enden er nær
enden på vores struktur-givne frihed
jeg har aldrig rigtig været andet end elev
først og fremmest
produktionens indlærte prioritering i min knoglemarv vi knækker uden skemaer over vores hverdag, hver dag er ikke vores
jeg har drømt om sommeren, om varmen og nu er den her den stikker
piskesmældssmil på solskinsform vi sveder
ingen gylden middelvej forude
vi fortsætter af den grå middelvej
slørede gråzoner
v a r m e b ø l g e r
jeg keder mig; jeg er overvældet
alt er for meget og
alt er for lidt
smiler til damen med demens i min gård, tænker på vejarbejdet på støvet
mine lår er klistret fast til stolen jeg føler mig
smaragdgrøn og rislende som en å

vi lukker af for verden de sagde ikke farvel til mig
er det kikset at være ordentlig? kan jeg tillade mig at smile til jer? kan jeg sige godmorgen uden at rødme over min akavethed?

TOLERANT ER IKKE ENSBETYDENDE MED SVAG

VENLIG ER IKKE SYNONYM FOR MINDREVÆRDIG

der ligger så meget forude og jeg kan ikke rigtig begribe det ikke forestille mig mere end det, der skal overkommes

en eller anden gang må det jo komme til mig

det der livsglæde

Du får din daglig opmærksomhed hver dag når du lige lægger et billede op af din morgen kaffe og smøg
På din insta profil med dine 13K følger
Poster lige et billede af et par nye sneaks eller en tur i byen med tøserne i jeres fake pels jakker
dagen efter er det billede af din veninde på en af Københavns kaffebare med teksten " kaffe med min"
Endu et billede kommer op af et par sneaks og en lille salatbar  et selfie sniger sig os ind
alle billederne skal passe til dit feed og hvis du ikke får nok likes sletter du det igen
reposter   når du lige kan få nogen flere likes
du har din Mac læbesift på og perfekte optegnet øjenbryn
Du er en rigtig insta tøs!

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så dejlig
som den nu gør med dig
hele min krop er fyldt til randen
med bobler i tusind farver
og jeg kan ikke holde dem inde
de bruser ud af mig og farver
himlen og skyerne i regnbuens farver
i stedet for mit melankolske blik
render jeg nu rundt med det
dummeste smil og ligner en
der rent faktisk for en stund
er lykkelig

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så ægte
som den nu gør med dig
jeg var engang så naiv at jeg troede
jeg havde mødt den eneste ene
men nu er det som om han blot
var et langt mareridt
for du gør mig slet ikke bange som han
for du svarer altid og skriver søde ord
jeg ved at du ikke forlader mig
så nu ligger jeg her for en stund og
er tryg

aldrig før har den euforiske følelse
af kærlighed føltes så rigtig
som den nu gør med dig
for mit sind har altid været et puslespil
men det var som om at da du kiggede på mig
faldt alle brikkerne bare på plads
og du så mig klarer for den jeg er
end nogen anden nogensinde har gjort
så for første gang nogensinde skriver
jeg digte om at være glad og jeg ved ikke helt
men for en kort stund når du kigger på mig
er jeg forelsket?

det er svært synes jeg,
at bruge sin tid på at lade som om det er ligegyldigt
at holde det nede,
det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os
men hvad så når man vil bruge det,
bruge det imod dig
så virker det dumt,
for hvad hvis jeg aldrig rigtig var ked af det, hvor vigtigt kan det være
og så går det galt,
og så er det svært
fordi spørgsmålet er jo,
om jeg er ked af det
eller om jeg leder efter opmærksomhed,
opmærksomhed kun fra dig
så fortsætter jeg med at gøre det svært,
lade som ingenting, det er ligemeget, intet problem, som det plejer, vi klarer os
så fortsætter jeg med at gøre det svært,
og bruge det imod dig,
at du er ligeglad,
men hvad skulle du ellers være,
når jeg virker ligeglad

Jeg forbyder en morskab
Med for mange principper
Som ingen rigtig forstår

Jeg selv tror, jeg selv ved, med ved det egentlig ikke

Et sats
Pest eller kolera
Som for andre
Blot er chancen
Den der tages
Hvor der gives
En kyklopisk spandfuld af egenskaber

Egenskaber jeg er blevet for gammel til
Eller måske er jeg blot for ung
Men ung og dum
Gammel og klog
Jeg finder da ingen mening

For hvem ved dét
Dét som ingen ved
Her i søgning efter mening

Hvorfor gør jeg det ikke
Hvorfor bliver jeg ved
Med at tænke
Det utænkte

Jeg tror, at jeg er en anden person for dig, end jeg er for mig selv. Jeg har tænkt længe, og jeg er forundret over, at du kan se alle de fejl ved mig, som jeg kan, men du ser dem ikke. Du kigger i stedet på mig, som har du set noget godt. Noget rigtigt. Jeg knækkede din vindueskarm, da jeg satte mig på den og du grinte bare. Jeg kastede op ud over mine egne og dine sko, og du smilte bare og fulgte mig hjem med din jakke om mig. Jeg er lidt for forvirrende at høre på og lever lidt for meget i min egen verden, og jeg kan ikke helt fanges når jeg flyver ind i den og jeg kan ikke helt gribes når jeg falder, men alligevel, så hver gang jeg tænker, at jeg ikke er rigtig klog, så ligner du en, der synes, at jeg er mere rigtig end alle de korrekte. Jeg forstår det ikke, men det er måske heller ikke alting der skal forsvares eller forklares.

kombinationen af smuk solnedgang i maj og vind i håret, mens jeg cykler. vågne op til solskin og kaffe, morgensmøg på bådsmandsstræde. tilfredsstillende tanker om ros og sommerferie. rene sko, at have lejligheden for mig selv hele ugen. apple høretelefoner der runger så højt med god musik, så højt at jeg ik ænser trafikken. blå camel, men også gule. iste. lange negle og gigantiske øreringe. følelsen af barberet ben, følelsen af rene lagner. venner der griner så meget de ikke kan trække vejret. at vende hjem kl 04.33 med kebab i hånden.
og at vågne op rigtig glad efter en god aften.

se mor
Jeg går i kjole nu
Jeg får 10 og 12
Jeg drikker ikke rigtig længere
Jeg læser bøger og drikker kaffe
Jeg snakker næsten ikke dårligt om nogen

Hvornår er jeg nok?

"Omring dig selv med mennesker som du elsker rigtig højt, og som elsker dig rigtig højt."

Jeg indhalerer dine ord
sammen med lidt røg og støv.
Ned ad halsen
så ilt må vente og lungerne græder efter det.
Jeg ventede jo i et stykke tid
på dig
og dine grin,
men sådan her ender det jo altid.
Mig der kvæler mig selv,
og dig der taler
og ser på mig
imens.
Mine "Smukke brune øjne"
ik?

Nu er du her ikke længere
Så ilten kan igen danse rundt i mine organer
istedet for dine kys der dansede på mit hjerte og i min hjerne

Men mærkeligt er det jo;
at jeg alligevel ikke rigtig føler
at jeg kan trække vejret.

føler en eller anden form for afmagt
fordi jeg ikke kan styre tiden
tabet af at være barn
måske er det en god ting at blive
voksen
men når man som mig har følt sig
voksen hele sit liv
virker det pludseligt skræmmende
rent faktisk at blive en voksen
person
som har et ansvar i verden og i samfundet
og jeg fanger mig selv i at tænke
at jeg måske har spildt min barndom
på at ønske at jeg var ældre
nu er der ingen vej tilbage
den 18 februar
døde det lille barn der lever inden i
mig
d. 18 februar som også bare er min
fødselsdag
fyldte jeg 18
og jeg har egentlig også altid
syntes at tallet 18 er rimelig pænt
fordi det minder mig om min
fødselsdag
som for 18 år siden bare var en
dag hvor min mor havde rigtig mange
smerter og veer
og var højgravid
men i dag er den 18 februar
min 18 års fødselsdag og det
betyder at jeg nu er voksen
og jeg kan gøre alt nu
dét er måske det der skræmmer mig
mest

der er violer der gror i min hals.
de bliver vandet af røgen fra mine gule camel, men de vokser også af tårerne fra mine blå øjne.
jeg skænker ikke rigtig blomsterne en tanke, nej jeg ænser dem ikke.
jeg ved de altid vil gro sig større, selv når jeg ikke bemærker det.
jeg kan efterhånden genkende den kvælende fornemmelse. der er intet nyt i denne kvalme der breder sig.
trods jeg kender følelsen alt for godt
så rammer det mig stadig hårdere hver gang.
violerne i min hals har vokset sig absurd højt
og de smukke blomster kvæler mig
men hvad gør man
når man overvander blomster med sine tårer
og man græder for ofte?

Jeg      er      totalt      forvirret    !   !   !
Hvad    betyder     dine      ord    ?  ?  ?
Du    prøver    at   forklare    dig    selv .  .  .
Men    prøv    lige   at   hør   på     dig    selv .  .  .
Du      ændre      det     du   fortæller      mig,  ,  ,
             GØR          DU            IKKE?
Fortæl mig nu bare hvad du rigtig tænker på, F O R F A N D E N!

på bordet med den pastelgule dug ligger brevet, der aldrig leveres
og alle de anstændige cafébesøgende kigger diskret
fugtige sommervarme lår, sammenklistrede på sædets plastik-læder
knækkende hjerter, knirkende sommerbriser
der er ikke rigtig noget at gøre ved det
siges der, og trækkes på skulderen
og så sidder man dér
og klistrer og knækker og knirker
og knuses
af sommervarmen,
af café-medarbejderne
af brevet

tror ikke rigtig nogen nogensinde har forstået hvad jeg går ud på
folk tror *** jeg bliver ked af det
i virkeligheden er jeg bare lidt for stolt og gider ikke se mine egne fejl
præcis som når man får syv, man vil jo egenligt gerne vide hvorfor
men egenligt er syv helt fint, men så snart man spørger tror læreren bare man er utilfreds
det lidt sådan jeg tror vi har det, du er den sure lærer og jeg er bare den nysgerrige elev

Det er værre nu end før.
Jeg regnede jo med at det var en fejl
og at du så skævt i øjeblikket,
men du ringer ikke og du ser på mig,
som var jeg en fremmed for dig.

Det er værre nu end før.
Som har jeg taget fat i et håndtag
og opdaget at døren er låst
og jeg ikke har nøglen.

Og jeg ved jo godt at når alt er sagt,
så er der ikke meget tilbage at sige
og endnu mindre tilbage at gøre,
men jeg er så dybt ulykkelig.

Og jeg ved jo også godt
at jeg nok aldrig ville komme tilbage til dig,
men jeg ville ønske
at jeg stadigvæk var i dine tanker,
bare en gang imellem;
som at altanen ser tom ud nu,
eller om jeg nu var i toget, der kørte forbi,
eller om jeg er glad.

Jeg fortalte dig, at jeg var ulykkelig
for to uger siden
og du kiggede på mig og sagde,
at du var glad nu,
hvilket gjorde mig langt mere ulykkelig.
Nedlagt.
Ødelagt.
End jeg var før.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op;
Jeg kunne jo prøve at glemme dig,
men jeg ved godt at du er en del af mig
og at jeg mangler dig,
selvom jeg nok ville have en langt større chance
for at være rigtig glad,
hvis jeg kunne være foruden.

Jeg tager hatten af for alt det du kan;
glemme mig, ikke mangle mig og være lykkelig.

*** har brug for tid, ligesom vi alle har. Tid til at være okay med bare at være okay, fordi nogle gange kan det, at føle sig rigtig efter at have følt sig forkert i lang tid, være det sværeste at vende sig til.