmishandeling
klaar met angstzaaierij
klaar met de doorzetterij
klaar met alle competitie
klaar met twijfelen, niet weten wat
klaar met vergeten, alles wat ik had
klaar met het wantrouwen
klaar met de zware schouderlast
klaar met elke oversekste gast
klaar met verdoofd zijn
klaar met mensen, egoisten
klaar met narcisten en racisten
klaar met de gevoeligheid
klaar met slimme meid
klaar met de druk(te)
klaar met strijden
klaar met lijden
klaar.

Tung er tiden
på mine øjenvipper
mindet tatoveret
under mine øjenlåg
hvert et blik
et polaroid
skal viftes i vinden
for at blive klart
du er utydelige arme
en skygge
om dagen, om natten et
kvælertag under spotlight
om natten fremkaldes
højdefineret lys på stribe
med lukkede øjne
ses illusionen klarest:
hver nat kysser du mig for første gang
men der skal mere til
for at vække publikums gunst
selv den 14-årige på første række
råber: KLICHÉ
så du lader dine skarpe fingre
vandre ned til mit bryst
mærke pulsen for sidste gang
inden instruktørers planlagte
uventede vendepunkt:
kolde hænder om min hals
nu knækker filmen
nu knækker
dit stemmebånd så du må hviske
det er ikke dig, det er mig
det ER virkelig mig
siger du
sig det gen
sig det så mange gange
at ordene bliver baggrundsmusik
så kan du måske selv høre
hvor lidt mening den sætning giver
til tonen af er hjerte der slår
men det eneste du hører
er instruktørers jubelråb
da dine hænder strammer til om min hals
herfra hvor vi står
kan vi fotograferes fra alle vinkler
og kaldes kunst
et unikum, et stjerneskud da
lyset forsvinder fra mine øjne og
jeg falder
ind i vågen tilstand
har jeg blå mærker
efter dine fingrerspidser

i mørket er jeg igen og melankolien jeg fandt smuk er sort nu
verden gør ondt og tredje verdenskrig tager sted i mit hoved
det regner syrer og tiden fordriver
vi flyver væk med vinden og vi kommer aldrig hjem
jeg kan ikke bevæge mig længere
min krop forsøger at forblive opretstående
men mine knogler giver op og det hele falder ned på de råhvide marmor klinker
mine tanker ridder galop i mit elektriske sind
farven på mine læber er efterhånden blevet til nuancer af blå
og mine negle med
jeg har styr på det hele og så alligevel ikke
jeg skriver sandheden ned på et silkepapir og fortrænger det med platoniske smil og blødende grin
jeg prøver bare at falde i søvn før jeg falder fra hinanden
du forstår ingen ting, og det har jeg klar forståelse for, for jeg ville heller ikke forstå det, hvis jeg ikke forstod det

På en klar efterårsmorgen, tegner træerne skygger af dig i asfalten. Vinden visker dine synder til mig. Jeg skriger dit navn og et åh så desperat halleluja, men det eneste, der forlader mine ensomme læber er en sky af tåge.

*(f.b)

Det blæser men vinden er ikke kold nu
Du er jo lige her hos mig
Der er noget magisk over indre by om aftenen
og der er noget magisk over dig på alle tider af døgnet
Jeg følger dig gerne i krig hvis bare du fører an
Du er min start og min slutning og alt ind i mellem
Du er mit hele og jeg ville ikke have det på nogen anden måde

pigen der tavst traver gennem
skoven der efterhånden er helt nøgen
og iagttager de gyldne blade der er faldet
med hendes rødvinsfarvede læber suger ***
grådigt på den sidste cigaret *** kunne finde i lommen
og vinden hiver i hendes lange lysebrune bølgede hår
men *** er ligeglad, for *** kan kun tænke på at
en dag, snart, vil *** forsvinde fra dette sted
i ørene danser der stille toner komponeret af engle
og sunget af Bon Iver
pigens øjne er store og runde, og vidt åbne
for *** prøver at sluge så meget af denne følelse
før det er for sent igen og lyset der titter igennem de spinkle
grene atter er forsvundet og erstattet af en grå tåge
hendes tanker står så stille, samtidig med at stemmerne
aldrig nogensinde stopper med at hviske til hende
de hvisker, at en pige som hende aldrig vil blive lykkelig
pigen griner da lyden af ordene giver genlyd i hendes
hovede, *** havde nemlig for længst affundet sig med at
lykken er den nøgne skov, gyldne blade, rødvinslæber,
cigaretter, de sidste solstråler og Bon Iver

selvom vinden ikke længere hvisker
dit navn, og selvom jeg har
kysset andre læber, der var
næsten lige så kolde som dine
har jeg ikke glemt hvordan din
tunge foldede sig som en rutsjebane,
når du sad i bagagerummet med
en cigaret i din højre hånd,
og hvordan du kunne kysse mig
og røre mig
kun med øjnene, som altid smilede til mig
selv når de var slørede af tårer
jeg bar altid min kærlighed for dig
i min inderste blodårer
fordi jeg vidste at det var det mest sårbare
jeg ejede, mere sårbart end luften
i mine lunger, eller
det troede jeg i hvert fald

for du er her ikke længere, du er langt væk
og jeg kan ikke længere sende dig tanker
eller ord eller smile ad vores minder,
for jeg har foræret kærligheden i mine årer
til en anden

Kulden mod mine fødder
Håbet i mit hjerte
Vinden mod min kind
Min krop fuld af smerte

Tusinde lys
På himmelen at skue
Tag mig nu med
Vær min frelser due

gode veninder
der snakker løs om liv og død
om kærlighed og fester
om glæde og sorg
på en kold marts aften
hvor vi begge havde lyst til at drikke rødvin
jeg ved at du er den eneste jeg kan regne med
vinden blæser i dit sorte hår
og dine store øjne betragter mig mens jeg snakker
du lytter
en rød flaske papvin og **** cigaretter senere
ligger vi begge i vores senge og tænker
og jeg ved at du tænker i samme baner som jeg
om liv og død
om kærlighed og fester
om glæde og sorg
og jeg ved at vi begge vil sove trygt
for rødvinen har bedøvet os
og røgen har fyldt vores sorte lunger op
og vi har hinanden
for gode veninder
de snakker løs

Fordi mine arme er grene
svajer jeg i vinden
Når det rusker
ryster jeg
Træ er et smukt materiale
birk er sublimt
Jeg mærker hvordan roden
dræner mit køn for væske
Xylem gør sit job
Giver mig sved på panden
Straks derefter
næsten umærkeligt
springer jeg ud

Jeg er så så fuld
og her er tomme flasker
på perronen,
som triller rundt
i vinden,
og de minder mig
om folk.
Tomme
eller ødelagte
eller begge dele
eller lidt af hvert

Jeg er så så fuld
og jeg tager hjem alene
for at vågne til tømmermænd
og mascara på puden
i stedet for en
som dig,
fordi du leger
med din lighter
og mit hjerte er lavet
af papir.

Derfor er jeg så så fuld
og alene på perronen
Venter på at noget
tager mig hjem
så jeg selv
kan krølle
papiret
sammen
i min brystkasse
på endnu en lørdag aften.

saa sker det. kan det her vaere det sidste skub?
4 maend skabte frygt i millioner. med twistet idelogier og skarp ladte vaaben.
og her sidder jeg. ser paa fnuggende der roligt danser med vinden.
hold kaeft hvor er jeg ligegyldig.
er jeg er tvunget til at leve i det her? tvunget til at deltage?
krigen er vel uundgaaelig.
man siger pennen er staerkere end svaerdet, men hvad nu hvis man skriver med blod?
et billed siger mere end 1000 ord. dette er blot malet med gevaerere. **** os!
se os! FOEL OS! FORVENT OS!
lad dem puste og proste, igen og igen. haabe de roede mursten holder.

Ensomheden løber
ned over min krop
som stearin
og jeg blafrer
i vinden

et uforstående hjerte
forsømte dagdrømme om at
høre en elskedes hvisken
mærke fingerneglene tegne spørgsmål på huden
under huden
hoster viljestyrken op
flygter fra vinden, flygter fra de uforstående
en krop under sandet, en tanke bag den lukkede mund
underholder mig selv med at stille scenarier op som planter i en vindueskarm
har ondt i mine fingre fra at skrive
har ondt i min eksistens fra ikke at skrive
at spejle det forhenværende
tanker som at spise slimet spaghetti uden bestik
knuderne vrider sig rundt og væk og ned på bordet
min krop fortæller mig at jeg skal
stoppe
ligesom lyskurve der skriger med farven rød, ingen lytter, ingen lytter
ræser over for gult
følelsen i maven af kolliderende biler
rødt lys

Jeg er et sandkorn i Sahra
et ud af mange
jeg er her bare,  indtil den dag jeg bliver blæst væk
blæst væk af vinden
hvor mon jeg lander ?
jeg ved det i hvert fald ikke
jeg kan lande hvor som helst
på bunden eller på toppen
men det slutter jo ikke her
for  om jeg er på toppen eller bunden
blæser jeg væk igen
hen til et nyt sted
jeg blæser hele tiden væk.

støj på kanalen
defekt, bristet, glitch
det er mørkt og det regner og jeg kan ikke se stjernerne
hverken figurativt eller reelt
lysforurening, så meget liv og så mange skæbner støvet sammen under ét tag; universets
at lægge en beskyttende arm om menneskeligheden
at give en kold skulder
omdrejninger, verdens navn, verdens navle
spøgelser, både reelt og figurativt
efterladt tomrum, som et billede med en udklippet skikkelse
i vrede, såret, impulsivt - med en dårlig saks
med ujævne kanter, antydningen af en person bag fraværet
ikke nok til at identificere
ikke nok til at være tilstrækkeligt, higende og frastødt på samme tid
frustreret og opgivende
malplaceret og ambivalent
båret med vinden
øjet af stormen; stille
bevægelse overalt
afbrudt
vender vi tilbage efter de tekniske problemer?

Jouw naam is nooit ver weg.
Zij dwaalt door mijn gedachten
waar zij alles verlicht,
alles in de war schopt
en mij van slaap onthoudt.

Jouw naam is nooit ver weg.
Zij verstopt zich achter mijn lippen,
waar ze geduldig wacht om,
bij iedere zucht die mij ontsnapt,
geluidloos tevoorschijn te komen.

Jouw naam is nooit ver weg.
Ze vloeit rijkelijk uit mijn pen
waar zij, mijn hand sturend,
er zorg voor draagt dat
ik enkel woorden schrijven kan,
die haar prijzen en aanbidden.
Mijn muze wiens essentie
terug te vinden is tussen de zinnen
van alle liederen en poëzie,
welke geschreven zijn over
de liefde en de schoonheid.

Jouw naam is nooit ver weg.
Zij ontwaakt tezamen met mij
en laat mij nimmer vergeten
dat zij het leven mooier maakt,
de wereld mooier maakt.
Dat zij, gewoon door te zijn,
alles mooier maakt.

Jouw naam is nooit ver weg.

Ik heb wat testjes afgenomen,
wilde bepalen welke dromen
mij het beste klaar kunnen stomen
voor een leven in de bomen.

Ik stem, studeer en ben het bos
verloren, staar en veer op
van het bed, wens terug los
te zijn, zoek vrijheid en een job.

Ik, wie ben, ik, boe, wie ben ik, moe.
Wie ik ben, is wat ik doe,
niet minder, meer, niet zeer,
toch op zoek. Want wat was nu ook weer
de clue?

Ach juist, ik was op zoek,
naar wie mij kan definiëren.
Ik heb een onuitstaanbare nood
aan vastleggen wie ik ben,
het is geen aanrader, 'k zou het niet
proberen.

Ik wil vertrouwbaar zijn, betrouw
me gauw en ik zal horen,
ik ben als luisteraar geboren.
Ook lief en accepterend,
de armzaligen verwerend,
doch lachend uit, oordelend,
liefst de taken verdelend.
Dat ben ik, Daan, de ambassadeur
van buzz, plezier en lachen
bezorgen aan de cohorte
is mijn favoriete forte.

Zeg ik allemaal zelf, rapportage
is onbetrouwbaar onderzoek,
ik blijf blijkbaar blij mijzelf verschuldigd
te zeggen wie ik ben
en is dat een probleem?
't Is dat ik vanonder zoek.
Voor mij een beetje maar van bovenaf is
dat allemaal oke.

Vanaf morgen zeg ik nee
wil ik minderen
die letters zinderen na
en daarom zeg ik ja
wanneer ik liever
afwijs.

Het is een zwakte als
pas gelakte nagels
later wordt het mooi,
voor nu is het een zooi
tot het droogt
en het poogt
alles te
verbeteren.

Dat ben, was, word ik later
een zeveraar een prater
een typer, een tikker,
getikt, jouw type, cherry picker.

Ik eet de kersen op jouw taart
wanneer je moederdag verjaart
eet de olie van jouw dom
de spookjes uit jouw kom
Ik ben veel en ook een vraat
ik schrok zelfs terwijl ik praat
tijdens de film
god wat zou ik mezelf
ambetant vinden
als ik mezelf niet was

Daarom kan ik niet om met mensen die niet anders zijn,
ik zou ze verwensen maar dat is niet mijn
manier van werken
ik tolereer ze, laat liefst niet teveel merken
van mijn afgrijzen, afschuwelijk plezier
als ik zie *** pijnlijk op een kier
de deur staat
naar vergetelheid.