Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Frederik B Apr 2014
men ekkoer af stilhed raser når jeg kigger mod vindueskarmen.
lagnerne er krusede, men aftrykkene efter dig er her stadig. derfor har de sidste nætter været på de splintrede gulvbrædder, hvor du engang stod. dig. i fulde figur.

selv min morgenkaffe smager af dig, men jeg savner den bitre smag, så vil du ikke nok           ?

*f.b
Lisette Oct 2015
Pas på
Jeg skyder skarpt
Bevæbnet med en AK47,
Øjemålet rettet mod
Den endelige destination
Drages af neonlysets skær i natten
Amatør af eget kød og blod
Danser i søgen efter den lille død
Kærtegner den blidt
En euforiserende fornemmelse
Raser ud i form af skrig
Efterlades i en stønnende tilstand
Begår selvmord
Ensomnia
Med min egen
Kærlighedspistol
Fortrydelsen af mine kommende ord
Bliver efterfulgt af endnu en kærlighedserklæring
Når jeg atter finder ro
Og køler mit glohede sind ned
Lige nu agter jeg bare at være vred på dig
Være den psykotiske pige som du fremstiller mig som
Leve op til dine hårde ord
Og være indbegrebet af no chill

"Øv"
Det var din beskrivelse af situationen
Det er din klamme følelse som du ikke har
Det er det bedste du kan levere
Efter du med hovedet mellem mine ben
Har kigget mig ind i øjnene
Og kaldt min helhed for smuk
Som jeg lå og vred mig under din berøring

"Lettet"
Det er din beskrivelse
Af hvad du sidder tilbage med nu;
Alt andet end mig
Som da du sad på den kolde stentrappe
Med kogende tårer dalende ned ad dine iskinder
I takt med udfoldelsen af min erklæring til dig
Om hvor meget kærlighed min rystende krop i det øjeblik besad

**** dig fordi du fik mig til at tro
At det faktisk kunne lykkes
**** dig fordi fik mig til at elske
Når du aldrig havde intentionen om at gengælde det
**** dig fordi du lovede mig
Alt det ******* kliché-pis om at vi stadig kunne være venner
**** dig fordi du har usynliggjort og fremmedgjort mig
Og ikke så meget som sender et blik i min retning
**** dig fordi jeg så dig 3 gange i dag
Hvor du kortsluttede min forbindelse til virkeligheden og kickstartede mine fantasier og drømmerier
**** dig fordi du snakkede med dine venner om hvordan du skulle afslutte det
Imens jeg snakkede med mine veninder om hvordan jeg skulle fortælle at jeg elskede dig
Og **** dig
Fordi jeg stadig gør det

Min krop raser
Mit hjerte smerter
Mine øjne græder
Mit hjerte elsker
Og jeg ville så brændende ønske
At jeg kunne hade dig, R
Hade dig fordi at jeg endnu en nat desperat og gispende ligger og hiver efter den manglende luft
Som du tog fra mig på din ******* fødselsdag da du kyssede mig første ******* gang

9/2 gav du os en chance til
9/3 afsluttede du det anden gang
du gav mig 1 måned
troede du virkelig jeg var så dum at jeg ikke ville lægge mærke til det
Jane Deer Dec 2016
Mine følelser raser og slår ud mod de murer de har bygget
bider og river i alt der rør sig
Flænser kød, brækker knogler, dræber alt
Jeg skriger min smerte ud
Men ingen svarer
De vender sig bare
og lader mig stå
Alene
i mørket
Autrefois dans Bagdad le calife Almamon
Fit bâtir un palais plus beau, plus magnifique,
Que ne le fut jamais celui de Salomon.
Cent colonnes d'albâtre en formaient le portique ;
L'or, le jaspe, l'azur, décoraient le parvis ;
Dans les appartements embellis de sculpture,
Sous des lambris de cèdre, on voyait réunis
Et les trésors du luxe et ceux de la nature,
Les fleurs, les diamants, les parfums, la verdure,
Les myrtes odorants, les chefs-d'œuvres de l'art,
Et les fontaines jaillissantes
Roulant leurs ondes bondissantes
A côté des lits de brocard.
Près de ce beau palais, juste devant l'entrée,
Une étroite chaumière, antique et délabrée,
D'un pauvre tisserand était l'humble réduit.
Là, content du petit produit
D'un grand travail, sans dette et sans soucis pénibles,
Le bon vieillard, libre, oublié,
Coulait des jours doux et paisibles,
Point envieux, point envié.
J'ai déjà dit que sa retraite
Masquait le devant du palais.
Le vizir veut d'abord, sans forme de procès,
Qu'on abatte la maisonnette ;
Mais le calife veut que d'abord on l'achète.
Il fallut obéir : on va chez l'ouvrier,
On lui porte de l'or. Non, gardez votre somme,
Répond doucement le pauvre homme ;
Je n'ai besoin de rien avec mon atelier :
Et, quant à ma maison, je ne puis m'en défaire ;
C'est là que je suis né, c'est là qu'est mort mon père ;
Je prétends y mourir aussi.
Le calife, s'il veut, peut me chasser d'ici ;
Il peut détruire ma chaumière :
Mais, s'il le fait, il me verra
Venir, chaque matin, sur la dernière pierre
M'asseoir et pleurer ma misère :
Je connais Almamon, son cœur en gémira.
Cet insolent discours excita la colère
Du vizir, qui voulait punir ce téméraire,
Et sur-le-champ raser sa chétive maison.
Mais le calife lui dit : Non,
J'ordonne qu'à mes frais elle soit réparée ;
Ma gloire tient à sa durée :
Je veux que nos neveux, en la considérant,
Y trouvent de mon règne un monument auguste :
En voyant le palais, ils diront : Il fut grand ;
En voyant la chaumière, ils diront : Il fut juste.
Fable XVI, Livre I.


On admirait l'oiseau de Jupiter,
Qui déployant ses vastes ailes,
Aussi rapide que l'éclair,
Remontait vers son maître aux voûtes éternelles.
Toute la basse-cour avait les yeux en l'air.
Ce n'est pas sans raison qu'un grand dieu le préfère !
S'écriait un vieux coq ; parmi ses envieux,
Qui pourrait, comme lui, laissant bien **** la terre,
Voler en un clin-d'oeil au séjour du tonnerre,
Et d'un élan franchir l'immensité des cieux ?
Qui ? reprit un chapon ; vous et moi, mon confrère.
Moi, vous dis-je. Laissons les dindons s'étonner
De ce qui sort de leurs coutumes :
Osons, au lieu de raisonner.
D'aussi près qu'il voudra verra Jupin tonner
Quiconque a du cœur et des plumes.
Il dit, et de l'exemple appuyant la leçon,
Il a déjà pris vol vers la céleste plaine.
Mais c'était le vol du chapon.
L'enfant gâté du Mans s'élève, et, comme un plomb,
Va tomber sur le toit de l'étable prochaine.
On sait que l'indulgence, en un malheur pareil,
N'est pas le fort de la canaille :
On suit le pauvre hère, on le hue, on le raille,
Les plus petits exprès montaient sur la muraille.
Le vieux coq, plus sensé, lui donna ce conseil :
Que ceci te serve de règle ;
Raser la terre est ton vrai lot :
Renonce à prendre un vol plus haut,
Mon ami, tu n'es pas un aigle.

— The End —