Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene

*** ser ham
altid ud af øjenkrogen
ser han hende?
med smilet limet fast på de tørre læber
kæmper *** sig igennem
hverdagen, som er fyldt
til randen
med tanker om ham

tårerne presser på
*** fremtvinger solskin
i sindet
selv på overskyede dage
ingen ord, kun øjenkontakt
på ét sekund
falder hendes facade sammen
og
*** starter forfra imorgen

at hjælpe folk der er ligner
ubåde men blot er synkende
både er som at blæse med
mel i munden uden at tænke
over vindretningen udenfor

det er som at se de mange
rester af hullede mennesker
som aldrig bliver hele men
alligevel køber pudefyld
til at fylde hullerne i sindet

kærtegnet af natten; stjernestøvet drysset over huden
eller sirligt tegnet på overfladen - prik, prik, prik
kroppen og sjælen som to separate enheder; kontakt (konstant?)
en person som en solnedgang; varm, afsluttende, smuk, enestående
berørt af en galakse, hemmeligheder i legemets folder
eksistensen som et spørgsmål, uden facit
kroppen som en myte, sindet som et spejl
at stå alene; at være enestående

ord, der stikker i
     munden
som baskende
trækfuglevinger på
tusmørkehimmelen
   over markerne
væk fra vinterens mørke
fra mundens mørke hule
korngule tanker
med stjernestøvsreaktioner
landets ro, landets
evighed og
stille sind
nettet af stjerner over os
indfanger landsbyer;
  fortryllet
svalerne formørker solen men
sindet forbliver
oplyst
badet i muldens varme

*** driver gennem byens larm, lys og skikkelser. Uden lyst, drages hendes hærgede menneskekrop mod de dybeste toner der kan findes i Københavns kerne. Følelserne er i sindet, som for længst er overbruset af kærlighed og alt der hører til den slags fantasier.
Djævlen er løs, gå ud og fang ham. Fortryrl ham med den smerte han føler, siger hendes indre stemme til hende, igen og igen.

Nyd hende mens du stadig kan. Nyd hvert et øjeblik jeres øjne mødes, uden at I kender hinanden.
Bliver sindsyg af manglen på din længsel.

som i jomfruens tegn
danser vi på bordene, smækker ballerne blå og drikker alt det triste til  blods
pigeskolen er ikke længere kun åben for kursister
op af ilden rejser sig en prydelig menneskekrop, som er brændt af livets vanskeligheder
jeg vil igen
ilden bliver kvalt, når man er så tæt på det brusende farevand som du
vi drikker ædel gåsevin, når tørsten mellem nattens aktioner træder ind
endelig noget der ikke beruser sindet
dækket af ar som ingen kan se, danser du lystigt videre og lader igen som om jeg aldrig var
det er kunsten i at skjule du mestrer, som houdin fik tiden til at gå

Please
Lad nu ******* vær med at opfør dig som en på tolv, hvis du alligvel ikke besidder sindet af en
Du forstår ikke hvordan man kan være ansvarsløs, du ansvars fralæggende
Du ikke nysgerrig, du er invaderende
Du ******* heller ikke engang bare pre-teen sur, du syg i bolden

Så næsten gang du forsøger at drible mig rundt og lade som om du er en du ikke er, så hæv dog i det mindste aldersgrænsen