Som en storm over land,
rystede du min verden
og som en sky på himlen,
dækkede du for solen

Med dig kom ødelæggelsen,
du bragte sorgen med dig
og i hånden havde du
kun tusinde stumper glas

Du regerer i mit sind,
du styrer mit indre,
kritiserer mit ydre
og aldrig (altid) vil jeg være alene

Når dagen endelig har sin ende,
når timerne endelig er gået
og jeg kan slukke lampen
virker pæren ikke (som den skal)

Den bliver ved med at brænde,
selv hvis jeg trykker hårdere
og hårdere
på den kolde kontakt

Når dagen omsider når sit frembrud,
når solen endelig viser sine stråler
og jeg må rejse mig fra døsighedens stille
kan jeg ikke (vil)

Jeg trykker svagt på kontaktens kolde facade,
men lyset vil aldrig tænde igen

mine tanker er et andet sted end de burde
"hvor burde tanker være", spørger du
og jeg svarer
at de burde ikke være

som mit selv skal tankerne glemmes
og glemt bliver de
men kun når jeg glemmer mig selv
blot for en stund

jeg er tanker og af tanker er jeg
tanker
en stime af ord og bogstaver og tal og
de er der og forsvinder ikke

I am the haunted. And the one hunting me is myself, my thoughts, my unwanted actions.

I cannot help but run, escape, fly away.

My eyes are hurting from the sights I have seen, my ears are aching from noises I have heard.

Lille pige med hang til selvdiskruktivitet. Lille pige med tanker så højlydte, at de kan høres i Kina. Lille pige uden ønsker og drømme, men alligevel med umulige forventninger til hendes egen eksistens.

Lille pige med ar og sår, indeni såvel som udenpå. Lille pige med tårer så salte. Lille pige helt alene og lille og tom. Lille pige med mund så tør og øjne så våde, at man druknes ved synet.

Lille pige, som drømmer sig væk til det gamle. Væk til det lykkelige og uforurenede. Væk til det uskyldige og lyse. Men næste dag kigger den lille pige ud og alt *** ser er fortsat sort.