Domen for mine visioner
Det er dine bløde læbers bevægelser
når du taler flydende
Ser stemmen i lydbølger som rammer strandkanten.
Virker lige så smukt som solens lange stråler
Rammer tippen af græsstråene
I en form for sommerlykkeland
En søndag morgen hvor duggen er frisk.
Du får mine øjne til at løbe i vand
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk
Så du må gå væk, når du kysser mig,
- men bliv ved.

Han forlader mig, jeg ved det
Jeg mister ham en dag
Han er trist over mine handlinger
dem jeg ikke kan ændre
Han betyder alt, jeg betyder intet
Vi var glade for en tid. Lykkelige måske.
Han savner hende stadig
Som et spøgelse sidder *** i hans sind
og ødelægger alt
Han siger han elsker mig
Men han tænker for meget. Jeg tænker for lidt
Jeg føler skyld for os begge, og jeg er bange
Han er den eneste jeg har elsket. Den eneste jeg vil.
Han tror ikke mine ord. Tror de er tomme.

En flæbende mekanisme der hiver efter vejret imellem gråden.
Venter på at luften løfter dit bryst
Venter på at blodet gør dine kinder røde.
Drænet for tårer men græder videre i håb om at mine tåre virker som i Disneyfilm og du vågner igen.

Et enkelt hvæs
Råb og skrig i mit indre
Som at kalde på en livløs solsort i det fjerne
Fjern fra min egen benløse krop
Jeg stod ved siden af og så på mig selv
En såret solsort med en brækket vinge
Fløj og fløj uden at bevæge mig

Den konstante angst
Tænk hvis de nogensinde vidste
De sorte penselstrøg
Jeg har mishandlet solen
Og jeg kan kun se på mens det sker
Med en brækket vinge ser jeg til
Mens en livløs solsort ødelægger min krop

Kys mig til mine læber er sprukne, mit hår er uglet og det eneste du har lyst til er mig.

hver gang jeg tænker på dig
kan jeg ikke få vejret
det er som om at mit hjerte går i stå
og min krop bliver tom for blod
jeg prøver at lade vær med at tænke på dig
for jeg dør langsomt af mangel på luft
og mine åndedratsbesvær gør det svært at leve
uden dig
er det svært at leve

Jeg plejer altid at være forelsket når det er forår
Forelsket i foråret
Men i år kommer foråret langsomt
Og dagene er stadig kolde
Selvom solen skinner
I år er jeg ikke forelsket i foråret
Men i den samme vinter jeg var forelsket i sidste år
Og året før det
Men vinter bliver til forår og forår bliver til sommer
Og min vinter er kommet videre
Det er forår og du er forelsket
I den varme unge sommer
Og jeg er det blæsende regnende efterår
Du er forelsket i en der ikke er mig

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.