Stilhed
som ikke er stilhed
for det lyder som et hav inde i mit hoved
det er sært
jeg bryder mig ikke om det.

Stilhed

Du stiller spørgsmålstegn
Til min eksistens
Du efterlyser svar
Uden at du sanser
At svaret
Er min stilhed

lyset reflekterer i unge pigehjerter
med naive sind,
der leger med smagen af grå røg
i nattens smalle gader
den ældre (u)ægtemand
vender hjem til en fortabt stilhed
og drengen med de krystalblå øjne
smiler nervøst på en kold trappesten
mens kvinden med kashmirtørklædet
maler en streg i månens skær
og gemmer sandheden væk
i en lille guldæske, *** ikke lukker op

dine ord visner hurtigere end mine planter,
men jeg glemmer også at vande dem,
ligesom jeg glemmer at svare på dine sms'er
jeg har så mange ting, jeg skal nå
alligevel bladrer jeg mine fingre til blods i skarpt papir
deres stemmer bevæger  sig ud i ikke-eksisterende stilhed,
de råber så højt, at
jeg ikke kan høre dem
så jeg hvisker digte op, jeg så
længe har skjult yderst i mine fingerspidser,
men jeg hvisker så højt, at
du ikke kan høre dem
og nu er jeg endelig begyndt at
vande mine planter,
men de smager stadig tørt

Syrenernes store buketter af sprøde blomster springer ud og spreder en duft af sitrende lykke som jeg tager del af, når jeg kan overskue at smile og være mig selv.
Jeg sidder under det.
Og jeg ejer al den stilhed jeg gemmer på, som jeg kun tager med mig når jeg er alene i natten, på mine lange vandringsrejser i mine udtrådte gummisko, som minder mig om dig.
Når jeg fortæller mig selv at jeg tager mine tanker i at gå på afveje og drømme om den magt vi kan få af hele verden på markerne med de grønne stængler. Og at hvis man skruer tiden tilbage, så kan man lære at leve livet rigtigt. Hvis jeg nu havde givet mig selv lov, og havde sluppet mig selv fri.
Så kommer der blade på syrenernes grene, for jeg har siddet der i flere timer end jeg kan tælle på hænderne.
Og mærket mine følelser, selvom der er tusindvis og på trods af at de i hober går i krig mod hinanden, for at fortælle mig modsatte ting og at livet går videre.
Så jeg rejser mig op, og går videre mod nye velduftende blomster i et forsøg på at lære af min erindringer.

De gik ind sammen. Han betalte hendes billet - selvfølgelig. Han sagde ikke noget, for det gjorde *** heller ikke. Han viste vej, og gik ned i den bagerste del af bussen. Han satte sig inderst i håb om, at *** ville sætte sig ved hans side. Det gjorde *** ikke. *** satte sig i den anden side af bussen...
Få minutters stilhed fik hende til, at skifte mening, så *** satte sig hos ham. De sagde ikke noget, men alle i bussen kunne høre deres skænderi. Klokken havde lige slået 23.23, og de kørte to forskellige veje, i en og samme bus.

men ekkoer af stilhed raser når jeg kigger mod vindueskarmen.
lagnerne er krusede, men aftrykkene efter dig er her stadig. derfor har de sidste nætter været på de splintrede gulvbrædder, hvor du engang stod. dig. i fulde figur.

selv min morgenkaffe smager af dig, men jeg savner den bitre smag, så vil du ikke nok           ?

*f.b

Tankerne kører rundt i hovedet på mig, som en karrusel snurrer de mig rundt
Jeg kigger ned, rør ved mit hår, har lyst til en smøg
Jeg betragter flammen da jeg tænder: jeg ryger i stilhed
Jeg er halv beruset, jeg tænker på dig
Jeg suger røgen ind og trækker vejret dybt, lader det fylde tomrummet i mit hjerte
Det føltes som at danse på knust glas
Jeg kan mærke smerten, jeg kan se at mine fødder bløder
Men jeg bliver ved og ved med at danse, til de smukke toner som fylder mit hoved og dæmper smerten
Jeg danser, som om at intet var galt
Jeg er ligeglad
Jeg ville danse i 1000 år, bare for at få hans opmærksomhed
SE mig
Den rigtige mig
Den pige der danser sensuelt rundt på gulvet, rør ved sit hår og ryger cigaretter – er det mig? Kan du se det?

vi er gået fra Tindermatch
til at vi chattede på Tinder
til at vi blev enige om, at vi ville elske at se Monets have
til at vi mødtes og drak tre øl
til at vi grinte og snakkede
til at vi skiltes
du sagde, at du syntes det havde været hyggeligt
jeg gav dig ret
jeg sagde, at jeg syntes vi skulle mødes igen
stilhed og jeg tvivlede
hvis du altså havde lyst, for det havde jeg, sagde jeg igen
og det havde du også, sagde du lykkeligvis til sidst
vi krammede og jeg var teenagepinlig og kom til at træde på din fod
du skulle med bus 100 og jeg med 4a
vi er nu venner på facebook
og det kilder i min mave
og det føles rart at nogen gerne vil mig
og det kan jeg virkelig godt bruge
og det føles virkeligt, helt oprigtigt, rart
og egentlig er jeg også klar til kærlighed
og klar til romantiske pladdersamtaler
om at ”du er sød” ”nej du er sød” og ”du lægger på først” ”nej du lægger på først”
for det er nok kærlighed jeg savner
det er nok derfor jeg ikke føler mig hjemme
det er nok også derfor at jeg ingen glæde føler
det er det jeg har manglet
det er dig jeg har manglet

*(Marolle)

og da vi stod
der i hinandens arme
bare lige for at sige
godnat
og den larmende
stilhed bredte sig
helt uden ord
forstod jeg
hvorfor
og et øjeblik
levede jeg
ubesværet

jeg danser i cirkler
i 360 grader
kraftigt farve bølger over mig
den varme stilhed bliver højrøstet
og hvad laver jeg her
uvante gulve, der klistrer mig fast
med klister, som sidder i 118 dage
men det er jo spild af skridt
kraftige farver, som forenes i ét
langt mørke der strækker sig ud
samtidig med, at det råber
en melodi
en kronisk sammenhæng af toner
og jeg suger det ind, så
det sætter sig på rygraden

uhåndgribeligt, fragmenteret
    forvirret
mudret
   tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed

sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
     struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber

verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up

EN UGES PAUSE
som mininum
   hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
   virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed

skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer

virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
      det stolte og det sårbare

ferskenfarvet
skrattende
over os er himmelen kongeblå og pyntet med stjerner, med vidundere, med vidner til dette
rundt
kirsebær-rød
blødt og varmt gulvtæppe
sen-septemberens luft
lyde, mennesker
åbent vindue som en varm invitation til gadens liv  
intet er for meget eller for lidt
lige præcis tilpas, balanceret, roligt men spændende
komfortabelt men udfordrende
voksende følelse, lysende, brændende - men let
lavendel
ingen tårer; tunge, skamfyldte, drænende
kun et let smil
fyrfadslys
cremefarvet og fjerlet latter
rosmarin
lykkelig stilhed
poetisk øjeblik, stilnet samtale
citrongræs
smuk og stilfærdig fortællerform; ydmyg
inspirationen ligger så tæt i rummet at dug former sig på ruden
og tanker i hovederne
og samtaler der flyder sammen og fletter sig til ét forhold; én tanke
et ideal
sommerfugle-flagrende øjenvipper
morgenfruer
vi ligger på gulvet
en brise af brænde-røg
pladespilleren kører, dæmpet, upåtrængende
dyb vejrtrækning
vi føler os okay
ferskner

silhouetterne af trætte, unge, smukke, svage og stærke mennesker er hvad der spiller for mine øjne
midnatten har bredt sig fra sind til sind, og jeg kan selv mærke den bankende tørst efter stilhed og hvile.
mens jeg sidder i dette tog, på vej hjem fra natten og dens gerninger,
tænker jeg stadig på dig
og hvordan du fortalte mig,
at du altid ville holde mig i hånden
når vi kørte gennem Londons tomme gader i januar måned,
imens natten bankede på udenfor.
men her sidder jeg
i en tom kupé
og jeg ved ikke om min frysen
er på grund af kulden
eller fordi det er det eneste jeg kan føle nu

alle ved at der er noget særligt
ved dagens første cigaret
og nattens stilhed
men jeg venter stadig på den
dag jeg bliver træt af tanken om dig
og dine smilende øjne
jeg ved ikke hvor lang tid der går
men dagen kommer
og jeg vil tage imod den
som var den en kærlig hånd
jeg vil ikke længere dykke efter svar
i dine havblå øjne
for jeg er bange for at du vil lukke dem i
og aldrig lukke mig ud
det sner ikke endnu
men følelsen af at skulle på afvænning
for dine kys føles som kom den
som en brise en decembermorgen
og jeg er blevet taget på sengen og
har ikke andet end din t-shirt på
jeg venter stadig på den dag
jeg bliver træt af tanken om dig
også selvom jeg ved
at den aldrig kommer

lange, krøllede hår på benene - lange, krøllede tanker i hovedet

omfavn en skygge
jeg beskæftiger mig med det forbipasserede
     jeg bukker under  og
jeg gør det rigtige
min radiator larmer, jeg beslutter mig for at gå i seng
      aktiv kedsomhed

ovenpå:
- gulvbrædder
- mennesker
- væsker
- keramik
- skænderier
- dørkarme
- spindelvæv
- tanker, støv
- puder
- elektronik
- drømme

      en samtale
tomandshold, alle mod alle
at danne alliance; at gå i opløsning
      intern / ekstern motivation
          forkludrende
en dagbog, et digt
livet som en kunstform, uforstået, uforstående
altopslugt
   blege opmuntringer
pulserende irritation, bankende hjerte
      intuitiv beskyttelse

nedenunder:
- sygdom
- maling
- stof
- teorier
- legemsdele
- bøger
- lys
- relationer

her:
- mig
- søvnløshed
- samtale og stilhed på én gang

    generelt og meget specifikt
godnat

Når din larmende stilhed
Opsluger rummet
Og mig
Ønsker jeg at dø

krøllet lagner og uglet hår
en smøg i min hånd,
og en badekåbe svøbt om min krop
sort kaffe og stilhed på østerbro
eller måske er det ikke så stille
jeg ved bare det eneste jeg hører
er gamle minder og bitre ord


'du kunne få alting men du fik ingenting'

hvad skal der til
for at vaske følelsen af
spøgelseseksistensen af sig?
hvad skal der til for
at føle sig menneskelig?
gøre sig til et menneske
uden spindelvæv af stilhed vævet om relationerne

svømme i tør venskabelighed
den fjerne omsorg
det er nemt at forveksle med tilpashed
sådan må man lære at leve med livet
og tage ingenting i stiv arm

den epokegørende intetsigende hverdag
uden at forhippe sig afsted
at ikke haste ikke snuble over hverdagens benspænd
at der ikke sker noget: g r o u n d b r e a k i n g
det er så banalt

Endelig
Stilhed
Den absolutte følelse af ro,
af at være alene.
Med kun baggrundsstøj,
uendeligt langt væk.
Følelsen af selvindsigt,
af rolige, dybe åndedrag.
Men så
En kriblende følelse
Et mylder af kemiske reaktioner
Hele tiden, uden pause
Celler der deler sig
nervesignaler der bliver skudt rund
bakterier der på en gang destruerer og skaber
Utrætteligt og uforstyrret
fortsætter det
og det manifesterer sig alt sammen i tanker
en uendelig strøm
der drukner enhver form for stilhed
med et enkelt løfte om
aldrig at stoppe.

oprindelsen skrider fra mig
ustabilt underlag, pladetektonik og hverdagsjordskælv
ord bærer præg af meningssøgen
urovækkende stilhed
kerneværdierne vedstår når alt andet skrælles af
den fysiske ramme afspejler underlaget for personen
indre handlinger, ydre refleksioner