Læs mine tanker,
stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler.
Klippe små huller,
mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn.
Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund.
Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik,
og jeg er bare -
Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind,
der overses af snefnug og placebolykke.
Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod,
forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage.
Men jeg føler ingenting.
Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer,
er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre.
Men væggene er for tykke og sneen for dyb
til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

jeg har lært
at gå tidligt
i seng for at
prøve
det med at sove alene
men hvordan skal
jeg dog kunne
lære at fylde al den her plads
ud helt alene
så jeg brænder huller i lagenet og
laver et omrids af dig
og lukker øjnene
og lader som
om du holder om mig
og kysser min pande
til jeg sover men når
jeg vågner er der ikke
andet tilbage
end brændte
huller og
rådne minder
så igen i morgen vil
jeg gå i
seng klokken 20:30
og gentage det
hele igen til den dag
du kommer tilbage
så jeg ikke behøver
lære at sove alene

Drømmene om drengene
og timevis samtaler sammen om de idioter
og tusindevis af tårer af tortur over dem
og smil til festerne
og øjnene på gangene
og huller i maven
og huller i hjertet

og et hul i hjernen hos dig;
fordi du fik din dreng efter noget tid
men tog også min med

Jeg vidste jo godt
at han var et røvhul
men jeg vidste bare ikke
at du også var det.

Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.

udprintede ord
at finde tilbage til sin kerne, noget autentisk, noget egentligt
sort sengetæppe, forudbestemt uduelighed - skæbnens skrøbelighed
menneskelig fornægtelse og sorte huller
i sokkerne, i universet
at forsvinde fra det hele, fra alt det planlagte
bare tage afsted, ud i himmelrummet, alene
producere nostalgisk eller glad eller forelsket musik
  fra en komet i rummet
tage sig en rundtur i stjernetegn, stjernetåger, astrofysisk
kigge på livets vidundere
ikke sige farvel, ikke sige på gensyn
bare flygte, fordufte
efterlade alle folk med alle deres forvirrende følelser til at rode sig selv ud
som barn ville jeg altid drømme om rumrejser
aeronautisk hjerte, dagdrømmer som altid
det mægtige, det endeløse, det u-udforskede
vægtløshed, universet!
så meget mere end bare moder jord
så meget mere end blot det konkrete og forståelige
per aspera

kvikke drenge med hurtige eksistenser
huller i alle sokkerne, ar på kroppen - levn fra eventyr, spasmageri
altid sprængfyldt med historier, latter
cigaretter, solblegede t-shirts, plastre
sort kaffe og solbriller og fast food
ironi og skæve tænder og solbrun
tynde ben og attitude
venlighed, lær at slappe af, solvarm og søvnig
tung bas, sodavand, nedtrådt græs, neonlys
sommerregn på genbrugsjakker, afbleget hår, mørke og livsglade øjne
drillende blik, hurtige fødder, beskidte negle
fragmenteret væremåde men meget entydig efterladt følelse

Days long ago a crew landed upon an island
A group of unknowns bunched together
Searching for a way off
Banding together for dear life
Each a keel to each others sanity
Through the insanity
Of a stranded few

Days that seem long ago upon the island
The friendship among the crew formed strong
Each a role assigned for survival
The plate upon which the friendships dines HULLS a grand burden
Of course, his trusty BOW points out the food
While a more BULBOUS BOW protects the hunter
Making sure the intended meal does not sink the crew
With such hard work, the three can grow mad
In which the 4th must ANCHOR them with his entertainment
And the captain PROPELLING the vessel of friendship and work
Makes sure all are happy and prosperous upon the island

Days not long ago I landed upon the island
Without food or water I was sheltered
The hulling man was first to help
Followed by the two bows
They seemed to show interest
They seemed to want to help me
While I had no clue two others inhabited the island
That they even mattered on the island

What I was surprised to find out was the huller was not leader
Or at least assigned such a position
For before the captain arrived, I was treated to dessert
Feeling as if he deserted me, he came to me
Apologetically, the captain offered his own
A dessert forged from a deserted man on a deserted island
It’s irony was more exquisite than the actual taste
The ‘Anchor’ of the team also arrived
Excited to entertain me, we 5 watched

A Mid-day not long ago five people sat upon a desert island
Watching a man entertain us
The captain was dying of hysteria
The other three conversed among each other
There I sat, alone
The harsh waves of the man’s dance bored me
But the captain’s intensity of passion pained me
As if my apathetic nature was wrong
But the calmed waves were far too peaceful
And if I walked among them I would splash around
Creating a mess and therefore being forced onto land
But I hated the land
The ocean was beckoning me to join
Or rather, I was forced off the sand
The ocean, in reality, could care less about me
My existence meant nothing
Apathy reigned supreme
Even if the only rule to swim, was to care

A single day so recently I sat alone upon a desert island
The friendship crew remained five with a remainder of 1
Sometimes six for feast, never more for sympathy
Worse, it wasn’t really 5 and a 1
Rather, a 2 + 3 and a 1
The hulling man and his bows were a group
While the captain and anchor seemed in love
Only interacting when feasting
Only caring when needed
The vessel of friendship was forged from circumstance
Where the five banded together to make the ship
But now the circumstances changed
And there is no need to make new friends

Today I sat distanced upon a desert island
Unable to pick a side
Of the foundation of the island
Or the entertainment
For both knew of my existence
And me of theirs
But no need to converse
No need to interact
My circumstance tells me to talk
To be the grain of sand that lays with the others
But their circumstance tells them otherwise
To remain with their grains
Why talk with another grain?
Why be seen with another grain?
If you’ve already known one

And so all six of us remain on the island
Only one tormented by apathy
For it is not my right to talk to my deserters
For they have to allow me to speak
And they have no reason to give me a voice
After all, there are millions of grains on the island
Why get to know a new one?
When you can stay with one you’ve known your whole life