En hul fornemmelse i kupeen
Hud reflekteres og blander sig med skoven gennem glasset
Forstæderne
Livløst og sort beklædt sidder hvide mennesker
Når det krymper i mig
Kommer modløshedens rutiner
Men toget kører ikke af sporet
Hamrende mod kulden
De lave rytmer hypnotiserer
Deprimerer
Jeg formørkes men smiler
For folk de kigger

Det roterer i rislende tørre lyde
Hypnotiserer og deprimerer
Rammer væggene og smælder
Tordner af tanker
Uendelig rotation
Væggene holder altid
Så tankerne smælder endnu
På en madras i et hvidt ***
Spinder du med stormen
Vælter fremover
Anstrengte bemærkninger
Smalltalks med mig selv
Stilhed i mig og rislen i dig
Blot fuld af ord der giver mening
Munden former lydene
Passerer læberne og rammer
Smælder mod væggen
Men ikke i mit ***
Bare ord