et stille øjeblik
mens musikken dunkede og folk dansede
drevet af lyster
begær
eller rutine?

ødelagde et naivt hjerte
som nu græder over den mand, *** aldrig kunne kalde sin

sitrende og boblende vredestårer
over en veninde, *** nu ikke længere kalder
sin eller nogens

uhåndgribeligt, fragmenteret
    forvirret
mudret
   tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed

sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
     struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber

verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up

EN UGES PAUSE
som mininum
   hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
   virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed

skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer

virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
      det stolte og det sårbare

ruineret rutine
at fortabe sig i en person, i en følelse
falmende fornæmmelse
flitrende flirten
tabt udgangspunkt
såret er der stadig selvom det ikke gør ondt
uheldet skete stadig selvom såret er blevet til et ar

Crystal clear faces shatter under the unforgiving weight of rutine.
Feelings once pure and noble, now deranged. Bootprints adorn them, as purpose fades.

Debased; the mud-covered carcass of the man I used to be.

Truths kept locked beneath meat-shaped vaults.
Answers to all and none.
Their absence soothes my mind's ailment,
while sewn shut teeth spoon feed my veins a welcoming dose of cyanide.

Pockmarked stains on the walls and sheets.
Light and comfort are kept wrapped in tight chains;
prisoners of the amorphous grey demons looming over this city of old.

My next step casts its shadow on the moon, for down is the only way up.

And even though hope was convinced to leave by two-faced rascals with no care for our ecosystem, a sketch of its meaning is etched into this crackling skull.
Echolocation is the method of choice then, so as to hope that it's not too late.
That newly formed abominations may one day give its secrets away.