Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
og jeg har altid sagt, at jeg gerne ville
gemme mig og blive gemt bag andres
katastrofer, så jeg søger dem, og sørger
over og under dem, gemmer mig i smalle
gulvsprækker i dit køkken, for  jeg vil jo
bare gerne være hende, der hjælper i stedet
for at være hende, der bliver hjulpet, men
dine problemer virker så tunge  og du virker
så  ligeglad, når jeg står med grønne øjne,
og fortæller dig, jeg elsker dig, og det er du  
ligeglad med nu, og det var du også i går, men
nu sitrer rødvinen pludselig  lige  omkring mit
højre ribben, og  jeg kan se silhuetter af dig ude
i gangen, men jeg tør ikke længere  at se dig i
øjnene, for mine ord er ikke nok,
det er de jo også så sjældent, men jeg ville
så gerne gøre en undtagelse, bare lige gøre dig
til en undtagelse værd  og spise morgensolen
som du altid sagde, jeg skulle, men jeg sover
altid over mig
jeg gemmer mig bag andres katastrofer,
men jeg blev væk et sted imellem
dine
- digte om onsdage
llcb Dec 2015
Jeg tager mig selv i at savne dig
imellem sekunder
Og tænker på da du vågnede en morgen og røg en cigaret i vindueskarmen i køkkenet, og jeg lagde mærke til dig. Måden du kiggede ud på gaden og beundrede den. Den var åben, hvilket du misundede den for. Det kunne du aldrig være. Der var altid noget ved dig, som forblev et mysterie for mig. Jeg kunne ikke finde ud af dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne finde ud af dig selv. Det er nok derfor du ikke længere ryger i mine vindueskarme. Men jeg savner dig alligevel imellem sekunder, fordi nok er gaden stadig åben, men den vil aldrig længere være det samme uden dig til at drikke rom med imens vi kigger på mennesker.

Gaden er lukket for mig nu
ligesom du var dengang.
jeg ville hellere skrive digte om den måde
du sagde mit navn på uden ord, men med
elektriske hænder og blå læber og ømme
ankler fra solens tæthed
jeg elskede dig, så det stak i mine øjenlåg
jeg elskede dig, så det prikkede i min
hovedbund og vandrede ud i alle mine
hår og dansede i mine tørre hårspidser
fra havets omfavnende bølger
jeg ville hellere skrive digte om den måde,
du vækkede mig uden at røre ved mig men
med en ånde af gin og solskin
jeg elskede dig, så det gjorde ondt i fingerspidser
jeg elskede dig, så jeg ikke kunne kende
mig selv
jeg elskede dig, så jeg forsvandt et sted lige
imellem dine og mine
og dig og mig
og det, jeg aldrig lærte
- digte om et papmachesind
jeg lysner min stemme for dig så mit
stemmebånd stikker i en regelmæssig rytme
det er så forudsigeligt alt det, der ikke må
ske
alt det, der måske sker alligevel
vi er et spil os to med hinanden og vores
små hjerter, der giver trygge stød og fortæller
os noget andet end det, vi siger, når vores øjne
mødes i mild vind
du er næsten smuk, og jeg ville gemme dig
imellem de pæne sider i bogen, og først rive
dem ud til din farmors begravelse for at placere
ordene i buketterne, der aldrig kommer til at
betyde nok
alle de ord, der bliver fortalt med kropsprogets
små lege, men som vi ikke helt forstår endnu
jeg lysner min stemme for dig, men jeg nægter
at elske dig
men glemmer det nok snart
- digte om alt det, der vandaliserer os
jeg udsætter intet til på tirsdag, lige nu er
du smukkere end blot raffinerede ugedage
smuk som enfoldige begyndelser nu kan være
det er en raritet dét, der kun bliver i dine små
berøringer, der brænder i fingerspidserne og
den måde du siger mit navn på og
det jeg aldrig kommer til at have kontrol over

vi mistede noget på vejen hertil
noget, der blev væk imellem
hjertebanken og troskyldigheden
hvis de så os nu, ville de sige, vi var smukke
som et fotografi rammet op på hjertets væg
- digte om alt det, der vandaliserer os
andenrangs poet Feb 2015
jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter
nej. ingenting giver mening.
og det er okay.
jeg fryser og sveder på samme tid. måske har jeg feber?
Elizabeth Mar 2015
SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?
Katrine Aug 2014
Alle disse sprukne ord
vi glemte
imellem flossede sider
ord der
hvisker fra din fingerspids
når du skriver vers i kursiv på
ternet papir
malplaceret
slip fra underbevidstheden
der hvor vi drømmer findes
alle disse sprukne ord de
slidte stemmer gror
hæse på din hovedpude
og vokser ind under øjenlågene
til alle disse sprukne ord
llcb Dec 2014
Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene
Patricia Drake Jun 2013
Jeg søger
søgte
søger stadig
efter brikker
pusler spil
spiller
med brikkerne
til de samles
jeg samler dem
i et spil
og jeg spiller det
spiller levende
spillevende
og lever i de spil
som jeg finder
i haven
for jeg har en have
og haven har et træ
jeg har et træ
der bærer æbler
somme tider
sidste år bar det ingen
ingenting
men tingene kom
kom ud af luften
blev luftet
luftet ud
med sproget
sproget sprang ud
og det blomstrede
pludselig
og puslede
raslede og voksede
og skabte
sproget skabte
gennem mig
jeg skabte mig
og sproget
i haven
og udenfor
men mest indeni
så jeg nu søger
forsøger
at finde
***
mellemrum
imellem ***
og ord
for billeder
forbilleder
uden for mig
Nora Morell Feb 2016
Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne
Victoria Wilhelm Aug 2019
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør
Clindballe May 2015
En flæbende mekanisme der hiver efter vejret imellem gråden.
Venter på at luften løfter dit bryst
Venter på at blodet gør dine kinder røde.
Drænet for tårer men græder videre i håb om at mine tåre virker som i Disneyfilm og du vågner igen.
Skrevet: 17. Marts - 2015
Anna Jul 2016
se på mig i mængden, se mig danse og skråle med.
læg mærke til hvor meget glæde jeg ynder at beherske.
bemærk hvor frembrusende min personlighed er,
når jeg har blot en smule alkohol i blodet.
se mig, se hvordan jeg griner og nyder opmærksomheden.
jeg hvirvler rundt om mig selv, lukker øjnene
jeg nyder musikken, og alkoholen der dunker i mine ører
jeg bilder mig selv ind at jeg er så glad, jeg er en lyslevende stjerne
men jeg spejder hastigt efter dit blik engang imellem,
håber du lægger mærke til mig
jeg håber så inderligt du ser hvor sjovt jeg har det uden dig
og trods jeg har bemærket at du ikke betragter mig mere
så bliver jeg endelig ved
selvom det stikker i maven, det prikker i min hud
ja, selvom du ikke bemærker mig den mindste smule
så kaster jeg hovedet tilbage og synger så højt jeg kan
se på mig.
se hvor glad jeg er uden dig
llcb May 2017
Det er værre nu end før.
Jeg regnede jo med at det var en fejl
og at du så skævt i øjeblikket,
men du ringer ikke og du ser på mig,
som var jeg en fremmed for dig.

Det er værre nu end før.
Som har jeg taget fat i et håndtag
og opdaget at døren er låst
og jeg ikke har nøglen.

Og jeg ved jo godt at når alt er sagt,
så er der ikke meget tilbage at sige
og endnu mindre tilbage at gøre,
men jeg er så dybt ulykkelig.

Og jeg ved jo også godt
at jeg nok aldrig ville komme tilbage til dig,
men jeg ville ønske
at jeg stadigvæk var i dine tanker,
bare en gang imellem;
som at altanen ser tom ud nu,
eller om jeg nu var i toget, der kørte forbi,
eller om jeg er glad.

Jeg fortalte dig, at jeg var ulykkelig
for to uger siden
og du kiggede på mig og sagde,
at du var glad nu,
hvilket gjorde mig langt mere ulykkelig.
Nedlagt.
Ødelagt.
End jeg var før.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op;
Jeg kunne jo prøve at glemme dig,
men jeg ved godt at du er en del af mig
og at jeg mangler dig,
selvom jeg nok ville have en langt større chance
for at være rigtig glad,
hvis jeg kunne være foruden.

Jeg tager hatten af for alt det du kan;
glemme mig, ikke mangle mig og være lykkelig.
livet som en bedrift

beundrelsesværdigt
at grave livet op, erfaring under neglene

nogle gange er det bedste man kan gøre at leve
og så må erfaringerne hobe sig op og banke på og blive inviteret ind til reevaluering en gang imellem

tilstrækkelighed
at stikke en finger i jorden, en fod i vandet
at starte et kapitel, en bog
ryst livet ud i et sovende ben, levende, prikkende, knitrende tv - knasende

at fungere på forskellige frekvenser er et menneskeligt vilkår

at gå helt i stå og
så starte op igen
et mirakel

du skal ikke andet end at leve
Laura Amstutz Mar 2019
Jeg har lyst til at ligge i dynens tunge favn og lytte til regnbyger på rudens kolde gennemsigtighed. Jeg vil ligge alene, høre sørgelige podcasts og nyde den ydmyghed og venlige tristhed de bringer. Jeg vil skrive tekster ned, som jeg gemmer til når jeg bliver voksen, for mit sind er ikke klar til den titel endnu. Jeg vil finde frem til alle de ting, jeg elsker at lave og sørge for at udføre dem, og så vil jeg være min egen bedste ven og være okay med, at man en gang imellem må nøjes med det.

— The End —