jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord

Memories of my  beautiful Summer
walks down Blendennis lane with
my Mother Brug, Aunts  Kate and Maggie
and my beloved  sheepdog  Shep.
The smell of the new mown hay
cornfields reaching maturity,
the whiff of wildflowers and heather everywhere,
breathtaking on a late summers evening.

Never to be experienced, anywhere in the World
Those were the bygone days, past the bog of bulrushes,
the cattle chewing their cuds in the fields beyond.
I wish my Shep could race and meet me  now
like he did on my  way home  from school
when I appeared at the white  spot in the  Lane.

Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.

Balancen er daglig mellem om vi efterlader et hul i den tid vi har fået os, eller om tidens dyne er lappet fra højre og venstre med oplevelser af træhuler med meterlange lyskæder og lidt for meget indomita vin en ydmyg tirsdag aften. Er der en ting jeg ved, så er det at vi ikke selv bestemmer start - og sluttidspunkter, og **** altså vi bestemmer nok heller ikke selv hvilke dage solen skal glo lidt på os, fordi den synes vi er smukke. Det er der en gud eller en tilfældighed eller en kærlighed eller måske min uvidenhed til at afgøre. Men jeg ved en ting, som forlyder således; din tid er til din disponering. Det er den gave tiden har givet dig, nu hvor den har dårlig samvittighed over at den er begrænset.  Du vælger selv for fanden, og du vælger dagligt. Hver dag, hele tiden. Så vælg det som er godt for dig. Kys dem du vil, fordi du for helvede fik for meget vin og elsker dem en lille smule det øjeblik. Lav den opgave om moskusokse i nordnorge, fordi viljen til fuldførelse gavner mere end du overhovedet aner. Skriv det læserbrev, fordi der skal gøres noget ved det problem og du har lysten til udførelsen af initiativet. Du kender dig og jeg kender mig, og tiden kan sku godt bruges på en velunderrettet og skøn, skøn, skøn måde samtidig. Så brug din tid, så du gør godt for smukke du.

jeg har ikke brug for nogle andre
spiser ikke morgenmad eller nogle
andre måltider, har nok i dig og
du sætter dig som lim lige på
min tungespids, du siger ikke så
meget mere
jeg lyver, når jeg hvisker, du skal
lade mig være, jeg taler sandt, når
jeg siger, jeg stadig hader dig for det,
du lod dig selv gøre
med maling under negle lader du
mig ridse overfladen af, du siger
jeg er smuk, fordi jeg ikke ligner dig,
jeg siger, du har øjne lavet af marmor
og du ser oftere bare på
spørger sjældent
for du kender godt svaret, hvis du
tænker dig om en ekstra gang, vil
du vide
at jeg ikke har brug for nogle andre
end dig og dine døsige ord

man tror man er så ekstraordinær
man deler alt,
tanker, meninger, tyggegummi og selv ens eget hjerte
kun for at opnå en form for accept
accept og forståelse
godkendelse af samfundet
de rigtige beskrivelser
og det rigtige filter over sig selv
så er du endnu en i mængden
gem dig ikke, skjul ikke dit talent
brug det til at lyse gennem denne
sorthvide verden som vi kender den
hvis du gemmer den mindste nuance af grå, så blænd os
vi vil gerne blændes af din unikke sjæl

Løftede fingre, sænkede bryn, små suk og lange sug af sju i smug og altid brug af dug på bordet og bordkort til kernefamilien, og kerner i brødet til børnene og bøn ved bordet af brødrene, og smil til hinanden og for andre og ikke for sjov, aldrig for sjov. Samtaler om skole og skolehjemsamtaler for hjemmets ejere, høje forventniger i fryseren og mælk i køleskabet, og smørret står ude så et barn går i seng med en varm kind og får kold aftensmad af kolde ansigter. Skråt op med hjertet er i hjemmet for hjemmet er hos hjertet, men nogle gange sidder hjertet bare fast i fryseren, så det er svært at komme væk derfra med hjertet i takt.

Men hvis man en dag får løsrevet hjertet fra fryseren
så selvom det højst sandsynligvis er iskoldt
så kan det heldigvis i rette temperatur
tø op, varmes og banke igen

forevigt
jeg trasker stille rundt på mine stylter
som gør mig syv centimeter længere
kigger op mod himlen hvor stjernerne
aldrig har lyst så klart før
undtagen den gang da vi sad på din
altan og smilte med røde roser i munden
og røgen i vores lunger dansede
vi sad under præcis de samme stjerner
jeg betragtede himlen og tænkte
det kunne aldrig blive mere perfekt
at side under denne sorte himmel
med nogen andre end dig

bliver ved med at spole vores liv tilbage
vi er verdens største kærlighedsdrama
en roman der kunne sælge tusinde kopier
for vores læber er groet sammen og syet
med nål og tråd
og det gør ondt at sprætte op
jeg ved ikke om jeg tør at hive stingene ud
og lade min blomsterhave tilgro igen
bange for at du altid vil være syet sammen
men jeg ved at jeg nænsomt og smertefrit
ville kunne hjælpe dig, så du igen kunne
tale smukke ord og puste røg ind i min røde mund

jeg ligger her alene på en torsdag aften
og dufter lidt af sort kaffe og grå røg
i den seng hvor du engang lå ved siden af
og fyldte min seng med kærlighed
men nu er her kun mig
tomhed på hvide lagner
min fornuft er forsvundet
jeg vil ikke gå en til dag uden dig
mit skelet visner uden dig
ikke meget for at indrømme det
men jeg har brug for dig
det er ikke en mulighed at leve uden
hvordan endte jeg her
en pige som mig bliver ikke forelsket
men da jeg så gjorde
var det forevigt

Mange møder lige to timer senere
Sender trætte signaler ud i den travle by,
som ingen kan følge med i.
I byen, hvor alt alligevel starter automatisk op til en ny uge.
Uden hjælp fra de mange, der møder lige to timer senere.

Senere, udskudt, fortrængt, ligegyldigt.
Lige om lidt.
Lidt er ligegyldigt. Småt er ikke stort og lave forventninger er det samme som ingen. Der er brug for det bedste.
Bedre skal det være.
Men mange møder lige to timer senere, når det er en grå mandag og alt uden for dynen er koldt og ligegyldigt.

Julius er taber
Julius er kinesiolog
Jan skal holde kæft
Jeg er på maccen
Jar brug for maccflurh

Flexwerken lanceren toegankelijk reserveren ambtenaren een potje tafeltennis.

Initiatief pop-up divers mooie verbindingen en een steuntje in de rug animo concept.

Verzorgt de weetjes beantwoorden vragen.

Mail deze dan in weekenddiensten.

Kunstkenner signeersessie toegang gratis gemakkelijk moeite die kost.

In wezen of excentriekelingen tactieken **** een roeping.

De brug parochies vijf kinderen en een baan honderd mensen kwam hij voor iedereen mijn hoofdpubliek.

Singer-song kers op de taart praktische benadering hedendaags reilen en zeilen.

jeg vil stå et sted og vente på dig. der vil jeg stå til alle tider. jeg fortæller dig ikke hvor, du finder mig nok når (hvis) du en dag får brug for det. jeg ved hvad der er det rigtige at gøre, men hvordan skal man kunne gøre det rigtige når det føles så forkert. jeg ved jeg burde gå. men det er meget nemmere bare at blive stående her. fordi et lille håb brænder om at du en dag vil komme tilbage og finde mig. indtil da vil jeg stå lige der og vente på dig. og der vil jeg stå til alle tider.

Det bedste var at ligge i vågen drømmesøvn
med dig så smuk
Ikke have brug for ord
Glemme tid og sted
Stærke arme
og lykke i min mave

Nogle har brug for at brække sig for at vide de er fulde
*** ser på mine øjne ikke i dem.                  Jeg vil gerne sige dig noget, der ikke siger dig noget, for at se, hvor du kigger hen.
                 For træt til at forstå, så jeg dividerer min søvn med nul.
Vinterlyset er væk.

føler mig atter gennemsigtig
med hud lavet af nylon
et punkteret hjerte
der bløder igennem
den sarte overflade
så jeg kan ikke skjule
at jeg stadig elsker dig
det er tydeligt for alle
med blod der drypper
ned af maven på mig
du står bare der
og lader som om at jeg ikke
eksisterer
for det er nemmere
så gør det ikke ondt
du lader som om
at du ikke kan se at jeg bløder
at du ikke kan se at det stadig
er for dig
dine øjne er stadig grønne
som smagrader
så dybe at jeg kunne forsvinde
i dem på ny
og din mund er stadig
sart og fin
minder mig om dengang
den rørte min
så mange ord jeg gerne
vil høre den sige
men tavs er du
og du kiggede lige igennem mig
som om jeg ikke fandtes
som om du ønskede
at jeg ikke fandtes
min hjerne krøller
og spekulerer
om du overhovedet
stadig syntes at jeg er smuk
nu hvor du ikke vil se på mig
trods der var engang
hvor du slet ikke kunne lade vær
kun du har set på mig
med de øjne
ville ønske at du kunne læse
mine utallige digte
der fortæller historier
om en dreng med et skrøbeligt sind
en kompleks psyke
som egentlig helst
ville være alene
men havde brug for en at holde om
så han forelskede sig
i en pige der løb lidt for stærkt
og snakkede lidt for meget
og lidt for højt
historier om langsomme
søndage
forsvundet under grå dyner
kroppe
der lidenskabeligt var flettet
ind i hinanden
din hud mod min
dit hjerte der bankede
min tungespids på din mave
dine kys i min pande
hænder overalt på nøgen hud
som jeg stadig kan mærke
selvom det ikke længere
er dig der rør mig
vil ikke være gennemsigtig
mere så jeg maler min krop
i regnbuens farver
jeg vil ses
jeg vil betyde noget
og det kan du ikke hjælpe med længere

*** har brug for tid, ligesom vi alle har. Tid til at være okay med bare at være okay, fordi nogle gange kan det, at føle sig rigtig efter at have følt sig forkert i lang tid, være det sværeste at vende sig til.